Udvalgt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2012
  • Opdateret: 9 jun. 2012
  • Status: Færdig
Han blev valgt. Valgt til at kæmpe. Valgt til at dø. -Det her er til en konkurrence, så jeg ville blive glad hvis i likede og satte den på favorit. Danke :)-

19Likes
25Kommentarer
1667Visninger
AA

1. Hold dig i live.

"Alle fjernsynskanalerne vil nu blive omstillet til Præsidenten, der bekendtgøre den nye lov, som skal hjælpe os med at vinde Krigen."

Den kvindelige nyhedsværts stemme var skinger og skar mig i ørerne. Jeg undlod dog at slukke. Hele landet havde ventet de nervepirrende dage, til bekendtgørelsen af loven.

Krigen virkede håbløst, og vi var på taber siden. Alle vidste, at ingen hær, ligegyldig hvor stor, kunne besejre Aeronaerne.

Selv nyhedsværten troede ikke på det. Det kunne tydeligt ses på den måde hendes stemme skælvede, og hendes øjne flakkede.

Jeg knugede hårdt Sophelias hånd. Hun så koncentreret på skærmen, og jeg kunne se frygten i hendes øjne. 

Lige i det øjeblik vidste jeg, at vi begge tænkte på det samme. Krigen havde nu udspillet sig i flere år, og den eneste grund til at vi endnu ikke havde tabt, var de flere skøre påfund. Ingen nænnede at styrte Præsidenten, trods det vanvittige i hans forsøg. For det ville betyde, at der skulle være en ny hersker. Og ingen var skør nok til at overtage den post. Præsidenten havde været klog. Men det glemte de fleste. Alt man nu forbandt med ham, var påfund som robotkrigerne, himmelangrebene og den mislykkede belejring af deres hovedbase.

Flere og flere soldater blev sendt ud, og et ubehageligt minde krøb ind på mig, da jeg tænkte på min far, der var død i selv samme krig.

Jeg gruede ved tanken om hvad det nyeste var. Og jeg var bange. Fem dage siden havde Lovens Håndhævere udleveret skemaer til alle mænd og kvinder i alderen 18-50, om højde, vægt og så videre.

Siden da havde vi bare ventet. Og ventet. Det var ikke sjove dage der lå bag os. Det var dage med hårdt slid, hvor det eneste der havde holdt mig kørende var hende. Dødelighedsraten var betydelig steget. Og det var endda i vores lille by, Countersville, som havde det relativt godt.

Han trådte frem på skærmen.

"Indbyggere i Elizien. På denne jord stod årtusinder siden et mægtigt kontinent kaldet Amerika og..."

Han holdt en tale, men jeg lyttede ikke. Sophelia så bange på mig.

"Hvad tror du han gør?"

Hendes stemme var kun en sagte hvisken.

Jeg knugede endnu engang hendes hånd, mens Præsidenten snakkede videre om landets militære situation.

"Militær forskere hævder at Krigen vil være slut om en uge eller to. Og vi er ikke på vinder siden."

Jeg så endnu engang Sophelia i øjnene.

"Der sker ikke noget."

Hun nikkede, men jeg kunne se hun ikke troede på mig.

"Lov nummer 1366.

Hver måned vil der blive udvalgt samme antal soldater, som der blev tabt den foregående måned, via en computer, der ser dem der er mest egnede. Alle mænd mellem 18 og 50, og kvinder mellem 26 til 50 kan blive valgt. 

Alene forældre med børn  under 13 kan ikke blive valgt. Mødre med børn under 10 kan ikke blive valgt. Gravide kan ikke blive valgt. Præsidenten og borgmestre kan ikke blive valgt.

Det er ikke muligt at undslippe pligten."

Sophelia klynkede og klamrede sig fast på mig. Vi havde ingen børn, og hun var hellere ikke gravid. Vi var bare to forelskede der ventede at krigen skulle overstås og økonomien fungerede igen, så vi kunne holde bryllup.

"Som start har vi valgt 500 mænd og 500 kvinder."

Så forsvandt Præsidenten fra skærmen.

I stedet for så vi nu på vores gråhårede borgmester, Regina. Sophelia lå på mit bryst og græd. Angstens kolde hånd havde grebet om mit hjerte, og jeg var stum.

En lille by. Ikke mange mennesker. Større chance for at jeg ville blive valgt.

Ingen af os bekymrede os om Sophelia. Hun var sirlig og lille med sine 1,70. Godt nok havde hun hjerne, men det ville ikke hjælpe nogen i krigen mod de barbariske Aeronaerne. Nogle gange overvejede jeg om det ikke var bedst at lade dem vinde, at lade deres strenge diktatur overtage. De var så mange.

Borgmesteren så på os med sørgmodige øjne.

"Der er 5 mænd i Countersville og 1 kvinde der vil blive valgt."

"Leela."

Sophelias stemme var kun en hvisken, og grådkvalt, men jeg nikkede. Leela var den eneste kvinde i Countersville der var elskede sport, og var super atletisk. Den eneste mulige.

Regina rømmede sig, og Sophelia gravede sig dybere ned i mit bryst.

Vores dyrebare kopper kaffe lå kolde på det lille, firkantede bord, der sammen med den slidte sofa og fjernsynet, udgjorde vores stue.

"Alle der bliver nævnt, skal omgående sige farvel til venner og familiemedlemmer og være ved Basen om en time."

Mit åndedrag blev besværet og overfladisk.

Regina så igen på os med øjne fulde af sorg.

"Husk, at det er Eliziens pligt  at beskytte de andre lande."

Sophelias tårer havde efterladt en våd plet på min snavsede trøje.

Så rømmede vores borgmester sig og startede.

"Leela Kathryn Arvin."

Sophelia udstødte et klynk, og det skar mig i hjertet at se hende sådan. Jeg strøg hendes musebrune hår, der var helt sammenfiltret.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at det ikke var sikkert hun ville dø. At hun kunne overleve.

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke lyve for hende. Det gjorde ondt at vide at dette mareridt skulle gentage sig hver måned.

"Phobus Lar"

Jeg følte mig indelukket, da jeg hørte hans navn blive råbt op fra det lille stykke hvide papir der ville føre 6 uskyldige i den visse død. Phobus var et rigtig muskelbundt, og god til at følge ordrer. Men jeg kendte ham, vi arbejdede begge på Marken. Og man skulle ikke lade sig narre af hans muskler, han blev hurtigt bange.

Mit hjerte fyldtes med smerte, da jeg tænkte på hans gravide kone, men jeg måtte blive stærk, for Sophelias skyld.

"Asmar Philip"

Hele verden dunkede, mens jeg blev paralyseret. Jeg hørte ikke de tre sidste navne. Jeg kunne fornemme den skrøbelige brunettes gråd, hendes hysteri, mens hun klamrede sig fast til mig.

Langsomt kom jeg til mig selv, og rejste mig op. Jeg måtte være stærk for hendes skyld nu. Det var vigtigt, det vidste jeg.

Jeg gik mod hoveddøren, som i trance. Jeg havde ingen ting af værdi, som skulle tages med. Ikke engang et billede af den grådkvalte kvinde der stod foran mig, og som jeg elskede så højt.

Jeg glippede med øjnene. Sophelia var kommet til sig selv. Sådan da.

"Du må ikke gå" hviskede hun.

Hendes blå øjne så bedende op til mig.

"Jeg har intet valg" svarede jeg, mens en tåre banede sig fra min øjenkrog ned til min kind.

"Vi kunne flygte, tage et sted hen hvor de aldrig ville finde os." Det lød skørt, og det vidste hun godt. At flygte var ingen mulighed.

"Jeg elsker dig." sagde jeg i stedet.

Omgående sige farvel til venner og familiemedlemme

Hun var den eneste jeg havde tilbage.

"Jeg elsker også dig" svarede hun.

"Hils de andre fra mig" fortsatte hun i et ynkeligt forsøg på at lette stemningen. Hun prøvede et smil, men det mislykkedes, og endte i en grimasse. Jeg følte et pludseligt had. Et had mod Præsidenten. Et had mod dem der havde forvandlet den stærke, kloge og sjove Sophelia som jeg først havde mødt, til den kvinde der nu stod foran mig, og var ved at falde itu.  

Så lænede jeg mig fremad og gav hende et kys. Et sidste kys, fuld af sorg og kærlighed. Et kys farvel.

Hun gav mig et kram, og jeg indsnusede hendes duft. Aldrig ville jeg glemme hende.

"I krig og kærlighed" hviskede hun i mit øre.

"I krig og kærlighed" gentog jeg, og gav hende et lille kys på panden.

Jeg vendte mig om, og gik, mens angsten knugede mit bryst, som en jernhånd. Det her var virkelighed. Jeg skulle ud i krig. Uden nogen erfaring overhovedet, skulle jeg kæmpe mod de mange, trænede soldater fra Østen.

Jeg gik ud på den beskidte opgang, og skulle lige til at tage det første trin ned af trappen.

"Asmar" kaldte Sophelia bag mig. Jeg vendte mig om mod hende.

"Du skal love mig noget."

Jeg nikkede. Jeg vidste ikke om jeg kunne love noget, ikke i den situation jeg stod i nu: Med ingen kontrol over situationen overhovedet. 

"Hvad?" spurgte jeg.

Hun havde tørret tårerne væk, og så på mig med de beslutsomme øjne jeg først havde faldet for.

Hun tog en dyb vejrtrækning, der lød besværet på grund af gråden.

"Hold dig i live."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...