100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4743Visninger
AA

4. Savnet?

3. kapitel

 

Uanset hvor mange gange jeg prøvede at overbevise mig selv om, at dette ikke var virkeligt, hjalp det intet. Jeg rev mig selv i håret, prøvede at påføre mig selv smerte for at vågne. Men intet skete. Jeg skreg indvendigt. Hvad var det? Et fremtidigt univers?

     Jeg vendte mig mod ham Jake igen. "Hvem fanden tror du, at du er?!" udbrød jeg. Han stirrede underligt på mig.

     "Jeg tror ikke, at jeg er nogen bestemt, udover mig selv."

     "Hvad kalder du det så? At komme her, formane mig om at jeg skal tage i skole, og så prøve at bilde mig ind, at jeg er i London, hundrede år længere fremme! Det er ikke sjovt! Fortæl mig lige, hvor jeg præcist er henne, og hvordan jeg kommer til North Weald herfra!"

     "Det er ikke for sjov det her. Du skal i skole, ellers får du ballade. Det er år 2112, og jeg har ingen anelse om, hvad du mener. Ja, du har ret. Det er er ikke sjovt. Du kan ikke komme til North Weald. Du står på resterne af den." Han lagde armene over kors. "Og nu synes, jeg at du skylder mig en forklaring. Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvorfor beskylder du mig for at lyve for dig?" Han holdt mit blik fast.

     "Mit navn er Rose. Jeg bor i North Weald. Jeg beskylder dig for at lyve for mig, fordi jeg aldrig har været i London. Jeg bor i North Weald, i 2012. Hvornår er den sevet ind?" Min ophidselse blev ikke just mindre af, at han var så pokkers irriterende. Jeg havde aldrig mødt én, der gjorde mig så vred, oprevet og ophidset på samme tid. 

     "Jeg synes, at du skal tage med mig i skole. Jeg kan ikke svare dig på, hvordan du kommer hjem herfra, når North Weald ikke længere er en selvstændig by, vel? Så gider du ikke bare holde din mund og følge med mig, i stedet for at være så pokkers besværlig at have med at gøre." Jake satte hænderne i siden og sendte mig et nedladende blik, der fik mig til at krympe mig.

     Efter lidt slog jeg så ud med armene. "Hvis jeg er så pokkers besværlig, så lad da være med at synes, at du skal bestemme over mig! Jeg bestemmer ikke, hvad du skal gøre og ikke gøre, og så skal du heller ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil bare gerne hjem, for jeg aner ikke, hvordan jeg er havnet her." Jeg sukkede dybt og så mig omkring. Jake stirrede nærmest på mig. "Men... Please, fortæl mig nu bare, hvor jeg kan finde nogen, der faktisk kan hjælpe mig."

     "Jeg kan hjælpe dig," foreslog han, men jeg vinkede afværgende med hånden.

     "Ja, det er du jo helt vildt god til, ikke?" Mit tonefald var sarkastisk, og jeg himlede med øjnene, i det jeg lagde armene over kors. Jake sukkede dybt.

     "Måske ville det være en idé, hvis du tog med mig i skole, så vi kan finde ud af, hvordan du kommer hjem. Og tro mig; det er ikke, fordi jeg nyder at hjælpe dig, men jeg vil bare gerne af med dig hurtigst muligt." Han vendte sig om og begyndte at gå ned ad den jævne og ensartede gade. Jeg fulgte småløbende efter ham, men ville ikke sige noget. Jeg havde stadig følelsen af, at jeg kendte ham, men jeg ville ikke sige det højt; Jake lød allerede til at han havde massere af ting, han kunne 'mobbe' mig med allerede, så jeg ville bestemt ikke også give ham denne mulighed.

     Men hvad var det her seriøst? Jeg stolede ikke på Jake, men alligevel fulgte jeg efter ham, som om han alligevel kunne fortælle mig, hvordan jeg kunne komme hjem; selvom han holdt fast i, at vi var i London, at North Weald ikke eksisterede længere, og at det var år 2112.

     "Hvor skal vi hen?" spurgte jeg, da jeg kom op på siden af Jake. Hans hastende skridt var lydløse, og alligevel så elegante, at det var helt utroligt. Han svarede ikke, men skyndte sig bare over vejen, selvom der kom en bil susende imod os. Eller... Jeg troede i hvert fald, at det var en bil... "Sig mig, har du i sinde at svare mig, eller hvad?" Min stemme var ophidset og hæs, og jeg vidste ikke, om jeg skulle skrige, grine eller græde af Jake. Jeg syntes virkelig, at han var latterlig, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at gøre noget som helst, der kunne ende dumt.

     "Det har jeg jo sagt," vrissede han og gik mod pladsen, vi kom fra til at starte med. Jeg hastede efter ham, og da han forsvandt ind i menneskemængden, maste jeg mig vej hen mod ham. Da vi endelig kom ud på 'den anden side', greb jeg fat i hans ærme; forpustet og forvirret.

     "Hvorhen? Så sig det dog!"

     "Jeg har jo sagt, at jeg ville tage dig med i skole, ikke? Er du fuldstændigt døv eller hvad?" Han sendte mig et nedladende blik igen, men denne gang lod jeg det ikke gå mig på. Jeg fulgte bare hastende efter ham, og lidt efter begyndte jeg at kunne se andre unge mennesker, der havde samme slags klamme tøj på som Jake-gutten. Piger havde bare nederdel i stedet for bukser. Der var ingen, der havde gjort noget ud af deres hår, og både pigernes og drengenes lå slapt og livløst ned om hovederne. Det gik mig nærmest helt på, at der - ligesom i den travle menneskemængde - ikke var ét eneste tegn på glæde. Hvad var det for et samfund, jeg var havnet i?

     Jeg huskede godt, at vi også skulle være skoleuniform i North Weald, men den var da i hvert fald bare en smule mere indbydende og tiltrækkende. Som den underlige tøs jeg var, kunne jeg ikke lade være med at sammenligne, og jeg kom frem til det resultat, at min skole klart var den bedste, selvom jeg intet vidste om undervisning, firkvarterer og udendørsarealer på dennes skole. 

     "Jake?"

     "Mh-hm?"

     "Hvorfor ser alle så sure ud?" spurgte jeg, og da jeg kiggede op på ham, så jeg ham bide kæberne hårdt sammen. Jeg betragtede ham let, mens jeg undrede mig over, hvad det mon kunne være, der havde fået alle disse elever til at se så... triste og fortabte ud.

     "Jo, ser du..." begyndte Jake, og jeg kunne allerede høre hans sarkastiske tonefald. "De er bare godt opdraget."

     Selvom jeg havde så meget lyst til at smadre en albue i siden på ham, beherskede jeg mig alligevel og bed mig hårdt i læben. Jeg troede bestemt ikke på, at alle disse elever bare var godt opdraget. Det virkede nærmest umuligt, blev jeg enig med mig selv om.

     Jake gik op til en dør, og den åbnede af sig selv, da han trådte hen til den. Sådan nogle var set før, men det kom stadig bag på mig, at der var det på en skole. Jeg skyndte mig efter Jake.

 

 

"Kom nu lige lidt hurtigt!" hundsede lærerinden, der stod oppe i den ene ende af det kæmpe klasseværelse. Hun så topmoderne ud, og havde flere lag make up på. Jake havde talt med hende, og jeg havde fået lov til at overvære timen. Af en eller anden grund, så syntes jeg måske, at jeg var kommet mig lidt for hurtigt oven på det chok, at jeg ikke befandt mig i North Weald længere. Men det måtte jeg tage på et andet tidspunkt, bestemte jeg mig for.  

     "Vi fortsætter gårsdagens emne," begyndte lærerinden, da alle eleverne havde sat sig. "Nemlig; uopklarede sager. I løbet af de sidste hundrede år, har der været flere sager, der aldrig er blevet opklaret. Men vi kigger specielt nærmere på børn eller unge, der er meldt savnet, men aldrig er blevet fundet." Lærerinden vandrede frem og tilbage, mens hun sørgede for at alle elever lyttede med. "Vi skal se nogle få klip fra en film, der er blevet lavet over en yderst spændende, uopklaret sag. En femtenårig pige, der i 2012 tog hjemmefra, men aldrig blev set igen." Lærerindens ord fangede min opmærksomhed, og jeg spidsede ørerne. 2012... Havde Jake virkelig haft ret? "Der gik hele tyve år, før man opgav at lede efter hende længere, og sagen måtte gå i glemmebogen for visse personer. Der har dog siden stadig været megen snak om, hvor vidt denne pige var død eller levende, og om hun var blevet kidnappet eller simpelthen var stukket af. Nogle var endda overbevist om, at hun ikke længere befandt sig i England. Derfor blev denne film lavet for at fange folks opmærksomhed og få dem til at tænke over hendes forsvinden. Det er egentlig bare det rene gætværk, og det er kun bud på, hvad der kunne være sket med hende. Men én ting er sikkert: Rose Thorne forsvandt 11. april 2012 og blev aldrig fundet."

     Jeg måbede. Rose... Rose Thorne. Det var mig. Jeg levede i 2012. Havde jeg været forsvundet i al den tid? Aldrig været blevet fundet igen? Havde mine forældre meldt mig savnet? Og var jeg så aldrig kommet hjem igen?

     Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvis vi var i 2112 nu, og jeg forsvandt i 2012... Så var det hundrede år siden. Jeg kiggede på kalenderen, der hang på væggen. 11. april 2112... Præcist hundrede år siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...