100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4855Visninger
AA

6. Nye bekendtskaber

5. kapitel

 

Okay; jeg var sådan virkelig meget hylet ud af den lige nu. Jeg havde ligesom ikke rigtig noget sted at gå hen, jeg havde først lige fundet ud af, hvad der var sket i de sidste hundrede år. Hvis jeg var i den lykkeligste del af London - England - så ville jeg nødig vide, hvordan der var i resten af landet. Var der virkelig lavet en... film - om mig? Var det virkelig mig, der var blevet undervist om?

     Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det ikke kunne være andre. For hvor stor sandsynlighed var der for, at der var en person, der hed præcist det samme, som mig, boede i samme by, samme land, blev født samme år, tog hjemmefra samme år og samme dato... - og aldrig blev fundet? Ikke særlig stor, vel?

     Jake kiggede på mig. "Er du okay?" spurgte han, og jeg nikkede kort.

     "Det tror jeg nok..." mumlede jeg, og i det blev døren åbnet. Udenfor stod en høj, ældre dame og nidstirrede os. Hun så fra mig til Jake, og må vist have taget fejl af, at Jake havde sine hænder på hver af mine skuldre. Jeg trak mig hurtigt væk fra ham for ikke at vække mistanke hos hende.

     "Hvad laver I her? Og hvem er du?" Hun pegede på mig, og jeg bed mig i læben. Jake kiggede på hende, og før jeg kunne nå at sige noget, brød han ind: 

     "Hun hedder Rose Thorne. Og jeg er ret sikker på, at hun er den Rose Thorne. Fra North Weald, i 2012," fortalte han. Jeg slog ud med hænderne. Hvad havde han gang i?! Jeg rev ham i ærmet, men han ignorerede mig fuldstændigt og fortsatte bare: "Jeg fandt hende tæt ved London Middle, og hun var forvirret. Hun bad mig fortælle, hvad der er sket de sidste hundrede år, og hun vidste tydeligvis ikke noget om det. Så jeg er hundrede procent sikker. Hun er Rose Thorne."

     Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, han foretog sig, men pludselig gik alting hurtigt, og damen tog fat i mit håndled og hev mig med ud derfra. En strid smerte fór gennem mig... Og så blev alting sort.

 

Jeg vågnede op i et lyst rum, jeg ikke kendte. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var henne, og da jeg prøvede at sætte mig op, mærkede jeg et par hænder mod mine skuldre, som skubbede mig ned at ligge igen. Det, at jeg lige havde prøvet at sætte mig op, gjorde forfærdeligt ondt i mit hoved, og en utålelig smerte skød gennem hele min krop. Jeg havde det som om, jeg skulle kaste op, og alt omkring mig snurrede rundt. Med et suk lukkede jeg øjnene igen og prøvede at slappe af i hele kroppen. - Jeg kunne ikke huske, hvad der var sket, siden Jake havde afsluttet sin fortælling/forklaring om de sidste hundrede år.

     Hænderne, der før lå på mine skuldre, var forsvundet, og jeg rynkede panden forvirret. Da jeg mente, at jeg endelig besad evnen til at kunne tale, bestemte jeg mig for at sige noget: "Jake?"

     "Nej," svarede personen bare, hvilket allerede gik mig meget på. Hvis det ikke var Jake... hvem pokker var det så?

     Jeg slog øjnene op og satte mig op, ligeglad med om personen forsøgte at få mig ned at ligge igen. Samtidig ignorerede jeg smerten i hele kroppen fuldstændigt, og så på personen med et panisk blik. Det var en ung fyr med mørkebrunt hår og mørkebrune øjne. Han så faktisk ligefrem godt ud, og hans hår var ikke livløst, som Jakes og alle de andre elevers havde været. Alligevel fik han mig til at udbryde: "Hvem fanden er du?!"

     Dette udløste et smil fra hans side, og det gik mig allerede forfærdeligt på. "Mit navn er Kendall Jonson. Og du må være Rose Thorne? Har jeg ret?" Hans stemme var ligefrem venlig, og ikke truende og irriteret, som Jakes havde været.

     Jeg kneb øjnene sammen og ville egentlig ikke svare ham. "Hvorfor skulle jeg fortælle dig noget som helst om mig?" spurgte jeg koldt, og han smilede bare endnu engang. Selvom han ikke var irriterende og... dum... ligesom Jake, så gik hans tydelige morskab mig alligevel på nerverne.

     "Nu da du kender mit navn, så må jeg da også gerne kende dit?"

     "Okay. Jeg er Rose Thorne. Og giv mig så lige en forklaring på, hvad fanden der foregår. Jeg orker ikke at... skændes... mere med folk i dag, og jeg vil egentlig bare hjem." Jeg rystede over hele kroppen, og pludselig frøs jeg som bare pokker. Jeg kiggede op på fyren - Kendall - og fortrød pludselig, at jeg havde tænkt, at han var lækker.

     "Se dig omkring. Prøv om du kan regne ud, hvad det er for et sted." Han slog ud med hænderne, og jeg kiggede rundt i rummet. Det viste sig så at være meget større, end jeg havde regnet med. Der var en masse underlige maskiner rundt omkring, og det hele så topmoderne ud. Alting var lyst, og det irriterende mine trætte øje afsindigt. Men jeg kunne virkelig ikke finde ud af, hvor jeg egentlig var henne.

     "Åh, godt! Du er vågnet!" lød en pigestemme et eller andet sted fra. Jeg vendte mig mod lyden, og ind ad en lille dør, kom en pige med langt, mørkebrunt hår. Hun lignede fyren; de samme mørkebrune øjne, samme høje kindben, lille, markede mund og små, buskede øjenbryn. Men de så begge godt ud; meget endda.

     Pigen rakte mig et krus, og jeg tog imod det. Det var en hvid drik, der var deri, men jeg kunne allerede siger, at det ikke var mælk. Jeg så op på hende. "Hvad er det?" spurgte jeg. 

     "Uh, det er noget, så du får det bedre. Drik bare," smilede hun, og for mig virkede hun allerede bare en smule skør. Jeg tog forsigtigt en tår af kruset, og lavede en pludselig grimasse. Det smagte jo hæsligt! Jeg skulle til at spytte det ud, men beherskede mig og slugte det alligevel. - Hvilket jeg hurtigt fandt ud af, at jeg ikke skulle have gjort. Det brændte og kradsede i min hals, og jeg begyndte at hoste voldsomt. Pigen skyndte sig hen til mig, tog kruset og klappede mig på ryggen. 

     "Skulle det få mig til at få det bedre?" spurgte jeg halvkvalt, og pigen sendte mig et undskyldende blik.

     "Undskyld! Jeg ved godt, at det smager forfærdeligt, men du bliver altså nødt til at drikke op. Ellers får du det aldrig bedre!"

     Okay. Dejligt at vide. Jeg rynkede panden, da jeg kiggede på kruset, som hun holdt hen foran mig igen. Ville hun virkelig have mig til at drikke resten? Hvem var hun? - Hvad ville de med mig? Hvor var jeg? Spørgsmålene vældede op i mig, men jeg ville ikke have svar på dem lige nu. Det kunne vente, besluttede jeg mig for. Jeg tog imod kruset og tænkte mig lidt om. "Har I ikke en pille eller sådan noget, jeg kan få i stedet for?" spurgte jeg skeptisk, og de begyndte begge at le.

     "Nej, det er ikke nær så effektivt," svarede de i kor, og jeg nikkede uforstående.

     "Okay..." Så løftede jeg kruset til læberne og drak det. Det smagte forfærdeligt, og jeg rynkede panden. Da jeg havde drukket op, smed jeg kruset fra mig, og det ramte gulvet, men det gik ikke i stykker. Jeg hostede forfærdeligt igen. Mellem hostene kiggede jeg på pigen. "Og hvem er du så?" hostede jeg. 

     "Mit navn er Dawn Jonson. Jeg er Kendalls søster," svarede hun smilende, og jeg nikkede. De var søskende. Mægtigt. Men nu var mit eneste spørgsmål bare: Hvor i den store, vide verden var Jake henne?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...