100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4710Visninger
AA

11. "Pletten"

10. kapitel

 

Jake måtte have bemærket mit mere eller mindre rædselsslagne ansigt, for han trådte med det samme ind foran mig og lagde begge sine hænder på mine skuldre. Han så mig dybt i øjnene, og det var som om, vi kommunikerede uden ord; jeg vidste, at han ville have mig til at huske på, at han troede på, at jeg var mig. - Og han vidste, at jeg var sikker på, at jeg ikke kunne klare mere; at jeg ikke kunne tilfredsstille hverken ham, dr. Jonson, Kyle, Dawn eller Kendall; eller for den sags skyld 'de sortklædte'.

     Selvom Jakes hænder stadig lå på dem, sank mine skuldre væsentligt, og jeg lukkede øjnene for at genfinde mig selv. Okay; hvis alle se sovende var væk... hvad skulle jeg så gøre? Jeg havde ingen beviser på, at jeg var mig. Måske havde jeg fået det krat til at fjerne sig, men det betød vel alligevel intet?

     Jeg tog en dyb indånding, kiggede Jake i øjnene og rystede så hans hænder af mine skuldre. Beslutsomt bevægede jeg mig hen mod foden af den ustabile trappe, hvor manden var faldet ned. Hvor var han? Jeg bekymrede mig ikke om ham på den måde, men... hvis han var kommet ud, så... måtte han være kommet ud på samme måde som de andre. Han var bevidstløs, og de andre kunne vågne hvert øjeblik, det skulle være.

     Med fortænderne placeret hårdt i min tørre underlæbe, gik jeg op ad trinene; ét for ét. Trappen knirkede under mig, men jeg var ligeglad, og efterhånden som jeg kom længere op, satte jeg ligeså farten op. Nærmest desperat gik jeg hen til spejlet, og dér var i hvert fald ét tegn på, at der havde været nogen; stregerne, mine fingre havde lavet i støvet, var der stadig, og et tilfreds smil gled over mine læber. Jeg havde lyst til at kalde på Jake, men alligevel gjorde jeg det ikke. Der var ingen, der skulle spolere min glæde nu; den glæde, der pludselig var opstået, egentlig uden noget formål.

     Ja, jeg havde fundet to striber i noget støv; og hvad så?

     Forsigtigt skubbede jeg den dør, jeg var kommet ud af, efter jeg var vågnet, op og trådte derind. Der var en plet på gulvet, hvor der ikke var ét eneste støvkorn. Altså, der hvor jeg havde ligget. Jeg smilede stort, trådte ud derfra og med en selvsikker stemme, kaldte jeg på Jake: "Jake! Kommer du lige herop?" Jeg smilede til pletten på gulvet, mens jeg ventede på hans svar.

     "Ja, øhm, hvor er du?"

     Han stod faktisk lige foran mig, men han kiggede bare den stik modsatte vej af, hvor jeg stod. Jeg gjorde mit bedste for ikke at grine af ham og prikkede ham derfor bare på skulderen. Han fik et chok og nærmest sprang op, da han vendte sig vagtsomt mod mig. "Jeg er lige her," smilede jeg drillende, og et lettet smil gled over hans læber.

     "Nå, har du fundet noget?" spurgte han nysgerrigt, og hans tonefald fik ham til at minde om et ivrigt, lille barn. - Og jeg følte mig også selv helt lille igen; lille, uden nogle problemer, på trods af det faktum, at jeg faktisk stod i mit hidtil største problem lige nu.

     "Ja, jeg har fundet noget. To ting, faktisk." Jeg smilede, vendte mig om og gestikulerede mod den rene plet på gulvet. Jake rynkede panden og trådte ind foran mig, mens han forvirret lagde hovedet på skrå.

     "Og... hvad er det så, du har fundet?" spurgte han og skævede til mig.

     "Pletten! Kan du ikke se, at der ikke er noget støv, lige dér?" Jeg fægtede ivrigt med armene, og det lod til at gå op for Jake, hvad jeg mente. Han tog fat i min ene arm, for at få mig til at stå stille, og satte sig så på hug ved pletten. Han lod fingrene løbe over pletten, og da han kiggede på dem igen, var der ikke ét eneste støvkorn. Han nikkede anerkendende.

     Han rejste sig og kiggede på mig. "Tror du ikke, at der bare har været én forbi med en kost, eller sådan noget?"

     "For helvede, Jake..." Jeg rystede opgivende på hovedet. "Du husker nok, at krattet ikke har kunnet komme ned i... mange år! Så har der nok ikke lige været 'en forbi med en kost', vel?" Jeg hævede brynene og satte hænderne i siderne, mens jeg sendte ham et strengt blik. Jeg himlede med øjnene.

     "Ja, du siger noget." Han fugtede læberne. "Okay, øhm, vi får de andre herop, og så kan de... øhm, se på sagen." Han rynkede næsen en smule forvirret, men jeg smilede bare tilfreds.

     Jake forlod rummet, mens mit smil langsomt blegnede. Hvorfor skulle nogen som helst egentlig tro på, at jeg havde ligget her? De ville sikkert bare mene, at jeg lige akkurat havde haft nok tid til at fjerne al støvet fra gulvet, i den tid, jeg havde været heroppe. Et suk gled gennem mig, og jeg bed mig hårdt i læben.

     Lidt efter kom Dawn op. Hun kiggede lidt på mig, inden hun spurgte, om jeg var okay. Jeg nikkede til hende og forklarede hende så, hvad jeg ville have de andre til at se. Hun pressede læberne tænksomt sammen. "Og du mener, at min far og de andre ikke vil tro på dig?" spurgte hun, og jeg nikkede langsomt og nedtrykt.

     "Jeg tror på dig. Der har aldrig været nogen herinde - okay, på nær dig tidligere, og så os nu, men alligevel." Hun smilede opmuntrende, og jeg kunne allerede bedre lide hende, end jeg før kunne.

     "Okay, Rose, hvad er det, du har fundet?" spurgte dr. Jonson interesseret, da han lidt efter trådte ind i rummet. Dawn trådte chokeret til side, og jeg kunne ikke lade være med at tro, at hun faktisk var bange for sin far; altså, hver gang han kom, nærmest sprang hun op eller væk, så han kunne komme til. Eller også havde han bare opdraget hende til at lade som om, hun var bange for ham. Ja, det var der jo ligesom ikke så meget logik i, så jeg skød på det første, hvis jeg skulle sige det.

     Det var hverken Jake eller mig, der brød ind og fortalte dr. Jonson om pletten; det var Dawn. Og samtidig bad hun sin far om at tro på mig. Jeg blev nærmest helt rørt indeni, og jeg smilede svagt til hende, da hun trådte tilbage. Dr. Jonson nikkede kort og så ned på den rene plet. "Såh.. Hvad er det, der er så specielt ved det, Rose?" spurgte han, og jeg sank en gang, før jeg fugtede læberne og gav mig til at forklare.

     "Jo, altså: Jeg levede jo dengang, i 2012. Den dag jeg forsvandt, var jeg virkelig ked af det." Jeg huskede alt, hvad der skete, før jeg... kom til huset...

     Pludselig vældede det hele ind over mig. Jeg trådte tilbage, løftede hænderne og satte fingrene mod tindingerne. Jeg pressede øjnene hårdt sammen, da en form for... minde, udspillede sig for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...