100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4709Visninger
AA

7. Hvem kan man stole på?

6. kapitel

 

Jeg kiggede på Dawn. Hun smilede til mig, men jeg gengældte det ikke engang halvt. Nej; det skulle de to ikke nyde noget af. Jeg kende deres navne; ja. Men jeg vidste ikke, hvor jeg var, hvorfor jeg var her, heller hvor i al verden Jake var henne. Han var den eneste, der lige nu ville kunne få mig til at slappe af. Jeg kendte ikke Dawn og Kendall, men der var et eller andet over dem. - Enten lå det til deres natur at være over-venlige, eller også skjulte de et eller andet.

     Først nu opdagede jeg, at den drik, Dawn havde givet mig faktisk, hjalp. Min hovedpine var så småt ved at aftage, og jeg havde ikke ondt i hele kroppen længere. Jeg så fra Dawn til Kendall. "Hvor er Jake henne?" spurgte jeg så.

     "Jake?" Dawn så uforstående på mig. "Nårh, ham! Jake Cross, ikke? Ham skal du ikke tænke på. Vi har skam sørget for, at han holder sig langt væk fra dig." Hun smilede, som om det skulle gøre mig glad at høre. Jeg gjorde store øjne og sænkede hovedet lidt, mens jeg bare stirrede på hende.

     "Hvad?! Han skal ikke holde sig langt væk fra mig! Han skal være her, med mig!" udbrød jeg, rejste mig op og fægtede hjælpeløst med armene. I det samme gik døren op igen, og Dawn sprang op, som om nogen havde givet hende et los bag i.

     "Rose Thorne! Det er nu engang mange år siden, man opgav at lede efter dig!" udbrød en mand med mørkebrunt hår. Han lød rar, men jeg veg alligevel tilbage, da han rakte mig hånden. Han lignede Dawn og Kendall utroligt meget, og jeg tænkte et kort øjeblik, at han måtte være deres far. "Jeg er dr. Jonson. Dawn og Kendalls far, og jeg arbejder her," smilede han. Selvfølgelig. "Hvad synes du om stedet indtil videre?" spurgte han.

     "Eftersom jeg kun har set det her... rum, indtil videre, så kan jeg ligesom ikke sige så meget andet, end at jeg virkelig ikke kan lide at være her. Har I nogensinde overvejet at male væggene i en anden farve, der er mindre... jah, hvad siger man? - Mindre skræmmende lys?" Jeg kiggede på ham, og både ham, Dawn og Kendall lo henrykte.

     "Du er sandelig en humoristisk én," smilede dr. Jonson, og jeg hævede brynet misbilligende. Stod han lige og kaldte mig humoristisk? Når jeg lige havde fundet ud af, at de sidste hundrede år af mit liv var faret forbi mig, uden jeg var blevet ældre. Ja, jeg prøvede så sandelig også at være humoristisk.

     Så mange sarkastiske og nedladende kommentarer stod på spring på min tunge, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at fyre bare én af dem af. "Hm... Øhm... Kan I måske tage jer sammen til at fortælle mig, hvor jeg er henne, og hvad I vil med mig?" spurgte jeg og lagde armene over kors, mens mit blik skiftevis lagde sig på hver af de tre.

     "Du er på London Wide Lab," svarede dr. Jonson.

     "Og hvad er det så lige?" spurgte jeg og følte mig pludselig helt dum.

     "Et af Englands få succesfulde laboratorier," begyndte dr. Jonson at forklare, "Vi forsker i menneskets natur. For eksempel, hvor mange år det enkelte menneske kan leve."

     "Og... Hvor mange år kan folk blive nu?"

     "De fleste bliver oppe omkring de hundrede år," fortalte dr. Jonson, før han fortsatte sin forklaring: "Men vi prøver at finde ud at, om vi kan få gennemsnittet længere op. Men det behøver du heller ikke at vide nu. Du vil gerne vide, hvad vi vil med dig. Jo, ser du: Hvis du virkelig er den Rose Thorne, der forsvandt for hundrede år siden, så er det et mirakel. Det vil gå over i historien, Rose. Derfor vil vi gerne have, at du bliver her i noget tid, så vi kan finde ud af, hvad der er hændt med dig, siden du ikke er ældet."

     "Såh... Jeg skal altså lade jer "låne mig", så I kan få anerkendelse for at finde ud af noget, der skete med mig?" Jeg hævede brynene, og de tre personer omkring mig tøvede.

     "Ja, det lyder helt forkert, ikke?" Kendall smilede til mig, men jeg ignorerede ham bare og trådte forbi dr. Jonson.

     Jeg kastede et blik tilbage på dem, da de spurgte, hvor jeg skulle hen. "Aner det ikke. Jeg skal bare væk herfra. Og I får ikke lov til at bruge mig til noget som helst. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad I vil, I får bare ikke lov til det!" Min stemme var ved at blive helt hysterisk, og jeg skyndte mig hen mod døren. Jeg vidste godt nok ikke, hvor jeg ville hen, eller hvordan jeg skulle komme ud herfra. De virkede bare ikke som nogle, man kunne stole på, selvom jeg i starten syntes meget godt om Dawn. Kendall var bare... irriterende.

     Jeg vidste ikke, hvad der var sket med mig, jeg vidste ikke, hvorfor de sidste hundrede år var sprunget forbi mig... Jeg vidste intet! Men vigtigst af alt; jeg vidste ikke, hvor Jake var henne. Og Jake var ellers den eneste, jeg følte, at jeg kunne stole på lige nu. Jeg rev døren op og løb ned ad en lang, hvid gang. "Hvorfor fanden skal alting også være så lyst..?" mumlede jeg for mig selv, mens jeg stak hovederne ind i de forskellige rum. Én gang kom jeg endda til at afbryde noget, der godt kunne ligne et meget vigtigt arbejdsmøde, og jeg fortsatte med røde kinder.

     Da jeg kom til enden af gangen, og den skilte sig i to, gik jeg direkte ind i en høj, ung fyr. Han havde blond hår og skinnende, blå øjne. Og jah... han så faktisk bare meget bedre ud, end Kendall og Jake. Jeg gjorde store øjne, trådte tilbage med hjertet helt oppe i halsen. 

     "Rose!" lød en stemme bag mig, og jeg vendte mig om. Jeg tabte underkæben. Dér stod Jake. - Og jeg vidste ikke, hvordan han var kommet der, men han var der. Lidt efter kom Kendall løbende bag ham, tog fat i hans håndled og svang det om på ryggen. Han tog den anden arm og holdt ham så ellers bare fast, så han ikke kunne røre sig.

     Jeg kiggede skiftevis på Jake, den nye fyr og Kendall. Da Dawn og dr. Jonson kom, stirrede de lidt på Jake, og så kiggede alle ellers hen på mig. Jeg rystede på hovedet. "Okay. Nu er jeg seriøst på bar bund, og jeg synes virkelig, at I hver især skylder mig en meget god forklaring på, hvad i den store, vide verden der foregår her?!" Da ingen af dem svarede, fortsatte jeg bare: "Okay... Jamen, så må jeg stille nogle enkelte spørgsmål i stedet.. Dawn; hvad har din bror gang i? - Kendall; hvad har du gang i? - Dr. Jonson; er du sikker på, at det her ikke er en form for menneskeligt dyreinternat? - Jake; hvor fanden har du været?! - Og dig der;" Jeg pegede på den nye fyr. " - Hvem er du, og hvad laver du her?"

     Så satte jeg hænderne i siderne og kiggede frem og tilbage mellem dem. Dawn åbnede op til flere gange munden for at sige noget, men der kom aldrig nogen lyd fra hende. Jeg sukkede dybt og kiggede på den nye fyr. "Kunne du ikke lægge ud med at besvare dit spørgsmål?" spurgte jeg med et sukkersødt smil.

     "Øh... Mit navn er Kyle, og jeg arbejder her," svarede han, og jeg nikkede.

     "Ja, se! Det var da ikke så svært! Så! I andre kan altså godt tage at følge i Kyles fodspor og svare på det spørgsmål, der blev stillet til jer." Jeg smilede rundt til dem. Egentlig følte jeg mig meget kommanderende, og intet af dette føltes virkeligt. Men jeg var ligeglad; nu ville jeg bare have en forklaring på, hvad det var der skete og ikke bare pladder som... alt, hvad jeg indtil videre havde fået at vide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...