100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4705Visninger
AA

12. Gældende minder

11. kapitel

 

Jeg mærkede de andres blikke på mig, men da mistede jeg bevidstheden om virkeligheden fuldstændigt. Jeg hørte et bump, og en stikkende smerte fór gennem mit baghoved. Billederne begyndte langsomt at udspille sig for mit indre blik, og det var som om alt, hvad jeg havde glemt, kom tilbage til mig:

"Hvad fanden har du gang i, Cathrine?!" nærmest skreg jeg, da jeg i et par minutter havde stået og ædt vreden i mig, mens jeg betragtede en af mine eneste venner rode i en sort kasse; min kasse. Den slanke, lyshårede pige sprang op og vendte sig skræmt mod mig. Hendes blå øjne skreg nærmest på tilgivelse, men jeg tog mig ikke af det.

     "Undskyld, Rose!" udbrød hun, da jeg trampede hen til kassen, satte mig på hug på gulvet foran den og samlede billederne, papirerne, tegningerne; det hele op. Da det var kommet ned i kassen, og jeg havde puttet låget på, vendte jeg mig mod Cathrine igen. 

     "Hvad gjorde du det for?" spurgte jeg hende - denne gang med mere kontrol over min stemme, trods mit hjertes uregelmæssige pumpen i brystet på mig. Selvom en simpel kasse ikke burde være noget specielt, så betød netop denne alt for mig. Der var alle mine tanker skrevet ned på papirer, jeg havde digte deri, billeder af mig dengang jeg var lykkelig, tegninger af, hvordan jeg havde det, ting jeg havde fået eller lavet, som betød alt for mig... Der var ingen der forstod det. Alle troede selvfølgelig, at jeg havde et fantastisk liv. Alle troede, at når man havde en dejlig familie, gode venner, godt udseende, penge og alt sådan noget, så var man lykkelig.

     Men dér tog de fejl.

     Jeg var ikke lykkelig. Ikke lykkelig på den måde længere. 

     "Jeg... Jeg ville se... hvad du... gemte på," svarede Cathrine forsigtigt, mens hun strøg en vildfaren lok af det lyse hår om bag øret.

     "Hvad jeg gemte på? Hvad mener du?" Jeg slog ud med hænderne og så på min veninde. Hvis hun var min veninde, burde hun vide, at det ikke var meningen, at hun skulle snage i mine personlige sager. Jeg sukkede dybt og så på hende.

     "Du har virket så fraværende på det seneste. Jeg ville se, om jeg kunne finde ud af, hvorfor, men..." Hun stoppede sig selv. "Jeg ville jo bare vide, om jeg kunne gøre noget for dig, Rose. Undskyld!"

     Jeg kunne godt mærke, at vi var ved at gøre situationen overdramatisk. Men jeg tog mig ikke af det, da jeg svarede hende: "Jeg har virket fraværende, ja! Men det er fordi... Jeg ved, at der er gået fire år, siden Emily døde, men... Det er ligesom først gået ordentligt op for mig nu. Jeg kan ikke få hende ud af tankerne, og jeg kan først nu mærke, hvor meget jeg faktisk har brug for hende. Hun kunne altid få mig til at grine, men det..." Jeg kunne ikke fortsætte.

     Cathrine kom hen til mig og lagde en arm om skuldrene på mig. Hun var cirka et halvt hoved højere end mig, og jeg løftede hovedet for at kunne se hende i øjnene, da hun svarede mig: "Rose... Jeg kendte ikke Emily lige så godt, som du gjorde, men man skulle være idiot for ikke at kunne se, at hun elskede dig. - Og selvom hun ikke er her længere, så betyder det ikke, at du skal give slip på hende. Jeg ved, hvad alle de andre sagde, lige da hun døde: 'Du skal ikke lade dig dvæle ved mindet om hende'. Og det er også rigtigt, men du skal heller ikke glemme hende fuldstændigt." Cathrine sænkede stemmen: "Selvom hun ikke er lige her mere, så betyder det ikke, at hun er helt væk. Hun vil altid være med dig, selvom du ikke kan se hende. Hun vil altid passe på dig, Rose. Det ved jeg. Og selvom jeg ikke er så god som hende, så skal du vide, at du altid kan komme til mig."

     Jeg mærkede tårerne langsomt trille ned ad mine kinder. Jeg rystede Cathrines arm af og rystede på hovedet. "Jeg tror på, at Emily aldrig vil forlade mig. Men jeg tror ikke på, at du altid vil være der for mig. En rigtig ven ville ikke rode i ens private sager, når man tydeligt har gjort det klart så mange gange, at det var privat. Det skal du vide, Cathrine. Jeg er ked af det, men det passer." Min stemme var hæs, og jeg gjorde tegn til, at hun skulle gå.

     Hun trådte såret tilbage, og hendes blik gav mig helt dårlig samvittighed. Jeg prøvede at ignorere det, og satte mig så på sengen, da Cathrine havde forladt mit værelse. Mine skuldre sank sammen, og høje hulk undslap mig. Cathrine var ikke min ven... ikke længere.

     Efter lidt tid sådan, rejste jeg mig beslutsomt. Med et blik på billedet af Emily, der stod på mit natbord, forlod jeg værelset.  Mit tøj sad skævt, da jeg løb ned ad trapperne og ud til døren. Jeg stak fødderne i mine sorte converse, åbnede døren og styrtede ellers bare udenfor. Det var midt på eftermiddagen; den mest travle tid i vores lille by. Jeg løb alt, hvad jeg kunne; forbi skolen, gennem de små gader. Jeg endte ved åbningen til skoven.

     Tårerne stod i stride strømme ned over mine kinder, og jeg gjorde mit bedste for at holde hulkende inde, da jeg løb mod det såkaldte 'Spøgelses-hus'. Jeg havde været her så mange gange; med Emily, med Cathrine. Cathrine, nogle andre venner og jeg gik altid herud, når vi skulle lave ting, vores forældre aldrig måtte finde ud af noget om. Én af de andre var blandt andet Emilys bror, Martin, som jeg var blevet knyttet særligt til efter hendes død. Han var godtnok to år ældre, men han opførte sig altid, som om han var yngre, end han var.

     Jeg vandrede hen til den gamle, faldefærdige veranda og trådte op på den. Den lød hul under mine trin, og jeg kunne ikke andet end at være en smule bange for, at den ville falde sammen hvert øjeblik, det skulle være. Jeg skubbede døren op og trådte indenfor.

     I det samme lød en hård, men alligevel lidt for blødsøden stemme bag mig: "Nå, så har prinsessen endelig taget sig sammen til at komme alene."

Og mere skete der ikke. Alt blev sløret, og billederne ændrede sig pludselig drastisk... Denne gang var jeg der ikke selv, og det var ikke engang dét, man kunne kalde et minde, men jeg... var bare tilskuer til noget, jeg aldrig havde oplevet:

"Nej, Annie, nu holder du op!" Den mand, jeg plejede at kalde min far, så på en ældre kvinde, der sad i en lænestol og kiggede ud ad vinduet; ned på gaden, hvor det myldrede med travle mennesker. Kvinden vendte sig mod far. Han var blevet ældre, og de grå hår var så småt ved at indtage hans hoved. Den ældre kvinde viste sig dog at være yngre end ham, for jeg genkendte hende med det samme.

     Annie Thorne - min mor.

     Jeg stirrede lidt på dem begge, og da gik det op for mig, hvor meget jeg savnede dem. Det føltes som om, nogen vred mit hjerte som en klud, da jeg så mors lidende ansigt, da hun rejste sig og stillede sig hen foran far. Hun løftede sin hånd og lagde den på sit bryst; lige ved hjertet.

     "Du kan ikke rende rundt og sige, at alle unge piger med rødt hår er hende!" Far slog ud med hænderne, og jeg kunne se nogle af de samme træk som mine i bevægelsen. "Rose forsvandt for 17 år siden; hun er blevet ældre. Hun forsvandt, kom aldrig tilbage; vil aldrig komme tilbage. Du må forstå det," sagde han, og hans ord lod til at ramme både mor og mig i hjertet. Hun veg tilbage, som om han havde slået hende.

     "Jeg giver ikke op! Hun er min datter, og jeg er i min fulde ret til at savne hende! Og det burde du også. Jeg tror på, at hun ikke er helt væk, bare fordi folk ikke kunne finde hende dengang." Hun sendte far et lynende blik, og selvom jeg bare var tilskuer, trådte jeg et skridt frem og bad dem om at stoppe med at skændes. Da der ingen lyd kom fra mine læber, rakte jeg ud efter mor, hvis ansigt pludselig var blevet vådt af tårer. Far rystede opgivende på hovedet og forlod rummet; efterlod mor med et knust hjerte og knuste håb.

Billedet blev endnu engang sløret, og denne gang forsvandt det helt. Efter min forsvinden gled mine forældre fra hinanden. De skød skylden på hinanden... Mor håbede hver dag på, at jeg ville komme tilbage, mens far - derimod - for længst havde opgivet håbet om det.

      Jeg genkaldte mig stemmen, der havde været i Spøgelses-huset. Og jeg genkendte den med det samme, selvom den havde ændret sig en del. Det gav mig kuldegysninger, i det jeg slog øjnene op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...