The Escape ϟ

*Historien er kun på en prolog, og et kapitel*
Grace bliver groft mobbet på hendes skole. Hver eneste dag, er hun offer for de fire, ondskabsfulde piger.
Dagene i skolen, er de samme. Den samme grovfulde mobning, finder altid sted. Den samme flugt, fortager sig hver dag. Bliver som genoprettet, når en ny dag kommer.

Dette er en novelle til, hvor groft mobning kan være. Hvor skadefulgt og ondt det kan gøre. Novellen er en skoleopgave, som jeg har valgt, at dele med jer her inde. Jeg synes i skal have et indblik i, en oplevelse, der viser hvordan mobning kan være.


26Likes
6Kommentarer
1854Visninger
AA

2. This is my life ✞

 

Min puls dunkede afsted, og mine ben svævede nærmest hen over gulvet. Sådan var det for hvert skridt jeg tog. Sveddråber piblede frem i panden på mig, og mine åndedrag var i hurtige stød. Flere hundrede skabe gled forbi mig i min forbifart, og alt i alt føltes det lidt som om, jeg var med i en skrækfilm. Hvor jeg blev forfulgt af en dårlig parodi af Einstein. Faktisk, så kunne de her piger godt være lige så skøre og tosset, som Einstein selv. Måske endda mere sindssyg, end han var.

Mine tanker rystede jeg af mig, da jeg rundede et skarpt hjørne. Jeg satte farten ned. Rystende, kiggede jeg mig bagud, med mine alt for bange, grønne øjne. Og dér løb de. Møgtæverne fra helved, som jeg kaldte dem. Selvfølgelig ikke højt, kun i mine indre tanker. I så fald; De var fire piger; Daniella, Taylor, Jessie og selvfølgelig Helena. Den værste af dem alle, til sidst.

De løb råbende efter mig, med deres munde fulde af de værste skældsord, jeg nogen sinde havde hørt. ”Kom tilbage kælling!” hørte jeg akkurat Helena råbe, da jeg igen løb afsted. Lidt ligesom en antilope, der prøvede at flygte, når en tiger var efter den. Den korte pause jeg havde fået, var nok til at give mig nogle ekstra kræfter. Men måske, tænkte jeg. Skulle jeg have taget et par andre sko på, end mine ynglings ballerinaer. Normalt gik jeg kun i gummisko, da jeg tit blev nød til at løbe. Netop den dag, valgte jeg at tage et par andre på. Som så endte med, at være grunden til, at min dag endte som endnu en katastrofe.

For lige da jeg løb forbi cafeteriet, skete det uheldige. Mine sorte og elskede ballerinaer fik mig til at glide i en vandpyt, fra en af skolens vandmaskiner. Et tøset og skingert skrig fløj igennem luften, da jeg overrasket gled og faldt direkte på numsen i vandet. Mine jeans trak stort set al væsken til sig, og fik det helt sikkert til at ligne, at jeg havde skidt i bukserne. Great, røg det ironisk igennem mig. Nu var jeg så godt, som et fortabt offer.

Da jeg kiggede op fra mine bukser, var pigerne omkring mig. Deres høje og hånlige grin, skar som knive, igennem luften. Jeg ønskede blot at jeg havde pjækket endnu en dag fra skolen, da jeg blev sparket til med en al for skarp stilethæl. Jeg bed et smertefuldt skrig i mig. Imens blev mine knoer på hænderne helt hvide, da jeg knyttede hænderne hårdt sammen.

”Åh, har lille Grete pisset i bukserne?” Det var Jessies mørke stemme der røg ud i luften. De andres grin, efterfulgte hendes kommentar, med latterlige lyde. ”Grace! Jeg hedder Grace og ikke Grete,” snerrede jeg vredt, og forsøgte i det samme at rejse mig op. Lige da jeg var ved at stå nogen lunde stabilt på gulvet, blev jeg skubbet hård i maven. Med endnu et skingert skrig, røg jeg ned og side på de kolde fliser. Endnu engang.

”Vi er da lige glade med, om du hedder Grace! Grete eller Betty passer bedre til dig.”  Taylors kommentar medgav en triumferet lyd fra Helena, som Taylor tydeligvis stillede tilfreds. Jeg skulle til at påpege, at jeg hverken havde bøjle eller briller, da jeg blev revet op fra gulvet. Det prikkede for mine øjne, da noget skarpt kørte over min arm. ”Jeg har altid vidst, at lange negle var det hele hver,” sagde Daniella. Jeg kiggede direkte skræmt ind i hendes øjne. De lyste nærmest af ondskab, igennem den ellers så smukke, brune farve. ”Det er helt rigtigt, Daniella.” Helenas hånd kom fejende hen imod min kind, hvor hendes negle efterlod nogle noget så smertefulde streger. Gispende af smerte, forsøgte jeg at komme fri af Daniellas greb. Men blev bare belønnet med en lussing. ”Du kommer ingen vegne, når du gør modstand.” Helena smilede et smil, der fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. ”Slip mig nu. Daniel ville helt sikkert ikke være stolt af sin søster, når hun er sådan,” vrissede jeg af Daniella, imens jeg brugte hendes svaghed. Hun hed selv Daniella, og hendes afdøde bror hed Daniel.

”Du vover på at bruge ham imod mig, din so!” skreg hun mig direkte op i hovedet, og jeg fik stiletsparket på knæet. Jeg bukkede hurtigt sammen af smerte, da mit knæ i forvejen havde nogle problemer. Udover det, så var jeg egentlig lige glad med, om jeg brugte Daniel imod hende. Så kunne hun også bare opføre sig mere respektfuldt, og ikke som en eller anden led og morderisk tøs. Endnu engang, fik jeg en lussing og sparket af en anden stilethæl. Daniellas hånd gav slip på mig, så jeg faldt sammen på gulvet. På de mest smertefulde måder, blev jeg forvandlet til en levende boksepude.

Jeg bed det i mig. Jeg vidste bedre, end at skrige og råbe på hjælp. Der var ingen ville hjælpe Grace Petersen. Der var ingen, der ville rodes sig ud med Møgtæverne fra helved. Der var ingen der ville nærmest flås ihjel, i kløerne af de fire morderiske piger, som jeg havde rodet mig ud med. Forståeligt nok. Men det uforståelige i alt det her, var nok: Hvorfor ingen lærer tog sig af det? Svaret var jo simpelt nok, og selv jeg vidste det. Lærer, voksne og forældre, lagde bare ikke mærke til en skid. Og som en dårlig situation, blev det nok heller ikke bedre af, at jeg ikke sagde noget. Min mund var lukket, som var den var syet sammen. Og desuden: jeg havde vænnet mig til det her. Sådan var mit liv. Sådan var det jo bare, at rode sig ud med de forkerte tøser, aller første skole dag. Og selvom det nok er mange år siden, så glemmer pigerne det ikke. 

Jeg lå og tænkte på de mest mærkelige ting, da jeg opdagede, at jeg ikke blev mishandlet mere. Godt nok var smerten stor, da pigerne bare var blevet ved i lang tid. Men de var stoppet, og ikke en hånd eller fod rørte mig. Min forbavselse blev overmandet af min nysgerrighed. Jeg åbnede forsigtigt øjne, og så rundt. Jeg lå stadig ned i vandet, som nu var rødt, af mit eget blod. Der var ingen mennesker at se.  Da jeg ville rejse mig op, fór en smerte igennem hele min krop. Den føltes så uendelig lang, og det sortnede helt for mine øjne. Jeg opfangede overhoved ikke, at klokken ringede ind til time. Forsigtigt satte jeg mig op, og kom op og stå, uden at glide i det irriterende, røde vand. Jeg tog mig til min kind, og opdaget at jeg også blødte der. Et højt og stort suk, kom ud af min mund.

Jeg tror aldrig, at nogens hverdage, ville ligne hinanden så meget, som mine desværre gjorde. Ind i mellem tænkte jeg, at jeg var fordømt eller forbandet. Andre gange tænkte jeg bare, at jeg var de dummeste steder, på de dummeste tidspunkter. Alt i alt, ingen ting nogen sinde forandrer sig. Og mine dage føltes altid uendelige lange. Og det måtte nu hører op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...