Ude

Dette er den stil, som jeg valgte at skrive til vores "prøve" terminsprøve i dansk, for et par dage siden. Kravene var, at man udfra et digt skulle opbygge en lille novelle, hvor hovedpersonen skulle være jeg-fortæller og selve historien skulle slutte åbent. Den endte med at blive på 1 og 1/2 side, og jeg fik et 10 tal for den. Smid gerne en kommentar, og fortæl hvad du syntes. :-)

4Likes
4Kommentarer
842Visninger
AA

1. Kapitel 1- det eneste

Hendes ligblege ansigt, da de udtryksløst smed os mod jorden, runger sviende i mit hoved. Jeg mindes hendes øjne, som bedende sendte mig signaler om tilgivelse. Men hvorfor? Hvorfor tilgivelse? Forvirret lader jeg min skrøbelige krop søge mod Matt. Følelsen af hans arme omkring mit bryst, varmer behageligt, trods den kuldegysende jord under os. Mine øjne søger mod nattehimlen, hvor stjernerne klart står på himlen. Absurd nok, længtes jeg byen og den uendelige larm. Larmen, som jeg forbinder med hende og hendes store hjerte. Det hjerte, som gør at vi i morgen kommer hjem. Hun ville da ikke efterlade os hér? Måske er det dem, som kommer i stedet. De har jo brug for os. Desperat ryster jeg på hovedet, og trækker mig længere ind mod Matt. Hans fingre nusser blidt min hovedbund, og former stjerner. Ikke stjerner som disse over os. De er for store og stirrende. Men stjerner ligesom derhjemme.

Jeg mindes første gang stjernerne, for en gangs skyld, smilende stod højt på himlen. Første gang jeg lod mig bemærke dem, og sugede deres energi til mig. Det var lige inden deres udtryksløse bevægelser berørte vores lejlighed. Forbandede den. Jeg husker, hvordan deres karikerede ansigter fik mig til at væmmes. Hvordan deres øjne irriteret søgte langs min smalle krop. Ingen ord eller lyde undslap dem, men alligevel godkendte de mig individuelt.

”Matt? Sover du?”, spørger jeg med en skærende hæs stemme. En svag lyd undslipper forsigtigt hans læber.

”Når vi kommer hjem, tror du så de er væk?”. Jeg ved, at Matt også altid har hadet disse mennesker, som fik os til at gøre ubehagelige ting.

”Tænk ikke så meget over det, Rose. Jeg lover at de forsvinder,” svarer Matt. Jeg er ikke bevidst om hvad han mener med disse ord, men jeg ved at han er hævntørstig. Og det beroliger mig.

Jeg lader forsigtigt mit blik søge mod gaden foran os, som telefonboksen ildrødt oplyser. Gruset omkring den minder om skarpe nåle. Skarpe nåle, som dansende venter på at blive berørt. Hvis jeg stadig havde pengene, som de tog, ville jeg så turde lade mine barrer fødder søge mod telefonboksen? Eller ville jeg blive siddende, afventende, langs denne uendelige mark? Uvisheden minder mig om min første opgave.

Tillidstesten. Dengang hvor de, lidt efter min ni års fødselsdag, sendte mig alene langs de skrækslagende gader. Jeg vidste ikke andet end at jeg, med smidige bevægelser, skulle snige mig gennem et smadret vindue, gribe om en æske og møde Matt på taget. Jeg husker tydeligt den tunge følelse, som advarende strømmede gennem mig inden. Men så greb hun fat i mig, og nærmest tiggede, med sprængende øjne, om at gøre som de sagde. Jeg havde aldrig set hende i sådan en tilstand før. Derfor fuldførte jeg opgaven. Hele vejen, med en skærende klump i halsen.

”Hvad tænker du på?”, lyder Matts stemme skingert. Det giver et sæt i mig. Matt er sjælendt typen, som kommer med blide spørgsmål.

”Tillidstesten og mor,” svarer jeg. Det giver et svagt ryk i ham.

Mor skal nok klarer sig,” siger han stift.

”Sikker?”. Jeg har nu vendt mig mod ham, for at møde hans mørke øjne.

”Mor klarer sig altid. Hun er stærk, ligesom os. Vi er snart hjemme, Rose,” svarer Matt nærmest nynnende.

”Tak,” svarer jeg, da jeg svagt kan ane et smil på hans rystende læber.

”Bare sørg for ikke, at falde i søvn. Det er frostgrader.”

Frostgrader. Matts ord minder om deres. Den præcis samme ordre jeg fik inden min vinternat på gaden. Bare uden den blide klang af søskendekærlighed. Deres ord var sagt i ren egoisme. Bekymret for deres egen overlevelse. De havde brug for, at jeg kom levende tilbage. De regnede med mig.

Jeg skulle stjæle den nat. Stjæle til ære for min familie. Det var hvad de fortalte mig. Så da jeg, efter et par dage, havde lært små fif, sendte de mig ud i mørket. Ud i mørket, hvor jeg uskyldigt skulle gå rundt og manipulere med folk. Lade dem få sympati med mig. Hvorefter jeg hjerteløst skulle snige min hånd i deres lomme, og gribe deres penge. Og det var selvfølgelig hvad jeg gjorde. Jeg gjorde det for Matt og mor. For deres overlevelse. Hvad er der galt med det?

Svagt kører jeg mine stive tæer langs den frosne jord. Den generer mig ikke gevaldigt. Jeg er vant til lignende omgivelser. Dog længtes jeg efter en rigtig seng. Sådan en ejer jeg, trods alt. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har aldrig fejlet. Men Matt har. Matt fejlede. Derfor er vi endt her. Så meget er jeg bevidst om. Men størrelsen på hans fejltagelse er en konkret viden. Den afgør om vi overhovedet kommer hjem?  Dog tør jeg ikke, at spørger. Jeg frygter hans svar. Hvad nu hvis jeg ikke når, at se rigtige stjerner igen? Mine stjerner. En svag snert af bekymring stiger mig til hovedet.

Pludselig giver det et sæt i mig, da en haltende hund kommer til syne midt på gaden. Dens pels er mørk, grundet det klistrende snavs. Lidt ligesom min normalt hvide kjole. Jeg følger hundens snusende snude mod jorden. Da den uden tvivl søger efter mad. Mad, som min mave desperat knurrer efter.

Mine øjne følger intenst hundens revnede poter, som ubesværet træder henover det nålelignende grus. Men pludselig, midt i dens søgen, bevæger den sig forbi noget skinnende. Noget som trodser den mørke jord, og gyldent lader sig skinne. Mine øjne springer desperat op, og følger intenst formen på det skinnende. Det er rundt, og små hakker kommer til syne omkring de buede sidder.

”En mønt!” Min stemme lyder skingert, da jeg overraskende hopper ud af Matts favn. Hvorefter jeg med hektiske bevægelser vender mig mod Matt.

”Det er en mønt, Matt! En mønt! Til telefonboksen!”

Jeg rusker smilende i ham, mens jeg afventer hans reaktion. Men først efter et stykke tid bemærker jeg, at der ingen reaktion kommer fra ham. Panikken strømmer skærende gennem mig. Derfor bliver jeg ved med at ruske. Men hans øjne åbner sig ikke. Han er faldet i søvn. Frostgraderne har ført ham bort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...