100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4847Visninger
AA

10. London Middle

9. kapitel

 

Vi stod nu på den plads, jeg først kom ud på. Menneskerne myldrede stadig som myg på en sommeraften, og jeg blev forvirret blot ved synet. Min hånd hvilede trygt i Jakes, da den - uden jeg havde lagt mærke til det - var krøbet ind i hans. Mine ben rystede, da vi bevægede os gennem mængden, der straks trådte til side, da de fik øje på dr. Jonson. Vi fulgte efter ham, til vi stod foran det krat, der havde hindret mig i at komme ud. Jeg kunne nu se, at der ikke var noget hus at se. Man kunne kun se krattet, der dækkede huset fuldstændigt.

     Jeg rynkede panden forvirret, da jeg så det. Kyle og dr. Jonson sendte mig misbilligende blikke, men jeg ignorerede dem og slap Jakes hånd for at løbe hen til der, hvor døren havde været. Jeg hev og sled i krattet, ligesom jeg havde gjort, da jeg ville ud, men intet skete.

     "Er du sikker på, at det havde noget som helst at gøre med det krat?" spurgte dr. Jonson bag mig, og jeg snurrede rundt, sikkert med et desperat udtryk i øjnene. Jeg nikkede ivrigt. Kyle kom op til os.

     "Det krat har været der i så mange år, og det er bare groet og groet. Det er umuligt at få væk. Hvis du virkelig mener, at der er noget bag det, så vis os det. Hvis du ikke kan, så kan vi lige så godt alle sammen droppe at finde ud af noget som helst om det. Og så er du ikke den rigtige Rose Thorne."

     "Tag det nu roligt, Kyle," brød dr. Jonson ind, før han henvendte sig til mig: "Rose, du må vise os, om der er noget bag krattet. Det har været umuligt for alle at rive det krat ned. Eksperter i planter, videnskabsfolk - som os... Alle har prøvet, Rose, og hvis du kan få det væk; jah, lad os bare sige, at du virkelig vil gøre indtryk." Han smilede opmuntrende til mig, som om det skulle hjælpe.

     "Der er noget derinde. Et hus! Et gammelt hus, jeg... jeg husker det fra da jeg... dengang! I 2012. - Men jeg kan ikke huske, hvorfor jeg har været der. Der var mennesker derinde... folk. De lå på gulvet og, øhm, sov, tror jeg nok. De kende mig alle sammen. Der var endda en mand, der råbte alt muligt med, at dusøren var hans, og at han endelig havde fundet mig og så videre..." Jeg sukkede dybt for at få vejret ordentligt. "Var der udlovet en dusør til den, der fandt mig?"

     "Ja, så vidt jeg ved, så var der. Dine forældre ville give alt for at få dig tilbage, Rose." Det var Jake, der svarede mig, og jeg så hen på ham. Hans grå øjne havde pludselig fået en helt anden glød, og jeg kunne endnu engang bare kaste mig om halsen på ham.

     "Hvis os, at der er noget derinde, Rose," sagde dr. Jonson, og jeg kunne mærke, at flere af folkene på pladsen havde rettet opmærksomheden mod den lille forsamling heroppe. Dr. Jonson kunne sagtens stå dér og sige, at jeg skulle vise dem, at der var noget bag krattet! - Lettere sagt end gjort. Han vidste ikke, at jeg var ved at miste forstanden, da jeg skulle prøve at komme ud tidligere.

     Fornærmet vendte jeg mig mod krattet. "Okay..." mumlede jeg for mig selv. "Rose, nu tager du dig sammen. Du skal have det krat væk. Så kan du komme væk herfra..." Egentlig tænkte jeg bare højt, men jeg håbede ikke, at hverken Jake, dr. Jonson eller Kyle kunne høre mig. Hvad gjorde jeg, da krattet forsvandt tidligere? "Tænk, Rose, tænk...!" Jeg så ned i jorden, nærmest vred min hjerne for at huske det. Lige nu stod intet klart i min hukommelse, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde frem til det.

     Jeg tog en dyb indånding, da jeg var sikker på, at jeg havde samlet mig ordentligt. Jeg havde simpelt nok bedt krattet om at fjerne sig - eller lukke mig ud, men hvad er forskellen? Jeg kunne godt. Ja, det kunne jeg. Eller måske ikke, men jeg skulle.

     Jeg knyttede hænderne, lukkede øjnene og rankede ryggen. "Lad mig komme ind," sagde jeg tydeligt, men alligevel lavt. Jeg kunne høre folk mumle bag mig, og i det samme begyndte den puslende lyd fra tidligere. Jeg åbnede øjnene, og mine skuldre sank lettet, da jeg så, at krattet langsomt bevægede sig væk; dog kun så døren var synlig. Tilfreds stak jeg hænderne i siden og vendte mig mod en måbende dr. Jonson, en mistroisk Kyle og en storsmilende Jake. 

     "Var det det, I alle syntes var så svært?" spurgte jeg; måske en smule for storsnudet, men jeg tog mig ikke af det.

     "Er de andre kommet?" spurgte dr. Jonson Kyle og kastede et blik rundt. Kyle nikkede og pegede mod enden af pladsen, hvor nogle mænd klædt i sort langsomt bevægede sig mod os. Jeg rynkede panden forvirret, og Jake stod i det samme ved siden af mig, som var han en vagtsom hund. "Bare rolig," brød dr. Jonson ind, "de arbejder for os. De skal tage prøver og så videre." Han smilede, som om det skulle gøre mig roligere af at vide dét. Jeg sukkede og kastede et blik mod mændende, der banede sig vej gennem den nysgerrige mængde og til sidst havnede ved os.

     I det samme bemærkede jeg flere mennesker, der banede sig vej op mod os, men det lod ikke til at være nogle, der arbejdede for dr. Jonson. Nej... De havde noget, der godt kunne ligne... kameraer? Jeg mærkede en blitz på os, og jeg vidste med det samme, at der blev taget billeder - hvis ikke også filmet.

     "Okay. Skal vi gå igang?" spurgte dr. Jonson og smilede rundt til os. Jeg lagde armene over kors og kastede et blik på Jake, der uroligt stirrede ned på dem, jeg gættede på var journalister eller Tv-folk.

     "Hvordan det?" spurgte jeg dumt, og Kyle sendte mig et hånende blik. Jeg fortrød stærkt, at jeg havde tænkt, at han var lækker; han var et større fjols end Jake. 

     "Du viser os... og fortæller... præcist hvad der er er sket. Okay?" Dr. Jonson kastede et blik på de sortklædte, der langsomt begyndte at udforske krattet og den lille åbning. Jeg vendte mig hurtigt om og protesterede; bad dem om at lade mig gå ind først. De gjorde, som jeg bad dem om; standsede og ventede på, at jeg var klar.

     Efter en længere forklaring fra dr. Jonson om, hvad det helt præcist gik ud på, nikkede jeg og vendte mig mod de sortklædte. Jeg bad Jake om at gå med mig ind, så vi var de første. Jeg følte mig for første gang i lang tid - eller det føltes i hvert fald som lang tid - som den, der bestemte. Jeg kunne sige til dr. Jonson, at han skulle holde sig væk, jeg kunne bede Dawn om at få opmærksomheden ledt væk fra os, og jeg kunne bestemme, om 'de sortklædte' skulle gå med mig eller holde tilbage. 

     Jeg så mig omkring inde i huset. De sovende mennesker var væk, og det var som om en sten faldt i maven på mig. Den pludselige 'sejrsglæde', jeg havde følt lige før, var pist forsvundet, og Jake så usikkert på mig. Jeg mærkede mistroiske blikke i nakken, og jeg havde det som om, alle havde forventet at finde sovende mennesker herinde; det havde jeg jo selv.

     Hvor var de blevet af? Jeg løftede hænderne og holdt dem omkring mit hoved. Det kunne ikke passe. Hvis de ikke var her... så... så måtte det betyde, at jeg var gået fra forstanden. Det var umuligt, at de kunne være sluppet ud derfra... var det ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...