Daniels tab

Daniel er en helt almendelig dreng på 13 år. Indtil store forandringer støder på hans liv. Flora er død, hans egen lillesøster. Det er hårde tider som venter ham, men også store mysterier.




5Likes
10Kommentarer
962Visninger
AA

1. Døden ligger på lur

Han hviskede i den lille piges øre ”rolig det skal nok gå, du må ikke græde” han gik ud af den høje brune dør.

”hvordan klarer hun sig” spurgte en lille dame med små runde briller.

”hun er desværre alvorlig syg”.

                                                                                * * *

 

-To år efter-

De kørte ud til kirken. Tårerne trillede ned af deres kinder. De så på den lille piges lig, som lå der så fredsfyld i kisten. Hendes Storebror var ikke kommet ind i kirken endnu, han måtte lige finde sig selv i bilen. Han kunne ikke forstå noget mere efter hans søsters død. Han tænkte tilbage på hvordan det var sket.

Hun lå jo bare der i sengen og så stoppede hendes hjerte med at banke. Han husker hendes blege hud og hendes smukke store himmelblå øjne og ikke mindst hendes yndefulde navn Flora. Hans navn var Daniel.

 

                                                                                        * * *

 

Som dagene gik glemte Daniel langsomt Floras smukke ansigt som blev svagere og svagere inde i hans hoved og tanker. Ikke fordi han ikke tænkte på hende, for andet gjorde han ikke, han tænkte på hende dag og nat. Det eneste som han huskede så tydeligt som det var i går da hendes sjæl forlod jorden var hendes smukke himmel blå øjne og ikke mindst hendes generte stemme.

Han tænkte ikke på venner længere. faktisk havde han næsten ikke nogen efter han var blevet så fraværene når han var sammen med dem. Han satte sig for det meste i et hjørne og tog et slidt og krøllet billede frem af Flora, hans mor og far og ikke mindst ham selv. Billedet var taget sidste år i sommerferien da de var i Spanien og havde haft en dejlig ferie, men også den sidste ferie med hele familien, altså mor, far, Daniel og Flora.

 

                                                                             * * *

Natten kom over himmelen og et gab kom frem på Daniels læber.

”jeg syntes du skal gå i seng nu” sagde Daniels mor Maria som var lav med små runde briller.

”Helt ærligt klokken er kun 20:00 og jeg er altså 12år” svarede Daniel med en træt stemme. ”Jamen far og mig har brug for at tale lidt alene” svarede hun tilbage.

”Okay så går jeg da bare i seng og læser”,

men nej det gjorde han ikke. Han stillede sig op af døren og kiggede gennem nøglehullet på den store brune dør ind til stuen. Han hørte sin mor sige med en hulkene stemme

”tænk på Flora, tror du hun har det godt”

”det skal nok gå, hun er oppe i himmelen lige nu og drømmer sødt” sagde Daniels far Jens.

En tåre røg ned fra hans øjenkrog. Daniel fulgte tåren med hans øjne helle vejen ned til den landede på gulvtæppet. Pludselig kunne han mærke en tåre i hans øjenkrog som langsomt trillede ned af hans kind og vider ned på hans knæ, det kilede sår forfærdelig som når flora kom og kilede ham på kinden når han lavede lektier. Han havde ikke nogle bedste ven eller retter sagt det troede han ikke, efter hans søsters død indså han at det var hende som var hans bedste ven.

                                                                                * * *

 

En dag efter skole tog Daniel en tur i skoven. Han elskede skoven lige så højt, som han elskede og høre lyden af glæde. Der kunne han nemlig få fred og ro.

Han gik i cirkler frem og tilbage og rundt osv.…. Han stoppede op. Der var noget som kaldte på ham ”Daniel Daniel Daniel Daniel” stemmen lød bekendt. Der var noget som var forkert hov det var jo Floras stemme tænk at han ikke kunne høre det i starten. Han løb efter stemmen. Han syntes selv det var lidt underligt fordi Flora var jo død. Det var jo sikkert bare noget inde i hans hoved men alligevel der var jo en chance for at det var hende. Han løb og løb forbi de høje grønne træer og de små runde buske. Pludselig stod han foran et kæmpe træ. Alle de år hvor han havde gået i skoven havde han aldrig set det træ før. Det var enormt med store smukke blomster, som han aldrig havde set før. De var i alle farver nogle med striber nogle med prikker nogle med mønstre og nogle, som var helt ensfarvede. Han tog øret op mod træet det lød som om stemmen kom der inde fra. Han lænede sig endnu mere. Pludselig faldt han igennem træet han prøvede at kæmpe sig ud. Han blev revet af grene og bark ”HJÆLP HJÆLP!” råbte han . Han gik i panik ” HJÆLP HJÆLP!” råbte han igen. Han troede det var nu han skulle dø. Dø som 12årig. Sikke et kort liv. På den ene side ville han komme op til hans søster, men hvad med mor og far og resten af familien. ”er det virkelig nu jeg skal dø” sagde han lavt. Han prøvede at kæmpe sig op ”HJÆLP HJÆLP!” skreg han men der var helt stille ikke en eneste, som hørte ham. Var han blevet skør var det ham som bare troede at det var hans søsters stemme. Var han overhoved i skoven.

Et lille lys kom frem nede under hans lange fødder. Lyset blev større og større og kraftigere og kraftige. Plump han lå midt ude på en græsplæne.

”er jeg død nu, er jeg kommet i himlen” sagde han

”ryk dig så din store kæmpe”.

En lille skikkelse dukkede frem under ham. Skikkelsen var lille, næsten ligesom en due. Den havde en lille stok i hånden, som den slog Daniel med ligesom han havde et i tegnefilm med ældredammer som slog med deres tasker efter tyve.

”hvor våger du at falde ned fra himmelen og lande lige oven i mig” sagde den lille skikkelse ”undskyld men”

”nej ingen men” den lille skikkelse blafrede løs.

Daniel rejste sig op og strakte sig og en knorene lyd kom fra hans mave. Han opdagede at han havde fået en kæmpe hudafskrabning ned af hans mave og hans trøje var blevet flænset op heldigvis havde han stadig hans bukser. Lige i det øjeblik troede han at han var i himmelen. Foran ham var farver som han aldrig havde set før, væsner som han ikke troede fandtes og ikke mindst alle de smukke planter. Han vente sig om og kiggede efter det enorme træ, men det var der ikke. Han kiggede op et stort hul var helt oppe i himlen.

Er jeg virkelig faldet ned af det hul tænkte han.

Så kunne han beder forstå den hovedpine han havde fået i hans bag hoved. Han vente sig om igen

”hvem er du” spurte han til den lille skikkelse.

”hvem jeg er” spurte den lille skikkelse

”ja hvem er du”

”jeg er da en Tarampo”

”hvad er en Tarampo”

”ved du ikke hvad en Tarampo er” sagde skikkelsen, som om den havde set en dinosaurs på rulleskøjter

”nej” svarede Daniel

”en Tarampo er en øm bare et væsen lige som du er”

” men hvor er vi”

”ved du ingen gang det, du må være ny her”

”øm jeg har aldrig været her” svarede Daniel nysgerrig.

 

Den lille skikkelse gik, som om den forventede at Daniel fulgte med. Daniel gik langsomt efter den lille skikkelse.

”jamen hvad hedder du” spurte Daniel, som næsten måtte råbe det før den lille skikkelse hørte ham.

”Orak” svarede skikkelsen.

Og fortsatte i et hurtigt tempo frem af. Daniel havde egentlig forventet at Orak spurte ham hvad hans navn var, men nej det gjorde han ikke.

”øm hej Orak jeg hedder Daniel”.

Orak lavede et lille fnys og fortsatte.

”Jamen hvor skal du hen” spurte Daniel, som ikke anede hvor han var.

”Selvfølgelig skal jeg til  markedet i blomsterspir det skal du vel også?”

”øh” svarede Daniel som ikke havde lyst til at spørge om hvad det var ”jaja”.

Daniel betragtede de bitte små huse på hans højre side og så de kæmpe huse på hans venstre side. Daniel kunne godt regne ud at Orak boede i et af de små huse på højre side selvfølgelig. Hvis han boede i et af de store ville de være ligesom han boede i en hel ørken hvor når han gik endte vejen bare ikke. Ikke fordi han ikke gik hurtigt. Man skulle tro at han var en lille skrumpet leopart, med den fart på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...