Pigen med lighteren

En anderledes version af pigen med svovlstikkerne.
En pige, bare en pige. 13 år gammel, bare 13 år. En lighter, ikke bare en lighter!
Pigen Leia lever et liv, frygteligt ganske vidst, men et liv. Intet går godt derhjemme, mormoren er lige død, hun får tæsk, hendes far udnytter hende og lejer hende ud til sine druk venner. Leia må kæmpe for at overleve, for at have lyst til at overleve, lykkes det? Måske...

7Likes
12Kommentarer
1343Visninger
AA

4. Det er i faldet du får vinger

Men til allersidst skal i vide, at pigen aldrig fortrød, intet af det der hente den aften fortrød hun, intet.

Hendes bare fødder, der allerede var mærket af forfrysninger, trampede igennem sjappet. Himmelen var ved at blive mørk, Og det første fyrværkeri fløj på himmelen. En enkelt drage kredsede på himmelen, men så snart den sidste solstråle forsvandt ville den gå til ro. Hun frøs, hun frøs som var hun  i helvede -men der er selvfølgelig ikke koldt i helvede- Det var så koldt at en tåre blev standset og frosset på hendes kind. Derefter græd hun ikke mere. Sneen fygede og skiftevis dækkede og blottede det, vejen.Et vindstød blottede vejen og et glimt fangede hendes opmærksomhed, Leia løb straks derover og samlede ti-kronen op, det var mere end hun havde ejet i hele sit liv, hun græd -næsten- af lettelse, men den frosne tåre hang iskoldt på hendes kind som en påmindelse. Ti-kronen glimtede og fangede en andens blik. En lille dreng i en tyk frakke, kom løbende og stjal hendes håb. Hun brød sammen. Satte sig ned. Trappen, hvor hun var faldet sammen, var iskold og hun skuttede sig. Det var så koldt. Hun kunne ikke rejse sig. Det så sort ud. Hun fandt lighteren frem fra lommen. Hun stirrede på den, i lang tid, og spørgsmålene begyndte at hobe sig op.

Ville den virke nu? Var der gas i den? Hvor meget? Ville der gå ild i noget? Hvad ville der ske? Ville der ske noget?

Kirkeurets slag ramte hende med et chok, de ellve slag indikerede at klokken var ellve, kun en time til det nye år! Det første slag havde givet hende et så stort chok, at hun havde tændt lighteren. En stor brændeovn, brændte på livet løs. Hun strakte hænderne ud, og den var så varm. Heden nåede hendes ansigt og hun smilede. I det øjeblik hun strakte benene ud, for også at give dem lidt varme, slukkedes ilden, og ovnen fordampede. Tårerne hobede sig op i hendes øjenkrog, men hun græd ikke. Hun fjernede fingeren fra lighterens knap. En lille stump håb fløj væk med fyrværkeriet.

 

Endnu engang tændte hun lighteren og der blev varmt, hun sad på en fint polstret stol pakke tind i tæpper, men det bedste var det fint dækkede bord. De små lys brændte og kastede et hyggeligt lys over al maden. For det var mad! Salater i fantastiske farver og saucer der duftede så det var til at blive svimmel. Men det allerbedste var stegen, en kæmpestor kalkun lå på et hvidt fad bemalet med hvide blomster. Den duftede så dejligt at hun troede at hun var i himmelen, skindet var gyldent og sprødt, lige til at spise. Og det var hvad hun havde tænkt sig at gøre, spise! Men i det øjeblik hun skulle komme en bid i munden, forsvandt det hele, og igen sad hun på den kolde trappesten, en iskold nytårsnat.

 

En sidste gang ville hun prøve, at tænde lighteren! Hun fandt den rystende frem, med sine stive fingre fandt hun fumlende den lille lighter frem. Hun trykkede på knappen, og en lille flamme stod op. Et øjeblik skete der ikke noget. Men så: På himmelen stod englene i rækker og sang, men imellem dem alle sammen stod en gammel kvinde i en hvid kjole, mormoren!

"Mormor!" Udbrød hun, "Er det dig?" Kvinden nikkede. "Kom med mig!" Sang hun, "din tid her er ovre!" Pigen var i chok, "flyv med mig, min pige!"

Et øjeblik var hun stille, pigen, men så svarede hun:" Men Mormor, jeg kan ikke flyve! Jeg falder!" Mormoren smilede godmodigt, "det er i faldet du får vinger, min pige. Først der!" Pigen smilede, og rejste sig og fløj. Fornemmelsen af kontrol forsvandt, hun faldt! Panikken pumpede i hendes krop. Hun skreg! Men så tabte hun noget. En tung byrde faldt fra hende, og landede på jorden. Hendes krop lå på jorden. Hun kiggede ned ad sig selv, og nu lyste hun, som de andre engle. Hun kiggede sig over skuldrene og så et par vinger, store og hvide, fjerklædte vinger. Og i det øjeblik var det hun lykkelig. Og til de tolv midnatsslag, der indikerede et nyt år, fløj pigen, mormoren og alle englene hjem. Til et sted hvor der var trygt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...