One Direction - Irland 6'er

Alberte og Nathalie har været meget igennem med Niall og Harry.
Nathalie og Harry har især været meget igennem, men nu stoler de på hinanden, og de er sikre på at deres forhold kan nå nye højder - især Harry har noget specielt i tankerne.
- Alberte og Niall har slået op, fordi at hende og Zayn havde været sammen - men Alberte indså at det ikke føltes rigtigt, og tog hjem fra London uden at sige farvel.
Hvordan klarer Alberte sig nu? - Når hun er alene.

161Likes
331Kommentarer
19247Visninger
AA

12. Hvordan føltes det?

Alberte var træt af at skulle græde, og smuttede forsigtigt ud på gangen. Der var stille huset, og derfor vovede hun at smutte ud.  Desuden skulle hun også passe på Kaiden.

Hun begik sig ind på Kaidens værelse, og så at han sad i armene på Nathalie.

”Alberte?” Sagde Nathalie, da hun opdagede Alberte. ”Nathalie?” Sagde Alberte, og løftede øjenbrynet, imens at hun smilede let. Det var altid dejligt at se Nathalie, hvis hun var ked af det.

”Jeg frygter at… Harry vil have børn” Sagde Nathalie efter lidt tid. Pludselig opdagede Alberte at det ikke kun var hende, som bar rundt på noget.

”Du er vel forfanden da ikke gravid, vel?” Sagde Alberte, og kunne mærke hendes krop slå knuder. Ikke kun maven, men hele kroppen.

”Nej for fanden!” Sagde Nathalie, og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. ”Ingen tvivl om at du bliver en god mor, men… Du skal selv have lært noget om livet, før at du kan lære en anden om det” Sagde Alberte, og havde helt glemt sine egne problemer.

”Harry er nitten… Jeg begynder at kunne mærke aldersforskellen” Sagde Nathalie og rynkede panden.

Alberte kiggede trist på Nathalie. Måske ville det ikke fungerer for dem. Selvom de havde en ring, og selvom det virkede som om at Harry havde forstået at han havde dummet sig, så var de stadig femten og nitten.

”Du skal vælge om du vil satse på dig og Harry – for hvis du vil være sammen med ham, må du sætte hælene i, og jeg ved hvor svært det er for dig” Sagde Alberte, og kiggede på Nathalie med rynket pande.

”Jeg elsker ham – så skal man vel ikke satse? – Så skal man vel bare flyde på strømmen?” Sagde Nathalie og smilede.

Måske var det naivt, men kærlighed kunne da godt være lykkeligt.

”Man skal kæmpe for lykkelig kærlighed” Sagde Alberte. ”Hvis det er lykkelig kærlighed, behøver man da ikke at kæmpe” Sagde Nathalie.

Alberte kiggede i et stykke tid på Nathalie. Deres samtale var begyndt at blive rimelig dyb.

”Du har sat mig af!” Grinede Alberte, og Nathalie begyndte også at grine. Det var derfor at de var bedsteveninder. De fik det bedste frem i hinanden.

”Jeg fik den ældste til at blive lost!” Grinede Nathalie, og lavede en triumferende grimasse.

Alberte rystede på hovedet, men kunne mærke hvordan hendes mundviger bare VILLE op.

”Vi er stærke sammen!” Sagde Nathalie, og klemte Albertes hånd.

”Vi gør hinanden stærke” Sagde Alberte. Nathalie nikkede, og sammen gik pigerne ned i stuen med Kaiden.

Hvis de var heldige, så var Niall stadig på sit værelse, så man ikke skulle håndterer ham også.

Nathalie og Alberte smuttede ned i køkkenet, og tog en snack. Der var altid snacks i køleskabet, for Nialls familie spiste meget mad.

 

Det var aften. Niall spillede endnu engang guitar. Alberte listede langsomt hen til stuen, for at gemme sig bag skillevæggen, og kunne høre ham spille. Hun ville ikke sidde og lytte – det ville være akavet, og hendes hjerte ville ikke kunne holde til det, men hun måtte høre den dejlige musik.

Han begyndte at spille Torn.

Alberte lukkede øjnene, imens at hun nærmest kunne føle hvordan Nialls fingre kørte over guitaren. Hun savnede alt ved ham. Hun savnede også hans fingre. Hvis han havde spillet på guitar i for lang tid, og havde fået ondt i fingrene, så kyssede hun dem – sådan nogle ting betød meget for hende.

Pludselig kom Niall gående ud og kiggede på Alberte. ”Hvorfor står du på den anden side af væggen og nynner?” Sagde Niall, og grinede. ”Nynnede jeg?” Sagde Alberte og blev meget rød i hovedet.

”Eller også er jeg ved at blive skør… jeg ved det sku ikke længere” Sagde Niall dramatisk. Alberte havde lyst til at grine, men hun var ked af det. Hun var alene i verden.

Alberte stod og betragtede Niall i et stykke tid, indtil at han begyndte at kigge meget uroligt på hende. ”Hvorfor gjorder du det Niall?” Sagde Alberte, og smilede et anstrengt smil. ”Gjorde hvad?” Sagde Niall, og blev mere seriøs i blikket.

”Sagde til Bella… At du elskede hende mere end du nogensinde har elsket – var det sandt?”

Niall stod i et stykke tid og kiggede på Alberte. ”Jeg elsker hende mere ned jeg nogensinde har elsket” Sagde Niall så, og kiggede ned i jorden.

Alberte følte at hun blev stukket ned. En stor mavepuster, og en kniv igennem hjertet. Og af Niall. ”Hvordan føltes det så?” Sagde Alberte, og sank sin klump i halsen. ”Føltes hvad?” Sagde Niall, og smilede usikkert.

”Du ved sku godt hvad jeg mener! – Hvordan føltes de at være SÅ forelsket?” Råbte Alberte, og tristheden blev til vrede. Hun ville se om Niall kunne fortælle det. Om han kunne sige det oppe i hendes åbne ansigt.

”Når jeg kigger ind i hendes øjne, så er det som… Som om at jeg glemmer alt. Jeg glemmer hvad jeg skulle, og jeg glemmer drengene… Jeg glemmer hele min omverden” Sagde han.

Alberte blev nærmest draget af hans historie, og hans lidenskabelige måde at snakke om det på.

__________________________________________

Flere likes? <3 Elsker mine fans! - Det betyder utrolig meget at i gider læse historien! :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...