100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4749Visninger
AA

3. En forandret verden

2. kapitel

 

Jeg vendte mig kort mod de sovende mennesker inde i huset. Ingen af dem havde rørt på sig, og jeg mærkede mit hjerte springe derudaf. Hvor var jeg lige havnet henne? Jeg havde ingen anelse. For det første, så var der ikke det, der lignede skov udenfor huset, og for det andet, så havde jeg det, som om jeg havde været der før; en seriøs deja-vu følelse.

     Menneskerne gik udenfor; så vidt jeg kunne se, var det sommer, da solen skinnede, og det ikke just var varmt tøj, menneskerne havde på. De myldrede ind i hinanden derude, og det var som om, de hver især havde bare én eller anden ting, de skulle skynde sig med. Der var ikke tegnet på glæde i ét eneste ansigt, og det gjorde mig nærmest bange. Hvis jeg stadig var hjemme i vores lille by i England, så burde det ikke se sådan ud. For det første var vores by den lykkeligste, jeg nogensinde havde været i, og for det andet, så var jeg næsten sikker på, at det antal beboere, der var i vores by, kun var halvdelen af, hvad der var på denne plads. Jeg kunne ikke se, hvad der var udenfor, andet end mennesker og høje bygninger over alt. Jeg kunne næsten sværge på, at dette hus på en eller anden måde havde flyttet sig. Det kunne umuligt passe, at vores by var blevet lavet om. 

     Jeg trådte udenfor, og der blev ikke skænket mig ét eneste blik. Ikke at jeg havde forventet det; jeg var bare vant til, at der i det mindste blev hilst på mig. Men det blev der ikke noget af nu. Jeg holdt vejret, selvom min sølle vejrtrækning ikke ville forstyrre alle disse travle mennesker. Jeg kunne mærke panikken brede sig i mig. Hvor var jeg? Hvorfor var jeg her? Hvem havde bragt mig hertil? Hvordan?

     Jeg maste mig gennem mængden, men lige lidt hjalp det. Jeg vendte mig om for at se tilbage på huset, og jeg kunne lige akkurat se, at det mystiske krat banede sig vej tilbage og lukkede for al indgang til huset. Jeg hev efter vejret. Hvis jeg ingen steder havde at gå hen her, hvor skulle jeg så gå hen? Nu kunne jeg jo ikke gå tilbage til huset... Og kunne jeg overhovedet finde tilbage der til, hvis jeg først var gået væk? Tanker og følelser dansede omkring inde i mig, og jeg kunne mærke, at det vendte sig i maven på mig.

     Efter at have mast mig hennem hele mængden af travle mennesker, kom jeg endelig ud på den anden side. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Der gik to gader fra pladsen. Jeg kunne ikke skelne bygningerne fra hinanden; lige udover højden på dem. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle gå hen.

     "Hvor skal jeg gå hen?" hviskede jeg for mig selv, og i det samme mærkede jeg en eller anden prikke mig på skulderen.

     "Har du brug for hjælp?" En ung fyr kiggede på mig, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Jeg kom bare med en underlig lyd, der nok mest af alt lød som et ja. Fyren gloede nærmest på mig, og hans blik fløj op og ned ad mig. Hans øjne var nærmest grå, og der stod træthed malet i ansigtet på ham. Hans lyse hår lå livløst ned omkring hans hoved, og hvis jeg skulle sige det, så så kan direkte kedelig ud. Bestemt ikke en person, jeg ville nærme mig, hvis jeg havde været derhjemme. - Men alligevel; var jeg hjemme? "Sig mig, skal du ikke i skole?" spurgte han så, og jeg rynkede panden.

     "I skole?"

     "Ja, du ved; et sted hvor man går hen for at lære noget?"

     "Jeg ved godt, hvad en skole er!" svarede jeg pludselig arrigt, og jeg mærkede kuldegysningerne danse gennem hele min krop, før jeg fik kontrol over mig selv igen. "Og nej. Jeg skal ikke i skole. Jeg skal bare hjem." Jeg ville vende mig om for at gå, men fyren rev fat i min arm og hev mig med sig. Jeg prøvede at trække armen til mig, men han var stærkere, end jeg i første omgang havde bestemt mig for. "Så giv da slip på mig, for helvede!" udbrød jeg, og han vendte sig om og kiggede på mig. Vi var havnet på en afsides sidegade, hvor man begyndte at kunne skelne husene fra hinanden. Jeg kunne nærmest ikke beskrive mine omgivelser, da det hele bare lignede hinanden, og jeg ikke havde nogen som helst form for hverken sted- eller tidsfornemmelse.

     Fyren kiggede alvorligt på mig. "Du skal i skole." Han så mig dybt i øjnene, men jeg veg tilbage.

     "Du skal ikke bestemme, hvor jeg skal hen!" bed jeg ad ham og lagde armene over kors som et lille barn. "Jeg skal bare hjem. Og siden du nu så gavmildt har slæbt mig med herhen, kunne du så ikke lige tage at fortælle mig, hvor jeg egentlig er henne?"

     "Hold mund. Du skal i skole; og det siger jeg for ikke at skabe problemer for dig."

     Jeg satte hænderne i siden. "Hvis du er så opsat på, at jeg skal i skole, hvorfor er du der så ikke?" På en måde, så havde jeg det som om, at jeg havde mødt denne fyr før. Som om jeg kendte ham. Det gjorde mig utilpas, at han kiggede på mig med et så intenst blik, og at jeg op til flere gange tog ham i at lade sine øjne glide både op og ned af mig. Jeg følte mig næsten nøgen foran ham.

     "Det... det kan du være ligeglad med..."

     "Nemlig! Så burde det også rage dig en høstblomst, om jeg er i skole!" Jeg slog ud med armene, og lavede et ansigt, der fortalte, at det jo var logik for sandkorn. "Og nu må du meget gerne fortælle mig noget: Hvor præcist er jeg egentlig henne?"

     "Du er i London," svarede han enkelt, uden at lade sig røre af, hvad jeg først sagde. Først nu lagde jeg mærke til hans tøj; et par løse, grå bukser, en hvid skjorte og et gråt og sort ternet slips. Jeg lagde hovedet på skrå. Hvem i al verden ville gå i den slags tøj nu om dages? Så gik det op for mig, hvad han svarede.

     "Hvad?!" Jeg tabte underkæben. "I London? Ikke i North Weald?!"

     Fyren slog en latter op. "Sig mig, hvor er du lige fra?" Hans ansigt lagde sig hurtigt i alvorlige folder igen. "North Weald blev gjort til en del af London for... ja, nu må det da være over halvfjerds år siden! Hvor har du lige været henne?" Hans tone var nærmest nedladende, og jeg veg tilbage fra ham

     "Øhm..." Den måtte lige sive ind. Hvis North Weald ikke længere var en selvstændig, lille by, og det i stedet var en del af London... Hvad så? Halvfjerds år siden... Jeg blev født den 3. januar 1997, og den 11. april 2012 var det omkring femten år siden, og... da var det en selvstændig by... Halvfjerds år...? Min hovedregning fejlede et eller andet, eller også havde jeg ikke nok oplysninger til overhovedet at finde ud af, hvilket regnestykke jeg egentlig var igang med at regne ud. 

     Hvem var denne fyr? Hvorfor var North Weald blevet gjort til en del af London? Hvad var der lige sket?!

     Jeg kiggede mig omkring. Nej. Dette måtte være en drøm. Andet kunne det ikke være. Andet måtte det ikke være. Fyren gloede på mig, men jeg mærkede alligevel hans blik granske hver en centimeter af mit tøj - forhåbentligt mit tøj. Det fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, og jeg trådte et skridt tilbage.

     "Har du imod at fortælle mig, hvilken dato det er i dag?" spurgte jeg lavt og kiggede på fyren. Han rynkede brynene kort.

     "11. april 2112, hvorfor?"

     Jeg gispede. 2112. 2112... 2112!? "Hvad?! Hvem er du?!"

     "Mit navn er Jake... Hvorfor?"

     "Jeg bor ikke her. Det er en drøm, det her. Det er ikke ægte... Vågn op, Rose!" Jeg satte hænderne omkring hovedet og vandrede i cirkler rundt om mig selv. Hvad skete der? Hvor var jeg? Det kunne ikke passe! Det måtte det bare ikke! Jeg kunne næsten skrige. Jeg kendte ikke stedet. Jeg havde aldrig været her før. Jeg havde aldrig mødt ham Jake før. Jeg drømte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...