Pigen med lighteren

En anderledes version af pigen med svovlstikkerne.
En pige, bare en pige. 13 år gammel, bare 13 år. En lighter, ikke bare en lighter!
Pigen Leia lever et liv, frygteligt ganske vidst, men et liv. Intet går godt derhjemme, mormoren er lige død, hun får tæsk, hendes far udnytter hende og lejer hende ud til sine druk venner. Leia må kæmpe for at overleve, for at have lyst til at overleve, lykkes det? Måske...

7Likes
12Kommentarer
1344Visninger
AA

3. Tæsk

Men nu skal du høre hvad der videre skete en pige uden alder, men jeg ved hvor gammel hun var, tretten år, så længe havde hun overlevet. Så længe ville hun overleve.

Sjap, sjap, jorden var dækket af det iskolde sjap. Leias fødder blev hurtigt våde, sko var endnu en af de ting der var gået tabt,   hun løftede op i kjolen da hun opdagede den våde kant. Hendes fingre var helt frosne da hun endelig var ved templet, 

Soleil, solgudens tempel. Det var her mormorens ånd blev bevaret. Templerne havde været prangende, men dette var bare et skur, uværdigt selv for den mindste ånd, og da slet ikke passende for solguden. Der var koldt, og sjappet faldt igennem revnerne, men et varmt pust gjorde hende opmærksom på billederne, der forestillede de døde. Det mindste og ældste var mormorens billede, det var gulnet, og kanterne var opløst. Men over billedet i en lille cirkel fløj en drage, den var ildrød, og hun fandt lightren frem. Hun frøs og det kunne vel ikke blive værre, men ak nej, skæbnen ville ikke at en flamme skulle rejse sig, men en lille gnist kom der. Måske fordi den var så tæt på mormoren. Måske ikke. Hendes knæ brød sammen og hun græd, indtil der ikke var flere tåre at græde.

 

"Se tøsen! Hun tuder sgu da!" En ung mands stemme brød Leias trance. "Hun har brug for tæsk!" Hun nåede ikke at se sine angribere før en iskold hånd landede i hendes mellemgulv. Al luften forlod hende og et øjeblik lå hun udstrakt, men fik dækket sit ansigt. Sparkene ramte hendes ben og arme, de fem første slag gjorde ondt, de næste var forfærdelige. På et tidspunkt begyndte hendes forfrosne krop at kæmpe imod. Hun rullede rundt i sjappet for at undgå slagene, det lykkedes sjældent. Et slag mod hendes tinding slog hende ud, det sidste hun opfangede fra de levendes verden var lyden af en stemme: "Ka' du virkli' ik' holde til mer'?"

Pletter dansede for hendes syn, gule, lilla, grønne, sorte og hvide ... Mormorens yndlings farve var hvid! Pletterne samlede sig for hendes syn, en due hun så den tydeligt, en snehvid due med et blåt bånd om halsen. Den fløj hend mod en pige. Kvinde, hend mod mormoren! Pletterne fik igen forskellige farver og bredte sig, og både duen og mormoren var væk.

 

Det var koldt. Uhyrligt koldt. Døren stod på klem, små hvide iskrystaller faldt ned fra den hvide himmel. Krystallerne samlede sig til sneklumper der landede på jorden. Hun vidste at hun var nød til at bevæge sig ellers ville hun fryse ihjel. Hun ville ikke hjem, der ventede endnu flere tæsk, hun rejste sig og gik barfodet ud på den snedækkede gade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...