~What if I died tomorrow?~ (På pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Igang
Lacey Storm, en succesfuld, sjov, venlig, populær, klog og ydmyg 18-årig ung pige. Men trods hendes kloge forstand, lever hun sit perfekte liv ubevidst om, hvilken smerte og mørke livet kan bringe.
Men intet er perfekt. Og specielt IKKE livet selv, for før eller senere er man tvunget til at vågne op fra drømmeland. Dette indser den altid elskværdige Lacey Storm, da hun en dag modtager en frygtindgydende nyhed.
Hendes 14-årige lillesøster Raven Storm er død. Ikke ved et uheld, men ved et simpelt selvmord. Og dette Lacey nu står med, er det store spørgsmål om, hvorfor hendes lillesøster Raven gjorde, hvad hun gjorde. De eneste spor, ladt til hende, som kan føre til svaret er søsterens selvmordsbrev, og disse fire følelser rasende i hendes sind: Sorg, fortvivlelse, had og frygt. Kan disse fire ting give hende svaret? Og hvis de kan, hvordan vil de? Et ordsprog lyder: "Man lærer det kun på den hårde måde."
Snart drives Lacey ind i mørket og finder ud af, hvilken smerte livet kan bringe...

22Likes
46Kommentarer
1647Visninger
AA

3. As life goes on.

Lacey Storm (Nu).

Jeg følte dens kolde skarpe æg mod min hud. Mit håndled var som frosset fast i en åben og så sårbar position. Det var som fastholdt af en usynlig kraft, der lod både frygt og længsel brede sine mørke fangearme ud i søgen på overtaget af hjertet.
Et blindende lysglimt fra æggen i mørket, afspejlet af stearinlysets knitrende flamme. Jeg kastede et sidste blik på det mørkegrønne uldne tæppe, jeg knælede på. Snart ville det være vædet i mit blod, mit skyldbetyngede blod.
Langsomt pressede jeg kniven hårdere mod min hud, trak den langsomt hen af håndledet, hvor en lille røde stribe straks tegnede sig på min blottede hud. Det var gjort. Et enkelt snit, simpelt, men dybt. Der ingen vej tilbage. Jeg behøvede nu bare vente på, at livet ville ebbe ud af mig. Det var kun et spørgsmål om tid.
Jeg lod kniven dumpe ned i min allerede blødende slappe hånd, der tryghedssøgende lukkede sig om skaftet. Stille løftede jeg hånden og gentog processen. Et hurtigt snit over håndledet, hvor min pulsåre ivrigt ventede på at lade blodet flyde. Jeg fortrak ikke en mine, stirrede bare koldt og fortabt på blodet, der nu strømmede ud af mig og samlede sig som små pletter i gulvtæppet.
Den sidste stump af stearin brændte ud. Flammen slukkedes, og sammen med den evige stilhed, omsluttede mørket mig.
Og da lød min søsters sorgfulde skrig. Flænsede gennem mørket...

***

Med et sæt satte jeg mig op. Min krop var badet i sved, mit hår hang ned i lange fedtede sorte klaser omkring mit ansigt, og mit hjerte bankede hurtigt og hårdt i mit bryst. Forvildet tumlede jeg ud af sengen, og det første jeg gjorde, var at kigge mig i spejlet. Lettet åndede jeg ud, da jeg så mit spejlbillede. Jeg var stadig mig. Eller hvad der nu end var tilbage af den person, jeg engang var. Mit engang blonde velklippet hår, hang nu langt og vildrede ned af min ryg, min i forvejen lyse hud så spøgelsesagtigt bleg ud fra lampens matte skær, og mine blå øjne havde mistet sit livsglade lys, der i stedet var blevet erstattet af to grålige kugler, der tomt stirrede for sig.
Jeg lagde mig ned og prøvede at falde i søvn igen, men efter uroligt at have vendt og drejet mig i sengen besluttede jeg mig for at stå op. Efter endnu en halv time, hvor jeg rastløs havde gået rundt i køkkenet, satte jeg mig til sidst i vindueskarmen over sengen og stille betragtede den mørkegrå gade med alle dens villahuse, mens lyset langsomt voksede, som dagen gryede.

***

Tre unge piger slentrede grinende ned af den smalle overbefolkede gågade. Stormagasiner, modebutikker og andre diverse forretninger tårnede over dem og strakte sig i en uendelighed med sving til både højre og venstre som én stor labyrint. En af de tre piger var mig.
Shira grinede højlydt, beruset af sensommerens lunefulde vejr, mens skulende blikke og vrissende stemmer mødte os, da vi hensynsløst gik mod den menneskefyldte strøm uden at rykke os det mindste.
Vi dumpede ned i siden af en vejkant på et mindre befolket område. Shira stak hånden ned i lommen på sin læder lignende jakke med sine matchende sorte læderbukser. Lige så matchede hendes mørkerøde stramme top, der lod at lille stykke af maven være bar, med hendes kastanjerøde, stilfulde emo lignende hår, med de lilla og sorte striber, der gik både lodret og vandret gennem det. Alt afsluttet med et par sorte converse sko.
Shira havde fisket en pakke cigaretter op af lommen og var nu i fuld gang med at tænde en. 
"Du siger bare til, hvis du gider dele med os andre," sagde Alice fra min højre side. Hendes kridhvide glatte hår var bundet i to løse rottehaler, der hang ned over hendes skuldre og gik langt ned til hendes hofte. Hendes lige så blege ansigt blev indrammet af to hårtotter, som gav hendes perfekte ovale ansigt et lillepigeagtigt look. Hun bar en simpel stramtsiddende bluse med lange trompetformede ærmer. Efterfulgt af blusen havde hun en sort knælang nederdel dækket af noget, som lignede tilfældigt placerede iturevne stykker af sort tyl. Under nederdelen bar hun et par sorte hullede leggings og et par højhælede army lignende støvler. 
Ligegyldigt kastede Shira cigaretpakken over til Alice og lod en søjle af røg glide ud mellem hendes læber. Elegant fiskede Alice to cigaretter op til os, og sammen sad vi tavst, betragtede alle de forbipasserende mennesker. Travlt hastede de forbi os, skænkede os ikke det mindste blik. Sladrede i smågrupper og grinte af andre folks smerte. Hvor jeg dog hadede synet af dem. Mest af alt hadede jeg det faktum, at jeg engang havde været nøjagtig lige som dem. Været så falsk!
Høj latter ovre fra den anden side af den smalle gågade ved stormagasinet fangede min opmærksomhed. Dér stod de. Sarah, Isa, Jenny, Dina og mange andre af mine gamle veninder. Mængede sig med Maria og Nina, dem, de havde påstået at hade mest af alle. Dem der havde afskyet mig.
Jeg stoppede midt i en bevægelse, stirrede bare måbende på dem. Mens bredtes en kold hvisken sig ovre fra den anden side af gaden, da de efterhånden fik øje på mig, Shira og Alice.
"Er det ikke hende den klamme freak, der engang gik i vores klasse?" hørte jeg Sarah sige alt for højt. "Hende med den fordrukne far, stripper moren og søsteren der slog sig selv ihjel?"
Maria sagde et eller andet uhørligt til flokken af mennesker, hvori de alle brød ud i falsk skadefro latter. Jeg knyttede næven i bare raseri, bøjede hovedet, lukkede øjnene hårdt i og prøvede desperat på ikke at lade mit temperament løbe af med mig.
"Hvem er dullerne derovre?" spurgte Shira og nikkede ligegyldigt over mod dem. Hun sad med benene over kors, albuen støttende mod knæet med en cigaret mellem fingrene, hvor en røgsøjle elegant snoede sig og atter forsvandt i den blå luft. Alice brød ind: "Er du okay, Lace?"
Hun havde tydeligvis bemærket min underlige opførsel. Jeg nikkede bare og mumlede afvigende: "Jeg har det fint. I skal ikke tage jer af mig."
Alice nikkede også bare til svar og gav den stirrende menneskeflok et koldt faretruende blik. Shira fnøs. "Som du ønsker, Miss."
Jeg prøvede så godt jeg kunne at ignorerer deres tilstedeværelse, men uheldigvis valgte de at slå sig ned ved cafeen lige ved siden af magasinet, så lige meget hvor meget jeg prøvede, gik deres spydige stemmer og falske latter mig på.
Tiden sneglede sig langsomt af sted, mens vi alle tre sad i vejkantens side. På et tidspunkt hørte jeg desperat en kalde mit navn ovre fra den anden side. Hvor meget jeg end ville ignorerer dem, kiggede jeg alligevel modvilligt op, hvor Maria arrogant lænede sig op af gitteret, der udgjorde cafeens udendørsområde. Hun smilte skadefro.
"Åh, Lacey! Længe siden er det ikke?"
"Ja," mumlede jeg simpelt som svar.
"Hvordan har du det?"
"Fint."
Jeg havde ikke tænkt mig at lade Maria spille rundt med mig i hendes lille ondskabsfulde spil.
"Du ser ikke så meget til din bedste veninde over alle mere, vel? Hende Lucy? Åh hvor sørgeligt hun har sviget dig i din hårdeste stund. Gennem tykt og tyndt var det? Eller var det bare en simpel løgn?"
Jeg svarede ikke. Jeg havde intet at svare tilbage med. Intet at sige. Lucy var virkelig én, jeg havde tænkte meget på efter Ravens død. Hun havde sandt nok vendt mig ryggen da modgangen var hårdest.
"Hvad med dine forældre?"
"Også fint," løj jeg. Sandheden var, at jeg faktisk ikke havde set dem siden den dag på skolen.
"Godt at høre," sagde hun. Trods hendes forsøg på at skjule det, kunne man svagt ane et spor af irritation i hendes stemme.
"Din far er vel en lige så fed og drukken idiot som altid. Og din mor? Er hun stadig "tjener" på denne her fine restaurant?"
"Ja," nikkede jeg. Sandt nok havde min far et problem, når det kom til alkohol. Min mor arbejdede sandt nok også på en fin restaurant et sted herinde i byen, men Maria og Nina havde åbenbart fået den fordrejede idé om, at min mor arbejdede som stripper, ludder eller måske begge dele.
"Og din kære søster, Raven, hvordan har hun det? Sidder hun i det fandens helved, som hun fortjener? Hun sidder nok og cutter, ellers prøver hun nok at hænge sig selv et eller andet sygt sted, der passer perfekt til hende. Hun var alligevel en klam freak, præcis som dig. Et klamt svin der ikke fortjente at leve."
Disse ord skabte et kor af latter. Og da mistede jeg på en gang al min fornuft og lod mit temperament slippe løs fra det kammer dybt i mit hjerte, hvor det ivrigt havde kæmpet for at slippe ud. I et splitsekund var jeg oppe på fødderne. Mine næver knyttet så hårdt sammen, at mine knoer var helt hvide. Vredt løftede jeg hovedet i et ryk. Stirrede Maria dybt i øjnene. Mine øjne lynede, sorte af vrede, sorg og had. Det gav et lille gib i selv hende. 
"Hvad sagde du?"
"Du hørte mig, freak," bed Maria lidt tøvende.
Fuld af kontrol og målrettethed begyndte jeg langsomt at krydse gågaden. Fuld af vrede som bare skulle ud. Vrede der skulle såre en eller anden, fysisk eller psykisk...
Midt i min tankestrøms vrede følte jeg to hænder gribe om mine håndled. Alice og Shira.
"Vi går nu," hviskede Alice blidt i mit øre, mens hun forsigtigt trak mig væk fra Maria og de stirrende tilskuere.
"Kom nu, Lace, du er mere værd end det. Ikke lad dig gå på af dem!" sagde Shira bestemt. Hun vendte sig om mod den sladrende, grinende flok, gav dem fingeren og vendte atter ryggen mod den nu så tavse flok.
"Lacey? Lacey!" råbte en overrasket stemme. Lucys stemme. Jeg stoppede brat om, men nægtede at vende mig rundt. Stirrede bare tomt ud i luften.
"Lacey, vendt! Hvad er der sket med dig? Lad os bare snakke et øjeblik."
"Der har vi jo din bedste veninde," sagde Maria ironisk. Hun havde allerede fundet sig et nyt offer at hakke på. "En fantastisk genforening mellem ga-"
"Var din mund, Maria," afbrød Lucy. "Lad os nu tale sammen Lacey. Giv mig et kort øjeblik!" bad hun.
Jeg stod nogle sekunder i komplet stilhed, men besluttede mig så for at gå videre. Ignorerer min engang bedste venindes bedende ord. Jeg var vred, vred på Maria, vred på mig selv, vred på alle. Også på Lucy. Jeg kunne ikke benægte Marias ord om, at hun havde svigtet mig i nødens stund. Hvorfor så tale med hende nu? Hun lod mig i stikken!
Skuffelsen og smerten var tydelig i den ondskabsfulde latter, der nu hørtes. Skuffelsen i Lucys stilhed, i hendes triste blik, som borede sig ind i min nakke.
Jeg fortsatte væk mens solen langsomt sank ned i horisonten og farvede himlen med dens røde skær...

***

"Arrhhg!" råbte jeg vredt og smed mig ned i min seng. Gemte mit ansigt i pudens bløde stof. Hvor jeg hadede verdenen. Jeg hadede alle. Hvor jeg bare havde lyst til at skrige til hele verdenen, at den bare kunne skride af helvede til.
"Miiaw," klagede Kuro, der nysgerrigt sad og betragtede mig fra døråbning, der førte fra mit værelse ind til stuen.
"Skrid," hvæsede jeg og kastede blindt en pude efter ham. Han blinkede bare med øjnene, men rørte sig ellers ikke det mindste. Han sad bare der med sin perfekte sorte fløjlsbløde pels og stirrede på mig med sine store intense grønne øjne.
"Miiiaaaw."
"Årgh, fuck det! Æd en mus eller sådan noget!"
Jeg vendte mig om på siden. Stirrede vredt ind i en væg og håbede på, at søvnen ville drage mig ind i sin mørke ligegyldighed, hvor jeg bare kunne sove. Sove og aldrig vågne op igen...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...