Skole kreationer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2012
  • Opdateret: 9 dec. 2012
  • Status: Igang
Noveller jeg har skrevet i skolen...
Læs hvis du har lyst ^^

2Likes
2Kommentarer
837Visninger
AA

1. Novellen: Flystyrtet

"Jeg vil bede jer spænde jeres sikkerhedsbælter", lød pilotens dybe mandestemme over højtaleren. Mine hænder rystede og jeg blev omringet af lugten, af en blanding sved og frikadeller. Sveden var selvfølgelig mig, men frikadelle lugten var jeg i tvivl om, da der ikke havde indgået nogle frikadeller i vores klamme flymorgenmad. Jeg kiggede på min lillebror, der sad og lavede med et af hans dumme plastik militærfly. "Bang Bang, crash, Chrssssh" var de eneste lyde der kom fra ham. Han kiggede op, med et ondskabsfuldt smil, da han med skingrende pigestemme skreg "Vi styrter ned!"

Dumme lillebror, han vidste godt, hvordan jeg havde det med at flyve og hans ordvalg, havde ramt mig lige der hvor al min bekymring sidder. Min mave snørede sammen og jeg kunne mærke hvordan svedperler begyndte at fugte min pande. Jeg tørrede min pande, med ærmet fra min sweatshirt og tog vand op til munden, men i det samme, som jeg begyndte at hælde det kolde vand ind i min mund, mærkede jeg hvordan flyet begyndte at "hoppe". Vandet skvulpede ud over mig og stilte den gennemsigtige kop  tilbage på det lille bord og tog fat i armlænene. "I har sikkert bemærkert det, men vi er fløjet ind i en kraftig storm og det forsager turbulensen og vi vil gøre opmærksomme på, at det kommer nok vare et stykke tid", lød pilotens stemme over højtaleren, Men det jeg jeg lagde mest vægt på, var ordet bemærkert og slutningen, der blev ved med at runge i mit hovede. "Det kommer nok til at vare et stykke tid, tid, tid. Arrrrrghhh. Selvfølgelig havde jeg bemærket det, ikke mindst på grund af, at min sweatshirt var blevet helt våd af vand og sved, fordi flyet "hoppede". Jeg strammede grebet om armlænene, som om de var ved at falde af. "Er du okay skat?", hørte jeg min mors stemme spørger. " J...jeg... je.. jeg har... det.. f.. fi.. fint... mor", løj jeg, men min stemme afslørede mig. Turbulensen blev kraftigere og jeg begyndte rent faktisk at tro på, at flyet ville styrte ned. 

 

"Vi skal dø, vi skal DØØØØØØ!!! skreg en stemme inde i mit hovede. Hvorfor kunne jeg ikke bare ha' haft fobi for edderkopper, i stedet for flyskræk. 

En stewardesse stoppede op ved siden af min mor smilede. "Er der nogen der er tørstige?" spurgte stewardessen med en kvalmende sød stemme. Mor kiggede spørgende på mig og min lillebror. "Cola" sagde min lillebror, som stadig sad og legede med hans dumme stykke plastik. Jeg sad, som forstenet og kiggede på plastikflyet, der dykkede hurtigt ned. Hvordan kunne stewardessen tage det så roligt. "Kondivand", hørte jeg mig selv svare. Hun rakte mig plastikkoppen med den brusende væske. Jeg var ikke engang tørstig, men ordet flygtede ud af munden, inden jeg kunne nå at synke det. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på en ældre dame, der lå og sov. Jeg fulgte med øjnene savlen, der dryppede fra hendes mundvig. Hun var ikke særlig spændende, men hun fik mig til at fokusere på noget andet, indtil jeg hørte pilotens dybe mandestemme. "På grund af en kraftige storm har vi haft nogle problemer med motorene og vi bliver derfor nødtil at nødlande flyet". 

 

Efter jeg havde hørt pilotens stemme over højtaleren, blev stemmen i mit hovede overdøvet af en anden stemme, der sang noget i retning af: "Ah ah ah ah, stay alive, stay alive".

 

Jeg hørte et optimistisk pling og så op på det knap så optimistiske blå-belyste billede af en spændt sikkerhedssele. Mit hjerte hamrede afsted, som var det en marthon løber. Flyet begyndte at synke længere og længere ned og propperne i mine øre, lukkede af for det meste lyd, der var i flyet. Min lillebrors arm strakte sig ind foran mig og fjernede flygardinet fra det lille vindue. Jeg kiggede direkte ud, på en blanding dunnede grålige skyer og store landområder dækket af hvid sne. Jeg tog mine hænder op for øjnene og mærkede en kvalm fornemmelse i mave. Mine propper gik væk og jeg kunne igen høre alt støj omkring mig. Folk mumlede højlydt og de fleste lød som svenskere. Det eneste der overdøvede folks mumlen, var et spædbarn, der vrælede som om det var sidste dag på jorden. Men måske var det vores sidste dag. Måske skulle vi alle dø, i et flystyrt. " Vi er rigtig tæt på jord nu" sagde min lillebror ivrigt, som sad bøjet ind over mig, for at kunne se ud af vinduet. Jeg mærkede et bulrende bump, der fik mig til at ryste. Endnu et bump, men samtidig en fornemmelse af at flyet delte sig. 

Csrrrhhh, chrssshh, skrasssshhh, Zap, gnssst. Metaliske lyde og nogle andre lyde, som metal og kabler, der blev revt fra hinanden. Støv og røg fyldte flyet. Jeg var som lammet af frygt.

 

Spædbarnet græd ikke længere og de mumlende stemmer var der heller ikke længere. "Er... vi ...døde?" hostede min lillebror, med en pivende stemme. Min mor svarede ikke. Røgen og støvet havde gjort luften tyk og tung, men jeg vil tro at min mor, var ligeså lammet af frygt, som jeg var. 

 

Det føltes som en evighed, men pludselig kunne jeg ane lyden af sirener. En kulde bredte sig i flyet og jeg begyndte at kunne se noget lys. Folk begyndte at komme til sig selv og lyden af en hosten bredte sig, i det ødelagte fly. "Tak kære gud, fordi du lod os overleve", hørte jeg en stemme sige bag mig sige og jeg frøs op. Jeg prøvede at rejse mig, da jeg kom i tanke om sikkerhedsbæltet, der holdte mig nede. "Undskyld Olivia", snøftede min lillebror og tog fat i min hånd. "Det skal nok gå" sagde jeg med en rolig stemme. Al min frygt var forsvundet, som var det et et snefnug, der lander på ens hånd og derefter smelter.  

Sirenerne var kommet tættere på og det lød som om de holdte ude ved siden af fly vraget, nogen som var parat til at hjælpe os ud. I lyset kunne jeg se en skikkelse i orange dragt. "Er der nogen tilskade-kommende?", råbte skikkelsen ind i flyvraget. 

 

Omkring en 45 minutter efter, sad jeg i en ambulance med maske for min mund og tæppe, der lignede et stort stykke sølvpapir. Ved siden af mig sad min lillebror, der havde fugtige røde øjne. Jeg kiggede mig omkring efter min mor. Hun stod omkring 4 meter fra mig, med et tæppe magen mit og lignede en der havde set et spøgelse. En af de orange rednings stod og holdte om hende. Jeg fik øje fly vraget, som var blevet delt tre gange og hårene i nakken rejste sig. 

 

Det der havde overrasket mig mest, var at ingen kom til skade under nødlandingen, på trods af, at flyet var gået så voldsomt i stykker. Vi kunne jo ha' været....døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...