Stof som hjerter er skabt af (JDB)

Ville du vælge at stå i skyggen hele dit liv?

2Likes
2Kommentarer
1279Visninger
AA

1. En dag i dit liv

 

Tonerne var velkendte, og selv bag ved scenen i det lille omklædningsrum, der udgjorde Drews garderobe, kunne jeg se hans trin på scenen for mig.

Musikken holdt et kort sekunds pause inden omkvædet kom, og i de få øjeblikke, hvor man ikke kunne høre Drews stemme hørtes en ensartet høj hyletone, de skrigende fans formåede endda at overdøve den tunge bas, der i forvejen var så høj, at den næsten forstyrrede ens hjerterytme.

Jeg kunne ikke holde et smil tilbage ved tanken om de begejstrede fans, der råbte og hvinede, og hele tiden forsøgte at mase sig tættere og tættere på scenen. Efter koncerten ville de hvinende piger flokkes omkring de tre backstage-indgange hvor de igen ville mase sig frem og gøre alt for at få et glimt af deres elskede Justin Bieber.

 

Jeg havde set scenariet flere hundrede gange efterhånden, og jo mere af de vanvittige flokke af fans opførsel jeg var vidne til, jo svære havde jeg efterhånden ved at forstå dem.

Jeg havde oplevet mange ting på mine rejser med Justin og jeg vidste, at de fleste af de piger der altid flokkedes omkring ham hver gang han viste sig i offentligheden, ville slå ihjel for mit job. Hvilket helt bestemt var en af de større ulemper ved mit job. Selv mig, assistenten, hende der ikke var andet end en skygge i offentlighedens øjne fik dagligt hadebeskeder på twitter. Simpelthen på grund af mit "forhold" til stjernen og popikonet Justin Bieber.

 

 

Musikken stoppede, bassen døde hen og fanskarens jubel gik amok. Jeg måtte afholde mig selv fra instinktivt at dække mine øre med hænderne. Det var ikke en dårlig lyd. Det var en lyd, der godt nok var høj nok til at give en hørskader, men det var også den lyd der fortalte mig, at Drew, Justin, havde succes. Og han var glad for det, så det var jeg også. Nogle gange var det bare svært at holde sig i baggrunden. Nogle gange blev det for meget bare at stå og se på mens Drews kærlighed til sin karriere

tappede ham for kræfter.

 

Der var stort set ingen ændring i larmen fra de begejstrede fans, men jeg hørte den tunge branddør, der udgjorde den sidste barriere mod scenen, smække, og jeg vidste, at Drew havde forladt scenen.

Den mørkblonde dreng kom gående ind i omklædningsrummet med et stort smil plastret på sit ansigt, men lige så snart døren smækkede bag ham og lyden af de ventende fans blev lukket ude, forsvandt smilet og det glade udtryk fra hans øjne. Han styrede direkte mod den lille skænk, hvor der stod et krus med nylavet lakridsthe, varm og stærk, præcis som han kunne lide den. Han sendte mig et enkelt taknemmeligt blik, hvori, på trods af at han ikke selv vidste det, jeg så kærlighed, inden han fortsatte ud ad rummet med et påklistret smil på læberne. På vej ud for at møde sine fans.

Jeg fulgte hans gang ud af rummet med mine øjne fæstnet på ryggen af hans trøje. Jeg følte mit hjerte springe et slag over idet den blonde dreng igen forsvandt ud af min rækkevidde.

 

Jeg er her. Jeg står og venter. Venter på dig. Venter på den dag du ser at jeg er sand, og at jeg altid har støttet dig.

Jeg kender din naturlige hårfarve og ved at din øjenfarve i virkeligheden er en meget speciel brun, der skyldes en lille fejl i de gener, der producerer den normalt brune øjenfarve. Jeg ved at du elsker at spille og synge, jeg kan se i dine øjne, at din sjæl den stråler, når du står på scenen. Men samtidig ved jeg også, at det kræver styrke og en seriøs indsats for dig at vænne dig til livet som et offentligt "objekt" som du selv så korrekt har udtrykt det.

Jeg ved at du spiller trompet og sover i en natskjorte med et billede af lilla animeret giraf. Dette er ikke noget jeg ved fordi jeg har udspioneret dig eller snuet i dine ting. Det er alt sammen ting du har fortalt mig, fordi du inderst inde stoler på mig og regner med mig som en støtte. Jeg kender dig bedre end du kender dig selv. Det er også derfor jeg kalder dig Drew. Jeg kan se i dine øjne at dit mellemnavn efterhånden virker mere sikkert end det navn utallige unge piger råber efter dig hver dag. Derfor kalder jeg dig Drew, fordi jeg ved at det navn minder dig om din barndom om den tid inden du blev kendt og dit liv mere og mere blev styret af dine fans og manegers behov.

Derfor kender jeg dig, derfor holder jeg af dig. Og derfor står jeg her, parat med varm krydret the som det lille tegn jeg kan give dig om at du kan stole på mig.

 

Jeg vil altid vente på den dag, hvor du ser mig, og ser at jeg er sand. Selv hvis den dag aldrig kommer, og du finder lykke et andet sted, så vil jeg altid støtte dig Justin Drew Bieber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...