Two sides . 1D

Sjov, vild, med på alt - April Devil på 17 år. Ja det navn hører hun tit, men hendes rigtige navn er April Pierce som ellers ligner den mest uskyldige pige i verden, det er nu også det hendes forældre går rundt og tror. Men hun er kendt som en pige der tør og gør flere ting som man måske vil ave sig over bagefter, men ikke April. Der sker dog en ting som hun fortryder meget. En aften hvor hun har hørt om en fest som nogle kendte holdte, er hun gået med til et ”væddemål” og væddemål, hun får ikke rigtig noget for det, hun synes bare det er sjovt.
Hun skal udgive sig for en drengetjener og snige sig ind til festen. Hvad sker der hvis hun bliver opdaget af en? – Og ikke mindst vil hun blive meldt?

14Likes
18Kommentarer
2963Visninger
AA

10. Kap. 8

 

Jeg slog øjnene op og et lille skrig undslap mine læber, jeg sukkede lettet da jeg troede det var en drøm, men jeg så mig omkring og kunne ikke finde ud af hvor jeg var. Jeg rejste mig og gik ud af en dør og ind i et andet rum, jeg så ned af mig selv. Jeg havde nogle shorts og en lang bluse på, jeg så mig mere omkring men der var ingen, så jeg satte mig i sofaen og så mig omkring. Hvad fanden jeg kendte godt det her sted, det var Harry og Louis der boede her!!

Lige da jeg skulle til at gå kommer Louis ind, jeg mærkede vreden stige i kroppen på mig.”HVAD FANDEN HAVDE DU GANG I” Skreg jeg og så på ham, jeg rystede af vrede. Han tog stille et skridt hen i mod mig, jeg tog hurtigt et skridt tilbage. ”OG I HAR ENDDA SKIFTEDE TØJ PÅ MIG, I ER SYGE I HOVEDET. JER ALLE SAMMEN!” Jo mere jeg skreg, det fik det hele frem igen, alt fra i går. Han stod helt mundlam, ”FAT DET HER, DU SKAL ALDRIG SNAKKE TIL MIG IGEN, JEG ER INDEBRÆNDT. I FIK MIG TIL AT TUDE, JEG VAR SKIDE BANGE OG I GJORDE DET I MOD MIG, JEG TROEDE DET VAR EN DER VIL VOLDTGAE MIG. FORSTÅR DU DET!” Skreg jeg så højt jeg kunne, det fik ham til at tage et skridt tilbage. Jeg skulle til at gå udenom, da han tog fat i min arm og hev mig tilbage. Jeg skulle til at slå ud efter ham, da han greb fat i den.

”Du gå fandeme ingen steder får alt er godt igen,” sagde han koldt og så mig i øjnene. Jeg mærkede vreden blev større, ”det her bliver det ikke bedre af at du jeg bliver her.” Hvæsede jeg og rev min ene arm til mig, men han holdte stadig fast i min ene arm. ”Hvorfor skal du være sådan her?” Sagde han og så mig lige i øjnene. ”Hvorfor, jeg skal være sådan her, i kidnappet mig, i gav mig bind for øjnene. Jeg vidste ikke hvad der skete,” sagde jeg stille og mærkede hvordan alle følelserne kom frem fra i går. ”Undskyld,” sagde han stille og gav slip på min arm, ”men du er nåd til at blive.” Sagde han lidt hårdt. Jeg rystede på hovedet, ”hvad med Amber,” ”bare sig du tager hjem.” Jeg sukkede og nikkede så.

Jeg gik ud af døren og ind af Ambers, hun var ikke hjemme. Der lå en seddel på boret.

Hej søde, jeg ved ikke hvor du er, og jeg skal ud at rejse i to uger. Desværre søde, men bliv hvis du vil. Eller du kan altid tage hjem igen, glæder mig til at se dig. KysKys Amber.

Jeg smilede og smed den ud, jeg gik ind på værelset og pakkede alle mine ting sammen, nu skulle jeg ind til Louis og det gad jeg virkelig ikke. Jeg kunne bare gå hjem nu, hjem til mine forældre og finde min egen lejlighed og forsvinde og passe mig selv? Men desværre bankede det på døren da jeg havde fåret mine sko på og vil tage elevatoren, og tage hjem.

Jeg åbnede døren og så på Louis, som stod med et skævt smil. Jeg kiggede bare væk, jeg havde virkelig ikke lige brug for det smil der. Jeg sukkede bare og gik ind i hans lejlighed, ”den her vej.” Sagde han og gik op af en lille trappe, så man kom lidt skridt om. Vi kom ind i et lille rum, jeg lagde tasken på gulvet og smed mig i sengen. ”Hvor lang tid, vil du lige have jeg er her?” Sagde jeg og så rundt i værelset, det var ret normalt. Der var en seng, en reol, et skab og et skrivebord, ”jeg ved det ikke.” Sagde han stille og stod op af dørkarmen. ”HVORFOR..” Jeg tog en dyb indånding og forsatte, ”hvorfor fanden, skal jeg så være her.” Sagde jeg og lagde mine arme over kors. Et lille grin undslap hans læber. ”Derfor, fordi jeg er ældst og du har brug for mig,” sagde han og gik. Jeg rullede med øjnene og smed mig ned i sengen.

Mine øjne faldt helt i og jeg faldt stille hen.

 

*

 

Jeg vågnede ved at en person trak i mig, jeg slog øjnene op og så på Louis. ”Hvad vil du,” sagde jeg surt og lukkede mine øjne i. ”Der er mad,” hviskede han og lagde en hånd på min ryg, en varme gik igennem min krop, jeg fjernede hurtigt hans hånd. ”Jeg har ingen appetit,” sagde jeg surt og åbnede øjnene lidt. Han åbnede munden, men før han sagde noget, sagde jeg. ”Jeg har ikke selv bestemt, at jeg vil være her, men nu hvor jeg skal. Bestemmer jeg helt selv hvornår jeg vil have noget og hvornår jeg ikke vil,” vrissede jeg og tog dynen over mit hoved. Jeg kunne høre hans grin, jeg rullede bare med øjnene og lod som om jeg sov, men han gik ikke.

Jeg rejste mig med et suk og så på ham, ”gider du ikke bare lade mig være, du kan ikke bestemme over mig. Vi er ikke en gang i familie, forstår du det?” Vrissede jeg og så ham lige i øjnene, hans øjne, gjorde mig blød i knæerne. Men lige nu var jeg virkelig ligeglad, ”nej, jeg er ikke din familie. Men jeg er din vej,” sagde han og så mig i øjnene. Et grin undslap mine læber, ”hvis du var min ven, så havde du aldrig gjort som du havde gjort.” Sagde jeg og satte mig ned i sengen, og kiggede den anden vej.

Han drejede stille mit hoved, med sin pegefinger. Jeg så ham lige i øjnene, jeg bed mig nervøst i læben. ”Undskyld,” hviskede han og lod sin tommeltot køre over min kind. Jeg sukkede svagt og holdte øjenkontakten, ”det var virkelig ikke ondt ment.” Sagde han og aede stille min kind, jeg vil nok fortryde det her, men det var virkelig det jeg vil.

Jeg lænede mig stille frem og pressede blidt mine læber med hans, først kunne jeg mærke han var forvirret men lidt efter pressede han, hans læber mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...