100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4860Visninger
AA

5. Chokerende sandheder

4. kapitel

 

Jeg greb fat i Jakes ærme, da deres time var slut. Jeg havde svagt hørt en klokke, der var trængt gennem skjoldet, der pludselig havde rejst sig i mit hoved, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv lige nu. Måske var... måske var det bare et tilfælde. Det var jo ikke engang sikkert, at jeg var den Rose Thorne, de netop havde arbejdet med. Det var sikkert bare en eller anden syg joke, nogen havde fundet på for at drille mig. Uanset hvor mange gange jeg prøvede, kunne jeg ikke finde nogen som helst logisk forklaring, og det gik mig usigeligt på. Samtidig med at jeg havde den største trang til at rive mig selv i håret og skrige af fulde lungers kræft, havde jeg forfærdeligt lyst til bare at synke sammen på gulvet og hulke hjælpeløst.

     Timen havde sneglet sig af sted, mens lærerinden havde fortalt så mange ting om denne Rose Thorne. Jeg havde ikke hørt efter, selvom jeg nok burde, eftersom det måske var mig, hun underviste om.

     "Hvad?" Jakes stemme var både irriteret og udmattet, som om han ligefrem fandt det trættende, at jeg havde været sammen med ham i... hvad? Halvanden time nu?

     "Jeg har virkelig brug for en ordentlig forklaring. Jeg vil gerne vide alt, hvad der er at vide om de sidste... hundrede år." De to sidste ord var helt fremmede på min tunge, og jeg vidste ikke helt, om jeg skulle smile usikkert eller, hvad jeg skulle. Jake gloede nærmest på mig. "Please, vil du ikke nok fortælle mig det? Jeg har sådan brug for at vide det!" Jeg var lige ved at synke bedende på knæ, men jeg beherskede mig og hev bare i hans ærme, hvilket fik ham til at kaste et vagtsomt blik ud på gangen.

     "Hør... Jeg skal virkelig til time, ellers får jeg så meget ballade..." Han nåede ikke længere, før han fik øje på tårerne, der vældede op i mine øjne.

     Det var slet ikke meningen, og jeg gjorde alt for at holde dem fra at danse ned over mine kinder, men det var direkte umuligt. Jeg kunne slet ikke styre mig, og det var tæt på, at jeg gik helt fra forstanden. "Okay så... Kom med," gav han sig endelig, og jeg kunne mærke hver en muskel inden i mig juble, og jeg fulgte med ham ud på gangen, hvor eleverne myldrede mod klasseværelserne. Jake skyndte sig mod udgangen, døren svang op, og vi småløb sammen mod en lille bygning, der helt tydeligt hørte med til skolen.

     Jake fik døren åbnet, og vi kom ind i den lille bygning, der kun bestod af ét enkelt rum. Han vendte sig mod mig, men jeg kunne knapt se ham. Der var bælgmørkt derinde, og det lod ikke til, at han havde i sinde på noget tidspunkt at få bare et eller andet lys tændt.

     "Hvad hedder du?" spurgte han pludselig. "Der må være et eller andet med dig, siden du er så pokkers desperat for at finde ud af noget om de sidste hundrede år. Har jeg ikke ret?"

     Jeg sank en klump. "Jeg hedder..." Jeg holdt en kort pause, der for Jake højst sandsynligt mere virkede som et forsøg på at lave stemningen lidt dramatisk, for han sukkede irriteret. Det fik mig til at fortsætte i et lidt for hurtigt tempo: "Jeg hedder Rose Thorne, jeg er femten år, og jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor jeg er her. Jeg bor i North Weald, og jeg levede i 2012, og det sidste jeg husker er, at jeg løb ind i skoven, men jeg vågnede for ikke så længe siden i et gammel hus ved den plads dér, og så fandt du mig, og nu er jeg her, helt vildt forvirret, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, så please, hjælp mig!" Jeg var forpustet efter den forklaring, og jeg kunne mærke, at jeg havde foldet mine hænder foran brystet, og at jeg bed mig hårdt i underlæben.

     "Okay, rolig nu. Tag lige en slapper, okay?" Jeg kunne høre på hans stemme, at han smilede, men jeg var ikke sikker på, om det var et smil, der betød noget godt, eller om det betød noget skidt. Men én ting var jeg sikker på; han ville hjælpe mig. "Du er Rose Thorne. Okay, så giver det hele bare en smule mere mening. Og så alligevel på intet punkt, for hun forsvandt for hundrede år siden, som femtenårig, og du er ligesom femten år, så... jeg ved ikke, om det passer, at du er, hvem du siger."

     Jeg hørte ham skramle med et eller andet, og lidt efter blev der tændt noget lys. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om der var en lampe et eller andet sted, men hvad det end var, så lyste det hele rummet op. Der var rodet overalt, og mest af alt mindede det om et lille pulterrum. Jake gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig på en lille skammel, og jeg gjorde som ønsket. Selv blev han stående, hvor han var, og jeg lagde hovedet let på skrå, mens jeg kunne mærke, at min krop langsomt begyndte at slappe af igen.

     "Okay," begyndte Jake, "du vil gerne have en forklaring om, hvad der er sket de sidste hundrede år?" Jeg nikkede. "Godt, det kan jeg give dig. Men jeg kan ikke give dig svar på alle dine spørgsmål, skal jeg lige huske at sige. Du skal ikke regne med, at jeg kan hjælpe dig meget." Han sendte mig et alvorligt blik, og jeg nikkede forstående, selvom nysgerrigheden i virkeligheden var ved at æde mig op. Jeg havde lyst til at skrive ham op i hovedet, at han skulle se at komme igang med at fortælle, men jeg beherskede mig endnu engang.

     "Skal vi bare starte fra 2012? Okay... Øhm, så vidt jeg ved, så skete der ikke rigtig noget 'vildt', før år 2036, hvor det britiske kongehus blev nedlagt, og diktaturen blev 'indført'... Én person sad på styret, frem til år 2047, hvor han døde og lod det gå videre til en anden uretfærdig politiker. Jeg aner ikke, hvem disse to personer var, og det er desuden ingen, der nogensinde har vidst, udover personernes nærmeste. Men de og alle andre politikere, der egentlig bare var der for... ingenting havde tavshedspligt, så det er aldrig sluppet ud. Ingen har turdet at gøre oprør mod dette, selvom det - mildest talt - går de fleste på nerverne. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der er sket med kongehuset, men det eksisterer i hvert fald ikke længere. Siden 2055 har det meste af England været afhængig af Tv'et, hvor der uafbrudt kører programmer om, hvordan vores verden kunne have set ud i dag, og hvordan den kan reddes. Mange programmer er gennem tiden blevet gjort forbudte, fordi de langer ud efter styret og derved sætter landet i dårligt lys. I 2060 udbrød der en mindre krig mellem England og Irland, hvor den anden politiker blev væltet af styret, og begge lande blev overtaget af en eller anden mærkelig irer i de syv år, hvor krigen fandt sted. Det var ikke en decideret krig med våben og sådan, men det blev gjort værre for borgere begge steder, fordi dette skulle... gøre et eller andet ved styret, der ville overgive sig, eller et eller andet i den retning. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg aldrig rigtig har fulgt så godt med i Historie, men jeg skal gøre mit bedste for, at du kan forstå det hele..." Jake vandrede hvileløst frem og tilbage, mens han holdt en pause og lod mig tænke over, hvad han havde fortalt.

     Var det britiske kongehus nedlagt? Diktatur? Hvorfor havde ingen turdet gøre noget ved det? Spørgsmålene vældede op i mig, og de truede med at vælte ud af munden på mig, men jeg mindede mig selv om, at Jake ikke kunne besvare dem alle. Han kunne fortælle mig det, jeg havde forlanget at få at vide, så mere kunne jeg ikke bede om lige nu, besluttede jeg mig for.

     "I 2089, hvor alting igen var forandet, og teknologien havde taget et drastisk spring siden krigen med Irland, havde England endelig fået sig en engelsk styre tilbage. Ikke at det på nogen måder var bedre, at der stadig var diktatur, og at det denne gang bare var endnu værre end de to første gange, det 'var der', men folk følte sig alligevel lettede over, at man ikke behøvede at frygte for irerens næste træk. Skotland er nu hundrede procent selvstændig, og jeg ved ikke, hvad der egentlig er sket med det... Men Wales findes ikke længere, men er blevet gjort til en del af England, ligesom North Weald er en del af London. Det var i 2090, hvor der begyndte at opstå spørgsmål om alle de sager, der aldrig blev opklaret, og deriblandt sagen og Rose Thorne - dig. Der blev lavet denne film over, hvad der skete tilbage i 2012, og der blev både fortalt om, hvordan hun forsvandt, hvad der var sket med hende, og hvordan hendes far døde i 2030 og moren i 2042." Han holdt en lille pause for at se, hvordan jeg tog det.

     Mine forældre var døde. Eller... Rose Thornes forældre var døde. Var hun virkelig mig, eller var der bare tilfældigvis én, der forsvandt samme år, samme dag og samme sted, som jeg løb ind i skoven. Jeg må ikke have vist, hvor chokeret jeg egentlig var, for Jake genoptog sin gang frem og tilbage, og fortsatte så:

     "Man kom med gæt på, hvad der kunne være sket med hende, i denne film, og hvordan hun kom tilbage i år 2042, som... gammel. Jeg synes selv, at filmen var virkelig ringe, men den har vundet adskillige filmpriser, som forunderligt nok stadig bliver uddelt, på trods af al den... forvirring, der har været. Selvom det nu er over tyve år siden, filmen blev lavet, så er den stadig et hit, og som du måske lagde mærke til i timen, så er den spækket med gode skuespillere, hvilket gjorde at den i starten fik så meget omtale." Han holdt endnu en pause, mens jeg fik tid til at tænke videre.

     En film... Det kunne ikke være andre end mig, kom jeg frem til. Det måtte være mig, der var forsvundet dengang, og nu var vendt tilbage.

     "Men du skal være glad, Rose, for du er nemlig havnet i den lykkeligste del af London, af England. Denne lille del af landet er den lykkeligste, hvor de fleste har mange penge og gode jobs. Men som du nok har lagt mærke til, så er der ikke mange, der er glade, vel? Alle de ting, folk arbejder med er udmattende, og folk i Tv-branchen arbejder 24/7. Folk bor ikke engang med deres familier; nej, de bor med dem, de arbejder sammen med. Vi - skoleelever - bor på skolen, og vi har ikke meget frihed. Det er en hård straf, hvis man én enkelt dag ikke møder op til en time eller er syg en dag. Det er ét stort mareridt, og du skal ikke ønske dig at se resten af London - resten af England, for den sags skyld." Han tog en dyb indånding. "Så det vil sige, at jeg ikke bliver modtaget på bedste vis efter at være udeblevet fra denne time..." Han sukkede. "Men det var så meget det værd." Han så på mig og smilede skævt. "Jeg vil stoppe med at forklare nu, så du kan få tænkt lidt over det alt sammen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...