Paradise

Hovedpersonen, Anna, er 14 år gammel og en hel normal skolepige. Anna har mange problemer, både der hjemme og i skolen. -Det er faktisk en kort historie jeg engang skrev til en skole opgave. Jeg fik god respons på den, så jeg tænkte at jeg ville lægge den ud (: Håber I kan lide den.

4Likes
7Kommentarer
1023Visninger

1. Paradise

 

Den kolde luft river i mine lunger, da jeg løber tværs gennem skolegården. Jeg er efterhånden vant til at komme for sent. Min lærer kan ikke fordrage mig, og hun ved jeg ikke kan fordrage hende. Jeg har været til mange lange møder med mine forældre. Møgunge, respektløs, irriterende, provokerende. Bare nogen af de ord min lærer har brugt til at beskrive mig. Mine forældre er efterhånden ligeglade. Jeg har skiftet skole 5 gange. En af gangene blev jeg faktisk smidt ud. Men den snothvalp fik bare hvad han havde fortjent! Jeg banker stille på døren, og lister ind i klassen.

-Du kommer for sent, siger min lærer. Hun gider ikke engang gøre sig den anstrengelse at kigge op på mig. Og jeg gider ikke gøre mig den anstrengelse at tage det seriøst.

-I skal have skrive prøve, siger hun, mens hun går rundt og deler papirerne ud. Jeg hader dansk. Og jeg hader dansk prøver endnu mere. Jeg kan meget bedre lide matematik og engelsk. Der har jeg nemlig ikke Linda som lærer.

-Du skal ned på kontoret og hente en seddel, som dine forældre skal underskrive. Det er sjette gang i denne måned. Dine forældre må være så stolte, sagde hun med en åbenlys sarkasme. Jeg kunne lige så godt hoppe op i hovedet på hende, lige nu og her. Men det gør jeg ikke. Mine forældre har nemlig betalt for at jeg kan gå til undervisning, i at styre sin vrede. Det har ikke hjulpet. Godt nok har jeg lært at kontrollere den, men nu samler jeg bare al min vrede op, indeni. Jeg er som en tikkende bombe, der bare venter på at kunne springe. Min mor plejer at beskrive mig som en selvmordsbombe, for når jeg en dag ”springer” vil det kun ødelægge det hele mere for mig selv. Skrive prøven går ud på at skrive en historie på 500 ord, om vores sommerferie. Hvad skal jeg skrive? Jeg har ikke lavet noget i sommerferien. Ikke noget der er værd at skrive om. Jeg var på camping ferie med min mor og min moster. Min far var ikke med. Han var i Brasilien med sit arbejde. Så var jeg til fest med min veninde Trine. Hun er den eneste ven jeg har tilbage. Problemet er bare at hun bor alt for langt væk. Hun går på den skole, jeg plejede at gå på. Det var faktisk en rimelig sjov fest. Jeg måtte slæbe Trine hjem, fordi hun havde drukket så meget. Det var faktisk ret morsomt. Bare ikke for Trine, hun vil stadig ikke snakke om det. Hvad har jeg ellers lavet i ferien? Ingenting. Jeg kan mærke at jo mere jeg tænker på hvor meget ingenting jeg har lavet, jo mere vred bliver jeg. Hvorfor skal det hele være så latterligt? Ingen i klassen kan lide mig, min lærer hader mig, og jeg er familiens sorte får. Hvis verden var som jeg ville have den, ville alt være meget bedre. Der skulle ikke være nogen dumme dansk prøver, ingen dumme Linda. Bare en masse folk som mig og Trine. Og nogle søde drenge, skal der også være. Der går kun dumme drenge i min klasse. De tør ikke at sige noget til mig mere, de ved jeg er stærkere end dem. Jeg har aldrig rigtig haft en kæreste. Hvordan er man kærester? Altså, jeg havde en kæreste i 1. klasse. Men han slog op med mig sammen dag, fordi Camilla havet tilbudt ham at være hans kæreste, og at hun ville give ham en ny hoppebold. Jeg kunne ikke lide Camilla. Hun stjal min eneste kæreste, og så stjal hun min blyant. Camilla må heller ikke være med i min nye verden. Apropos kærester, hvordan ville min drømme fyr så se ud? Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, jeg tænker ikke så meget på drenge. Ikke ligesom alle de andre piger i klassen. De kan ikke snakke om andet end Taylor Lautner, Justin Bieber, de der One Direction og alle sådan nogen. Men hvordan ville min drømmefyr egentlig se ud? Han skulle være høj, men ikke for høj, det er jeg nemlig heller ikke. Så skulle han have mellemlangt lysebrunt hår, og lyse blå øjne. Jeg elsker blå øjne. Så skulle han have store briller. Jeg har en svaghed for de lidt nørdede drenge. De er langt mere nede på jorden end feks. Fodbold drengene. Jeg ved godt, at det er en fordom, men det er bare sådan jeg ser det. Der må ikke være noget der hedder fodbold i min verden. Jeg hader fodbold. Men der skal være musik. Overalt. Jeg kan også rigtig godt lide musikalske drenge, specielt dem der spiller guitar og klaver. Det er min anden svaghed. Men hvor finder jeg sådan en dreng? Når jo, i min egen personlige verden. Hvad skal min verden hede? Det skal hedde noget der fænger. Et sted folk vil tage hen. Et sted hen, hvor folk kan flygte fra den her verden. Nu ved jeg det. Paradis. For min verden bliver et paradis. I hvert fald for folk som mig. Jeg kigger ned på det stadig blanke papir. Lyden af blyanter der møder papir overdøver klasse lokalet. Gad vide hvad de andre skriver om. Hvad har de andre lavet i ferien? Jeg ved at Jonas har været i Barcelona. Han snakker ikke om andet. Han har nemlig været nede og se fodbold. Jonas må heller ikke komme ind i Paradis. Jonas er den type der udråber sig selv til første vælger. Jeg kan ikke lide Jonas. Jeg ved også at Ida har været i Thailand. Det fortalte hun så fint et langt foredrag om, den første dag, da vi skulle fortælle om vores ferie. Jeg tror selv Linda blev overrasket over hvor svært det er at lukke munden på Ida når først hun er begyndt. Ida må heller ikke komme ind i Paradis. For så ville hun bare sende mig en lang liste om alle de ting hun ville ændre. Jeg mener det, hun har faktisk engang sent en liste til skolen, om alle de ting der skulle ændres. Jeg kigger igen ned på papiret. Det er stadig blankt. Men så får jeg en ide. Jeg kunne jo skrive om Paradis. Om min Paradis. Okay, det handler godt nok ikke om min sommerferie, men mon ikke jeg kan få skrabet et 2 tal hjem? Jeg er lige ved at gå i gang med at skrive, da jeg kigger op på uret. Kun 10 minutter tilbage. Kan jeg nå det? Jeg prøver. Ordene ryger ud, hurtigere og nemmere end jeg havde troet de ville. Jeg er godt i gang med at skrive, jeg mangler kun lige det allersidste. Du kan godt, siger jeg til mig selv. Og det kunne jeg. Jeg skriver det sidste ord og kigger op på uret. 3, 2, 1. Tiden er slut. Linda begynder at gå rundt og samle historierne ind. Hun kommer med korte kommentarer som ”Nej, hvor flot Anders” eller ”Jeg glæder mig virkelig til at læse den, Lisa” Og så når hun til mig. Hun tager mit papir op og kigger mærkeligt på det. Jeg tror faktisk at den er blevet god. Hvad vil hun sige til mig? ”Det ser godt ud!” eller ”Du har overrasket mig”

-Jamen, den er jo alt for kort. Højest 200 ord, den kan jeg ikke acceptere, siger hun. Og nu sker det, det kan jeg mærke. Nu springer jeg. Men bare ikke sådan som jeg havde troet. Jeg hverken råber af hende, eller slår på hende, eller vælter bordene. Men jeg kan mærke en tåre rulle ned af min kind. Jeg rejser mig fra min stol og stormer hen mod døren. Jeg hiver i døren så hårdt at den banker op i væggen og smadrer et billede. Jeg løber hurtigt ud ad døren, men jeg når ikke særligt langt. Jeg støder hårdt ind i noget og falder lige så hårdt ned på gulvet igen. Jeg tørrer mine grådfyldte øjne og kigger op. Der står nogen, hvem er det? Jeg ser en høj mørk håret dreng med store briller og en guitar taske på ryggen. Han kigger underligt ned på mig. Vi kigger længe på hinanden da han udstøder et lille ”Hej” -Slut-

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...