100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4749Visninger
AA

2. Forvirring

1. kapitel

 

At strække armene og række ud efter et eller andet. At tro, at man bliver vækket af det sædvanlige vækkeur. At gabe søvnigt og glæde sig til at stå op til endnu en dejlig dag. - Sådan skulle det åbenbart ikke være. "Du skal sove i hundrede år" genlød det i mine ører, og jeg rynkede panden forvirret, da jeg fik sat mig op. Jeg havde det som om, nogen havde lukket mig inde i et lille bur, og at jeg ikke vidste, hverken hvor jeg kom fra, eller hvor jeg nu skulle hen. Min ryg gjorde ondt, selvom jeg havde det som om, jeg lige var vågnet fra den bedste søvn, jeg nogensinde havde haft. Som om jeg havde sovet i en uendelighed og aldrig havde haft det bedre.

     Men sådan var det ikke. Nej, slet ikke. Det var ikke mit eget, trygge værelse jeg vågnede op på. Jeg vågnede op i et lille, klamt rum med edderkoppespind og små insekter overalt. Der var højt til loftet, og i hjørnet stod en gammel, støvet gyngestol, der må have stået der i massere af år. I den anden ende af rummet stod en kommode af en art, der var mindst lige så støvet og klam som resten af rummet. Jeg strakte mine ben ud og så ned ad mig selv. Jeg havde stadig det samme tøj på, som jeg havde, da jeg tog hjemmefra; en hvid T-shirt, en sort cardigan, et par sorte bukser og mine mørkeblå converse-sko. Men hvor var jeg egentlig henne? Hvad lavede jeg her? Hvordan var jeg kommet hertil?

     Det sidste jeg kunne huske var, at jeg gik gennem skoven; jeg havde løbet gennem den lille by, og ville ikke være der længere; ville bare væk. Men hvad var der sket efter det? Jeg huskede en person, der havde talt til mig; hvisket til mig. Og et eller andet der snittede min finger... men intet huskede jeg i detaljer.

     Omkring var kun den larmende stilhed, og med lidt besvær fik jeg rejst mig op og børstet mit tøj af. Ikke at det var støvet; jeg ville bare sørge for, at der ikke var nogle dyr, der syntes, at de skulle krybe op under mit tøj. Jeg lod en hånd løbe gennem mit orange-røde hår. Det var ikke fedtet, men det føltes derimod nærmest nyvasket, som jeg huskede, at det bestemt ikke var. Jeg rynkede panden undrende, da jeg skubbede døren til det lille rum op. Den knirkede forfærdeligt, og jeg trådte forsigtig ud i et større rum. Til højre for mig var en trappe, der gik ned ad, og til venstre stod endnu en kommode.

     Jeg trådte et skridt mere frem ad, og da fik jeg det største chok i mit liv. Dér; på gulvet; lå en mand. Han kunne meget vel se ud til at være død. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Hvem var han? Hvordan var han endt her? Hvis han ikke var død, så ville jeg alligevel ikke være tryg ved det; hvad hvis han vågnede? Han var jo vidt fremmed, og selvom han lå på maven, og jeg kun kunne se lidt af hans ansigt, så han ikke ligefrem venlig ud, og jeg kunne jo ikke vide, hvad han ville mig.

     Forsigtigt trådte jeg hen mod ham, sørgede for ikke at ramme ham med min fod. Så kiggede jeg på det støvede spejl, der hang over kommoden. Jeg rakte ud efter det og strøg min finger nedover det. Dét efterlod en streg på spejlet, og jeg kunne lige se et glimt af mig selv i det; jeg lignede mig selv fuldstændigt. Mit orange-røde hår, der gik til lidt under skuldrene, mine fremhævede kraveben og blege hud.

     Min fod strejfede manden på gulvet, og lidt efter hørte jeg ham grynte. Jeg sprang nærmet væk fra ham, mit hjerte dansede af sted, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Han spærrede øjnene op og kiggede på mig, hvorefter han fik sig sat op og stirrede direkte på mig.

     "Rose Thorne... Jeg har fundet Rose Thorne!" Han begyndte at juble, da han fik sig arbejdet på benene. Hvor kendte han mit navn fra? "Dusøren er MIN!" nærmest råbte han, løftede armene og dansede rundt som en anden sindssyg. Dusøren? Hvilken dusør? Jeg tog et skridt tilbage, da manden nærmest skræmte mig fra vid og sans. Han jublede, som om han havde fået fingrene i den dyreste diamantring i verden, og han skyndte sig mod trappen. Jeg kiggede efter ham, og fik mig så endnu et chok: Han spændte ben for sig selv på vejen ned, og slog kolbøtter, indtil han ramte det knirkende trægulv for foden af trappen.

     Min hånd fløj op til min mund, og jeg skyndte mig hen til øverste trin på trappen. Selvom jeg var noget utryg ved både at skulle gå ned ad den ustabile trappe, og at skulle hjælpe den sindssyge mand, så trådte jeg alligevel et par trin ned og kiggede på ham. Da jeg kom ned for enden af trappen, kiggede jeg på manden. Hans brystkasse hverken hævede eller sænkede sig, men jeg ville ikke gå tættere på, for at mærke hans puls. Hvis han ikke levede mere, kunne jeg anklages for mord, fordi jeg intet havde gjort, da det skete, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare væk herfra - med det samme.

     Hvor kendte den mystiske mand mit navn fra? Hvilken dusør var det han snakkede om? Jeg skubbede en dør op og trådte ind i et stort rum, hvor endnu et stort chok ventede mig: Der lå i alt syv forskellige mennesker rundt omkring på gulvet. Det lignede, at de alle var døde, og jeg mærkede mit hjerte banke hurtigere. Min vejrtrækning blev nærmest febrilsk, og jeg var bange for, at jeg var ved at få et angstanfald. Hele min krop rystede, da jeg gik hen mod en pige med langt mørkebrunt hår. Jeg gik om på den anden side af hende og kiggede på hendes ansigt. Hun kunne ikke være meget ældre end mig, men jeg kendte hende ikke. I det jeg lagde en hånd på hendes skulder, slog hun øjnene op og stirrede rædselsslagent på mig. Jeg veg selv tilbage fra hende, og hun fik sig sat op. Krøb langsomt længere og længere væk fra mig.

     "Du er Rose. Rose Thorne." Hun pegede forvirret på mig, og jeg nikkede. Hvor kendte hun nu mit navn fra? Først den mystiske mand, og nu hende. Hvad skete der lige?

     "Hvem er du?" spurgte jeg hende, men hun ville ikke svare. Hun krøb bare helt op ad væggen; skræmt var vid og sans. Jeg lod min fod strejfe hver eneste af de andre, der lå derinde, og omkring et sekund efter, jeg havde rørt dem, vågnede de. Alle lige så forvirrede, som jeg var.

     "Du må hjem," sagde en ung kvinde til mig. "Alle leder efter dig." Jeg forstod hende først ikke, men så så jeg rundt på de andre, der blot nikkede bekræftende. Jeg vidste ikke, hvordan jeg var endt her, eller hvad de i det hele taget mente. Jeg kunne da ikke have været væk så længe... kunne jeg vel?

     "Hvem er I? Hvad vil I mig?" spurgte jeg dem forfærdet. Men ingen af dem svarede mig. Det var som om de pludseligt var blevet stumme - eller også vildt trætte. De lagde sig alle ned på gulvet igen, med åbne øjne, der på intet tidspunkt blinkede. Uanset hvor mange gange jeg gentog mit spørgsmål spørgsmål, var der ingen af dem, der svarede mig.

     "Så svar mig da, for pokker!" udbrød jeg, men ingen af dem lystrede. Da besluttede jeg mig for at vandre tværs gennem rummet og mod døren, der forhåbentlig førte udenfor. Dér skulle jeg være gået direkte hen, til at starte med. Jeg lagde min hånd på håndtaget og åbnede døren. Jeg rev lidt i den, da et eller andet holdt den tilbage, og da jeg fik den åbnet helt, kunne jeg se, hvad det var: Noget, der lignede en hæk var vokset op foran døren, og blokerede så jeg ikke kunne komme ud. Jeg satte begge mine hænder i krattet og prøvede at rive det væk, men lige lidt hjalp det.

     Jeg kunne huske huset, men jeg kunne ikke huske, om jeg havde været her før eller hvorfor. Der var huller overalt i min hukommelse. Jeg kunne godt huske, at jeg havde skyndt mig hjemmefra, gennem byen og ud i skoven, men hvad der var sket før og efter det, havde jeg ingen anelse om.

     Min hånd fløj op til hulningen mellem kravebenene, da jeg så det lille spejlbillede af mig oppe fra den støvede spejl. Der havde ikke været nogen halskæde. Og det var der heller ikke nu. Havde jeg tabt den? - Min navnehalskæde. Det eneste minde jeg havde om min bedste veninde, der døde, da vi var elleve år gamle. Jeg savnede hende stadig, og fire måneder før hun døde, gav hun mig den halskæde. Jeg måtte for alt i verden ikke miste den.

     Panisk hev og sled jeg i krattet, og det lykkedes mig da også at få revet et blad af. Jeg sukkede dybt, lænede mig mod det og sparkede så til det. "Så lad mig dog for pokker komme ud!" hvæsede jeg gennem sammenbidte tænder, og jeg hørte noget pusle tæt ved mit ansigt. Jeg sprang tilbage, og med bankende hjerte iagttog jeg krattet, der lige så stille snoede sig bort fra døråbningen, så jeg lige akkurat kunne komme ud.

     Men det, der mødte mig, var bestemt ikke, hvad jeg havde forventet. Det var ikke en gammel, forfalden veranda, som jeg havde regnet med; nej. Langtfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...