100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4744Visninger
AA

13. Kan det kaldes kærlighed?

12. kapitel

 

Jeg stirrede direkte op i Jakes grå øjne. De var fulde af bekymring. Rundt omkring os stod dr. Jonson, de sortklædte, Kyle og Dawn. Dawn havde sin pegefingernegl stukket i munden, og hun så bare ned på mig. "Er du okay?" spurgte Jake, mens han hjalp mig op at sidde. Jeg tænke over, hvad jeg havde set i minderne... Eller; det første var et minde, og det andet var bare... et "syn". Jeg så mig omkring. Vi var stadig i huset. Godt; så havde de ikke taget mig et eller andet skørt sted hen, bare fordi jeg var besvimet. Eller hvad jeg nu var... Dr. Jonson så ud til at være ligeglad med, hvad der lige var sket; han kiggede bare kort på mig og spurgte så: "Du var ved at sige noget?"

     "Jeg så noget." De kiggede alle på mig, men jeg stirrede bare lige ud i luften. Mine forældre. Cathrine. Emily.

     "Hvad så du?" spurgte Dawn og satte sig ned ved siden af mig. Jeg rettede mit blik mod hende og tog en dyb indånding. Skulle jeg fortælle dem det? Ville de tro, at jeg var gået fuldstændigt fra forstanden - igen.

     "Jeg kan huske, hvorfor jeg tog hjemmefra. Jeg kan huske præcist, hvor jeg tog hen. Jeg så det hele for mig." Da jeg sagde dét, kiggede de andre rundt på hinanden. "Jeg var ked af det - meget. En af mine bedste veninder, Cathrine, havde svigtet mig. Hun snagede i mine mest personlige sager. Jeg fortalte hende, hvad hun ville vide, og hun gik. Og det samme gjorde jeg. Jeg var så ked af det, at jeg tog til skoven. Altså, jeg løb gennem hele byen - selvom den ikke var så stor - og endte i skoven. Jeg tog til det, vi dengang kaldet "Spøgelses-huset". Jeg var der så mange gange med mine venner, hvor vi lavede ting, ingen skulle vide noget om. Spillede spil, som vores forældre havde forbudt os, legede tumpede lege... og vi overnattede endda derude nogle gange." Jeg kunne ikke længere se noget problem i at holde tilbage. Nu skulle de have at vide, hvad jeg netop havde fundet ud af. "Og jeg kom ind i huset... Jeg var bange, men der skete ikke noget; i hvert fald ikke af, hvad jeg husker. Det eneste jeg husker, som skete, var... en person, der talte til mig. Han sagde: 'Nå, så har prinsessen endelig taget sig sammen til at komme alene.' Jeg forstår ikke helt meningen i det, men..." Jeg kiggede rundt på dem for at få hjælp, men de var alle tavse.

     Jake stod med et sært ansigtsudtryk; som om han tænkte tilbage på et eller andet. Jeg så undrende på ham, men han rystede med det samme på hovedet. "Kendte du stemmen?" spurgte dr. Jonson, og jeg nikkede.

     "Den lød meget velkendt for mig nu. Jeg kendte ikke personen dengang..." Jeg så op på Jake, der sendte mig et nærmest skyldbevidst blik. "Men jeg har hørt stemmen før. Jeg ved bare ikke, hvor." Endnu engang så jeg rundt, men der var stadig ingen, der svarede mig.

     "Okay... Jeg tror, at det er nok for i dag." Dr. Jonson smilede venligt til  mig. "Rose, vi tjekker lige huset ud en gang til, tager nogle få prøver, og så kan vi finde ud af et eller andet med det, vi så har. Du og Jake kan tage med Dawn og Kyle; vi kommer senere."

     Jeg nikkede kort, og Dawn rakte sine hænder ned til mig, så jeg kunne komme op. Jeg trak mig op, og kiggede ned på den rene plet, hvor jeg havde ligget. Hvorfor kunne jeg ikke huske, hvad der var sket, efter jeg kom til huset? - Efter den mystiske stemme havde afbrudt mig midt i mine mest triste tanker om Emily, Cathrine... jah, hele mit liv, faktisk.

     Mens vi gik, skottede Dawn hele tiden til mig, som om hun bare bange for, at jeg ville falde. Jeg fugtede læberne og fulgte med hende nedenunder, med Jake og Kyle bag os. Vi bevægede os mod den lille åbning, og Kyle sneglede sig først ud, så mig, så Dawn og til sidst Jake. Jeg greb hans hånd, i det vi kom udenfor, for vi blev nærmest overfaldet af nogle af dem med de sjove kameraer. De spurgte mig hele tiden om ting som; 'Hvem er du?', 'Hvordan kom du ind?' og 'Er du Rose Thorne?'. Jeg blev helt forvirret af det, så for mig var det et held, at jeg havde fat i Jakes hånd, for ellers ville jeg med garanti være dejset om igen.

     Dawn gik bag mig og prøvede at holde folk væk. Jeg følte mig pludselig som en af de der sangere eller skuespillere, der altid blev overfaldet af fans og kamerafolk, uanset hvor de gik henne. Der gik noget tid, før vi fik rystet dem af os og langt om længe fik lov til at gå i fred hen til den "bil" vi var kommet i. Det var igen Kyle, der sad i førersædet og Dawn i passagersædet. Jake og jeg sad selvfølgelig på bagsædet, og jeg lod igen min hånd hvile i hans. Det gjorde mig så tryg, men jeg havde virkelig ingen anelse om, hvorfor det gjorde det.

     Jeg var nærmest ikke til stede på vejen tilbage til laboratoriet, eller hvad i al verden, dr. Jonson nu foretrak at kalde det. - Nej; jeg tænkte på, om vi nogensinde ville finde ud af noget. Om vi nogensinde ville kunne gøre noget ved det faktum, at  jeg ikke kunne huske mere; om vi nogensinde ville komme frem til noget som helst.

     Jeg var godt klar over, at jeg aldrig ville komme hjem igen. Ikke til mit normale liv; jeg måtte opbygge mig et liv her, på trods af, hvor dårligt samfundet var. Hvis det var, som Jake havde beskrevet det, så ville jeg egentlig helst ikke skulle bo der... 

     

Jake, Dawn og jeg sad i hver vores stol. Dawn kaldte det en lænestol, men det ville være synd for de ægte lænestole; de her var nærmest top-teknologiske. De var alle massagestole, og man kunne lægge ryglænet ned, så det nærmest kunne gøres til en seng. Jeg foretrak at kalde det en senge-stol, hvis jeg skulle være helt ærlig. Jeg kiggede hen på Dawn. "Dawn?" sagde jeg.

     "Jeg troede ikke, at man boede med sine familier længere? Jeg mener: Du bor jo med din far og Kendall, men I går ikke i skole? Altså, hvor gamle er I lige?" Jeg smilede skævt til hende. De kunne umuligt være meget ældre end Jake og mig.

     Dawn lo kort, men det var ikke ligefrem en latter, der tydede på, at hun var glad. "Kendall og jeg er tvillinger. Vi er 16 år begge to," smilede hun. "Og det er rigtigt; man bor ikke med sine familier længere, men grunden til at vi tre stadig bor sammen er, at vi alle arbejder her. Kendall og jeg afsluttede skolen sidste år, for at gå videre på en tidlig uddannelse her; altså, vores far, Kyle og nogle andre uddanner os." Hun holdt en kort pause, og hendes ansigt blev nærmest helt trist. "Vores mor bor her ikke, fordi hun ikke ville arbejde med dette. Det ville jeg egentlig heller ikke, men far ville have, at vi begge skulle følge i hans fodspor." Hun sukkede dybt. "Men nu skal jeg ikke give dig hele min livshistorie. Jeg finder noget at drikke til os." Hun smilede skævt, rejste sig og forlod rummet, inden jeg kunne komme med indvendinger.

     Jeg kiggede hen på Jake. Han så mig i øjnene. "Rose?"

     "Ja?"

     "Havde du en kæreste dengang?" spurgte han, og jeg rynkede panden forvirret. Hvorfor i al verden ville han nu vide det? Jeg rystede på hovedet, og lidt efter rejste han sig og kom hen til mig. "Har du nogensinde været forelsket?" spurgte han så. Jeg tænkte mig om. Jah, der var Tyler, jeg var helt væk i, da jeg var tretten, men ham havde jeg droppet, da jeg fandt ud af, at han havde verdens største ego og var en snotforkælet møgunge. Jeg tænkte mig lidt om igen, før jeg fattede, hvor Jake ville hen. Et lille smil gled over mine læber, og jeg nikkede så. "I hvem?" spurgte han, og jeg kunne fornemme, at han rykkede tættere på mig.

     Jeg bed mig i læben, inden jeg endelig tog mig sammen til at svare: "I dig." Det lod ikke til, at denne erklæring kom bag på ham, for han greb min hånd med det samme, og lidt efter ramte hans læber mine. Det blev et langt og... lykkeligt kys. 

     Men der var kun lige akkurat gået en dag, siden vi havde mødt hinanden. Og jeg startede med mildest talt at hade ham. Kunne man blive forelsket i en person på så kort tid? Og nå at blive enig med sig selv om, at man elsker vedkommende? Kunne det overhovedet kaldes kærlighed? Jake og jeg så hinanden i øjnene i lidt tid, og vi smilede begge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...