100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4849Visninger
AA

14. Det må ikke være virkeligt

13. kapitel

 

Jake smilede til mig, da dr. Jonson kaldte på os. I går havde vi kysset. I går. Og jeg var faldet i søvn blot et par minutter efter, og da jeg vågnede, lå jeg op ad ham. Nu havde vi lige fået noget at spise, og jeg måtte indrømme, at selvom jeg ikke var helt sikker på, hvad det var, så smagte det nu okay.

     "Kommer I?" spurgte Kendall henne fra døren, og vi nikkede begge. Dawn sad med hovedet begravet i en af de dér små skærme, dr. Jonson og Kyle havde haft, så de havde nok alle en hver, gættede jeg på. 

     Dawn nærmest sprang op, da det gik op for hende, at der blev kaldt på os. Hun fumlede med at få knappet sin hvide skjorte, og sendte mig så et forvirret blik. Hun virkede ikke rolig og fattet, som hun gjorde i går, og hun var også blevet endnu blegere i huden, end jeg havde set hende før. Det bekymrede mig lidt, for jeg var efterhånden begyndt at blive bedre venner med hende. Da Jake tidligere var gået et eller andet sted hen - sammen med Dawn - havde jeg også lært Kendall lidt at kende, og selvom jeg ikke ville indrømme det, så havde jeg tage fejl af ham; bare fordi han havde virket al for sukkersøds-venlig, så betød det ikke, at han ikke var god nok. Ja; måske var han også ved at blive min ven?

     Jeg rejste mig op og fulgte efter Dawn, der skyndte sig efter sin bror. Jake gik lige bag mig. "Hvad skal vi?" spurgte jeg Dawn med hævet stemme, og hun kastede et blik tilbage på mig.

     "Dr. Jonson vil tale med os," svarede hun henkastet, og jeg rynkede panden, da jeg hørte, at hun kaldte ham 'dr. Jonson'. Han var jo hendes far. Kunne hun så i det mindste ikke sige 'far' eller 'min far'? Jeg valgte dog ikke at tænke mere over det og fulgte derfor bare med dem.

     Vi kom til den eneste 'almindelige' trædør her, og Kendall skubbede den op. Derinde stod dr. Jonson med ryggen til og kiggede ned på et eller andet. Kyle sad lænet tilbage i en stol og så ud til at nyde synet af... ingenting.

     "Har I fundet ud af noget?" spurgte Jake utålmodigt, da ingen af dem så meget som kiggede op, efter vi var kommet ind.

     "Vis mig dine hænder, Rose," sagde Kyle og ignorerede Jakes spørgsmål fuldstændigt. Jeg hævede brynene mistænksomt, da han bevægede sig hen mod mig. Da han standsede foran mig, lod han til bare at vente på, at jeg ville vise ham mine hænder. Tøvende løftede jeg dem og strakte fingrene ud foran mig, så han tydeligt kunne se dem. Han kiggede længe på dem, udforskede hver en millimeter af hver enkelte finger.

     "Dawn, Jake, Kendall: Går I ikke luge?" spurgte dr. Jonson, og jeg ville protestere, men da jeg skulle til at åbne munden, havde de alle tre allerede forladt rummet.

     "Jep," udbrød Kyle efter lidt og rettede sig op. Han så på mig og fjernede ikke sit blik, selvom hans svar var henvendt til dr. Jonson: "Der er et ar."

     "Et ar?!" udbrød jeg og tjekkede mine fingre panisk. Og ganske rigtigt; på min venstre hånds ringfinger, var et langt, mørkt ar, der strakte sig fra negleroden og til midten af fingeren. Jeg iagttog det længe. Cirka et to centimeters ar. Fra hvad? Jeg havde aldrig - aldrig! - haft et ar på mine fingre. Jeg havde et ar på mit kraveben, på min skulder, på min ankel, på min hofte... jeg havde mange ar! Men jeg var hundrede procent sikker på, at jeg aldrig havde haft et ar på min finger. 

     Jeg så op på Kyle, der bare så tomt på mig. Han var irriterende - meget endda. Mine øjne gennemsøgte lokalet panisk, men jeg vidste ikke, hvorfor jeg pludselig var så... rådvild.

     "Rose, det ar kan muligvis være forårsaget af den genstand, der fik dig til at falde i søvn dengang - og ikke vågne før for to dage siden. Hvis vi finder denne ting, så kan vi også finde ud af, hvorfor du faldt i søvn," forklarede dr. Jonson, men jeg ville ikke høre mere. Mit hjerte sprang af sted, mens jeg prøvede at få styr på det. 

     Flippede jeg sådan ud over det ar? Nej, det kunne ikke være det. Måske var det først lige gået op for mig, at vi måske aldrig ville finde ud af noget... Og at jeg måtte leve resten af mit liv i uvished.

     "Prøv at tænk tilbage, Rose."

     "Det kan du sagtens sige!" nærmest skreg jeg til dr. Jonson, og Kyle trådte forskrækket et skridt væk fra mig. "Det er ikke dig, der forsvandt for hundrede år siden, af en eller anden grund faldt i søvn og nu er vågnet igen - nærmest i et helt andet univers! Du kan sagtens fortælle mig, at jeg skal huske, men... Det er ikke dig, der lige nu har et for sygt hukommelsestab og føler dig presset af alle omkring dig, fordi de forventer alt muligt af dig! Jeg kan ikke klare det her længere!" Jeg slog ud med armene. "I ejer mig ikke! Jeg er ikke et objekt eller et dyr! Jeg er et menneske, der bare virkelig gerne vil vide noget om sig selv! Hvis I ikke begynder at behandle mig ordentligt, så kan I godt glemme, at jeg vil arbejde sammen med jer. Jeg vil behandles ordentligt. Accepter dét eller sig farvel til mig!"

     På det sidste ord vendte jeg mig rundt, skyndte mig hen til døren, nærmest rev den op og skyndte mig ned ad gangen. Der blev kaldt på mig, men jeg ignorerede det og løb bare. Jeg var ved at fare vild på de mange ensartede gange, men heldigvis fandt jeg endelig en dør, der førte udenfor. Den svang automatisk op, da jeg kom derned, og jeg skyndte mig udenfor.

     Den friske luft banede sig vej helt ned i lungerne på mig, og jeg lukkede øjnene i nydelse. - Dét varede dog ikke så længe, for i det samme lød der en masse stemmer: "Rose! Rose, kom herover!" Jeg kiggede op, fra der hvor jeg sad; jeg var - uden at jeg havde opdaget noget som helst - sunket sammen op ad muren. Dér stod flere mennesker med kameraer, og jeg blev tydeligvis filmet. "Har du noget imod at svare på nogle spørgsmål?" blev der spurgt af en dame med mindst syvogtyve lag make up på og et stramt, mørklilla sæt tøj.

     Jeg rejste mig op. "Ja, det har jeg faktisk noget imod," svarede jeg hende og ville til at gå indenfor igen, da der blev taget fat i min arm.

     "Hvorfor er du her i dag?" blev der spurgt af den samme dame. "Har du nogen anelse om, hvad der skete dengang?" De blev ved med at stille spørgsmål.

     "Hvilken del af 'Ja, det har jeg faktisk noget imod' forstod du ikke?" udbrød jeg, rystede mig fri af hendes greb og løb mod indgangen. Jeg tastede en kode ind på det apparat, der hang ved siden af døren; Dawn havde givet mig koden, hvis jeg nu skulle blive lukket ude alene. Irriteret vandrede jeg indenfor. Jeg gik og gik ned ad den samme gang, indtil jeg kom til enden, hvor der var en dør, der førte ud til en slags altan.

     Da jeg kom derud, smilede jeg for mig selv. Dét smil blegnede dog hurtigt, da et uvirkeligt syn mødte mig; en lyshåret fyr sad bøjet over en mørkhåret pige. Hans læber var placeret mod hendes hals, og jeg kunne næsten høre en sluprende lyd fra ham.

     Jeg skreg.

     Det var det eneste, jeg kunne gøre. Fyren løftede hovedet, og hans ansigt fik mig til at holde bøtte.

     Jake.

     Blodet løb fra hans mundvige, og han så skræmt på mig. Han rejste sig og ville gå hen til mig, men jeg nærmest råbte ad ham: "Du skal ikke komme hen til mig!" Han så såret ud, da han veg tilbage, kastede et blik på pigen på jorden og løb så hen til kanten af altanen. Han sprang. Og så var han væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...