~What if I died tomorrow?~ (På pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Igang
Lacey Storm, en succesfuld, sjov, venlig, populær, klog og ydmyg 18-årig ung pige. Men trods hendes kloge forstand, lever hun sit perfekte liv ubevidst om, hvilken smerte og mørke livet kan bringe.
Men intet er perfekt. Og specielt IKKE livet selv, for før eller senere er man tvunget til at vågne op fra drømmeland. Dette indser den altid elskværdige Lacey Storm, da hun en dag modtager en frygtindgydende nyhed.
Hendes 14-årige lillesøster Raven Storm er død. Ikke ved et uheld, men ved et simpelt selvmord. Og dette Lacey nu står med, er det store spørgsmål om, hvorfor hendes lillesøster Raven gjorde, hvad hun gjorde. De eneste spor, ladt til hende, som kan føre til svaret er søsterens selvmordsbrev, og disse fire følelser rasende i hendes sind: Sorg, fortvivlelse, had og frygt. Kan disse fire ting give hende svaret? Og hvis de kan, hvordan vil de? Et ordsprog lyder: "Man lærer det kun på den hårde måde."
Snart drives Lacey ind i mørket og finder ud af, hvilken smerte livet kan bringe...

22Likes
46Kommentarer
1648Visninger
AA

4. Lingering.

Lacey Storm (Nu).

(Ikke rettet igennem)

Jeg svingede hurtigt min taske over skulderen og hastede ubemærket ud af klasselokalet, straks da klokkens kimen havde lyt. Med en sort hættetrøje trukket langt op over hovedet og med musikken buldrende i mine Skullcandy head beats gik jeg uforstyrret ned af skolens grå gang. Af og til følte jeg nysgerrige eller forargede blikke følge mig, mens jeg gjorde min vej ned gangen. Sådan havde det været siden jeg flyttede fra min gamle skole. Enkelte undrende blikke, der lod sig falde på den tavse emo freak. Det var jeg med det samme blevet stemplet, første dag jeg trådte ind på Orion High. Freaken, som alle tog afstand fra.
Pft, men hvorfor skulle jeg også bekymre mig om det? Jeg ønskede alligevel ikke at bygge et venskab op med nogen på denne skole. Jeg havde venner andetsteds. Folk som mig.

I'm so tired of being here,
suppressed by all my childish fears.
And if you have to leave, I wish hat you would just leave.
Your presence still lingers here, and it won't leave me alone
...

Med langsomme skridt gik jeg hen ad fortovet, betragtede ud af øjenkrogen de smilende og leende elever på de to græsplæner, der strakte sig på hver af fortovets sider foran Orion High. Jeg skruede aggressivt op for musikkens lydstyrke, der i forvejen buldrede i mine ører, men alligevel var det som om, bare en leende lalleglad stemme fik listet sig vej gennem musikkens barriere og ind til mine ører. Hvert et smil, hvert et grin jeg så stak som knive i gammelt sår, truede med brutalt at flå det op igen. Det hele mindede mig om den dag, den dag jeg så desperat prøvede at glemme...

Lucy sukkede og satte sig ned på vores sædvanlige bænk ikke langt fra fontænen med dens ivrigt plaskende vand. Fuglenes sang blandede sig med gymnasieelevernes stemmer, mens de dansede deres dans på den klare lyseblå himmel. Solen stod højt ved denne middagstid og badede stedet i sine lyse lune stråler.
"Lace...hvordan har du det med at gå sammen med mig?"
Jeg kiggede overrasket på min bedste veninde. Hvordan kunne hun stille det spørgsmål? Hun var en af de få personer, som jeg i sandheden holdte af, og det vidste hun.

Men alt det havde været en løgn, intet andet end én stor løgn. Jeg havde altid troet, bildt mig selv ind, at Lucy var en jeg virkelig kunne stole på, en der i sandheden ville være der, når min verden blev sort. Men hun var der ikke. Hun forsvandt forlod mig, som en sky på en skyfri himmel. Det er utroligt at man kan fejlbedømme en person man har kendt i så mange år, så forfærdeligt meget. Men det er muligt var det. Lucy, alt jeg kendte hende som, den smilende, søde, opmuntrende pige, det hele var en facade, en løgn, et desperat...
"Jamen så må du have det godt og hilse derhjemme!" råbte en glad velkendt stemme, der straks rev mig ud af mine hadefulde tankestrøm.

These wounds won't seem to heal,
this pain is just to real.
There's just to much that time cannot erase
...

Bageren Carlota stod som altid smilende i bagerbutikkens døråbning og vinkede farvel til en velkendt kunde. Det slog mig pludseligt, hvor jeg ubevidst var gået hen. Carlota's & Cake lå ved vejen lige overfor St. Miriams...mit gamle gymnasium.
Synet af skolen spredte en ubeskrivelig følelse i min krop. En følelse som fik det inderste af mine knogler til at sitre. Jeg standsede brat op, stod bare på fortovet og stirrede på skolen, måbede.
"Hola," hørte jeg Carlotas stemme sige til endnu en kunde.
Jeg bøjede hovedet så hætten skjulte det meste af mit ansigt. At blive genkendt af Carlota var ikke lige, hvad jeg havde brug for.
Lucy og jeg plejede ofte at komme her. I hvert fald hver gang Lucy sov over sig og glemte at spise morgenmad.  Vi plejede altid at stå og snakke med Carlota eller at side på trappetrinene og grine mens vi delte en bolle eller kage. Oh, og Lucy plejede altid at...men den tid er slut. Det hele er slut.
"Hola, hola! Du har stået og kigget på skolen, er der noget du har brug fora at vide?" Jeg følte en spinkel hånd på min skulder, der bestemt, men blidt drejede mig rundt, så jeg snart efter stod ansigt til ansigt med lille tynde dame med det gråsprængte hår og de strålende øjne. De strålende livsglade øjne, jeg fandt umuligt at kigge ind i.
"Lacey, er det dig? Hvis mine øjne ikke tager meget fejl, så er det!" udbrød Carlota, da hun genkendte mit ansigt. Over hendes stærke spanske accent kunne man svagt høre en chokeret stemme. Jeg krympede under hendes blik, kiggede skamfuldt ned i jorden og hviskede med en spag stemme:"Ja, her er jeg...Lacey Storm."
"Jamen Lacey dog, hvor er det længe siden jeg har set dig! Hvordan går det?"
Jeg trak lidt på skuldrene. "Det går okay. Hvad med dig?"
"Så mange flabede folk er begyndt at komme her, åh de er helt forfærdelige. Laver så meget ballade, nej, nej, dem kan jeg ikke lide at have her omkring," sagde Carlota irriteret. "Men Lacey, du er blevet så bleg og tynd, siden sidst jeg har set dig. Her, du kan få et franskbrød og et lille stykke kage, hvad siger du til det?"
"Det behøver du virkelig ikke, Carlota," sagde jeg og opdagede, at hun allerede var vimset ind i sin lille bagerforretning efter brødet.

***

Klædt fra top til tå i sort med en hætte trukket langt op over hovedet, med en taske på ryggen, musikken spillende i et par Skullcandy head beats og med en fyldt bagerpose i hånden gik jeg langsomt ned af det lille idylliske vænge. Veltrimmede hække og kortklippede græsplæner mødtes ens syn på begge sider af gaden, så langt øjet lod en se.

When you cried I'd wipe away all of your tears.
When you'd scream I fight away all of your fears,
and I held your hand through all of these years.
But you still have all of me..
.

Trods den perfekte stemning der lå over stedet, lurede grå skyer på den allerede mørke himmel. Vinden jamrede og dansede sin hjerteskærende dans gennem byens gader. Da jeg gik der, kunne jeg ikke lade være med at huske tilbage på gamle minder, før mørkets tid...

"Seriøst?" udbrød jeg i et glædesråb. Mor stod der med hænderne samlede foran sig og nikkede blidt. Selv far, der uden tvivl havde tømmermænd, lå der på sofaen og grinede over hele fem øren. Hans ølvom var tydelig at se, sådan så han lå med et par hullede joggingbukser og en hvid undertrøje. Gråsprængte skægstubber var atter begyndt at vokse fra på hans hage og kinder.
"Ja, det er helt seriøst," svarede mor roligt. "Jeg ved, at du ikke ser dem særlig ofte, men alligevel har en fugl vidst sunget om dit store ønske til din 18-års fødselsdag."
"Det er bare løgn! Jeg ved godt, at de begge to altid har haft røven fuld af penge, men seriøst, at de er villige til at betale et hus for mig? Omg, de er for vilde!" hvinede jeg lykkeligt.
"Hvor vi kommer til at savne dig, mit lille siv," snøftede mor og duppede øjnene med et lommetørklæde, som jeg aldrig forstod, hvorfor hun rendte rundt med. Da skimtede jeg ud af øjenkrogen Raven stå halvvejs oppe på trappen og tavst lyttede til vores samtale.
"Har du hørt det, Raven?" råbte jeg og hoppede tværs gennem stuen af bare iver. Hun nikkede og smilede. "Fedt."

***

"Hvornår har du tænkt dig at tage af sted?" spurgte Raven, da vi sammen gik over i Føtex for at handle.
"Hm, først skal jeg lige fylde 18, men jeg har tænkt mig at flytte her i starten af sommerferien, så jeg lige kan nå at falde til der, inden tredje semester på St. Miriams begynder."
"Jeg håber, det stedet blir' fedt, når dy først rigtigt får flyttet ind," grinede Raven, mens vi side om side grinende gik ud for at handle...

Havde jeg dengang bare vidst, hvilken smerte det ville påføre Raven, at jeg flyttede, så var jeg blevet hjemme indtil den dag, hun kunne flytte med mig. Da jeg flyttede, vidste jeg ikke, hvilke smertefulde ting Raven gik igennem på bare de få måneder jeg var væk. Hun havde ingen at tale med længere. Vi skrev sammen, ringede sammen, men over selv over alle telefonsamtalerne og smserne kunne jeg ikke læse gennem hendes glæde, læse hvad hun virkelig følte. Hvor var jeg dog blind! Jeg var så godtroende. Troede virkelig, at hun havde det fint, at alt gik bedre, da hun skrev det til mig. Lacey, din idiot.

I'm bound by the life you left behind.
Your face it haunts my once pleasent dreams.
Your voice it chased away all the sanity in me...

 

***

Kuro sad på kommoden i gangen og ventede på mig, da jeg låste mig ind ad hoveddøren. Elegant hoppede han ned, satte sig og stirrede på mig med sine altid så grønne øjne. "Miiiaaauuw!" hylede den.
"Ja, ja, Kuro, du skal nok få noget mad, bare vent, okay?"
"Miiiaaauw!" blev han ved og fulgte mig ud i køkkenet, hvor han begyndte gnide sig op ad mit ben. Ikke på venlige nussende katteagtige måde, men snarer lænede han hele sin krop mod mig og skubbede med alle kræfter, så jeg var ved at snuble over ham.
"Kuro! Skrid!" hvæsede jeg arrigt. Da langede han bare en potte ud efter min fod, hvor kløerne hurtigt satte sig fast.
"Av! Fint, Kuro. Det må du undskylde, okay? Jeg er bare en fucking bitch, når jeg er i lorte humør." Jeg satte mig på hug og strøg ham over hans fløjlsbløde sorte pels. Han kiggede på mig med et samstemmendes blik.
Ja, du er virkelig en bitch, når du er i dårligt humør, sagde blikket. Jeg fnøs bare og rejste mig, mens han stadig betragtede mig med sine grønne intense øjne. Jeg måtte nok også hellere give ham noget mad. En sulten kat kunne være den værste pest.
"Lacey...
"

I tried so hard to tell myself that you're gone,
but though you're still with me,
I've been alone all along...

_______________________________________________________________________________

Så er det tredje kapitel endelig oppe! C'=
Jeg undskylder, at der er gået så lang tid inden jeg endelig fik det publiceret. Jeg har haft virkelig, virkelig travlt med lektierne her på det sidste og...forfærdelig undskyldning, Shiorih <_< >_>
Og, jeg har haft en hel del problemer med dette kapitel, siden der ikke sker det helt store, som jeg formoder, at I har lagt mærke til. Men jeg kan love jer, at der i de senere kapitler nok skal ske noget mere, det her mellemkapitel skulle bare skrives for at få sat nogle brikker på plads. :3
Det var det for nu! :D


Forresten er de små citater hist og her i kapitlet fra Evanescences fantastiske sang "My Immortal." =D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...