~What if I died tomorrow?~ (På pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Igang
Lacey Storm, en succesfuld, sjov, venlig, populær, klog og ydmyg 18-årig ung pige. Men trods hendes kloge forstand, lever hun sit perfekte liv ubevidst om, hvilken smerte og mørke livet kan bringe.
Men intet er perfekt. Og specielt IKKE livet selv, for før eller senere er man tvunget til at vågne op fra drømmeland. Dette indser den altid elskværdige Lacey Storm, da hun en dag modtager en frygtindgydende nyhed.
Hendes 14-årige lillesøster Raven Storm er død. Ikke ved et uheld, men ved et simpelt selvmord. Og dette Lacey nu står med, er det store spørgsmål om, hvorfor hendes lillesøster Raven gjorde, hvad hun gjorde. De eneste spor, ladt til hende, som kan føre til svaret er søsterens selvmordsbrev, og disse fire følelser rasende i hendes sind: Sorg, fortvivlelse, had og frygt. Kan disse fire ting give hende svaret? Og hvis de kan, hvordan vil de? Et ordsprog lyder: "Man lærer det kun på den hårde måde."
Snart drives Lacey ind i mørket og finder ud af, hvilken smerte livet kan bringe...

22Likes
45Kommentarer
1658Visninger
AA

5. Maybe there is a reason why?

Lacey Storm (Da).

(Ikke rettet igennem)

16.11.1997.

Jeg listede lydløst op af trappen i min alt for store lyserøde natkjole, med mine orange abesutsko og med hr. Kaninus dinglende slapt i højre hånd. Far var lige kommet hjem fra sit arbejde, der lå i den store fine bygning med alle vinduerne. Jeg var på toilettet, da jeg hørte far låse sig ind gennem hoveddøren og råbe til mor, at han var hjemme. Selvom jeg ikke kunne se ham, så vidste jeg bare, at han smilte med sit store tandpastasmil, for hvis en stemme kunne smile, så smilte fars stemme, hver dag han kom hjem. Far var gået op til soveværelset, hvor mor havde fortalt ham, at jeg var ude på badeværelset, og han ikke skulle forstyrre mig. Jeg havde fnist og ubemærket listet ud i køkkenet, hvor jeg havde gemt min tegning til ham.
Trappen knirkede.
"Shhh, stille," hviskede jeg med den mest seriøse stemme jeg kunne mønstre.
Jeg fortsatte min færd op ad trappen. Inde fra soveværelset kunne jeg høre både far og mors stemmer, der glad klukkede og ivrigt snakkede sammen. Jeg havde ikke set far endnu, men selvom jeg ikke havde det, så vidste jeg uden tvivl, at han stod i sit finde jakkesæt med det mørkerøde slips og de sorte blankpolerede sko. Alle mændene på fars arbejde så rigtig finde ud, det gjorde alle kvinderne også, selvom de gik i nederdele og ikke bukser.
Da jeg nåede trappen ende, begyndte jeg langsomt - men målrettet - at liste hen af den lange gang med de lyse vægge, det blå og bløde gulvtæppe og de mange døre, der sad til alle ens sidder langs gangen. Lyset strømmede ud af døren, som stod åben på vidt gab, hvor man kunne ane fars skygge. Jeg kunne høre mor pusle rundt derinde. Hun sad nok og gjorde sig fin med alle hendes øjenfarver og alt det andet sminke, hun havde. Forsigtigt stillede jeg mig i døren, uden nogen af dem opdagede mig.
"Bøh!"
"Ihhhh! Jamen Lacey dog!" Mor drejede forskrækket hovedet mod mig.
"Og her har vi jo min lille Lacey-Dacey-mus!" råbte far, mens han løftede mig op i sine arme og glad svingede mig rundt i deres store soveværelse.
"Lad vær! Det kilder, farmand!" fniste jeg. Han snurrede mig lidt rundt, før han endelig satte mig ned igen. Så snart jeg havde fået balancen tilbage, løb jeg hen til døren, hvor jeg havde lagt tegningen til far.
"Se," sagde jeg stolt, og vidste ham min nyeste tegning. "Den er til dig!"
"Hvor er den flot" smilte han og gav mig et ordenligt bjørneknus. Jeg begyndte igen at fnise.
"Så i to. Hvis i sådan skal pjatte rundt, så gør det ude i stuen," sagde mor i et mildt, men meget bestemt tonefald. Far svarede grinende:"Så, så min lille sminkedukke."
Mor blev heldigvis ikke sur, men daskede bare ud med den ene arm og klaskede drillesygt far på maven.
Hun havde en smuk lille kjole på, og hendes blonde hår var bundet fint op i en knold på hendes hoved. Hendes hvide bluse med alle de sorte bogstaver, som hun havde haft på tidligere i dag, lå krøllet sammen på sengen. Mor var nemlig med til at lede noget hun kaldte en kampagne, der var stærkt imod, at man lavede aborter. Da jeg spurgte hende, hvad det var, sukkede hun bare og kyssede mig på panden. Hun sagde, at det måtte jeg få at vide, når jeg blev stor nok. Jeg ville have plagede hende om at fortælle mig det, hvis hun ikke havde set så alvorlig ud. Jeg var bange for, at hun ville blive sådan rigtig sur på mig.
Far ledede også noget. han lede nemlig sådan et stort firma for computere. Det var derfor, han altid havde sådan noget fint tøj på og godt måtte skælde sine medarbejdere ud i telefonen.
Ikke lang tid efter stod far og jeg og vinkede farvel til mor i døråbningen. Hun skulle ud i byen med sine tre veninder - dem som nogle gange kom her og spiste aftensmad og så kærlighedsfilm, mens far og jeg spillede ludo på mit værelse - efter en vellykket kampagne, sagde de. De ville mødes ved en af hendes veninder, der ikke boede langt fra os, hvor de ville tage en taxa ind til byen. Taxaen ville også køre dem hjem til veninden igen, hvor mor ville gå hjem derfra gennem det lille skovagtige sted, så taxaen ikke skulle køre hende en omvej hjem, og hun ikke skulle betale taxamanden nær så meget.

***

Jeg vågnede meget sent om natten ved lyden af mors og fars høje stemmer. Det må være fuldmåne, tænkte jeg et søvnigt gab. Men plejede altid at sige, at man aldrig kunne sove så godt, når det var fuldmåne. Jeg trak gardinerne fra og kiggede ud. Det var rigtigt nok fuldmåne. Og meget mørkt udenfor.
"Je-je-jeg," kunne jeg høre mor stamme og samtidig græde. Forsigtigt vovede jeg at åbne min dør for at smug lytte, selvom mor sagde, at de var uhøfligt, og man ikke måtte.
"Skrid!" hørte jeg ham råbe vredt. Far. Selv når han skældte sine medarbejdere ud i telefonen, havde jeg aldrig hørt ham sige så grimme ord før. Jeg knugede hr. Kaninus tæt ind til mig.
"Men...skat!" græd mor endnu mere. "Je-jeg kan ikke gø-gøre for det, undskyld, elskede! Det var ik-ik-ikk' min fejl! Han kom bare, jeg så og hørte ham ik-ik-ikk'! Han kom bare og væltede mig og tog på mig, o-o-og tvang mig til det. Jeg kunne ikke gøre noget...elskede!" Mor hulkede forfærdelig meget, og jeg kunne også mærke at tårerne begyndte at dukke op i mine øjne. Jeg havde aldrig hørt mor være så ked af det. Og det ville jeg heller ikke have.
Jeg skyndte mig i seng igen. Gemte mig under min dyne, mens jeg hørte far råbe lidt mere og mor græde lidt mere. Jeg forstod slet ikke, hvorfor mor var så ked af det. Et eller andet med en anden mand. Måske havde han været ond mod mor, da hun gik hjem fra sin veninde af?
Så blev der pludseligt stille i huset. Jeg håbede på, at far var gået hen for at kramme mor og trøste hende, lige som han gjorde, når jeg var ked af det.

***

Ikke så mange uger efter fortalte mor, at hun vare blevet gravid. Men mor og far var blevet gode venner igen. De smilede, kyssede og krammede stadig væk hinanden, selvom fars stemme aldrig mere smilte, når han kom hjem klokken syv fra arbejde.

***

19.04. 2000.

Jeg kunne igen føle tårerne kravle frem i mine øjne. Sådan rigtig seriøst. Lige som den nat, hvor far og mor var kommet rigtig op og skændes, dengang med ham den onde mand. Jeg begyndte at snøfte, uden jeg egentlig ville det.
"Så, så Lacey-put," sagde farmor med sin søde milde stemme. "Du skal ikke være bange, vel?" Jeg rystede bare på hovedet og tørrede tårerne væk. Farmor og farfar havde lovet at passe Raven og jeg, mens mor og far var ude. De boede langt ude på landet med mange to søde hunde og en masse husdyr. Det havde været rigtigt varmt og hyggeligt. Vi havde hygget os med is og saftevand ude i haven.
Men så var der kommet to hvepse, der havde stukket Raven, da hun prøvede at slå ud efter dem. Raven var begyndt at blive rød i hovedet, hæve voldsomt der, hvor hun var blevet stukket, og hun var begyndt at sige underlige lyde, når hun trak vejret, så de farfar sagde, at vi skulle skynde os på hospitalet med hende. Han troede, at hun var slemt allergisk over for bistik.
Raven begyndte også at græde.
"Så, så lille pusling," sagde farmor trøstende.
Hun prøvede at fange Ravens opmærksomhed, men hun begyndte bare at græde endnu voldsommere. Jeg aede forsigtigt Raven på armen, men hun blev ved og ved med at græd. Til sidst kunne jeg heller ikke lade være med det. Nu sad farmor og prøvede forvildet at trøste os begge to.
Pludselig sagde bedstefar en underlig halvkvalt lyd, og så...så blev det hele sort.

***

Fremefter.

Da jeg vågnede igen, lå jeg i en meget hvid seng i et meget hvidt rum. Alt var meget forvirrende, og jeg følte mig meget træt. Mor fortalte mig senere, at farmor og farfar havde kørt ind i en anden bil, og de uheldigvis begge var døde sammen med chaufføren i den anden bil. Jeg husker, at jeg græd ustoppeligt i noget, der føltes som timer. Mor krammede, kyssede og trøstede mig så godt hun kunne, men jeg blev ved og ved med at græde. Det var en smerte, som fik mig til at græde. En form for smerte, jeg aldrig nogensinde havde oplevet før. Det føltes som tusinde stik i hjertet, mens en mørk og tom følelse bredte sig i én, og man igen fik lyst til at græde i en uendelighed.
Men Raven overlevede. Jeg overlevede, det var mor og far rigtig glade for. Selvom far helt holdte op med at smile. Efter nogle måneder gik fars firma det, mor kaldte konkurs. Far havde tjent en masse penge, men han havde ikke noget arbejde, så han begyndte at ligge derhjemme på sofaen og se tv og drikke øl hele tiden. Han gad ikke at lave noget andet. Han ville ikke engang passe Raven.
Hans smil forsvandt helt. Både fra stemmen og fra øjnene... _______________________________________________________________________________
Det var så det kapitel. :3
Jeg ved, at jeg lovede at publicere et nyt et hver mandag, men det blev forsinket og udsat til tirsdag. Jeg undskylder virkelig forsinkelsen!
Men derudover, hvis nogen skulle undre sig over historiens pludselige tidsskift, så vil jeg bede jer om venligst at lægge mærke til delen, hvor der i starten af hvert kapitel står: "Lacey Storm," hvor der normalt plejer at stå "nu" i parentes, men hvor der i dette kapitel står "da." :D
Håber I synes om kapitlet og generelt historien så langt. C'=

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...