Opgøret (oneshot)

Jeg havde i sidste måned en opgave for om at skrive en novelle der skulle hedde "Opgøret" Jeg fik den tilbage fredag d. 8/6-2012 og tænkte på om i mon også ville læse den!
Here it is!

2Likes
8Kommentarer
1851Visninger
AA

1. Opgøret (ikke opdelt i kapitler)

 

Christiane stod ude foran lågen til Kronborg slot sammen med resten af ottende klasse. De ventede kun på én elev, og den elev var selvfølgelig Mark. Han var altid forsinket og altid fyldt med dårlige undskyldninger som han altid pakkede fint ind til deres lærer.

Resten af klassen begyndte at råbe, og Christiane kiggede langsomt op og så sin bedste ven komme gående med slæbende fødder og alt for slidte converse. Han begyndte at løbe over imod klassen der derefter gik ind på det store slot. Christiane trak den mørkerøde hætte over sin gamle sorte kasket og gik bagerst sammen med Mark, der til gengæld havde sin sorte hættetrøje på. Inde i hallen stoppede klassen og ventede på at en guide ville komme og føre dem videre.

I mellemtiden samlede Jørn, deres lærer, alle elevernes højt elskede telefoner ind. Christiane tjekkede sin elskede iPhone for sms’er, beskeder på facebook og twitter og hurtigt sin mail, før hun ufrivilligt gav sin mobil til Jørn

Mark kiggede på de store malerier der hang i forhallen, og Christiane kiggede op under kanten af den slidte kasket på den store gruppe af piger der gik i klassen. Christiane var egentlig den eneste der var nogenlunde naturlig at se på. Det eneste, der var i hendes ansigt, var mørke farver der omgav hendes øjne og så hendes piercinger i læben og i næsen. De andre piger gik rundt med sammenklaskede øjenvipper, fordi al deres mascara havde sjasket det hele til. Det var et stort mysterium hvordan et naturligt ansigt kunne være 7 toner mørkere end resten af kroppen, så man nogle gange fik lyst til at slikke på sin pegefinger og køre den rundt i ansigtet på dem.

Christiane rystede på hovedet og kiggede ned ved tanken ”Det er dyrt at se billig ud, men billigt at se dyr ud! Hvordan i alverden kan det være at de vælger den dyre vej?”

Mark puffede til hende og sagde at der var kommet en ældre dame, som skulle vise klassen rundt.

”Hun trænger til at gå med BH!” mumlede Mark ind i Christianes øre. Og Christiane fnisede og kiggede over på damen, der endda hed Berit.

Berit havde en grå T-shirt på der var stoppet ned i hendes mørkeblå cowboybukser. Hendes hår var gråt, kruset og langt. Brillerne små og Harry Potter runde og hendes læbestift lignede dem man kunne købe i Kvickly til 50 kr. Men ellers så hun flink nok ud.

Klassen fulgte efter Berit imens Mark og Christiane holdte sig i baggrunden. Og der var selvfølgelig kun gået to minutter før klassen var langt foran og drejet om hjørnet imens de to venner havde været uopmærksomme. Så Mark fulgte sit instinkt og drejede til højre hvor han rent faktisk skulle have drejet til venstre.

Gangene var lange og store, fyldt med malerier, planter og engang imellem også nogle kommoder.

Der var ingen mennesker, så Mark og Christiane snakkede til hinanden som de plejede når de sad på Christianes værelse og spillede playstation.

I det samme Mark skulle til at puffe til Christiane stoppede han op. Hans slidte sko var standset ud for en klistret rød væske der lå i pletter på den overdådige røde løber med guldkant og mønstre i siderne.

Christiane bukkede sig ned og dyppede fingeren i væsken, som hun havde set Booth og Bones gøre i den krimiserie hun så hver dag i tv, hun hævede den røde finger op til næsen og snusede lidt til væsken. Og det var hvad hun frygtede.

”Det er blod..” Hun kiggede op på Mark, der så med væmmelse på de alt for mange pletter der var spredt ud over det hele, ”Og der er alt for meget blod til at nogen ville kunne overleve et sådant tab!” tilføjede hun med en mumlen der var høj nok til at han kunne høre hende.

Hun vidste at han hadede blod, og hans ligblege ansigt og blanke øjne bekræftede det blot endnu mere.

”Hvad skal vi gøre? Hvad hvis vi ikke finder de andre? Hvad hvis vi farer vild og møder en eller anden syg stodder der bare lemlæster os en efter en?” Mark var på grænsen til at græde, men han havde sin stolthed, og holdt sig derfor i skindet.

”Mark! Tag dig sammen! Vi bliver ikke lemlæstet af en eller anden syg stodder! Vi skal bare finde de...” Christiane standsede sin sætning og kiggede på døren længere fremme. Mark kiggede også op og så med stor undren og en del frygt på den store mørke dør, som var tættere på at være sort end brun. Lugten var ved at nå dem. Lugten af brændt kød, og røg. Rigtig meget røg.

Christiane skyndte sig over til døren, og Mark var lige bag hende.

Det runde håndtag var varmt, men ikke gloende hedt. Nok mere behageligt at holde om fordi Christiane frøs. Når hun var nervøs frøs hun altid. Sådan var det også altid til prøver og fremlæggelser i fag hun ikke altid fulgte så meget med i som hun nu engang burde.

Langsomt åbnede hun døren, og i det samme blev de dækket af kul sort røg. Mark førte sin trøje op til næsen efter at have hostet en gang, det samme gjorde Christiane. Og sammen trådte de ind ad døren i det røgfyldte rum.

Faktisk var der ikke så meget røg som man egentlig skulle tro. Det meste røg var forsvundet ud ad døren og resten var steget til vejrs. Der var mange malerier på væggene, et åbent chatol og to stole og et træbord. På gulvet lå der en sort klump af en art, og det var den der røg.

Mark gik lidt tættere på og bukkede sig ned over den sorte, let rygende, klump. Hans ansigt var tæt på i ca. 5 sekunder før han for tilbage og var ved at snuble over sine egne fødder.

”Det, det er.. Det er en hund!” Han stammede helt vildt. Mark, den store dyreven, klassens vegetar, ham der var frivillig i op til flere organisationer der ikke blot gik op i dyrs velfærd, men også mennesker.

Christiane hjalp ham hurtigt op fra gulvet hvor han sad lige foran hendes ben. Han rystede. Rystede som en lille hund der stod ude i kulden foran slagteren med tom mave og kiggede ind. Hun tog hans hånd og fik ham til at kigge væk fra det lille sorte dyr der lå på gulvet.

”Det må have været fra den blodet kommer fra, for jeg kan ikke rigtig se andre muligheder!” Sagde Christiane.

Mark gik over mod chatollet der stod åbent, og kiggede lidt på den halvtomme blå kaffekop der stod på den åbne låge. Så satte han sig ned og kiggede over mod den dør i den anden ende af rummet, som de lige før var trådt ind ad.

Døren åbnede sig i det samme og ind trådte en mand. Han var ikke særligt høj, heller ikke lav, sådan mere eller mindre almindelig. Han havde det samme tøj på som dem fra dronningens livgarde, og som dem der stod udenfor, hvor turister ventede på at se deres vagtskifte. Men han havde ikke bjørneskindshue på, og hans tøj var heller ikke så pænt at se på, fordi det var helt sodet og sad skævt på ham.

Både Christiane og Mark kiggede på hans ansigt. Mandens ansigt var fordrejet i et smil, et galt smil, et sindssygt smil. Han stod ret og rank foran døren og lavede så et smæk med hælene og løftede hånden op til ansigtet som en soldat der afventer ordre fra sin overordnede.

 

Christiane vidste ikke hvad hun skulle gøre, Mark stod der bare og den fremmede mand løsnede sin stive stilling og gik stille og roligt over mod dem. Ved hans side hang en sabel, og Mark fjernede ikke blikket fra den på noget tidspunkt.

”Og hvem er i så?” Mandens stemme var hæs og skarp. Hans smil var lige så stift som før. Christiane lagde mærke til at hans tænder var syle spidse. Som om han havde filet dem alle sammen, og også hans negle på fingrene var spidse nok til at kradse hul i ansigtet på en.

”Vi er ikke nogen du kender. Og hvem er du så?” Christianes svar var koldt og spydigt og Mark så ikke ud til at bryde sig om at hun snakkede sådan til en bevæbnet mand, der højst sandsynligt lige havde slået en lille hund ihjel.

Det mørknede lidt i den fremmede mands øjne og hans smil blegnede let. Men han ville ikke fortælle dem hvem han var. I stedet plaprede han om at han ville have en bestemt person død, og at han var tæt nok nu. Han mumlede til sig selv, men højt nok til at Christiane og Mark kunne høre ham. Manden kiggede op, men hans blik var rettet mod noget lige bag dem. Så han gik forbi dem med et skævt smil på læben.

”Er det ikke smukt?” Han bukkede sig ned over den kulsorte hund og indsnusede røgen ”Se lige det værk! Så tydeligt, men alligevel så hemmeligt. Stille, men larmende. Forstår i hvad jeg mener?” Han var helt opslugt af hunden, så spørgsmålet han stillede var ironisk. Pludselig rystede han, han græd. Hviskede til sig selv, og få sekunder efter slog han sig selv samtidig med at han hvæsede.

Christiane og Mark kiggede på hinanden, begge med et bange udtryk i øjnene. Manden vendte sig om og kiggede på dem, han havde tårer i øjnene og et sørgmodigt ansigt.

”Hun var en god hund.” Hans stemme havde forandret sig, det var mildere og mindre skinger.

Både Christiane og Mark blev forskrækkede. Manden havde jo næsten to personligheder. Manden svingede hovedet fra side til side, som en løve der betragtede sit bytte. ”Men det var et nødvendigt offer. Nødvendigt for at nå til ham!” Hans stemme forandrede sig igen, til den hårde og kolde stemme fra før.

I en hurtig bevægelse var han oppe at stå og på vej over mod chatollet. Med rystende fingre tog han fat i den blå kaffekop og drak lidt, men kylede den så ned i gulvet. Kaffen var sandsynligvis blevet kold imens han var væk.

Han kiggede over på Christiane og gik stille over til hende. Hans hænder samlede sig om hendes hals, og langsomt skubbede han hende over til væggen. Han gjorde hende ikke noget, men han havde et vildt udtryk i øjnene. Hans hænder rystede og hans stemme forandrede sig igen.

”Hjælp mig!” Hviskede han, men det var for sent. Christiane kunne ikke længere hjælpe nogen som helst. Der blev rødt under manden, og da han vendte sig om mod Mark, faldt Christianes blege krop til jorden. Han havde skåret hendes hals over, og inden Mark nåede at gøre noget, havde manden stukket sablen igennem sit eget hjerte.

Mark faldt skrigende om på gulvet, brast i gråd.

I løbet af få sekunder var han ovre ved Christiane, der lå livløs på gulvet og badet i sit eget blod. Mark omfavnede hende og vuggede frem og tilbage, med sin slappe, iskolde veninde.

”Og herinde har vi...” Døren åbnede sig og Berit, deres vejleder trådte ind, med resten af klassen i hælene. ”Åh gud dog!” Hun faldt om på gulvet, og klassen for over til Mark, for at se deres klassekammerat. Jørn ringede efter ambulancen, selvom han vidste at ingen af de to lig var til at redde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...