100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4711Visninger
AA

16. Sandheden

15. kapitel

 

"Vil du vide det, prinsesse?" Han kiggede på mig, og uden jeg kunne kontrollere det, gjorde mit hoved et lille nik. Jeg så ham i øjnene, og lidt efter rakte han armene ud og placerede sine hænder på hver side af mit hoved. Hans hårde ansigt forsvandt fuldstændigt, og han så nu mere end skyldbevidst og fortrydende ud. "Undskyld, Rose... Jeg er ked af det her. Du må ikke tro, at det kys bare var for at forvirre dig; jeg elsker dig virkelig, men jeg var fået en opgave. En opgave, jeg skal fuldføre." Jeg genkendte hans stemme, og selvom jeg i noget tid havde hadet ham, rakte jeg ud efter ham, lagde mine hænder på hans skuldre og trak ham hen til mig. Vores læber mødtes i et lidenskabeligt kys.

     Jeg trak mig væk fra ham. "Jeg elsker dig," hviskede jeg med dansende hjerte.

     "Jeg elsker også dig," svarede han. "Jeg skal gøre det her."

     Jeg var forvirret. Så forvirret. Mine hænder rystede, da jeg lod dem falde. Han havde stadig sine på hver side af mit hoved, og lidt efter døsede jeg langsomt hen. Selvom jeg kun var halvt ved bevidsthed, pressede jeg øjnene hårdt sammen; jeg ville bare have det overstået hurtigst muligt.

     Det var samme følelse, der overvældede mig, som da jeg besvimede herinde i går; bare udover at han holdt mig oppe denne gang...

"Nå, så har prinsessen endelig taget sig sammen til at komme alene." Jeg vendte mig om, mit hjerte sprang et slag over, og jeg stirrede bare på fyren, der langsomt bevægede sig hen mod mig. Prinsessen? Hvorfor kaldte han mig det?

     Jeg trådte et skridt tilbage, da fyren langsomt trådte ud, så jeg kunne se ham. Hans hår var lyst, hans øjne gråblå og hans hud ligbleg. Jeg sank en gang. "Hvem er du?" spurgte jeg gennem sammenbidte tænder, og han lo bare over min frygt.

     "Du skal ikke være bange for mig, Rose," smilede han og betragtede mig længe.

     "Hvor kender du mit navn fra?" spurgte jeg vagtsomt. Hvem var han? Hvorfor kaldte han mig 'prinsesse'? Hvor fra vidste han, hvad jeg hed? Jeg gjorde mit bedste for at beherske mig og ikke bare løbe skrigende ud derfra. Han kom tættere og tættere på, og jeg gik længere og længere væk fra ham. Han fik nærmest jagtet mig hen til den gamle trappe.

     Lige nu ønskede jeg, at jeg var blevet hjemme; at jeg havde tilgivet Cathrine. Denne fyr var skingrende sindssyg; det var jo tydeligt for enhver! Bare det at han overhovedet var her gjorde ham skør. - Derfor var mine venner og jeg også skøre, men det havde vi det fint med. Vi gik i det mindste ikke rundt og kaldte folk 'prinsesse' og skræmte dem fra vid og sans. "Hvad vil du mig?" spurgte jeg ham og var ved at snuble over mine egne fødder.

     "Jeg vil dig ikke noget," smilede han, " - hvis du bare gør, som jeg siger, så sker der ikke noget. Så skal jeg nok være rar." Han sendte mig et charmerende blik, hvilket virkelig fik mig til at snappe febrilsk efter vejret. Jeg var i stor fare lige nu, kunne jeg fornemme. Jeg havde aldrig set denne fyr i byen før, og jeg havde lyst til at give ham en ordentlig én på tuden.

     "Lad mig gå," sagde jeg, men han rystede blot på hovedet.

     "Jeg har noget, jeg skal have gjort her. Så må du også lade mig gøre det." Han smilede endnu engang koldt til mig, og jeg fortrød inderligt, at jeg var taget hjemmefra. Mine øjne søgte efter en udvej, men han havde trængt mig op i en krog. Det eneste sted jeg nu kunne gå hen var op ad trapperne. Med en beslutsom mine, vendte jeg mig om og styrtede op ad trinnene, så hurtigt mine ben kunne formå at bære mig. Jeg hørte, at han fulgte efter mig, og mit hjerte sprang nærmest helt op i halsen på mig.

     "Rose..." kaldte han drillende. Jeg styrtede ind ad den nærmeste dør; nok det dummeste jeg kunne gøre, men nu gjorde jeg det. Jeg smækkede døren efter mig og lænede mig op ad den i håbet om, at den kunne holde ham ude. Jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning, men det gik ikke for godt. "Jeg ved godt, at du er derinde," lød hans stemme udenfor døren. "Du gør det alt for dramatisk det her. Det er ikke en gyserfilm, vel? Du er ikke heltinden. Jeg har bare noget jeg skal have gjort, og det har jeg brug for din hjælp til. Så hvis du ikke åbner op nu, jah, så kommer jeg altså selv ind."

     Jeg trådte væk fra døren og gik hen i den anden ende af det lille rum. Min krop rystede, og jeg ventede bare på, at han ville gøre, hvad han skulle have gjort. Døren blev skubbet op, og ind kom fyren. Han smilede næsten almindeligt til mig, men det lod jeg mig ikke narre af. Han kom hen mod mig, og mit blik faldt på hans hånd.

     En kniv.

     "Hvad skal du bruge den til?" spurgte jeg vagtsomt og pegede på kniven. Han løftede den og smilede blot, mens han vendte og drejede den i sin hånd. "Få den væk," kommanderede jeg, men han gjorde intet; stod bare og smilede til mig.

     "Jeg skal ikke bruge den til det, du tror." Han smilede til mig, og jeg gjorde mig umage for ikke at skrige. Måske var jeg lidt drama queen-agtig lige nu. Men jeg var seriøst rædselsslagen. Jeg stirrede på ham, mens jeg forsøgte ikke at lade mit blik falde på kniven i hans hånd.

     "Hvad er det helt præcist, du skal have gjort?" spurgte jeg ham.

     "Jeg skal have fuldført en opgave," svarede han, og jeg sukkede dybt.

     "Hvilken opgave?" spurgte jeg.

     "Jeg skal ikke bruge kniven til det, du tror." Han kiggede på mig, men jeg hævede bare brynene mistænksomt ad ham. "Det lover jeg dig. Her; tag den." Han rakte mig kniven. Jeg løftede min hånd tøvende og tog imod den. Men skaftet var glat, og jeg tabte den; inden den gav sig til at falde, snittede den min ventre hånds ringfinger og efterlod et blødende sår.

     Jeg nåede kun lige at kaste et blik op på fyren, inden jeg kunne mærke trætheden overmande mig, og mine ben blive sløve under min krop. Langsomt dejsede jeg om og ramte gulvet med et bump.

Jeg blinkede et par gange, før jeg slog øjnene op. Jeg så på Jake, der havde et undskyldende udtryk i ansigtet, som om han virkelig fortrød, hvad han havde gjort; først var han super "ond", og nu var han næsten... "gamle" Jake igen.

     "Det var dig," hviskede jeg. Han lod sine hænder dumpe led langs siden, og da jeg havde fået kontrol over min krop igen, trådte jeg et skridt væk. "Det var dig, der fik mig til at falde i søvn. Dig! Hvorfor gjorde du det?!"

     Han sukkede. "Rose, jeg er vampyr. Og jeg arbejder for en bestemt person; kan du huske, da du besvimede ved skolen? Den kvinde, der kom og opdagede os, var min leder. Og hun vil have mig til at gøre... det af med dig..." Han slog skamfuldt blikket ned. Jeg havde lyst til at give ham et opmuntrende knus, men samtidig afskyede jeg ham så meget, at jeg knapt kunne få mig selv til at se på ham. "Jeg er så ked af det, Rose. Jeg ved, at du ikke kan tilgive mig, men jeg er nødt til at gøre det." Han trådte et skridt tættere på mig. Men jeg veg endnu engang tilbage.

     "Hvis du elsker mig... så..." Jeg stoppede mig selv og startede forfra: "Man gør ikke sådan noget her mod én, man elsker."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...