100 years to the future

Rose Thorne forsvandt den 11. april 2012 på mystisk vis. Der blev ledt og ledt, men de kom aldrig tættere på, hvad der var sket med hende. Ingen vidste, at Rose havde skåret sig på en kniv, og var faldet i en fortryllende søvn... Hun lå i byens frygtede 'Spøgelses-hus'. Dér lå hun og sov i præcist hundrede år, og vågnede op til en forandret verden; intet er, som det var i 2012, da både videnskab og teknologi er forbedret en vis grad i 2112. Nu bliver hendes levetid set som 'gamle dage', og huset hun voksede op i, er pludselig blevet et historisk sted. - Hvad skal Rose gøre, da videnskaben vil eje hende, Tv'et ikke vil lade hende være i fred, og den vampyr, der forheksede kniven dengang, vil have fingrene i hende? - Denne vampyr viser sig dog at være en person, Rose aldrig havde regnet med...

71Likes
77Kommentarer
4745Visninger
AA

8. Af sted

7. kapitel

 

Kyle kiggede længe på mig, som om han lige skulle se, om han kunne finde ud af, om det var en joke, eller om jeg virkelig mente det her alvorligt. Selvom jeg godt kunne være enig med dr. Jonson i, at man godt kunne tolke meget af det, jeg sagde som noget enten sarkastisk eller et forsøg på at være humoristisk.

      Da jeg kiggede hen på dr. Jonson havde han et fornøjet smil om læberne. - Som om det seriøst var morsomt at se mig være fuldstændig hylet ud af den, ude af mig selv og overdrevet forvirret. "Søde Rose! Jeg har jo fortalt dig, at dette er et af Englands få succesfulde laboratorier. Ikke et menneskeligt dyreinternat!" Han lo henrykt, og jeg lagde armene over kors med øjenbrynene hævet.

     "Tror du seriøst på, at jeg laver sjov?" spurgte jeg irriteret og syntes på ingen måder godt om dr. Jonson længere. Jeg lagde armene over kors og sukkede dybt. "Jeg vil bare gerne have nogle ordentlige svar," sagde jeg. "Og kan I ikke give mig det... så må I finde en anden til jeres latterlige projekt. Jah, det sagde jeg! Jeg vil måske overveje at gå med til projektet, hvis I fortæller mig bare lidt om, hvordan jeg er endt her... Hvordan jeg kan komme hjem igen."

     Kendall slap Jake, og han skyndte sig hen til mig. "Du kan jo netop finde ud af, hvordan du er endt her, hvis du går med til projektet... ikke sandt?" smilede Kendall, men jeg havde ikke i sinde at smile tilbage. Det var meget muligt, men så havde de også bare at have nogle ordentlig svar til mig, når vi nåede så langt. 

     Jake kiggede på mig. "Overvejer du det virkelig?" spurgte han irriteret, og jeg kastede et blik på mig.

     "Jeg har ligesom ikke andre valg, vel? Du kan jo ikke lige komme med en forklaring på, hvorfor jeg er her, og hvis du kan... Ja, så er du fandeme god." Jeg sendte ham et prøvende smil, men han lagde bare armene utilfreds over kors. Jeg valgte dog at ignorere ham og vendte mig i stedet mod de andre.

     Lige nu var der tre ting, der specielt gik mig på: 1; jeg vidste ikke, hvorfor de sidste hundrede år var fløjet forbi mig. 2; jeg havde ingen anelse om, hvem disse mennesker egentlig var eller, hvad de helt præcist ville med mig. Og 3; Jake var sygt irriterende lige nu. - Jeg sukkede dybt, kiggede rundt på dem og ventede bare på, at en af dem ville sige et eller andet.

 

"Hvor var det henne?" spurgte Kyle mig, og jeg så på ham. Jeg var gået med til projektet, og meget modvilligt var Jake fulgt med. Det var tydeligt at se på ham, at han også ville vide, hvad der var sket. Jeg havde ikke engang været ved bevidsthed i én dag endnu, og alligevel var jeg gået med til sådan noget her... Det var syret. Syret at jeg i det hele taget havde... 'accepteret' det. Det var gået hurtigt, vidste jeg. Normalt ville jeg ikke gå med til sådan noget efter så kort tid, men nu da jeg vidste, at jeg virkelig havde brug for hjælp, så kunne jeg jo lige så godt.

     "Øhm.. Hvad var det, du kaldte den dér plads, Jake?" Jeg vendte mig mod ham, og han stod med armene over kors og et irriteret udtryk i øjnene. Jeg havde egentlig mest lyst til at sparke ham hårdt over skinnebenet, men jeg beherskede mig.

     "London Middle," svarede han bare, og jeg vendte mig smilende mod Kyle og gestikulerede mod Jake for at vise, at det han sagde, var hvad vi ledte efter.

     "Okay så..." Kyle noterede det på en lille skærm, han havde på armen, og jeg rynkede panden ved synes at den lille skærm. Den mindede om et apparat, jeg havde set hjemme hos min kusine, men jeg kunne ikke huske, hvad det helt præcist var for noget - eller om dette var det samme.

     Jeg sukkede dybt, lagde armene over kors og ventede egentlig bare på, at Kyle ville blive færdig. Han fik skrevet færdig, og kiggede så op på mig igen. Han så så godt ud... Jeg kiggede afventende på ham, lukkede alle uvedkommende tanker ude. "Hvad så?"

     "Når dr. Jonson, Kendall og Dawn kommer tilbage, så tager vi til London Middle. Så ser vi, om vi kan finde ud af noget, okay?" Han smilede på intet tidspunkt, men sendte mig bare et venligt blik, som om han var en robot, der ikke kunne så meget som at smile. Jeg hævede brynet kort og nikkede så.

     "Ja ja." Jeg kastede et blik på Jake. Han stirrede mistroisk ned i den kop med en underlig, brun drik, Dawn havde givet ham. Han havde bedt mig dufte til den, og mit første gæt var, det var kaffe, men da den sødlige, frugtagtige duft fandt vej til mine næsebor, blev jeg enig med mig selv om, at det var udelukket. Jake var mistænksom overfor alle, der nærmede sig, og han ville under ingen omstændigheder så meget som kaste et blik på hverken Dawn eller Kendall. Ja, Kendall havde ligesom heller ikke modtaget ham så vildt godt, men alligevel; Dawn havde intet gjort.

     Jeg kunne godt se, at jeg lige nu opfattede de to søskende som mine venner, men det var de ikke. Jake var min ven. - Selvom det virkede det helt uvirkeligt, at man kunne blive venner på så kort tid. - Faktisk var han stadig sygt irriterende - lige som han havde været, da han hev mig med sig tidligere i dag - men alligevel... kunne jeg godt lide ham.

     Lidt efter kunne man høre Dawn diskutere med sin far, hvor vidt hun troede, at det var muligt at finde ud af noget som helst relevant. Og lidt efter afbrød Kendall og sagde, at han ikke troede på, at 'hende Rose' var den 'rigtige' Rose Thorne. Jeg vidste det ikke engang selv, men jeg var alligevel næsten sikker. Jeg mener; hvem kunne det ellers være, hvis det altså ikke var mig?

     "Okay," sagde dr. Jonson, da han var kommet hen til os, og han havde tydeligvis bare ignoreret sine børns konstante plapren. De var også begge blevet tavse, da de kom ind i rummet og så Jake og mig. Kyle rakte ham sin sjove skrive-dims og gav sig til at læse, hvad han havde skrevet. "Vi tager altså til London Middle. Der kommer nogle andre folk, der skal tage prøver, udforske stedet og så videre, så vi kan komme frem til et resultat. Men Rose - " Han kiggede op på mig, og jeg ventede egentlig bare på, at han ville sige noget mere. " - du skal vise os, præcist, hvad der skete, da du vågnede, okay? Hvor, hvordan du havde det... er du med?" Han hævede brynene, og jeg nikkede. Det lød mere som en politiefterforskning, end det lød som et nyt videnskabsprojekt, der skulle igang. "Super. Vi mødes nede foran bygningen om ti minutter. Dawn - følger du Rose og Jake derned?" Han så på sin datter, der hurtigt nikkede lydigt og smilede stort til mig, men jeg gengældte det kun halvt.

     Dr. Jonson forlod lokalet med Kyle og Kendall i hælene, men Dawn blev stående. Hun sendte irriterede blikke mod Jake, men lagde så mærke til at han ikke havde drukket af sin kop. "Hey, skal du ikke drikke det dér?" spurgte hun, men han rystede på hovedet og rakte det til hende.

     "Det ser ikke ud til at være så... venligt mod helbredet," sagde han simpelt, og jeg rynkede panden ad ham, men han lagde ikke mærke til noget. Han blev bare stående og stirrede på Dawn, der skuffet tog imod koppen og satte den hen på et bord i den anden ende af rummet. Jeg lagde armene over kors og sendte Jake et strengt blik, som for at sige; 'Det havde du da ikke behøvet at sige.' På en måde syntes jeg, at jeg forsvarede Dawn lidt for meget lige nu... Jeg smed tanken bort og fulgte med Dawn, da hun førte os ud fra rummet.

     Det viste sig, at vi skulle køre i... En sjov tingest. Det var som om, der var fem rum i den, og man kunne rulle sådan noget ned, hvis man ville have privatliv i sit 'rum', fandt jeg ud af, da jeg satte mig mellem Dawn og Jake. Kendall skulle åbenbart ikke med. Køretøjet var sølv med få sorte 'striber'. Der var ikke en dør som sådan, men den rullede væk, når man trykkede på en bestemt knap. Der var på ingen punkter trængt derinde, og sæderne var bløde at sidde i. Foran sad Kyle i førersædet, og dér lignede det mest af alt en almindelig bil. På passagersædet sad dr. Jonson med en ting, som den Kyle havde skrevet på. - Denne var bare hvid, hvor Kyles havde været sort. I 'bilen' var der ingen seler, hvilket på en måde irriterende mig lidt.

     Vi kørte. Og kørte. Jeg var ikke sikker på, hvad det var for noget, der rullede forbi mig, men jeg så i hvert fald skolen, Jake gik på. Kyle holdt 'bilen' ind til siden, da vi holdt et stykke vej fra pladsen, jeg først var kommet ud på. Og så så jeg noget, jeg ellers ikke ville have troet...

     Dawn så på mig, mens jeg bare betragtede skiltet. "Familien Thornes hus" stod der. En form for museum, kunne jeg se. Der strømmede folk til og fra, og i al mylderet lignede huset præcist det, jeg boede - eller havde boet - i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...