Tvillinger

Ellie McGiver mistede halvdelen af sin sjæl den dag. Den forfærdelige dag. Dagen hvor alt blev forandret for evigt. Dagen hvor tusinde mennesker døde.
Dagen hvor hele verden sørgede.

1Likes
2Kommentarer
765Visninger
AA

1. Tvillingernes fald

Den ene tåre efter den anden strøg ned af hendes kinder. De samme billeder kørte igen og igen på tv skærmen, mens tv værten gentog den samme sætning igen og igen. ''En katastrofe har ramt vores nation.'' Ellie knugede tæppet ind til sig mens hun hulkende forsøgte at trøste sig selv. Hun vidste at det var formålsløst at håbe. Håbe på at han stadig var i live, hun ville ønske hun havde bare et lille håb som hun panisk kunne klynge sig til. Emmett stak hovedet ind i stuen og kiggede på hende, hans kinder var også våde. De kiggede på hinanden i stilhed. Emmett gik hen til sofaen og satte sig tæt op af hende. ''Hvad nu hvis han stadig lever?'' Sagde Emmett lavt og lagde armen om hende. Ellie maste sit hoved ind i hans brystkasse og begyndte at hulke. Emmett sukkede og hvilede sit hoved på hendes. ''Det skal nok gå.'' Hviskede han og kyssede hende på håret.

Hun havde ikke lukket et øje den nat. Hun stod op klokken 05:15 og satte sig ud i det grå triste køkken. Hun satte sig ved det runde spisebord der stod foran et stort vindue med udsigt ind i skoven. Hun hvilede sit hoved på sin hånd mens hun med øjnene fulgte regndråberne der løb ned af ruden. Stilheden var så indtrængende at den næsten larmede. Hun kunne høre Emmetts dybe vejrtrækning inde fra soveværelset. Gid jeg kunne sove så tungt, tænkte hun.  Hun kiggede igen på regndråberne der løb om kap ned af ruden, et mildt tordenbrag hørtes langt væk. Hun stirrede ned i sin halvt fyldte kaffekop og derefter på sin mobil der lå ved siden af. Hun tog telefonen og tastede nummeret. Hun vidste godt hun ikke burde ringe, hun ville sikkert bryde sammen når hun fik svaret. Var hun parat til at høre sandheden? Hun tog telefonen op til øret og ventede.

''Manhattens hospital hvad kan jeg gøre for dig?'' Svarede en kvindestemme. Ellie rømmede sig og svarede:

''Ja godmorgen, du snakker med Ellie McGiver. Jeg ringer angående min bror.'' Hun sank en klump og fortsatte:

''Har i fået en Peter McGiver ind i går?'' Hun blinkede et par gange for at få tårene ud af øjnene.

''To sekunder, så skal jeg kigge.'' Der blev stille i den anden ende af røret, Ellie kradsede med sin negl i bordet indtil hun kunne høre nogen ved røret.

''Desværre ikke.'' Sagde sygeplejrsken. ''Var han i World Trade Center?'' Spurgte hun forsigtigt.

''Ja.'' Svarede Ellie stille.

''Skal jeg tjekke hos de andre hospitaler?'' Spurgte sygeplejrsken kærligt.

''Tak.'' Svarede Ellie hvorefter der blev stille i den anden ende igen. Hun ventede i lang tid denne gang. Der gik flere minutter før den venlige stemme kom tilbage i røret.

''Det gør mig ondt.''

Ordene hang i luften, Ellie slap telefonen og faldt på knæ på det kolde køkkengulv. Hendes gråd kunne ikke holdes inde mere. Nu var det sikkert, hun skulle aldrig se sin tvillingebror igen, halvdelen af hendes sjæl var blevet revet brutalt ud af hende og hun var blevet efterladt tilbage. Emmetts rolige vejrtrækning stoppede og han kom løbene ud i køkkenet og faldt på knæ foran hende. Hun slog armene om ham og begravede sit ansigt i ham. ''Han er væk.'' Hulkede hun. Emmett sukkede og stramte sit greb om hende. ''Nej, han vil altid være hos dig. Hos os.''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...