100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4749Visninger
AA

17. En endelig beslutning

16. kapitel

 

Jake rystede på hovedet. Jeg så på ham med et blik så fuldt af afsky, at han trådte et skridt væk fra mig. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kendte ham næsten ikke, og alligevel kunne jeg mærke, hvor tung om hjertet jeg blev, hvert gang han gjorde bare én enkelt ting, der fik ham til at glide længere bort fra mig - rent følelsesmæssigt.

     Jeg elskede ham. Det gjorde jeg virkelig. Men han kunne umuligt elske mig så højt, som han ellers påstod. Så ville han ikke gøre sådan noget. - Eller, det var i hvert fald sådan jeg tænkte, når det kom til ham. Jeg havde intet imod at skulle gøre et eller andet mod ham lige nu; selvom jeg... godt kunne lide ham.

     Mit hjerte sprang af sted. "Jake..." Han løftede hovedet og kiggede på mig ved lyden af sit navn. "Hvorfor faldt jeg i søvn dengang?" spurgte jeg ham uden så meget at skænke ham et blik.

     Han lod til at tænke lidt over spørgsmålet, inden han sukkede dybt og svarede mig: "Det var kniven. Jeg... er på en måde.. mere end vampyr, hvis du forstår. Jeg kan ikke bare drikke blod. Jeg har en slags evne ved siden af. Og ja, jeg ved godt, at det lyder tumpet, men den evne er... magi." Han holdt en lille pause. "Jeg fortryllede kniven. Du skulle skære dig på den, og falde i søvn. Det gjorde du, og min opgave var fuldført. Det var meningen, at du skulle vågne op hundrede år efter, hvilket du også gjorde, men... det var ikke meningen, at du skulle kunne komme ud herfra igen. Og hvis du endelig gjorde, så skulle du ikke finde nogen, der kunne hjælpe dig."

     "Men du hjalp mig?" 

     "Ja, det gjorde jeg," indrømmede han. "Men det var også meningen. - En slags 'plan B'. Jeg tog dig med til skolen, lod dig finde ud af, hvem du var, og hvad der var sket. Og så var det, at min leder... gjorde noget ved dig, så du besvimede. Det viste sig så, at nogen havde hørt, at vi kaldte dig Rose Thorne, og de havde fortalt det til dr. Jonson. Han, Kendall og Dawn kom med det samme for at se efter dig, og, jah, de tog mig på en måde 'til fange'." Han sukkede dybt og fangede mit blik. Jeg bed mig hårdt i underlæben.

     "Så det hele var bare... for at kunne komme frem til det her; så du nu kan.. gøre det af med mig?"

     Han nikkede kort, men så gik det op for ham, hvad han egentlig svarede på. Han løftede hænderne og rystede desperat på hovedet. "Nej nej! Ikke på den måde! Rose, nej, nu misforstår du det hele. Jeg har gjort alt dette, fordi jeg havde den opgave. Og kunne ikke bare sige fra. Uanset hvor meget jeg havde lyst, kunne jeg ikke. Det måtte jeg ikke. Du må undskylde, Rose, men... jeg er nødt til det."

     "Men hvorfor lige mig?" spurgte jeg fortvivlet, og han lod til at tænke sig lidt om, inden han kunne svare. Som om han faktisk ikke kendte svaret.

     "Det skulle være en ung pige, der besad tre evner," svarede han, og jeg skulle til at spørge igen, men han besvarede mit tavse spørgsmål, som om han kunne læse mine tanker: "En pige, der besad mod, styrke og evnen til at elske. Sådan er der sikkert mange, der mener, at man kan finde tusinder af i bare én by, men det er ikke altid modet, styrken og kærligheden holder i sidste ende. Vi skulle bruge dig, Rose, fordi du besad dette; og fordi du vidste, hvordan det er at miste. Vi ville ikke skade menneskerne omkring dig; vi ville kun skade dig. Samtidig skulle vi bruge en pige, der besad magiske evner. Du kunne få krattet til at forsvinde, Rose, og da du gjorde dét, vidste jeg med sikkerhed, at vi havde fundet den rigtige pige." Hans stemme begyndte langsomt at få den kolde tone igen, og jeg kunne ikke andet end at tro, at der var et eller andet, der styrede ham. Noget der fik ham til at blive ond, og når den aftog, kunne han styre sig selv igen. De ville ikke skade dem omkring mig; de ville kun skade mig. Besad jeg virkelig både mod, styrke og evnen til at elske? Og hvis disse tre ting holdt i sidste ende, hvorfor ville de så gøre det af med mig? Så burde jeg vel kunne overvinde dem - burde jeg ikke? Og hvis jeg også besad magiske kræfter, så burde jeg vel også kunne bruge dem til noget fornuftigt? Mens spørgsmålene dannedes i min underbevidsthed, stak Jake hånden om på ryggen og trak lidt efter en kniv frem. 

     Den samme kniv, som han havde fundet frem dengang.

     Jeg sendte ham et bedende blik, men hans grå øjne skiftede med det samme farve. De blev røde. Blodrøde. Jeg kunne sværge på, at min hjerte holdt op med at slå i et øjeblik, mens jeg havde det som om, tiden stod stille. Jake så på kniven, som om han ikke kunne kende sig selv med den. Han løftede hovedet og vores blikke mødtes et kort øjeblik. Hans øjne var stadig røde, og de var så fulde af had og afsky, at det var som at få kastet en sten i maven. Han tog et par skridt hen mod mig, hvilket bare fik mig til at træde tilbage.

     "Du behøver ikke at gøre det, Jake," sagde jeg med løftede hænder og stod på spring til at løbe hen til trappen. Mine ben rystede under mig, og jeg følte mig pludselig ikke så modig, som han netop havde fortalt mig, at jeg skulle være. Jeg snappede efter vejret. "Det behøver du virkelig ikke." Det var mere formet som en bøn end en konstatering, og jeg tog en dyb indånding, mens jeg hele tiden holdt mit blik på kniven, han havde hævet foran sig. Den var kun omtrent tyve centimeter fra mig, og hvis jeg var rigtig god, så havde jeg grebet ud efter den og slået den væk fra ham; og var så bare stukket af.

     "Jeg er nødt til det," sagde han og nærmest sprang helt tæt på mig, greb fat om livet på mig og placerede kniven mod mit håndled. Jeg stirrede ned på den.

     Det var mere end tvungent, at jeg løftede blikket fra den og så ham i øjnene. "Du behøver ikke," hviskede jeg, og han så på mig. Jeg kunne se et lille træk i hans øjne, der viste, at Jake stadig var derinde; et eller andet sted. "Jake... Hør på mig. Du behøver ikke at gøre det." På trods af mit hjertes uregelmæssige dansen i brystet på mig, var min stemme rolig og fattet, og jeg prøvede virkelig at tale ham fra det. Det ville ikke være sjovt for nogen af os, hvis vi skulle gøre den anden ondt.

     "Jeg har jo sagt det," hvæsede han, "jeg er nødt til at gøre det." Beslutsomt log han den skarpe side af knivbladet ramme min hud, men han nåede ikke at snitte hul, før jeg selv greb ud efter den, svingede hans arm rundt og placerede kniven mod hans bryst. Selvom han var vampyr, kunne jeg se på ham, at han var svækket; han havde ikke så mange kræfter, som han plejede, kunne jeg regne ud. Netop grunden til, at jeg kunne gøre dette.

     Han prøvede at få fat i mit håndled igen, men jeg bed bare tænderne sammen og truede med at lade kniven gå igennem. "Der er lige to ting mere, jeg skal have gjort klart," sagde jeg med hård stemme, og selvom jeg indeni var ved at bryde sammen over at stå med en kniv mod den person, jeg elskede, så jeg ham dybt i øjnene og håbede at mit blik ville få ham til at få tungen på gled. "Vampyrer kan ikke tåle sollys; hvorfor fanden kan du så gå rundt udenfor?

     Han ville ikke svare, men prøvede endnu engang at få kniven fra mig. Det resulterede i, at vi tumlede lidt rundt derinde, inden hans ryg ramte væggen, og jeg stod foran ham; stadig med knivens spids placeret mod hans bryst. "Svar mig," hvæsede jeg gennem sammenbidte tænder. Jeg kunne mærke de mange modstridende følelser nærmest gøre oprør indeni mig, og uden jeg kunne kontrollere det, gled en varm, saltet tåre ned over min svedige kind. Der var varmt herinde, og den lille 'slåskamp' med Jake tog mine kræfter fra mig. 

     "Som sagt, så besidder jeg nogle magiske evner," smilede han og glippede kort med øjnene. "Min leder har lavet en slags bloderstatning til mig, men den er ikke nær så god som rigtig blod. Den styrker mig i kort tid, og forhindrer solen i at skade mig. Men husk nu, Rose, det er ikke så tit, solen skinner her længere." Han smilede.

     "Mit andet spørgsmål; hvordan dræber man en vampyr?"

     Han slog en henrykt latter op. "Jeg føler mig lille og ynkelig, Rose. Jeg er en vampyr, der er trængt op i en krog af en pige med få, magiske kræfter, hun ikke engang kan finde ud af at bruge." Han rystede på hovedet.

     "Du svarede ikke på mit spørgsmål," vrissede jeg og trådte et skridt væk fra ham. Jeg havde et fast greb om kniven. Jake rettede lidt på sin skjorte, før han atter rettede sin opmærksomhed mod mig.

     "Du kan slå en vampyr ihjel med magiske kræfter, så ham ud i sollys - ikke i mit tilfælde, du kan jage en fortryllet kniv i hjertet på ham..." Han smilede lumsk til mig, og jeg kastede et blik på kniven. "Men du har ikke en chance. Jeg er stærkere end dig, selvom jeg ikke har mange kræfter tilbage."

     Jeg mærkede pludselig en sær fornemmelse arbejde sig helt nede fra tåspidserne og op gennem min krop. Det gav mig styrke, afkølede mig og gav mig selvtillid. Jeg havde ikke kontrol over mig selv længere, og i det samme løftede jeg mine hænder. Jeg lod kniven ramme gulvet, og skød hænderne ud foran mig. Skinnende blåt lys løb gennem rummet, indtil det fandt vej til Jake. Det ramte ham lige i brystet, og han faldt bagover. Overrasket og overvældet så jeg på ham, og greb så kniven igen. Jeg løb alt, hvad jeg kunne hen til ham, faldt på knæ ved siden af ham.

     Du skal gøre det her, Rose, sagde jeg til mig selv. Du kan godt. For Dawns skyld. For Kendalls skyld. For dem alle sammen. Det er ikke godt, at Jake er her. Du elsker ham. Han elsker dig. Men du er nødt til det. Mit blik løb nedover ham, tårerne gled i stride strømme ned over mine kinder. Hans øjne var lukkede, og jeg så mit snit; jeg hævede kniven beslutsomt og jog den lige i brystet på ham; lige dér, hvor hans hjerte skulle sidde.

     Han slog øjnene op, snappede efter vejret. Hans blik mødte mit, og hans øjne var igen grå. De skreg nærmest, at jeg skulle hjælpe ham, men jeg tog mig ikke af det, selvom tårerne strømmede ned over mine kinder.

     Min Jake. - Han lukkede øjnene og sank atter sammen. Hver en muskel i hans krop standsede, og jeg gjorde mit bedste for ikke at kaste mig over ham. Mine skuldre hævede og sænkede sig. Jeg havde gjort det. Jeg havde slået en vampyr ihjel - jeg havde slået min store kærlighed ihjel. Jeg rakte ud efter kniven, trak den ud og efterlod kun et hul efter den. Intet blod. Kun et hul.

     Langsomt lænede jeg mig ind over ham og placerede et kys på hans kolde pande.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...