100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4749Visninger
AA

15. Vampyr?

14. kapitel

 

Jeg løb over til kanten af altanen og kiggede ned. Mit hjerte stoppede næsten med at banke; han var væk. Jeg elskede ham. Ja, det gjorde jeg. Men... hvad var der lige sket? Jeg vendte mig mod pigen, der stadig lå på jorden. Jeg skyndte mig over til hende og satte mig på hug ved hende. Med rystende fingre strøg jeg det mørkebrune hår bort fra ansigtet, og med et gisp veg jeg tilbage fra hende.

     Dawn.

     Det var Dawn. Jake... Dawn... Blod... Den første tanke der strejfede mig var, at han var vampyr. Men alligevel; det kunne jo ikke passe. Sådan nogle fandtes ikke i virkeligheden. Panisk betragtede jeg de to huller, der var i Dawns hals. Blodet gjorde hendes hvide skjorte rød, og da jeg så en af mine bedste veninder - jah, det kunne jeg vel lige så godt kalde hende - ligge dér, døende, glemte jeg alt, hvad jeg havde lært om at blive nede på jorden, når en person var kommet til skade. Jeg fokuserede nu kun på én ting: Jeg havde mistet én bedste veninde; jeg skulle ikke miste en mere.

     "Hjælp!" råbte jeg, mens jeg forgæves forsøgte at finde Dawns puls og prøve at holde live i hende. "Så hjælp os dog, for fanden!" skreg jeg af fulde lungers kraft, så det gav genlyd i luften. Jeg hørte trin mod jorden i gangen, og lidt efter kom Kendall til syne. Kyle dukkede op lige efter ham.

     Kendall styrtede hen til os, faldt sammen ved sin søsters side og kommanderede med både Kyle og mig. Jeg var panisk. Dawn måtte ikke dø nu. Hvad havde Jake haft gang i? Hvad var han? Var han en... vampyr, som min første indskydelse havde fortalt mig?

 

"Hvad skete der?"

     Kyles stemme var hård, og han stillede det samme spørgsmål for syvogtyvende gang i træk. Jeg lukkede øjnene, pressede læberne hårdt sammen og svarede ham: "Jeg har jo sagt, at Jake gjorde et eller ved hende, men jeg ved ikke, hvad. Han sprang ud fra altanen, og så var han væk." Jeg åbnede øjnene og kiggede op på Kyle, der bare lagde armene over kors. Jeg kastede et blik hen på Kendall, der sad med ansigtet i hænderne og rystende skuldre.

     Han græd ikke - det vidste jeg. Han var bare så bange for, at han skulle miste sin søster, at hele hans krop rystede. Og jeg vidste præcist, hvordan han havde det; jeg havde rystet over hele kroppen i flere dage, både før og efter Emily var erklæret død. Ja, selv bare ved tanken om hende, begyndte jeg at ryste.

     Dr. Jonson var her ikke; han var på hospitalet, hvor Dawn også var. Det overraskede mig, at der overhovedet var et hospital. Hvis landet var så... dårligt, som jeg var sikker på, at det var, så var der vel ikke nogen, der bekymrede sig om, hvordan folk havde det? 

     Jeg rejste mig og gik hen til Kendall. Jeg satte mig ved siden af ham og lagde en hånd på hans arm. "Hun skal nok klare den," sagde jeg lavt, men opmuntrende til ham. Han løftede hovedet og kiggede på mig. Hans mørkebrune øjne var gennemborende, men jeg følte mig ikke utilpas ved at kigge i dem, som når jeg kiggede i dr. Jonsons eller Kyles; de to var nogle af de mest skræmmende typer, jeg i mit liv havde mødt.

     "Tror du virkelig det?" spurgte han, og jeg nikkede. Selvom jeg ville have mistet troen på det med det samme, efter oplevelsen med Emily, så kunne jeg godt fortælle ham, at Dawn nok skulle klare den. Det var jeg sikker på, at hun nok skulle. Hun var Dawn, og så vidt jeg vidste, så var hun en sej tøs, der kunne klare det meste; når altså ikke hendes far var der til at sætte en stopper for det. "Hvor tror du, Jake er henne?" spurgte han pludselig, og mit hjerte føltes med det samme tungt og koldt. Efter dét med Jake, havde jeg først lige indset, hvad det betød at være forelsket og at elske den person. Jeg elskede ham, og nu da han havde vist denne side af sig selv, så... så var jeg blevet... trist.

     "Jeg ved det ikke..." Jeg sukkede, men da en tanke slog ned i mit hoved, lyste jeg pludseligt op og så frem for mig. "Men jeg tror, at jeg har en idé om det."

     Kendall sendte mig et forvirret blik, og jeg rejste mig brat op. "Hvor skal du hen?" råbte han efter mig, da jeg nærmest løb ud derfra.

     "Finde Jake!" svarede jeg, og valgte at lade som om, jeg ikke hørte Kyles kommentar om, hvor dumt det ville være.

     Da jeg kom udenfor, løb jeg lige forbi Tv-folkene, der filmede mig hele vejen, og fortsatte hen ad gaden. Jo flere gange jeg tænkte på Dawn, Kendall og... Emily, jo mere selvtillid fik jeg. Jeg kunne godt klare det. Det kunne jeg. Selvom jeg elskede Jake, så kunne jeg godt konfrontere ham, selvom han havde gjort dette mod Dawn.

     Efter lang tids løben, standsede jeg forpustet ved London Middle. Det mindede mig om dengang, jeg forsvandt; bare dette ikke var en skov, jeg løb ind i - det var en mængde af mennesker. Jeg skyndte mig mod huset. Dr. Jonson havde åbenbart lukket for åbningen, men den var nærmest blevet flået op af et eller andet. Jeg smilede ved synet og skyndte mig at kravle gennem åbningen og indenfor.

     "Hallo?" Min stemme var hæs, men alligevel selvsikker. Jeg vidste, at jeg nok skulle klare det her. Jeg kunne godt; hvis jeg troede nok på mig selv.

     Jeg hørte trappen knirke og vendte mig straks om. Og dér var han; Jake.

     Han kom langsomt gående ned ad trappen med hænderne stukket i lommerne og blikket rettet stift mod mig. "Rose," sagde han, og et smil gled over hans læber. Smilet gav mig kuldegysninger. "Endelig er du kommet." Da han var kommet helt ned ad trappen, begyndte han langsomt at gå hen mod mig. "Hvordan vidste du, at jeg var her?" spurgte han, og jeg løftede hagen, mens jeg dog stadig holdt blikket fast mod ham.

     "Jeg fulgte mit instinkt," svarede jeg blot, og han hævede brynene og nikkede anerkendende. Jeg kunne ikke kende hans tonefald, og selvom jeg stadig kunne mærke, at jeg havde følelser for ham, viste hans blik mig, at han lige nu ikke tænkte på vores eneste kys. Han standsede lige foran mig, og sådan stod vi lidt. Det var mig, der brød tavsheden: "Hvad gjorde du mod Dawn?" spurgte jeg ham.

     "Jeg var bare tørstig," svarede han med et skuldertræk. "Og jeg spurgte hende, om hun ville gøre mig en tjeneste. Det sagde hun ja til, og jeg tog lidt af hendes blod. Nu spurgte jeg hende igen, og hun svarede endnu engang ja. Og så... jah, så skete dette." Han smilede lumsk til mig, og jeg trådte tilbage.

     "Det behøvede du ikke at gøre mod hende. Hun har ikke fortjent det. Hun er et godt menneske, og hun har aldrig gjort dig noget." Mit tonefald var koldt og hadfuldt. Selvom han ikke havde sagt det ligeud, så vidste jeg nu, at han var vampyr. Jeg havde læst så mange bøger om vampyrer, set så mange film om vampyrer... og alligevel havde jeg aldrig forestillet mig, at de fandtes i virkeligheden.

     Han lo bare ad mig. "Sig mig, har du slet ikke hørt, hvad jeg netop sagde? Hun gav mig lov! Og hvad ved du desuden om dét? Du har kun været her i to døgn! Du ved ikke, hvad der er sket før det!"

     "Er der sket noget før da?"

     "Nej, men alligevel." Han så på mig. "For at skifte emne, så: Vil du vide, hvad der skete med dig dengang, Rose? For det kan jeg godt fortælle dig. - Nej, jeg kan vise dig det. Det har en meget bedre effekt." Han smilede, og både dét, hans ord og at vide, at han var vampyr fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...