Secrets Ι A One Direction & Justin Bieber fanfiction.

Adison Tomlinson - Også bedre kendt som Louis Tomlinson's lillesøster. Men Louis ved intet om det, han ved ikke han har en søster, det er kun Adison der ved at hun har en bror. Da Adison bliver 18 år, får hun et tilbud fra sin far, som hun bestemt ikke kan afslå. Hun vil gennemføre det - Hun vil møde hendes bror. Men hvad hun ikke ved er at han er kendt. Det eneste hun ved er at han hedder Louis og han er 2 år ældre end hende. Adison tager fra hendes hjem i USA til London, helt udvidende om at hendes bror er kendt. Men Adison går også og bære på en hemmelighed. - Hun er kærester med den kendte Justin Bieber.

88Likes
64Kommentarer
11954Visninger
AA

8. As long as you love me.

Adisons synsvinkel

Jeg panikkede. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde sagt det til Justin, jeg havde sagt jeg måske kunne lide Zayn, når jeg ikke kunne? Jeg vidste ikke hvilket side af mig der talte tidligere, men den side lige nu ville have Justin, ikke Zayn. Men Justin. 

"Justin.." Min stemme lød som en svag hvisken, rystende og bange. Bange får han ikke vil se mig nogensinde mere. Måske overreagerede jeg? Nej. Jeg kendte Justin. Han hadet at blive stukket i ryggen. Især af hans såkaldte kæreste. 

"Nej Adison. Gå. Bare gå. Jeg skal tænkte det her igennem virkelig. Du skal ikke kontakte mig. Jeg har brug for en pause." Jeg fik ikke ét ord indført. Han gik bare og jeg kunne mærke mine øjne blive våde. Jeg ville væk. Jeg ville væk fra alt der minder om Justin. Han havde gjort så meget får mig og jeg havde ikke gjort en skid får ham, kun en kniv i ryggen og et knust hjerte. Ja, det var mig. Adison Tomlinson.

Jeg åbnede langsomt mine øjne. Jeg satte mig straks op. Var det et mareridt? Kun en dum og ond drøm? Jeg tog min mobil. 11:34. Det var ikke et mareridt. Alt stod klart i mit hoved nu. Kysset, Justin, pausen og mit knuste hjerte. Jeg lod nogle tårer rende ned af mine kinder. Det gjorde ondt at vide jeg havde såret Justin så meget. Så meget at han satte vores fodhold på pause. Men havde havde gjort så meget får ham og han får det her igen. Jeg fortjener han virkelig ikke. Selvom det var 2 dagen han havde sagt det, kørte sætningen hele tiden i mit hoved. "Nej Adison. Gå. Bare gå. Jeg skal tænkte det her igennem virkelig. Du skal ikke kontakte mig. Jeg har brug for en pause." Han havde ikke kontaktet mig i hele 4 dage og jeg har hvert sekund været så tæt på at ringe eller skrive til ham. Jeg havde dog skrevet et brev. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle aflevere det.

 

Justin. 

Jeg ved ikke noget længere. Jeg har ingen tids fornemmelse mere. Jeg føler tiden går langsomt, for langsomt. Jeg ved overhovedet ikke hvad der er rigtig og forkert mere. Jeg vidste ikke engang om jeg skulle skrive 'Hej Justin' eller 'Kære Justin' eller bare Justin. Jeg kom også i tanke om, om jeg overhovedet skulle skrive det her til dig? Men du fortjener sandheden, du vil høre sandheden, så godt kender jeg dig. Som sagt har jeg ingen tidsfornemmelse mere. Det eneste jeg laver er at glo på min mobil. Håbe på alting. Håbe på intet. Men Justin. Du gjorde alt, jeg mener alt og du ville gøre alt får at besøge mig og jeg gav dig intet tilbage. Et knust hjerte, men det fortjener du ikke. Men du skal høre sandheden. Jeg sad og snakkede med Zayn da du klædte om efter din koncert. Jeg havde haft en helt fantastisk aften og det kys ødelagde alt. Jeg ødelagde alt Justin. Der skal 2 til at kysse. Jeg vil ikke holde det skjult får dig, overhovedet. Du fortjener kun sandheden. Du skal vide jeg fortryder det kys virkelig meget. Det skulle ikke være sket. Jeg har jo ingen følelser for ham. Jeg har kun følelser for dig. Kun dig og ingen andre Justin. Du må tro på mig. Men Justin da jeg først mødte dig følte jeg vi var de eneste tilbage på jorden. Bare dig og mig. Jeg følte allerede dér, følelser for dig. Jeg vidste det var dig. Ingen andre end dig. Jeg er så ked af det. Jeg er mere end ked af det.

 Jeg elsker dig, og det vil jeg gøre ligemeget hvad.

Adison.

 

Jeg kunne ikke høre de sædvanlige stemmer rundt i huset da jeg trådte ud af mit værelse. Jeg kiggede lidt rundt. Nope. Ingen eller intet. Jeg bevægede mig ned i køkkenet, ingen, stuen, ingen. Jeg ledte mere eller mindre i huset. Der var ingen overhovedet? Var kunne Louis være henne? Jeg gik tilbage på mit værelse og tog min Macbook. Jeg fik den hurtigt tændt og så på nettet. Der var intet spænende på facebook så jeg loggede hurtigt ind på twitter. Jeg kunne se Justin's nyeste tweet.

"I trustet you. I gave you my heart, I gave you everything and now this. Stay true. Do you remember?"

Jeg vidste det var ment til mig, men sjovt nok kom der ingen tåre. Det var som jeg ikke havde flere. Som om jeg havde grædt alle de tåre jeg kunne, men var overhovedet normalt?

Jeg havde lige været i bad. Jeg tog straks mine sorte gamacher og min lange, beige-farvet, lidt tynde sweater. Jeg elskede det. Derefter tørrede jeg mit hår og lød det bølge. Derefter trak jeg min dejlige hue over mit hår så den hang i baghovedet. Jeg tænkte på Justin, eftersom det var hans. Jeg lagde en natur makeup og gik ned i stuen. 

Da jeg kom derned var der stadig ikke nogen, men lidt efter kunne jeg høre en bil køre ind i indkørselen. Mon ikke det var Louis? Jeg havde ret. Lidt efter kom han løbende ind i huset, han løb direkte forbi mig uden af kigge på mig og ind på mit værelse. Øhh? Louis, jeg er lige her? Tænkte jeg bare og kiggede efter ham. Da kan kom derind, gik der ikke særlig lang tid inden han begyndte at snakke med en eller anden.

"Harry? Hun er væk! Adison er løvet væk! Hvad skal jeg gøre? Jeg skulle jo hente hende til... Ja!" Øhh? Lige da han sagde den sætning trådte han ud af mit værelse og kiggede panisk rundt. Han havde vel ikke overvejet at kigge mod den retning hvor jeg stod. Jeg kunne ikke holde et grin inde, men jeg måtte. Han skulle først opdage jeg havde stået her hele tiden af sig selv. Han vente mod mig fordi jeg alligevel ikke kunne holde et grin inde. Han lagde hurtigt på og kiggede mærkelig på mig.

"Synes du det er sjovt?" spurte han sådan halv seriøst og samtidig drillende.

"Du løb direkte forbi mig og ind på mit værelse. Hvor du så ringede til Harry fordi du troede jeg var løbet væk. Men jeg havde bare stået her. Nogle gange Louis, ik? Så er du lidt dum." grinte jeg. Han mumlede et eller andet jeg ikke helt forstod. Han kom bare hen, tog mit håndled og trak mig med ham. Jeg nåde lige at få mine hvide converse på og så trak ham mig videre. Han kiggede hele tiden på sit ur som om han skulle nå et eller andet. Han stressede i hvert fald. 

"Tag det her på." Han rakte mig noget bind til øjnene og noget til ørene. Jeg kiggede mærkeligt på ham og på tingene.

"Hvorfor?"  

"Tag det bare på." kommanderede han. Okay okay sure. Jeg bandt det om øjne og tog dem til ørene på. Jeg kunne ikke høre noget.

"Louis?" Jeg bevægede min mund men jeg kunne ikke høre mig selv. Jeg kunne ikke høre eller se. Fedt. Jeg kunne mærke bilen stoppe og lidt efter var der en som bar mig, ja hvorhen vidste jeg ikke. Jeg følte mig helt hjælpeløs. Jeg tog min hånd og prøvede at gætte mig til hvem det var ved at røre personen i hovedet og håret. Louis? Jeg mærkede i håret. Jep, Louis. 

Han blev ved med at gå og gå og jeg var ærligtalt træt af han ikke kunne sige hvad jeg skulle. Jeg var ikke særlig tryg ved det her. Overhovedet ikke. Jeg kunne nu mærke vi gik op ad en trappe på ikke særlig mange trin og lidt efter kunne jeg mærke noget blødt som en tæppe over mit hoved, men det røg hurtigt af igen. Lidt efter blev jeg sat på en stol. En høj stol. Okay, var det her et eller andet krigs forhør?

"Louis!" prøvede jeg at råbe så højt jeg kunne. "Louis!" Råbte jeg højere og lidt efter fik jeg fjernet det bind får øjnene og det til ørene. Og lige der. Der opdagede jeg at jeg sad på en scene. Hele publikum var helt stille. Muse stille. Det havde jeg ikke prøvet. Lyset lyste kun på mig og nogle steder ved publikum. Omkring mig var der bare ren mørke. Jeg blev en anelse bange. Det var som om de hade fået besked på at være så stille? Fordi man ville aldrig - og jeg mener aldrig - være SÅ stille til en koncert. 

Nu havde jeg siddet i ca. 5 minutter. Og først nu gik det op får mig jeg havde råbt Louis 2 gange udover publikum. Fuck that shit. Publikum kiggede bare, men lidt efter rettede de opmærksomheden til bag mig. Lysten var kommet igen og der stod han. Han stod lige der og smilte sit sædvanlige charmerende smil. Justin stod lige dér. Lige foran mig. Jeg kunne mærke alle mine tårer trille ned af mine kinder. Alle dem jeg ikke kunne græde tidligere kom ud nu. Jeg havde lyst til at løbe hen i favnen på ham. Kramme, kysse ham og bare være i han arme. Men som altid havde han en effekt på mig. Jeg kunne ikke andet end bare at stirre. Vi kiggede lidt på hinanden, kiggede væk og nikkede så til en mand. Lidt efter begyndte musikken og han gik hen og tog min hånd. Han kiggede mig direkte i øjnene. Jeg smeltede ved det blik og det smil. Godt jeg sad på en stol ellers var jeg faldet helt sammen. Danserne kom smilende ind og Justin gik hen til mig. Han stillede sig klar og så begyndte hans dejlige stemme endelig at lyde. En stemme jeg virkelig havde savnet.

 

"As long as you love me, oh

I'm under pressure, seven billion people in the world trying to fit in

Keep it together, smile on your face even though your heart is frowning

But hey now, you know girl, we both know it's a cruel world

But I will take my chances."

 

Jeg genkendte hurtigt sangen og jeg kunne ikke gøre noget for at stoppe de saltede tåre der strømmede ned af mine kinder - jeg ville ikke gøre noget ved dem. Jeg havde været på tom i 4 dage, og nu kunne jeg mærke hvordan sommerfuglene og smerten begyndte af komme frem. Selvom smerten var der, var jeg også glad. Jeg var glad for at føle noget.

 

"As long as you love me, we could be starving,

We could be homeless, we could be broke

As long as you love me i'll be your platinum, i'll be your silver, i'll be your gold

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

 

I'll be your soldier, fighting every second of the day for your dreams girl

I'll be your Hova, you can be my Destiny's Child on a scene girl

So don't stress, don't cry, oh we don't need no wings to fly

Just take my hand."

 

Sangen han havde skrevet til mig. Sangen jeg elskede så højt, så jeg kunne ikke lade vær med bare at synge lidt med. Justin smilte stille til mig da han holdte en pause, men han blev ved med at gå rundt på scenen og danse lidt med alle danserne. Han havde også front mod publikum og jeg kunne se flere piger græde, mens nogle bare skreg. De første kiggede på mig, og sendte mig et smil, og jeg tørrede hurtigt mine øjne og smilte tilbage.

 

"As you love me we could be starving,

We could be homeless, we could be broke

As long as you love me, i'll be your platinum, i'll be your silver, i'll be your gold

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

 

I don't make if this make sense

You're my hallelujah

Give me a time and place, i'll rendez-vous

I'll fly it to ya, i'll meet you there

Girl you know I got you

Us, trust, a couple things I can't spell without you

No we on top of the world

Cause that's just how we do

Used to tell me sky's the limit

Now the skies are point of view

Now we stepping out like woah

Cameras point at you, ask me what's best side

I'll stand back and point at you, you, you

The one that I argue with,

Feel like I need a new girl to be bothered with

But the grass ain't always greener on the other side

It's greener where you water it

So I know, we got issues baby, true true true

But I rather work on this with you

Than then go ahead and start with someone new."

 

Jeg viste godt han ikke plejede at rappe rappen, eller synge den. Men i dag gjorde han det. Han gjorde det perfekt. Og jeg kunne ikke lade vær med at smile større og synge med. Rappen var min ynglings del og jeg elskede at synge med på den.

 

As you love me we could be starving

We could be homeless, we could be broke

As long as you love me i'll be your platinum, i'll be your silver, i'll be your gold

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

 

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me

As long as you lo-lo-lo-lo-lo-lo-love me.

 

Han afsluttede sangen helt fantastisk. Alle mine tåre væltede ud, det var så sød en sang. En sang han havde lavet til mig. Han kom hen til mig, men inden han nåde hel hen, sprang jeg op af stolen og hen i hans favn.

"Undskyld, undskyld, undskyld.." blev jeg ved mens jeg klemte ham ind til mig.

"Ssh Adison. Jeg har tilgivet dig. Du havde jo ingen følelser får ham." afbrød han mumlende mens han tog mikrofonen væk fra munden. Han satte den får munden igen og trak sig ud af mig, men beholdte en arm om mit liv.

"Kan i huske Adison her? Selvfølgelig kan i det. Vi har efterhånden været sammen i 1 ½ år. Med hende føler jeg mig normal. Der er jeg ikke den kendte Justin Bieber, men Justin Drew Bieber. Og Adison her er pigen jeg forelskede mig i ved første blik." Publikum skreg og jeg trak automatisk på smilebåndet. Tænk han lige havde sagt det til offentligheden eller hans beliebers.

"Jeg elsker dig Adison. Lad os aldrig skændes igen. Jeg kunne ikke holde ud at være væk fra dig. Du min pige." Han ville kysse min kind men jeg drejede hovedet og han kyssede min mund. Vi smilte begge i kysset. Jeg følte mig ny forelsket.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...