~What if I died tomorrow?~ (På pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Igang
Lacey Storm, en succesfuld, sjov, venlig, populær, klog og ydmyg 18-årig ung pige. Men trods hendes kloge forstand, lever hun sit perfekte liv ubevidst om, hvilken smerte og mørke livet kan bringe.
Men intet er perfekt. Og specielt IKKE livet selv, for før eller senere er man tvunget til at vågne op fra drømmeland. Dette indser den altid elskværdige Lacey Storm, da hun en dag modtager en frygtindgydende nyhed.
Hendes 14-årige lillesøster Raven Storm er død. Ikke ved et uheld, men ved et simpelt selvmord. Og dette Lacey nu står med, er det store spørgsmål om, hvorfor hendes lillesøster Raven gjorde, hvad hun gjorde. De eneste spor, ladt til hende, som kan føre til svaret er søsterens selvmordsbrev, og disse fire følelser rasende i hendes sind: Sorg, fortvivlelse, had og frygt. Kan disse fire ting give hende svaret? Og hvis de kan, hvordan vil de? Et ordsprog lyder: "Man lærer det kun på den hårde måde."
Snart drives Lacey ind i mørket og finder ud af, hvilken smerte livet kan bringe...

22Likes
46Kommentarer
1646Visninger
AA

1. ~Prolog~

~Prolog~

 

A letter of hate and true thoughts of love.

 

In the end is my beginning...

 

" Min kære familie.

Jeg ved at ingen af jer, havde forventet dette.

I troede alle, at jeg havde det fint. At alt var godt. Men i tog fejl. Jeg er blevet mobbet, pint, slået, langsomt flået i stykker og ædt indefra. Min sjæl er blevet sort, og er nu knust til millioner af stykker. Stykker der aldrig vil blive samlet igen. Disse stykker siver ud af min krop, gennem mit allerede itu flået hjerte, og mit blod strømmer ud.

 

Mørket er kun en myte.

Der er intet mørke, når du er lige som mig. Der er intet mørke, når du ser tingene gennem mine øjne. Verden er nøjagtig den samme. Solen skinner stadig, og månen ændrer sig stadig, aftagende og tiltagende. Kun ens perspektiv på verden ændrer sig.

 

Alle hader mig, de er ligeglade med mig.

De er ligeglade med om jeg er levende eller død. De sender mig dødsenskolde blikke og griner. Griner af den ynkelige person jeg er. Jeg skulle ikke være blevet født, jeg er én stor fejltagelse. Lige så har du fortalt mig så utallige mange gange, far. Når du slog mig, når du var fuld, og når du var ædru. Åh og hvordan du kastede mig mod væggen og prøvede at chokere mig. Prøvede at dræbe mig...

Og hvordan du skubbede ham væk fra mig, mor. Kun for at råbe af mig og fortælle mig, at det var min skyld. Det hele var min skyld. Du siger, jeg er en dum møgtøs. Hah...jeg har dårligt nok følt, hvad sand kærlighed er. Alle jeg holder af, forsvinder jo langsomt ind i glemslens horisont. Du hader mig, og dog stadig elsker min søster. Så dette er til jer:

 

Far.

Jeg hader dig. Det gør jeg virkelig. Jeg kan ikke på nogen som helst måde sige, at jeg elsker dig. Ikke det mindste ord. I mine øjne er du ikke engang en sæd donor. Du er et svin! Et fucking spild af plads på jorden, lige så vel som jeg. Du fortjener ikke at have den fantastiske datter du har, min søster. Fuck dig.

 

Mor.

Du bragte mig til denne jord. Du giver mig mad, tøj, et sted at sove, og sørger for, at jeg får en uddannelse. Men intet andet. Du giver mig ikke kærlighed, vejledning, hjælp, støtte, og du viser ingen sympati for mig. Du er skide ligeglad med mig. Du ville sikkert glædeligt se mig, drage mit sidste åndedrag.

 

Lacey.

Jeg elsker dig over alt andet af eksistens, min fantastiske søster. Du er smuk, smart, sej, klog og elsket af alle - selv af mor og far. Jeg elsker dig af hele mit rådne, visne hjerte. Du har været så venlig mod mig! Den eneste person, der ikke var ligeglad med mig. Uden dig ville jeg sikkert have gjort dette for mange år siden. Du prøvede at stoppe mig fra at cutte, du prøvede virkelig, men du kunne ikke. Jeg er faldet for dybt ind i min egen ynkelige sjæl, til at du kunne hjælpe mig ud. Selv ikke det længste reb kunne nå ned til mit dyb. Jeg elsker dig Lace, mere end du nogensinde vil kunne forestille dig. Jeg er virkelig ked af, den smerte jeg vil udgøre, det er jeg virkelig. Jeg ønsker, at du skal huske mig, aldrig glemme mig. Lov mig det, vil du ikke nok?

Jeg ved, hvordan jeg vil gøre dette. Jeg vil tage mine barberblade og langsomt skære dem gennem min hud på mine sårbare håndled, som vil få mit rådne blod og min skyldbetyngede sjæl til at sive ud. Det vil effektivt dræbe mig. Jeg vil føle livet dryppe ud af mig sammen med alle de både bitre og søde minder. Jeg vil endelig være fri for smerte. For mor og far, for skolen, for livet...

Jeg vil ikke længere skulle bære min knuste sjæl.

 

Men spild ikke dine dyrebare tåre, kære Lace. Ingen andre vil alligevel græde over min bortgåen fra denne verden. For ingen andre har ret til at græde over mig. Kun du, Lace. Kun du har ret til at græde over mig. Det ændrer ikke, at jeg ikke fortjener dine tårer, at de ikke skal spildes på mig. Igen, jeg er ked af den smerte, jeg vil bringe dig. Men jeg beder dig, Lace...fortsæt dit liv, som du må leve lykkeligt, stift din egen familie, og lad solen skinne på den såkaldte livets sti, du vælger at betræde.

 

Farvel, onde, hadefulde, håbløse verden.

Lad os håbe jeg aldrig ser dig igen.

 

Kærlig hilsen

Raven."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...