100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4714Visninger
AA

18. Epilog

Epilog

 

Fem år senere:

De tørre blade knasede under mine fødder, og mørket var så småt ved at falde på. Der var sket så meget de sidste fem år, og selvom jeg ikke fik lov at leve mit voksenliv i North Weald sammen med min familie og venner, og at man ikke måtte bo med sine familier i 2117, så havde jeg det godt. Jeg havde ingen familie, men jeg boede med min bedste veninde, da vi arbejdede med det samme; Dawn var en fantastisk pige, og jeg elskede hende så højt. Jeg havde hjulpet hende med at sige fra overfor sin far, og hun fortalte ham, at hun ikke ville arbejde med videnskaben. I stedet havde hun hjulpet mig med at få skudt gang i min karriere som forfatter, og det endte med, at hun blev så bidt af det, at hun også selv begyndte at skrive historier; og jah, hvad kan jeg sige? - Hun var bedre end mig. Lige nu var vi sammen igang med at skrive en bog om to veninder, der ville gå til verdens ende for hinanden - og det kom de også til.

     Selvom jeg stadig savnede Emily, så måtte jeg tage mig sammen og sige, at jeg snart måtte se at komme over det; det var 109 år siden, hun døde, så hvis jeg ikke snart fandt ud af, at Dawn var min nye bedste veninde, så var jeg da lige godt... dum.

     Dawn, Kendall og en af vores nye venner, Ariana, var blevet så fascinerede af hele min historie i sig selv, at de opfordrede mig til at skrive en bog om det. Ingen behøvede selvfølgelig at vide, at det faktisk var sket for mig i virkeligheden. Jeg fortalte aldrig dr. Jonson, hvad der var sket, og hvorfor jeg havde sovet i hundrede år. Han måtte meddele folk, at han ikke havde kunnet finde ud af, hvad den præcise grund, og derfor blev han en upopulær videnskabsmand.

     Bare to år efter døde han, og selvom mange havde forventet, at det var Kyle, der, som hans tætteste og bedste elev, skulle overtage hans plads, så blev det Kendall, der blev førende videnskabsmand på London Wide Lab. - Og Dawn og jeg var så stolte af ham. Ariana overtog Dawns plads, da det viste sig, at hun var meget klogere, end man skulle tro.

     På trods af alt dette, var skyldfølelsen alligevel ved at æde mig op, når jeg gik i seng hver aften. Jake var død. Helt død. Og jeg ville aldrig se ham igen. Det værste var, at det var mig, der havde dræbt ham. Selvom jeg vidste, at det var det rigtige, jeg havde gjort, så var jeg alligevel så evigt ked af det over det.

     Jeg havde skrevet små noveller, der handlede om ulykkelig kærlighed; om hvor meget jeg havde nået at elske Jake på de to dage, jeg havde kendt ham. - Og hvordan det var at miste ham.

     Mine ben bar mig hen over kirkegården. Den eneste kirkegård i hele London, selvom byen var uendeligt stor. Gravene var gamle og faldefærdige, og man skulle langt ind for at finde bare én der var god vedligeholdt. Jeg standsede foran en bestemt.

     Jake Cross ~ Af én er du elsket.

     Jeg vidste intet om hans fødselsdato, år... ikke engang, hvor gammel han helt præcist var. Han kunne være flere hundrede som vampyr, men ung i udseende. Teksten 'Af én er du elsket' havde jeg fundet på. Selvom Jakes krop forsvandt ikke lang tid efter, jeg havde dræbt ham, insisterede jeg på, at han skulle have en gravsten. En gravsten til minde om ham. Selvom jeg var den eneste, der besøgte den.

     Jeg satte mig på hug foran den og lagde den lille buket af lilla blomster, jeg havde plukket på vejen herud. Jeg kendte ikke deres navn, men de var flotte, og jeg plukkede dem hver gang, jeg skulle herud. Lagde en ny buket hver gang. De voksede året rundt; selv om vinteren, hvor sneen ellers stadig gjorde jorden hvid. Blomsterne mindede mig om Jake, og jeg tog også hver gang en med hjem for at holde liv i den.

     Længe sad jeg og betragtede gravstenen. Jeg havde kysset Jake to gange. - Og da han lige var død, havde jeg kysset hans pande. Det blik, han havde sendt mig... Jeg så det i mine mareridt, og hver gang jeg vågnede, kunne jeg ikke sige, at det bare var en drøm. Hans blik hjemsøgte mig, og mindet om ham ville ikke lade mig være i fred.

     "Kommer du, Rose?"

     En person kom hen til mig og tog min hånd. Jeg så på Dawn, der smilede opmuntrende til mig. Hun havde fået to ar på halsen, efter Jake havde drukket af hendes blod. Selvom det var hans skyld, at hun havde fået dem, og hun ikke var så vild med ham, forstod hun godt, at jeg savnede ham. Efter hvad der var sket - altså at jeg havde sovet i hundrede år - blev hun ved med at fortælle mig, at jeg var "vor tids Tornerose", hvilket morede mig meget. - Også grunden til, at min bog fik titlen 'En ægte Tornerose-fortælling'.

     "Ja, jeg kommer," sagde jeg, og hun trådte et par skridt væk fra mig. Jeg så ned på stenen. "Jeg elsker dig," hviskede jeg, selvom jeg vidste, at han ikke kunne høre mig.

     Da jeg gik efter Dawn, ramte et vindpust mig i nakken, og det lød som en hvisken, der blev båret af vinden og til mig, og jeg vidste med det samme, at det var hans stemme. Et smil gled over mine læber, da jeg hørte, hvad han sagde: "Jeg elsker også dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...