Daniels tab

Daniel er en helt almendelig dreng på 13 år. Indtil store forandringer støder på hans liv. Flora er død, hans egen lillesøster. Det er hårde tider som venter ham, men også store mysterier.




5Likes
10Kommentarer
963Visninger
AA

4. Hjemme

 

Han stod endelig foran døren til hans hus. Han glemte helt at han lignet noget som katten

havde slæbt ind, men bankede bare på døren. Døren åbnede sig hurtigt og knirkende. Daniel så lige ind i hans mors knald brune øjne. Hun sukkede dybt og meget højlydt.

”ved du ikke hvad klokken er?” spurgte hun med en meget alvorlig stemme.

”altså jo jeg ved jeg er sent på den, men jeg har jo intet ur så…” han blev afbrudt med det samme.

”alle de penge som du har sparet sammen i 3 år kan du jo købe dig et ur for” sagde hun, men Daniel var helt mundlam.

”klokken er 9:00”.

”undskyld” sagde Daniel og kiggede ned i jorden.

”hvordan er det som du ser ud? du har vel ikke været oppe at slås?” spurgte hun nervøst.

”nej nej jeg var bare……” han afbrød sig selv.

Hun vil jo ikke tro mig alligevel tænkte han.

”i skoven”. Det var jo ikke helt løgn.

”hvorfor har du alle de rifter?”

”jeg faldt bare”

”ved du hvor bekymrede vi har været for dig?” spurgte hun ”vi ringede til politiet, som leder efter dig nu”.

Hans øjne voksede sig kæmpe store.

”af hvad har i gjort?” sagde han. En sveddråbe kom til synde mit på hans pande og gled langsomt af hans næsetip indtil den nåede til hagen og dryppede pladask ned på hans slidte, hulede og mudrede sko. Han kunne mærke nervøsiteten brede sig inde i maven på ham og langsomt fordele sig ud i kroppen. Han kiggede ned på hans håndflader, som var helt våde af sved.

”jamen hvorfor” fik Daniel fremstammet.

”Daniel, Daniel, Daniel, vi var jo bekymret for dig. Du kom jo trosalt to timer forsendt” hun tog en dyb indordning og fortsatte ” vi har allerede mistet Flora vi var jo bange for om vi nu havde mistet jer begge to”. En tåre kom til syne fra hendes øjenkrog.

”Maria hvem taler du med?” Daniels far Jens kom ud af huset med raske skridt.

”Daniel” sagde Jens med en overraskende stemme.

Daniel kiggede op på ham.

”hvor har du været?” spurgte Jens

”det skal jeg nok fortælle, men først må du love mig at ringe til politiet og sige at jeg er her”

Jens tog hans store hånd ned i hans bukselomme og tog en grå mobil op fra lommen.

 

* * *

 

-Efter lang tid lykkede det endelig Daniel at overbevise hans forældre om at han bare var  i

skoven og faldt.

BANK BANK!

Hvem er det mon som banker på og hvorfor bruger de ikke bare ringeklokken, den er så stor og nem at se, endda knald blod rød tænkte Daniel.

BANK BANK!

”jeg kommer” råbte Daniel.

Daniel løb hen til døren og tog hans svedige hånd på det iskolde og blanke dørhåndtag. Døren knirkede, som om den havde været der i 60år. Der havde den vidst nok også. En høj og mager mand stod ude foran døren. Daniel var ikke et eneste sekund i tvivl om at han var en politimand. Daniel fik en klump i halsen.

Hvorfor kommer han nu her? tænkte Daniel far ringede jo og……

”når så det er dig som stikker af” brummede politimanden med en meget dyb og tung stemme.

Daniel så op på ham med et tomt blik.

”nej nej jeg gik bare en tur” fik Daniel fremstammet.

Politimanden løftede hans ende øjenbryn og skævede til Daniel.

”det er ikke morsomt”

”nej nej  det ved jeg da godt jeg- jeg- jeg-……glemte bare tiden” sagde Daniel med en rystende stemme. Han var tydeligvis lidt nervøs.

” to timer helt ærligt” sagde politimanden ” jeg er ikke dum”

”hvad mener du?” spurgte Daniel, som bare stod der i døråbningen og lignede et spørgsmålstegn.

”jeg kender din type som bare ikke kan undgå ballade” Sagde politimanden surt. ”jamen…..”  Daniel blev afbrudt af den høje politimand.

”… sådan nogle drengebander” knurrede politimanden ” jeg hader at i altid skal lave rav i den”

”jamen jeg er ikke i nogen drengebande...undskyld jeg mener jeg er ikke med i en”

”næste gang jeg fanger dig i ulovligheder så for du den straf som du har fortjent”

Daniel så på ham med et spørgende blik.

Ulovligheder…helt ærligt jeg har da ikke...hvad mener han med ulovligheder tænkte Daniel.

”at gå en tur er vel ikke ulovligheder” Sagde Daniel.

”jeg tør væde på at du ikke var i skoven men… du ved hvad jeg mener”.

Hvorfor tror han det om mig, jeg har da aldrig gjort en flue fortræd tænkte Daniel.

”Daniel hvem snakker du med?” det var Daniels mors stemme. Hun kom løbende hen mod døren.

”når så du er den unge drengs mor” sagde politimanden.

”ja ja” sagde Daniels mor med en grøde i hånden hun var tydeligvis i gang med at rydde op efter aftensmad.

”lær ham dog nogle manerer!” brummede politimanden.

”hvad er det som du står og siger?” sagde Daniels mor med en meget sur stemme. Så sur havde Daniel aldrig hørt hans mor stemme før på nær den gang hvor Daniel havde en ven på besøg og vennen rev hele reolen ned som de havde i stuen. ”du skal ikke komme her og tro at du kan tillade dig at sige at min søn ikke har nogle manere hvad har han måske gjort dig? Han gik bare i skoven og faldt. Så jeg syntes bare at du skal gå din vej. Det her er mit hus og dermed mine regler og du er ikke velkommen her”

”rolig…” Politimanden blev afbrudt af Daniels mors skingre stemme.

”nej nu syntes jeg vi har hørt nok fra dig. Du burde slet ikke have tilladelse til at være politimand når du sådan siger at min søn ikke nogle manerer. Det er dig som ikke har nogle manerer. GÅ DIN VEJ!”

 Da hun sagde den sidste sætning kunne man se vreden blusse op i hovedet på politimanden så han blev helt tomat rød i det. ”som du vil” sagde han i normalt tonefald, men Daniel kunne se at han bare brændte for at komme ud med vreden. ”vi ses i retten…” Politimanden gik ud til den politibil som han havde kørt hen til dem med og satte sig ind og kørte sin vej.

Retten……

Daniels mor tabte underkæben og stod og måbede i flere minutter. Hun lignede en som kunne besvime når som helst.

”mor… er du okay” fik Daniel endelig sagt. Hans øjne var mørke og levende, men intet ord kom ud af hendes mund.

Retten det kunne han ikke mene tænkte Daniel.

Daniels mor lignede en som lige havde set el regningen fra i år, som var steget med 40%. Daniels ben begyndte at ryste og hans hår rejste sig på ryggen. Kulden susede langsomt ind i hans trøje og hans kinder blev helt jordbær røde.

”mor… kom nu ind så vi kan lukke døren jeg fryser så forfærdeligt.” han tog en dyb indordning, men hun stod stadig med det samme måbende ansigts udtryk som før.

”kom nu du kan altid måbe indenfor…… i stedet for at stå her og blive forkølet” det sidste sagde hans mor altid til ham når han ikke havde sin jakke på og ville cykle i skole, men den var bare så kikset, hel lyserød og med små broderede blomster. Han fik den i fødselsdagsgave af hans tante Berit. Hun skulle altid købe sådan noget piget tøj bare fordi hun kun havde døtre og endda syv. Han havde byttet den vidst det ikke var for hans mor, hun skulle absolut blande sig ´den er da sød´ var den eneste undskyldning fra hans mors side. Og så sjovt nok skulle han beholde den fordi hans far bare sagde gør nu som din mor siger hun bestemmer. Det kan være du bliver glad for den en dag´. Men nej det gjorde han ik´ hvert fald ikke indtil videre.

”mor helt ærligt… så for du lov til at stå herude helt alene”

”jeg - jeg skal nok komme om lidt… bare lad mig være lidt i fred” Sagde Daniels mor med en rystende stemme.

Daniel lukkede døren bag sig og lagde sig ned i hans bløde seng med tøj på. Han orkede ikke at tage det af efter sådan en lang og forvirrende dag. Han trak dynen over sig og lagde sig til at sove.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...