Daniels tab

Daniel er en helt almendelig dreng på 13 år. Indtil store forandringer støder på hans liv. Flora er død, hans egen lillesøster. Det er hårde tider som venter ham, men også store mysterier.




5Likes
10Kommentarer
960Visninger
AA

3. Rejsen mod lyset

 

3. Kapitel

Rejsen mod lyset.

 

Daniel fulgte efter den lille tarampo

”vil du nu fortælle mig hvad du hedder?” spurgte Daniel

”hvorfor?” svarede den lille tarampo

”hvorfor skulle du ikke?”

”øm” sagde skikkelsen ”Jutira”

”Jutira kan man hedde det?”

”er det ikke logisk. Brug din lille hjerne jeg står lige foran dig og hedder Jutira” mumlede tarampoen som bar det smukke smykke om halsen.

Det var godt nok sødt af Zenia at hun ville hjælpe. Tænkte Daniel.

Zenia måtte løbe hjem lige efter hun havde givet smykket til Jutira, så nu var det bare Daniel og Jutira. Daniel var ikke hel tryk ved Jutira, men hvis han kunne hjælpe så var det jo fint. De var gået i cirkler og stod nu stadig under hulet.

”undskyld, men jeg har altså lidt travlt kan vi ikke sætte farten op?” spurgte Daniel, men intet svar kom tilbage andet ind en væsen. Jutira gik frem og tilbage.

”Daniel gå hen under hulet” sagde Jutira

”okay” Daniel gik hen under træet ”hvad så nu”.

Jutira begyndte at mumle nogle mærkelige ord ”rakatiroka sirra eoper ååp o TILARMANNIK!”

Daniels fødder var ikke længere på jorden. En susen susede forbi Daniel og han fik en ubehagelig  kuldegysning.

Får jeg nu en ligeså ubehagelig tur op som jeg fik ned tænkte Daniel med alle de sår og flænser.

Jutira holdt hans hænder op i luften og et skarpt og lyst lys kom ud fra hans svedige og mudrede hænder. En kraftig trykkende hovedpine kom frem øverst oppe i Daniels hoved. Daniel følte sig meget utilpas. Han kiggede ned. Han var ikke længere i den magiske verden, men et helt andet sted måske en portal til hans verden. Der var helt lyst og Daniel blev helt blændet. Han kæmpede imod og prøvede at få sine øjne oppe men hver gang de blev det mindste åbnet lukkede de sig sammen igen. Han ville se, han ville røre, men lyset var for skarpt en modvinden var for kraftig. En skingrene stemme kom frem. Daniel prøvede at få hans hænder op til hans øre for at holde sig for ørene, men modvinden var stadig for kraftig og hans hænder blev skubbet ned langs hans mave.

Hvis jeg nogensinde kommer ud af den her portal, så er jeg døv inde tænkte Daniel.

Den skingrene stemme voksede og voksede som om den trængte ind i hans hoved.

Hvordan kan den trænge ind i hovedet det er jo et Marit. Tænkte Daniel hvem er personen som skriger jeg vil se personen men kan ikke. Hvad skal jo do gøre?

Pludselig forsvandt modvinden, den skingre stemme og lyset. Han åbnede sine øjne der var helt sort som en december nat.

Hvad skal jeg nu gøre jeg kan jo ikke se tænkte Daniel måske var det beder da lyset var der, der vidste man i det mindste at man kom frem.

Han hørte en sirene komme længere fremme.

Der er hvert fald ikke nogen sirener i den magiske verden tænkte Daniel eller er der?

Han kravlede hurtigt frem.

Jeg vil hjem nu og intet skal forhindre mig idet. Tænkte han.

Pludselig kunne han se et lille bitte lys på størrelse med en myre. Daniel kravlede og kravlede hurtigere og hurtigere. Hver gang han gik frem blev lyset større. Han kravlede som han aldrig havde kravlet før. Til sidst var lyset så stort som ham selv og han var for enden af den mørke gang. Han kravlede ud af den, men uden han havde regnet med det, faldt han, han faldt og faldt. Plump han lå midt ude i en kæmpe mudderpøl og lignede noget som var løgn. Han rejste sig langsomt op og åbnede hans øjne.

Jeg er tilbage til skoven tænkte Daniel.

Han kiggede op, men gangen som han havde gået i var forsvundet.

Mærkeligt tænkte Daniel.

Han løb og løb så langt hans mudrede og sårede ben kunne bære og så langt hans øjesynd kunne række. Han var nu ude af skoven og fortsatte hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...