100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4832Visninger
AA

9. Hjem..?

8. kapitel

 

Jeg stirrede på det. Jake kom hen til mig, og han bed sig hårdt i underlæben, som om han havde håbet på, at dette øjeblik aldrig ville komme. Var det virkelig mit hus? Mine forældre... Åh, min Gud... De var jo døde. Vores hus var blevet til... et museum. Men hvorfor? Jeg hørte Dawn sukke ved min side, og snart efter stod dr. Jonson bag mig og havde en hånd på min skulder, som om det skulle hjælpe mig.

     "Hvad er det her?" spurgte jeg ham, og han trådte hen til mig, så han stod lige ved siden af mig. Jeg så på de mange mennesker, der gik frem og tilbage ved huset.

     "Det er det hus, Rose Thorne - du - boede i, før du forsvandt," svarede han, og jeg kunne høre på hans stemme, at han stadig ikke var helt overbevist om, at jeg var mig. "Det er blevet til en form for museum, fordi folk er så fascinerede af, hvad der skete dengang, og det mener de, at de kan finde svar på ved at besøge dette sted." Han sukkede, som om folks blotte teorier var noget bras, der alligevel aldrig kunne stemme overens med, hvordan Rose Thornes - min - forsvinden egentlig gik til. - Som om han kunne finde ud af det.

     Jeg rynkede panden og kiggede over på dr. Jonson. "Kan vi gå derind?" spurgte jeg. Nysgerrigheden var ved at æde mig op; jeg ville se, hvordan der var i mit hus. Kyle og dr. Jonson udvekslede blikke, og lidt efter blev der nikket. Jake lagde armene over kors og skulle til at gå derind, da Kyle greb fat i hans arm og holdt ham tilbage. Han sukkede irriteret og sendte mig et blik, der nærmest tryglede mig om at lade ham gå, men jeg rystede på hovedet som tegn på, at han skulle blive; uanset hvad.

     "Kom med," sagde Dawn, trådte hen til mig og tog fat i min arm for blidt at føre mig mod indgangen. "Er det gratis?" spurgte jeg hende, og hun rystede blot på hovedet. Alligevel trak hun med mig helt indenfor, indtil vi stod i det, jeg huskede som stuen. Det lignede slet ikke sig selv, men på visse måder kunne jeg alligevel fornemme et strejf af 'hjem' i det. Den sorte sofa lignede den, vi købte, da jeg var tolv år; glas-sofabordet var præcist det samme; den antikke kommode, min mor arvede efter sin mor var der... Men væggene havde ikke den lyse orange-agtige farve, som de havde haft dengang; de var hvide. Jeg kiggede mig omkring.

     Der var flere glasbeholdere rundt omkring, og menneskene stod klinet til dem for at få et glimt af, hvad de indeholdt. Jeg rynkede panden og begyndte så langsomt at gå op ad trapperne, der førte ovenpå. Jeg gik ned ad gangen, ramlede flere gange ind i nogle af de besøgende. Da jeg endelig stod foran den dør, der førte ind på mit værelse, tog jeg en dyb indånding. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor den var lukket. 'Rose' stod der med store, sorte bogstaver på den hvide dør. Disse havde jeg malet sammen med min mor, og det var da også endt godt, måtte jeg indrømme...

     Jeg lagde hånden på dørhåndtaget og åbnede døren langsomt. Værelset var præcist, som jeg huskede det; min 'halvanden'-mandsseng op ad den ene væg, det store vindue over sengen, den grå-hvide kommode... Det meste lignede sig selv.

     Der stod to glasbeholdere. Jeg gik hen til den ene, og betragtede indholdet. I lang tid stod jeg sådan, og jeg bemærkede slet ikke, da Jake langsomt kom gående ind til mig. Der lå en tegning i denne beholder; den forestillede to piger, der havde armene om hinanden. Mine bedste veninde - Emily - havde altid syntes, at jeg var god til at tegne, så da hun fortalte mig, at hun ønskede sig en tegning i fødselsdagsgave, greb jeg ind og tegnede en tegning, der skulle forestille os sammen. Hun fik den på sin 11-års fødselsdag, og hun var blevet så glad for den. Den var blevet indrammet og hængt op på hendes værelse. 'Til verdens bedste veninde, fra hendes bedste veninde - Til Emily, fra Rose' stod der i hjørnet, og jeg kunne ikke andet end at få en klump halsen over det.

     Da Emily døde, valgte hendes forældre, at jeg skulle have tegningen tilbage for at minde mig om, hvor meget den havde betydet for hende. Ja, tænk engang; det var som om, Emily vidste at hun skulle dø, for hun havde skrevet en lille besked på bagsiden. Jeg huskede så tydeligt som intet andet, hvad der havde stået; 'Tusinde tak, min smukke Rose. Du er den bedste veninde, nogen nogensinde kunne have ønsket sig, og jeg er så glad for at kende dig. Husk, at uanset hvad der sker, så vil jeg altid være hos dig, og jeg ved, at du altid vil være hos mig. - Din lykkelige Emily'. Bare ved mindet måtte jeg lukke øjnene og prøve at genvinde fatningen.

     "Kan du huske hende?" lød Jakes stemme bag mig, og selvom jeg stadig havde lukkede øjne, nikkede jeg.

     "Min bedste veninde," hviskede jeg, og jeg mærkede hans hånd på min ryg. Jeg åbnede mine øjne og vendte mig så mod ham. "Hvorfor tror de ikke på, at jeg er, hvem jeg er?" spurgte jeg ham, og jeg kunne mærke, at mine øjne var våde af de tårer, mindet om Emily havde frembragt.

     "Det gør de," sagde han efter lidt tid. "Og hvis de ikke gør, så kan du overbevise dem om det. Jeg tror på dig. Du ved mere, end de fleste gør om, hvad der skete dengang. Også selvom du intet kan huske. Hvis vi finder de rette kilder til at få din hukommelse genoprettet... Rose, så..." Han stoppede. Ville tydeligvis ikke fortsætte. Jeg sukkede dybt og gemte mit ansigt i hænderne. Det, at jeg stod på mit værelse, fik følelserne til at overvælde mig, og jeg mærkede endnu engang tårerne presse på. Det var ikke min mening at græde foran Jake, men jeg kunne ikke styre mig.

     I det samme mærkede jeg et par arme omkring mig, og det gav mig en underlig følelse af tryghed. Jeg begravede ansigtet i Jakes skjorte og lod tårerne løbe. Han strøg sin hånd trøstende op og ned ad min ryg for at berolige mig. Vi stod sådan i lidt tid, før jeg tog mig sammen og rettede mig op, tørrede øjnene og kastede et blik på ham. Hans øjne var fulde af bekymring, men jeg tog mig ikke yderligere af det.

     Med forsigtige skridt trådte jeg hen til den anden glasbeholder, og da jeg fik øje på, hvad der lå i den, gjorde jeg store øjne. Min... navnehalskæde. Halskæden, jeg fik af Emily. Jeg ville til at lægge begge hænder på glasset, da jeg mærkede Jakes hænder på mine skuldre. "Du må ikke røre den," sagde han, men jeg vristede mig fri af hans greb.

     "Jeg vil have den halskæde!" Min stemme var grødet, og jeg mærkede endnu en klump i halsen. Halskæden... Udover tegningen var den mit eneste minde om Emily.

     "Rose, slap af..." Jake gav min skulder et beroligende klem og tvang mig nærmest til at se ind i hans grå øjne. Jeg kunne kaste mig om halsen på ham, og en underlig blomstrende fornemmelse gled gennem min mave, da han langsomt og forsigtigt trak mig ind til sig igen.

     Nu vidste jeg da, at i hvert fald én person tog sig af, hvordan jeg havde det. Han blev ved med at fortælle mig, at vi nok skulle finde ud af et eller andet, men alligevel følte jeg mig ikke overbevist. - Lige nu undrede jeg mig egentlig mest over, hvorfor Jakes... kram, af en art, fik mig til at føle mig så tryg. - Og hvorfor hans hud føltes så kold...

     "Undskyld, hvis jeg forstyrrer," lød en stemme ovre fra døren, og jeg sprang væk fra Jake. I døren stod Kyle med et vrængende udtryk i ansigtet og med et snert af utålmodighed i den ru stemme, meddelte han: "Vi bliver nødt til at tage til London Middle nu, hvis vi skal nå det, inden det bliver for sent."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...