~What if I died tomorrow?~ (På pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Igang
Lacey Storm, en succesfuld, sjov, venlig, populær, klog og ydmyg 18-årig ung pige. Men trods hendes kloge forstand, lever hun sit perfekte liv ubevidst om, hvilken smerte og mørke livet kan bringe.
Men intet er perfekt. Og specielt IKKE livet selv, for før eller senere er man tvunget til at vågne op fra drømmeland. Dette indser den altid elskværdige Lacey Storm, da hun en dag modtager en frygtindgydende nyhed.
Hendes 14-årige lillesøster Raven Storm er død. Ikke ved et uheld, men ved et simpelt selvmord. Og dette Lacey nu står med, er det store spørgsmål om, hvorfor hendes lillesøster Raven gjorde, hvad hun gjorde. De eneste spor, ladt til hende, som kan føre til svaret er søsterens selvmordsbrev, og disse fire følelser rasende i hendes sind: Sorg, fortvivlelse, had og frygt. Kan disse fire ting give hende svaret? Og hvis de kan, hvordan vil de? Et ordsprog lyder: "Man lærer det kun på den hårde måde."
Snart drives Lacey ind i mørket og finder ud af, hvilken smerte livet kan bringe...

22Likes
45Kommentarer
1698Visninger
AA

2. Innocent dreams never last...

Lacey Storm (Nu og da).

Livet. Hvilken forunderlig ting det er. En gave, ja. En gave, påskønnet af få, taget for givet, misbrugt og mishandlet, ladt i forglemmelsens skygge. Kun værdiget af enkle blikke af sorg i må og få. Blikke skænket af folk, hvis nærmeste har mistet denne livets gave og er gået det næste skridt ind i dødens forhadte domæne. Men kun i få øjeblikke er livet skænket denne opmærksomhed, før det stille, atter glider ind i forglemmelsens skygge.

Sådan er kærlighed. Lykken er overvældende i dens korte tid, mens sorgen klæber sig til en, som ét stort kvælende tæppe, der langsomt vil omslutte os. Sorgen vil man helst glemme. I og med man glemmer den, glemmer man lige så vel den sande kærlighed til personen, man holdt nær.

Kærlighed, en nådesløs, frygtindgydende og samtidig fantastisk ting.

Men hvad vi fokuserede på, var livet. Den gave som aldrig virkelig bliver påskønnet af alle de overfladiske, travle, tåbelige og falske mennesker, vi går iblandt.

Men ikke alle er sådan, skal jeg huske at sige. Få har lært at mestre den vigtige evne at påskønne livet og alle dets værdier. Hvilke menneske? tænker I nok.
Jo, ikke dem, der prøver at købe lykke og alverdens andre ting for penge. Nej, dem som virkelig har lært at påskønne livet, er dém. Dem du vil skimte i nattens mulm og mørke, dem du afsky
vækkende vil se ned på om dagen. Dem der lurer bag muren på næste gadehjørne, slaverne af kriminalitet, og dem der ligger på bunden af al håbløshed. Det er dém, der påskønner livet mest, hvis...hvis bare de får en chance for at hæve sig fra bunden.

Ikke mange gør, men de få som mønstre denne udfordring, lærer at sætte stor pris på livets vidunderlige gaver. Og hvor ved jeg så alt dette fra? Jeg kunne jo lige så godt bare sidde og prædike om et eller andet opdigtet lort, ikke? Men nej, det gør jeg ikke. Jeg vil i stedet fortælle en historie om én af disse ynkelige stakler, der rejste sig fra bunden.
Jeg vil fortælle min historie.
Alle historier og fortællinger starter et sted, ja. Så jeg tror bare, at jeg starter min fra starten.

***

Morgen. Skole. Mennesker, alt for mange mennesker og alt for meget snak. Omringet af en flok, fanget i deres støjende snak. I det mindste er det bedre at være en del af flokken. At være med, ikke?
Suk.
"Så der er virkelig noget mellem jer!" udbrød Sarah pludseligt.
"Noget mellem hvem?" mumlede jeg forvirret.
"Øh dig, søde! Dig og Victor."
"Hvad får dig til at tænke det?"
Isabella brød ind:"Du sidder og ser så fortabt ud i blikket. Oh, come on for Christ sake, vi ved godt, I to har et eller andet kørerende."
"Nå, gør I?" mumlede jeg flovt. Jeg havde ikke engang fortalt mine gode venner om det endnu, og alligevel regnede de den ud. Hvilken fantastisk veninde jeg dog var!
"Vi andre har vidst det i pænt lang tid. Det er kun Isa, der først har regnet det ud nu," drillede Jenny. Isabella puffede drilsk til hende med albuen.
Jennys tvillingesøster Dina havde tavst siddet og lyttet til samtalen i håb om, at der nu blev snakket noget spændende, som var værd at sladre til resten af skolen om. Det ville i hvert fald være så typisk Dina. Det ene øjeblik kunne hun være som den bedste veninde, én man virkelig, tror man, kan stole på, og i det næste øjeblik går man rundt om hjørnet og ser hende plapre løs om, hvilken weirdo freak man er. I det mindste har hun aldrig talt bag min ryg, så vidt jeg da ved. Men det kan langt fra alle sige.
Suk.
"Du er virkelig en freakin' nød i en skal, Lace!" grinte altid humørsyge Sarah.
De andre grinte ustandseligt. For sjov formoder jeg, selvom jeg nu ikke kunne se, hvad der skulle være så sjovt. Så jeg grinte bare usikkert med.
"Hey!"
Stilhed.
"Yo Lu!"råbte Isa og vinkede med et underligt blik i øjnene. Jeg tror ikke, at de andre lagde mærke til det, men blikket sagde, åh, ikke den freak igen!
"Og der kom hun så," hviskede Jenny irriteret.
"Hej," sagde jeg, og sendte hende et smil.
Ud af alle fem piger, der nu sad omkring mig, var Lucy den eneste sande veninde. De andre var skam også utrolig søde mod mig, det var slet ikke det, men jeg ved bare ikke, hvor meget jeg virkelig kunne stole på dem. Ville de virkelig være der for mig, hvis min verden slog revner i jorden? Ville de være ved min side, som Lucy altid havde været der. Og endnu vigtigere, ville jeg også være der for dem?
Jeg tvivlede. Hvis jeg virkelig følte efter, så var de ikke nogle, der betød nær så meget for mig som for Lucy. En ondskabsfuld ting at sige, måske, men sådan var den nøgne sandhed.
Ding, ding.
Skoletime. Jeg famlede efter min skoletaske i håb om at finde mit skema. Ah, der var det!
Fransk. Det var ikke så slemt. Faktisk var det et af disse fag, jeg egentlig var rimelig god til.
Alle i klassen, der havde tysk, begyndte efterhånden at forlade lokalet og gå til tysklokalet, mens flere fra de andre klasser, samlede sig i dette lokale.
"Så nåede jeg det alligevel," grinte Lucy, idet hun dumpede ned i stolen ved siden af min.
"Hvad skyldes forsinkelsen så?"
"Lidt det sædvanlige. Kom for sent op, stødte ind i Maria og Nina på gangen."
"Åh."
"Men skidt pyt, det er småting," smilede Lucy afvigende.
Der var ikke specielt mange, der rent faktisk kunne lide Lucy, mest på grund af hendes speciale måde at klæde sig på, men også på grund af hendes væremåde. Hun var i det hele taget, hvad man kunne kalde speciel. Men det var, hvad jeg elskede ved min bedste veninde. Hendes speciale personlighed. Men jeg frygter, at mange fandt hendes anderledes måde at være på frastødende, og derfor holdte hende på afstand fra dem. Fra fællesskabet. Det fællesskab jeg var en vigtig del af.
Men værst var nok Maria og Nina. Mens mine...venner holdte deres afstand fra Lucy, behandlede skolens divaer Maria og Nina hende som lort. Virkelig. Okay, de behandlede alle som lort, alle. Men værst var de over for Lucy.
"Bonjour!"
Stilheden sænkede sig over vores klasselokale. Det var vore fransklære, professeur de francais, vores altid glade og morgenfriske lærer, Tina. For frisk efter min mening.
"Tu as bien dormi?" (har du sovet godt?) spurgte hun Lucy, der søvndrukken sad og gabte.
"Non, je n'ai pas bien dormi," (Nej, jeg har ikke sovet godt) mumlede hun halvkvalt i sit gab.
"Fatigué?" (Træt?)
"Oui, très fatigué!" (Ja, meget træt!)

***

"Lucy!" sagde jeg med en skygge af bebrejdelse i stemmen.
"Jeg har jo fortalt dig, at det var Maria og Nina, jeg stødt ind i på gange. Hvis mine ord altså nåede dine ører," sagde Lucy endnu engang afvigende.
"I know, men det virker som om, noget plager dig."
Lucy sukkede og satte sig ned på vores sædvanlige bænk ikke langt fra fontænen med dens ivrigt plaskende vand. Fuglenes sang blandede sig med gymnasieelevernes stemmer, mens de dansede deres dans på den klare lyseblå himmel. Solen stod højt ved denne middagstid og badede stedet i sine lyse lune stråler.
"Lace...hvordan har du det med at gå sammen med mig?"
Jeg kiggede overrasket på min bedste veninde. Hvordan kunne hun stille det spørgsmål? Hun var en af de få personer, som jeg i sandheden holdte af, og det vidste hun.
"Hvad mener du?" spurgte jeg forundret.
Hun smilte med en dog så trist mine. "Du ved, ja, du kan ikke benægte det faktum, at du er en af skolens mest populære personer. Alle kan jo lide dig, så jeg tænkte..." Lucy tøvede og rettede fjernt blikket ud mod det græsbeklædte areal, hvor glade teenagere over alt på hver deres måde nød den solbeskinnede dag. "Jeg tænkte, at du måske følte det pinligt eller ydmygende at have en...en freak som mig hængende på slæb."
"Lucy! Du er ikke en freak, måske er du ikke som alle andre, men du har noget specielt. Noget som mange andre ikke har! Kun idioter ville føle ydmygelse om så latterlige ting. Fjolser som Maria og Nina."
Vi kendte hinanden ud og ind, forstod hinanden med selv de mindste tegn og hentydninger. Hun var som en søster for mig, ligesom jeg var for hende.
"Ja." Hun havde helt bestemt forstået, hvad jeg mente. "De fortalte det. Hvor pinligt det måtte være for dig at ses sammen med mig. Men je-jeg vil ikke lade deres ord påvirke mig, aldrig mere! Jeg prøver at se det bedste i folk, men det er virkelig svært med dem!" sagde hun frustreret.
Jeg nikkede bare, mens en stilhed lagde sig over os trods den livlige summende lyd af stemmer, der lød omkring os. Det var ikke den akavet stilhed, der var mellem os, men den mere betryggende stilhed ved hinandens tilstedeværelse. Alt indtil...
"Flirtende dreng i sigte," grinede Lucy.
Victor nærmede os med et strejf af tilbageholdenhed samt generthed. Jeg rødmede. Typisk! Vi havde datet i noget tid nu, og jeg rødmede stadig ved synet af ham.
"Ses du," smilede Lucy og svang sin taske over skulderen. Hun vidste altid, hvornår det var passende at lade mig alene.

***

Eftermiddag. Skole. Mennesker, alt for mange mennesker og alt for meget snak, som sædvanligt. Jeg prøvede at koncentrere mig om, hvad min gruppe var i gang med at lave, men det var ikke specielt let, da alle snakkede i munden på hinanden i håb om at overdøve de andre for selv at blive hørt.
Suk.
En stilhed dæmpede langsomt klassens ivrige stemmer, da højtalerens velkendte biiip lød for at meddele en besked.
"Vi vil gerne bede Lacey Storm om at melde sig oppe på kontoret øjeblikkeligt, og jeg gentager, vi vil gerne bede Lacey Storm om at melde sig på kontoret øjeblikkeligt," sagde kontordamens mekaniske stemme. Et fnis bagerst fra lokalet brød stilheden. Maria.
Hvad ville de også med mønster-nørde-eleven Lacey Storm? Mig? Ufrivilligt forlod jeg så min trygge stol og søgte retningen mod kontoret.
Hvad der ventede mig dér, glemmer jeg aldrig, men ubevidst var jeg om, at mit liv snart ville forandre sig, for evigt.

***

"Mor? Far? Hvad laver I her?" spurgte jeg betuttet. Så snart jeg havde sat min fod inden for døren til skolens kontor, havde kontordamen uden tøven ført mig direkte op til inspektørens sted, hvor min mor og far, som jeg ikke havde set i meget lang tid, pludselig stod.
"Lacey, du må nok undre dig over, hvorfor du er blevet kaldt hertil. Vi har noget vigtigt, vi skal fortælle dig," sagde min mor med en bekymrende spag, rystende stemme. "Det ... det vil måske komme som et chok, men..."
Mor begyndte pludselig med røde øjne at hulke ude af kontrol. Hun stod stadig i sit tjenertøj, som var hun kommet direkte herover fra hendes arbejde, mens selv min fordrukne far så bekymrende ædru ud. Noget var forfærdelig galt, og hvor jeg inderligt ikke ønskede at vide, hvad det var.
"Din søster, Raven, er død."
Raven? Vent, nej, Raven?! Nej! Nej, nej, nej, NEJ! Hu-hun kunne, jeg...jeg skrev med hende her til morges, hun...hun. Nej!
Gulvet begyndte at snore rundt under mine fødder, og snart efter begyndte selve lokalet også. Mors, fars og fru Thomassens forvrængede ansigter begyndte at danse for mit indre blik. Det kunne ikke være rigtigt, jeg nægtede at tro det! Det var jo umuligt, jeg skrev jo med hende her til morges, hvordan...hvordan kunne hun pludselig bare være væk?
Jeg stønnede, og svimmel som jeg var, strakte jeg armen ud mod vægge i håb om støtte, mens jeg med min anden to mig til mit dunkende hoved.
Før jeg vidste af det, løb tårerne sammen med min makeup ned af mine kinder i en ustyrlig strøm. De efterlod en følelse af smertefuld tomhed inden i mig. Det hele føltes så uvirkeligt.
"Hvordan?" hviskede jeg med en næsten uhørlig stemme.
"Man er sikker på, at det er selvmord. Et blodplettet afskedsbrev til jer er blevet fundet sammen med hende-"
"Tak," afbrød jeg fru Thomassen arrigt. Jeg følte mig syg. Syg og tom indeni, så det sidste jeg ønskede var at høre om Ravens kolde lig. Jeg fik allerede mareridtsvækkende billeder inde i mit hoved. Raven liggende død på gulvet med vidt åbne øjne, der tomt stirrede mod loftet, tæppet under hende gennemvædet i hendes eget blod. Hvordan kunne hun?
Stille vaklede jeg ud af kontoret efterfulgt af  mine forældre. Jeg stirrede tomt for mig, ansigtet koldt og følelsesløst, men indeni...indeni gik jeg langsomt itu.

_______________________________________________________________________________

Dette var så det første egentlige kapitel i denne movellas! :3
Jeg håber, som en hver anden skribent, at I kan lide den. Jeg ved, at I får en masse information, og en masse personer bliver nævnt, men det fleste personer spiller ikke den store rolle i historien, jeg havde sådan set bare brug for nogle til at fylde de tomme pladser ud! xD
Jeg ville sætte højt pris på noget feedback, og specielt konstruktiv kritik tager jeg glædeligt imod
. Det var det for nu! :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...