Love before, in & after the war (One Shot)

Denne One Shot er med i konkurrencen om Krig og Kærlighed.. Det ville betyde ualmindeligt meget, hvis I ville sætte den på favorit, like den og ikke mindst skrive hvad I synes om den i kommentaren.. På forhånd, tusind tak!

16Likes
22Kommentarer
1725Visninger
AA

1. Kapitel 1. One Shot. Krig & Kærlighed

Krigen er i gang..

En ung soldat kommer løbende igennem rodet af mennesker og bygninger. Han ser det ikke. Han hører ikke engang de høje lyde af skud. Han har kun én ting i tankerne. Sin mor og far. Han må bare derhen, hvor en bombe lige er sprunget. Hvorfor har han dog også taget i krig med sine forældre? Det havde selvfølgelig været en svær beslutning, men de var blevet enige om, at det var det rigtige. For de ønsker alle sammen at hjælpe andre. De ønsker fred. Derfor måtte han bare derhen. Det kan ikke være rigtigt, at de er væk. Han skal se det, før han kan tro det. De er stærke! Det er de alle tre! Alle har altid været så imponeret over dem, fordi de gik i krig sammen.

”Nej..” hvisker han, da han ser det. Ikke én kan have overlevet dette. Ikke én. ”Det kan ikke være sandt” han skubber sig frem og leder efter de to mennesker, han elsker mest af alle mennesker. Men det er næsten umuligt, at se hvem der er hvem i resterne af alle ligene. ”Nej, nej, nej” han mærker en hånd på sin skulder. Han vender sig mod soldaten, der ser alvorligt på ham. ”Vi har fundet dem” siger han. Den unge soldat mærker et sus inde i sig. De lever!

Han følger med ham igennem delene af mennesker. Han væmmes, men er alligevel vant til at se det. Det giver ham ikke kvalme mere, som det gjorde i starten. Et klap på skulderen får ham tilbage til virkeligheden. ”Det er jeg ked af” siger stemmen. Han bliver forvirret over ordene. Ked af hvad? Men så forstår han det. Eller han ser det. Han er blevet fuldt ind i et telt. Han mærker en ualmindelig stor smerte bore igennem sin krop. Men den er ikke udvendig. Den er indvendig. Det er ligesom hans hjerte brister i flere tusinde dele. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Nej.. Det kan ikke være rigtigt! Det kan det bare ikke!

Han lander på knæene foran sin mor og far. Der ligger et tæppe op over hans mor, så man kun kan se halvdelen af hendes ansigt. Til hans lettelse kigger hans far på ham. Med levende øjne. Men der ligger også et tæppe helt op til hans liv. En læge sidder og giver ham indsprøjtninger.

”Far!” stammer den unge soldat. Han føler sig som en lille dreng igen. ”Min søn..” hvisker faren. Han tager sin søn i hånden. ”Du kan klare det. Du er stærk” hvisker han. Men drengen ryster på hovedet og tårerne begynder at trille ned ad hans kinder. Han har aldrig vist, at han var svag. Men det gør han nu. Hun vil ikke miste sine forældre. Det ønsker han ikke. Han ønsker kun at tage med sine forældre. Lige meget hvor de skal hen.

”Min dreng.. Græd ikke.. Husk nu, at du aldrig må.. må bebrejde dig selv. Du skal kæmpe videre. Det kan du godt! Vi elsker dig. Husk det, min søn” siger faren og en lille tårer sætter sig i hans øjenkrog. ”Far..” hvisker sønnen. ”Du må ikke..” græder han. Faren giver hans søns hånd et lille klem. ”Kæmp videre! Du ved, hvem der vil tage sig af dig, ikke?” sønnen nikker til hans fars ord. Det er rigtigt. Han ved godt, hvem der skal tage sig af ham. Ikke fordi han synes, han har brug for det. Men hvis hans far siger det, så har han. Han ved, at han har ret. Det har han altid haft.

”Min søn..” hvisker hans far og lukker øjnene et øjeblik. ”Du skal kæmpe videre. Finde kærligheden. Stifte familie. Gør alt dét, du ville have gjort, hvis vi havde været der. Lov mig det” ”Jamen far..” hulker den unge soldat, som aldrig har følt sig så fortvivlet. ”Lov mig det!” siger faren strengt med sine sidste kræfter. ”Det lover jeg. Det lover jeg, far” siger sønnen ærligt. ”Jeg elsker jer. Jeg elsker dig!” siger han, lige inden hans far lukker øjnene og hans hånd bliver slap. Sønnen bukker sig ned over ham. Han holder tårerne tilbage. Han er ikke svag! Han vil kæmpe videre. Det kan han godt!

Han kysser sin far på panden og hvisker: ”Det lover jeg. Fred med jer!” han kigger på sin mor og mærker smerten i sit hjerte hobe sig op. Han kysser hendes kind. ”Jeg elsker dig! Fred med dig!” siger han og rejser sig. Han kysser sin pegefinger og sin langefinger og laver korsets tegn. Der er et minuts stilhed i teltet.

Han mærker igen en hånd på sin skulder. Han vender sig og møder et par grå øjne. Det var ham, som fulgte ham herhen. Ham som skal tage sig af ham. Ham der er den tætteste på hans far, bortset fra ham selv selvfølgelig. Men han er god nok. De holder af hinanden. De har altid kendt hinanden. Han har også tårer i sine øjne. Han holdte også meget af drengens mor og far. ”Vi skal nok klare det. Men.. Men vi skal hjem først..” siger han. Drengen nikker. Han føler sig grædefærdig og træt. Han vil gerne væk herfra. Han skal nok kæmpe videre, men ikke lige nu.

Flere dage senere

Hjemme igen..

Daniel sukker indvendigt. Det er nu flere dage siden hans forældres død. Han er på vej hjem, men ikke hjem til sig selv. Han skal hjem til sin fars bedsteven. Det er vel egentlig okay. Bedre end at være alene i et hus fyldt med minder. Han glæder sig til næste gang, han skal i krig. Så kan han opfylde sin fars ønske. Det betyder alverdens for Daniel. Han ønsker, at gør sin far glad. Han har altid set op til ham.

”Daniel” lyder en bekymret stemme. Daniel vender sig og møder de grå øjne. ”Kom så” siger han og går mod døren. Daniel følger med hen til døren. Ikke hen til sin egen dør, men hen til en anden families dør. Selvfølgelig kender han familien, men det er hele to år siden, han sidst har set dem. Det samme er det med manden, der står ved siden af ham. Han har ikke set sin familie i to år. Modsat Daniel har han næsten set sin mor og far hver dag.

Han åbner døren og Daniel følger med ham. ”Far!” lyder en pigestemme, der lige er kommet ud fra et rum. Hun løber hen til sin far og hopper op i hans favn. ”Åh far” hulker hun. Daniel ved godt, hvem hun er. Hun er enebarn, ligesom ham selv. Hun er ligeså gammel, som ham selv. De har kendt hinanden siden altid. Hun betyder meget for Daniel. Han ved, at han også betyder meget for hende. For lige efter det lange kram med sin far, kommer hun hen til Daniel. ”Daniel, jeg er så ked af det” siger hun og springer ind i hans favn. Daniel lægger sine arme om hende. Han mærker hendes varme og hendes duft fanger hans næse. Han mærker et savn forsvinde. Han har savnet hende. Det er ikke svært at indrømme. Hun betyder rigtig meget for ham. Han gemmer sit ansigt i hendes lange lyse hår. Han mærker tårerne komme snigende. Han har sådan savnet hende, men savnet til sine forældre blomster også op. Han føler sig splittet. Han har en følelse af, ikke at vide hvad han skal gøre. Det forvirrer ham. ”Jeg..” stammer han. Hun tysser stille på ham og lader sine fingre lege med hans hår i nakken. ”Det skal nok gå, Daniel” siger hun. Han tager en dyb indånding. Ikke være svag, siger han til sig selv. Men.. Han har lyst til at være svag. Lige nu har han brug for at blive holdt om. Han har brug for omsorg og kærlighed. Han skal nok være stærk og gå i krig igen med oprejst pande, men ikke lige nu. Han skal føle kærlighed. Det var også dét, hans far ønskede for ham. Det lovede Daniel ham. For Daniel havde virkelig savnet hende. Han har elsket hende i flere år og elsker hende stadig, derfor ved han godt, at han også bliver nød til at sige det. For han ville ikke miste en mere, især ikke når han ikke har sagt, at han elsker hende. Det er virkelig vigtigt for ham.

”Jeg har savnet dig så meget” hvisker Daniel i øret på hende. Hun trækker sig forsigtigt fra ham og kigger ham i øjnene. ”Daniel, du skal vide..” mere siger hun ikke, i stedet trækker hun ham nærmere og lader deres læber mødes. Daniel bliver først overrasket, men opfatter så, at dette er hans chance. Han lukker øjnene og nyder deres læber forenet.

Et år senere

Daniel er på vej. På vej til at opfylde sin fars ønske. Daniel går stolt igennem lufthavnen med sin kone ved sin side. Han friede kun få måneder efter, at han var kommet hjem fra krigen. De var blevet gift efter en måneds tid og var meget lykkelige. Hun var blot blevet gravid for et par måneder siden.

Hun strammer utrygt omkring hans hånd. ”Jeg forstår ikke, du gør det her” hvisker hun. Daniel stopper op og ser alvorligt i hendes grå øjne, som hun har arvet efter sin far. ”Vi har snakket om dette. Det er for min families skyld. Jeg lever for at skabe fred” siger han beroligende og kysser blidt hendes kind. Hun nikker og de begynder igen at gå.

*

Tårerne har efterhånden samlet sig i Daniel og hans kones øjne. ”Det skal nok gå. Du ved, jeg elsker dig! Pas godt på vores barn” hvisker han og kysser hende en sidste gang. ”Kom snart hjem, Daniel. Jeg elsker dig” hvisker hun og kysser ham på kinden. Tårerne strømmer ned ad hendes kinder og hun kysser en sidste gang Daniels læber. Han tørre hendes tårer væk. ”Det skal nok gå. Husk nu, at jeg elsker dig!” siger han og lader hende derefter sige farvel til sin far. De krammer i lang tid og giver modvilligt slip på hinanden. Han kommer derefter hen til Daniel og giver ham et klap på ryggen. ”Lad os gøre din far stolt” siger han. Daniel nikker stolt og ser tilbage på sin grædefærdige kone. Hun har en hånd på sin mave, i det samme ønsker Daniel at blive hos hende og sit barn. Men han må af sted og han kan heller ikke lade være med at glæde sig lidt.

”Vi ses!” råber hun, da de begynder at gå. Daniel vender sig og vinker. ”Jeg elsker dig! Pas på vores barn!”

Et halvt år senere

Hun pruster og rejser sig op. Hun lader hænderne glide ned ad sin mave. ”Så lille skat, nu kommer far snart hjem” siger hun og smiler ved tanken om sin mand. Hun kigger ud ad vinduet, da hun hører to bildøre smække. Hun bliver forvirret og ser til sin overraskelse, at det er en politibil. Hun gisper, da det går op for hende. Hvad nu hvis der er sket Daniel og hendes far noget?

Hun går ud og åbner døren, før de når at banke på. ”Ja?” siger hun bekymret. De to politimænd ser på hende. ”Vi har desværre en sørgelig nyhed. Hvis lige de vil sætte dig” siger de. Hun ved det allerede. Men hun går alligevel ind og sætter sig. Tårerne begynder allerede at samle sig i hendes øjne, før de når at tale ud. Hun begynder at græde uhæmmet og begraver hendes ansigt i hendes hænder, da de er færdige. ”Det kan ikke være sandt” hulker hun, imens sætningen gentager sig inde i hendes hoved igen og igen – Daniel William Wood og Jordan Hamilton er desværre omkommet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...