The lost soldier

"historien" eller nok mere novellen er om 23 årige Marc. Han har haft nogle sære drømme siden han kom ud af millitæret fx. døde venner der jagter ham m.m.
Men en dag da Marc er ude at feste, møde han en gammel kollega fra millitæret, Katie......

2Likes
1Kommentarer
627Visninger

1. Hvad sker der?

"Skyd ham! Kom nu hva' fanden venter du på, man?!" Jeg kiggede på obersten og derefter på fangen. Mine hænder rystede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde geværet.

"Jeg er ked af det oberst, men jeg... Jeg ka' ikke..." Han gik hen og gav mig en lussing. Jeg jamrede og spyttede lidt blod ud.

"For fanden da knægt.. Se hvordan vi voksne gør det." Han stilte sig foran fangen og holdte sin pistol op mod panden på ham. Det var skræggeligt, fangen sagde ikke en lyd, han faldt bare sammen på gulvet. Man kunne se blodet trille ned ad han ansigt. Hans nu sjæleløse øjne så på mig. Jeg smed mig på alle fire og brækkede mig. Jeg kunne høre obersten grine bag mig et sted og kunne pludselig mærke nogle hænder der blev placeret på hver af mine arme, jeg så op og der stod to mænd -en på hver side- og begyndte at slæbe mig af sted.

"Lad mig være! Hva fanden er det i gør? Johnson?!!" råbte jeg og prøvede at rive mig løs, men det var som om min krop ikke gjorde noget. Jeg hørte obersteren grine igen, men kunne ikke se ham nogen steder. Mændene stoppede og den ene holdte mig i et jerngreb mens den anden bandt mine hænder sammen med et tyndt reb.

"Så lad mig sgu da væ..." Lige der, stoppede han et tørklæde ind i munden på mig og bandt det på nakken. Den anden tager over igen og skubber mig så jeg falder ned på jorden.

"Rør dig ikke eller du vil se lyset for sidste gang." Jeg blev grebet af panik og sad bomstille og så obersten komme ud af den blå luft. Han gik hen mod mig mens han var ved at lade sin Desert Eagle. 'Hva' fanden sker der' var det eneste jeg tænkte. Det var begyndt at blive lidt varmt af bare at side ned med alt udstyret på. Han satte pistolen for min pande og jeg prøvede at skrige men det eneste der kom ud af det var røde øjn med tårerne der trillede stille ned ad kinderne.

"Vis jeg sagde jeg ville komme til at savne dig, ville jeg lyve, så... Farvel Marc." Jeg hørte det store skrald og alt blev sort.

* * *

Jeg slog øjnene op og gispede, det føltes som om mit hjerte var på vej ud.

"Hvad er der galt, Marc?" Katrina satte sig stille op i sengen og kiggede forvirret på mig. Jeg kunne ikke snakke på det tidspunkt, jeg satte mig op, svingede benene ud over kanten og lod hovedet falde ned i hænderne.

"Skatter... Hvad er der?" Hun satte sig hen ved siden af mig og lagde hovedet på min skulder.

"Jeg.. ehh.. Jeg ved det ikke. Prøv nu bare og sov igen, ikk." Jeg kyssede hende og hun kravlede hen og puttede sig under sin dyne. Hvorfor fanden bliver de drømme ved med at komme..

Jeg gik neden under og ind på toilettet. Det føles mindre end det egentlig var, med den store bruser, som i øvrigt også er et badekar, var placeret der henne i hjørnet. Jeg gik hen til vasken, kiggede ind i spejlet og undrede mig over at jeg havde et rødt mærke på kinden. Jeg følte på mærket, det gjorde ikke ondt. Jeg studerede mærket mens jeg tændte for vandet, jeg fyldte mine hænder med vand og vaskede ansigtet. Så igen på spejlet, hmm mit hår er da vidst blevet lidt mørkere, måske mørkeblond kan vi kalde det nu. Jeg havde barberet mig i går så mine kinder er der ikke noget på mere. Jeg var stadig dejlig solbrændt efter den tur på stranden. De blå øjne kiggede tilbage på mig.

"Hva glor du på.." Jeg ved ikke hvorfor men nogle gang kan jeg godt bare finde på at snakke med mit spejlbillede.

"Mon ikke du også skulle få noget søvn, Marc.." hviskede jeg til mig selv. Jeg gik oven på igen. Katrina var allerede faldet i søvn. Jeg smed mig oven på dynen og vendte mig væk fra hende og faldt stille i søvn.

* * *

Da der lød et ordentligt bump nedenunder, fór jeg op ad sengen og løb ned af trappen.

"Katrina! Hvad sker der?!" Jeg kunne høre hende ude fra køkkenet,

"Ikke noget, det var bare mig der var sådan et fjols, som sædvanlig. "Jeg fandt hende i at samle glasskår op fra gulvet. "Her nu skal jeg hjælpe" Jeg gik hen tog et par glas stumper og smed dem i skraldespanden.

"Jeg går lige ind og får noget tøj på." Jeg skyndte mig ind på badeværelset fandt et par hullet jeans, der var sgu ved at være lidt 'hængerøv' over dem.. Og en humör trøje med en -ja undskyld- latterlig bamse på. Men til mit forsvar, var det katrina der købte den. Og gik derefter over til spejlet, hvor jeg tog noget voks som stod på kanten af vasken. Jeg kørte hånden gemmen håret et par gange til det begyndte at stritte. Det kunne være jeg skulle prøve at farve det engang.. Ej så er den mørkeblonde farve altså stadig number one. Nu da jeg var i gang kunne man da lige så godt tage armbåndet på. Og så var jeg da ellers klar. Jeg gik ud til Katrina som stod og kiggede ud på haven. Jeg gik stille hen bag hende og lagde mine arme om taljen på hende. Hun vendte sig smilende om og kyssede mig. Hun så på mig med sine smukke sorte øjne og spurgte

"Hvad var det lige der skete i nat?" Jeg slap hende, mens jeg så ned i gulvet sagde jeg,

"Jeg er sgu nok bare ved at blive skør," Jeg kiggede på hende igen og grinte;

"Ej, det var nok bare et.. mærkeligt mareridt skat. Okay?" Hun så på mig som om jeg rent faktisk var ved at blive skør.

"øhh okay, vis det er sådan det skal være.. Nok om det, jeg kører bare hen til Sally nu. Vi ses". Jeg bøjede mig ned og kyssede hende farvel. Jeg fulgte hende med øjnene ud til døren og så var hun væk. Sally var en af hendes rigtig gode veninder, første gang jeg mødte hende prøvede hun at ligge an på mig. Jeg må sgu indrømme det var lidt mærkeligt. Men nu da hun var gået, kunne jeg da lige så godt også tage lidt ud. Jeg gik ud i gangen, fandt mine Nike sko og min Jack & Jones jakke frem. Jeg gik hen mod døren og rakte ud efter mine RayBan solbriller. Så var jeg på vej ind til byen.

Når jeg går rundt i New York kommer jeg altid til at tænke på de ting der kunne ske når man nu bor i en storby. Men heldigvis er der ikke sket sådan nogle 'ting'... Endnu.. Der var faktisk rigtig varmt i dag, solen var fremme og ingen skyer i syne. Jeg gik ned af gaden og stoppede op ved et sted hvor man kunne få lavet piercinger. Nu er jeg gået forbi her så mange gange, og nu synes jeg altså jeg skal få taget mig sammen til at få lavet en. Eller to...

Jeg gik ind til en af mine venner som havde butikken.

"David!" Råbte jeg og en mørk håret, meget maskulin mand kom løbene mens han råbte

"Hey Marc, hva så? Godt og se dig." Vi gav hinanden et klem,

"Jah David.. Nu har jeg fandeme fået taget mig sammen til at, få lavet en i øjenbrynet og.. Måske et hul i øret, men er det noget du kunne klare?" Han kiggede overrasket på mig "Det ka' jeg sgu da nemt lige få ordnet, forresten så troede jeg at du fik hul i øret, den gang vi var sammen i Irak."

Jeg holdte hånden op til øret og sagde;

"Jah men det er vidst groet sammen igen..".

"Jamen ja, tag plads" han pegede på en stol og jeg satte mig.

"Jeg har sådan en her vi lige sætter i øjenbrynet, til at starte med. Og så kan du jo selv købe en du vil have når du har gået med den her lidt tid." Han holdte en meget lille sølv stang med en pil på enden op. Jeg nikkede bare og lænte mig tilbage i stolen og ventede.

"Bare tag det roligt, mand. Jeg skal nok gøre det hurtigt" grinte han. Han tog fat i noget hud ved øjenbrynet og stak stangen hurtig i gennem. Jeg knyttede næven og lavede en grimasse som David grinte af.

"Se det gik sgu da meget godt, det er nok lidt rødt nu.. Gå dog hen og se hvordan du ser ud." Jeg rejste mig op og gik hen mod spejlet og.. og hold da op! Jeg ligner sgu da en rigtig Bad Boy.

"Fuck mand, det ser sgu godt ud David" jeg vendte mig

"Men kunne du også lave et hul i øret på mig?".

"Jada bare sæt dig hen igen, så henter jeg lige pistolen" Han rejste sig, gik ud i bag lokalet og kom tilbage med pistolen og en firkantet diamant ørering. Han satte sig på sin stol ved siden af min.

"Jah. Det her kender du jo godt." Han satte først en prik med en tus på øret, så han vidste hvor han skulle skyde hul henne. Han satte pistolen op til mit øre, et lille klik og det var ovre det gjorde slet ikke ondt, som de fleste tøsedrenge nok synes. Jeg rejste mig igen op fra stolen, gik hen til spejlet og kiggede lidt. Derefter gik jeg hen til David som stod bag kassen,

"tak for det mand, hvor meget bliver det?" Han tænkte lidt og sagde

"Når det er dig, kan du lige slippe af sted med 20". Jeg fandt pungen frem og fandt en seddel som han fik.

"Gad vide hvad Katrina siger når du kommer hjem," han grinte og nikkede over mod mit hoved.

"Hun bliver nok lidt chokeret" vi grinte begge to.

"Men vi ses David" Jeg vinkede. "Ja'r ses.

"Jeg gik hjem ad igen.

Lige da jeg kom til indkørslen ringede min mobil.

"Det Marc..",

"Marc! Skynd dig og kom, jeg ved det ikke men jeg tror jeg bliver forfulgt af en.." Katrinas stemme var ikke til at tage fejl af, hun var bange. Jeg tog mig til hovedet,

"Af hvem?!" Jeg gik over mod BMW'en .

"Jeg ved ikke hvem det er, jeg tog jo bussen her over, men Sally var ikke hjemme så jeg besluttede mig for at tage gå turen hjem.. Men der er en og eller anden mand, nok på din alder, der har fulgt mig et godt stykke ad vejen nu.. Jeg venter ved stien, du ved hvor, men vær sød at skynde dig!" Jeg fumlede med nøglerne og fik dem til sidst drejet.

"Bare forhold dig rolig, jeg er på vej." Jeg trykkede på afbryd knappen og smed mobil på det andet sæde og skyndte mig af køre.

Da jeg lang om længe kom til stien hvor jeg skulle hente Katrina, holdte jeg ind til siden og ventede på at hun skulle komme. Efter cirka 10 min. var jeg blevet godt irriteret over at hun ikke var dukket op endnu. Jeg tog telefonen og trykkede hendes nummer ind. Mens jeg ventede på at hun skulle tage den, tog jeg en cigaret og steg ud af bilen. Jeg kunne høre at telefonen blev taget men der var ingen der sagde noget.

"Katrina? Hvor er du?" Efter lidt tid kom der endeligt et svar fra Katrina.

"Undskyld Marc, jeg ville bare sikre mig at han ikke fulgte efter mig mere, det tror jeg ikke han gør, jeg kommer over mod dig nu. ses" Jeg fik øje på hende på den anden side af krydset og vi vinkede til hinanden. Da hun nåde over, steg hun ind i bilen

"Hej" sagde hun og spændte selen.

Jeg kunne mærke hendes blik sad fast på mig hele vejen, til sidst spurgte hun

"Nu ved jeg det, du har da fået en piercing." Jeg kiggede halv på hende og halv på vejen

"Det var du sgu hurtig til at finde ud af" Jeg kunne ikke lade være med at grine, men stoppede da hun kiggede surt på mig.

"Hvad nu?" spurgte jeg forvirret. Hun rystede bare på hovedet og kiggede tomt ud i luften.

Da vi nåde hjem, holdte jeg ind på fortovet; og Katrina steg ud af bilen og løb hen og låste op for huset. Imens kørte jeg bilen ind i garagen. Da jeg fik låst garagen, mærkede jeg en dråbe på min kind. Så begynder det sgu også og regne.. Jeg små løb hen til hoveddøren, og hængte jakken på knagen, mens jeg satte skoene ved Katrinas.

Da vi lige var blevet færdig med at spise den dejlige aftensmad Katrina havde lavet, gik jeg ind på kontoret, og hen til Katrina som sad ved vores computer.

"Du Marc? Kom lige!" Katrina vinkede mig over, uden at fjerne blikket fra skærmen. Bare hun nu ikke har fundet endnu et par sko, eller noget hun bare skal have. Jeg stilte mig bag hende og kiggede på en lille hund.

"Hvad, er du nu gået helt i hundene eller hva, skatter?" Jeg grinte lidt men forstod ikke helt hvorfor jeg sagde det.

"Nej nej.. Jeg tænkte.. nu skal du svare ærlig marc. Okay?" Hun kiggede mig i øjnene og jeg nikkede bare og så på den lille hund, som vidst nok var en schæferhvalp.

"Jeg tænkte om vi ikke skulle få os en hund!" Hendes smil var ikke til at modstå.

"Tjoh.. Det kunne da være rart med en ven, når du er på arbejde. På en betingelse.. Det skal være en dreng!" Hun holdte et grin tilbage, og sagde;

"Ja ja, selvfølgelig skat." Hun smilte mere end før og skrev en mail ind til hundeinternatet, om at vi gerne ville se på den.

"Yes! "Hun hoppede op af stolen og krammede mig,

"Tak, tak.." Hun forsvandt videre ud på gangen, mens hun nynnede en og eller anden sang, jeg ikke lige havde hørt før.. Tror jeg.. Jeg kørte hånden gennem håret og gik ud mens jeg tænkte over at jeg bare sådan havde sagt ja til en hund. Men hvis hun er glad, kan man da ikke undgå selv at blive glad. Jeg gik ned i kælderen efter en cola til mig og en kold flaske vand, til Katrina.

"Grib!" råbte jeg til Katrina der lagde i sofaen og kastede flasken med vand. Jeg satte mig i den anden ende af sofaen og åbnede colaen.

"Nå, skal vi se en film eller noget?" spurgte jeg og mødte hendes skønne med dog meget trætte øjne.

"Øh, gør du bare det. Jeg tror jeg går i seng, klokken er jo allerede lidt i tolv." Hun gabte mens hun rejste sig op og gik lige forbi mig og hviskede godnat. Jeg trak bare på skulderne og tændte for fjernsynet. Mand, de sender også bare den der Twilight film over hele verden lige fortiden. Det ser Caroline nok lige nu så.

Caroline er min lillesøster, den mest pigede pige nogen nogensinde har set. Jeg kan huske da jeg boede ved mor, og Caroline, den forbandede pige havde brugt mig som "prøve model" for alle de nye ting mor selvfølgelig havde købt til hende. Vi prøvede og få det af inden skolen. Men jeg skulle selvfølgelig gå med alt det bras i skolen. Det var jo ikke såh fedt når man gik i 10 kl. og var en af skolens mest populære drenge. Heldigvis er hun da blevet mere moden siden da. Hvis jeg ikke tager fejl, skulle jeg vidst hjælpe hende med at finde en lejlighed her i år.

Jeg var begyndt at blive træt og min øjne blev tungere og tungere.

* * *

Efter som jeg kom kørende, blev vejen smallere for hver kilometer. Indtil jeg kørte midt ude i ingenting. Jeg kiggede i bakspejlet og så Jeep fra militæret. Jeg gassede op og måleren viste ca. 175 km/t, det samme gjorde Jeepen vidst også. Jeg bremsede hårdt op og Jeepen standsede op ved siden af mig. Personen i Jeepen rullede vinduet ned og til min store overraskelse, viste det sig at det var min afdøde ven Eric Jones. Vi stirrede på hinanden. Han var stadig helt mørkhåret og samme højde som mig også lidt hvid men han var jo død. Eller det regner jeg da med. Eric og mig blev venner for 5 år siden da vi mødtes i militæret. Sidste år efter jeg kom hjem fra Irak, blev Eric sendt derhen for at afløse mig. Desværre døde han, da de satans idioter skød vores helikopter ned. Tre blev skadet men Eric var den eneste der omkom. Eric hoppede ud af sin bil og løb direkte over mod min, han hev mig ud

"Eric, stop da for satan! Det er jo mig!" Jeg prøvede at kæmpe mig fri, men af en død mand og være, var han da ellers godt nok stærk.

"Det kan sgu godt være jeg er død! Men ærligtalt Marc.. Kan du ikke gøre det bedre?!" Råbte Eric og væltede mig da jeg næsten lige var kommet op igen. Pludselig frøs Eric, jeg mener det, han lagde helt stille i luften. Og jeg kravlede væk fra ham og tog en pistol, der dukkede op lige midt i det hele. Jeg mærkede suset i min mave, da jeg holdte den oppe foran Erics hoved. Lige inden jeg trykkede på aftrækkeren, kom der et lyst glimt.

* * *

"Marc!" Jeg kunne mærke at, jeg blev rusket fra side til side.

"Marc, altså!"Jeg vågnede og opdagede at jeg var faldet i søvn på sofaen.

"Hvad?" Jeg satte mig op og så på Katrina.

"Ja ja.. Hvad er der?" Jeg gned mine øjne og så den halv store schæferhvalp der prøvede at hoppe op i sofaen.

"Den er da meget sød" sagde jeg og løftede den op til mig og Katrina udstødte nogle lyde, som nok mere betyd 'Ikke op i sofaen'.

"Har du lige været henne og hente den?" Den slikkede mig over hele hovedet.

"Ja, jeg stod tidligt op i morges. Jeg ringede til Sally og så tog vi lige ud og hentede et par ting til Rex" Jeg afbrød hende,

"Rex? Måtte jeg ikke være med til at bestemme hvad vores hund skulle hedde?" Jeg kiggede på hende, og hun rakte ud efter Rex og satte ham på gulvet igen.

"Jo.. Men du kan godt huske den Schæfer min mor havde ikke?" Jeg nikkede og kløede den bag øret, og hans ene bagben begyndte og stampe hurtig i jorden. "Godt så, den hed jo Rex så tænkte jeg at det ville være et okay navn til den. Men det synes du ikke eller hva?" Lige nu var ikke lige tidspunktet, hvor jeg ville til at skændes med hende.

"Jo, jeg synes faktisk det passer rimlig godt, skat." Jeg smilte og så Sally komme med en stor hunde kurv,

"Hejsa I tre! Så er der lige en lille ting til Rexie hunden." Hun smilte mens hun prøvede og vinke. Så satte hun kurven lige foran sofabordret og Rex løb hen, for at undersøge kurven og alt det legetøj der lå i den. Sally tog en bold og kastede hen tværs gennem stuen. Rex løb forirret rundt efter bolden, indtil han fangede den og gav sig til at tygge i den.

"Nå, hvad snakker vi om herovre?" Hun smed sig i sofaen som og hun lige havde løbet 100 kilometer.

"Ikke rigtig så meget, men hvis jeg kender dig godt Sally, skal vi hurtig få noget og snakke om" Katrina grinte og de begyndte og snakke om, hvordan det gik hos den ene og den anden. Jeg kastede et hurtig blik på Sally og lagde mærke til, at hun havde fået lyst hår. Mere tænkte jeg faktisk ikke over det. Jeg rejste mig op og gik hen og undersøgte de ting, de havde købt til Rex. Noget legetøj, bolde og et halsbånd hvor på der stod hans navn og vores adresse. Den pige havde virkelig forstand på tingene. En hundesnor til når vi skulle ud og gå med ham. Og et par skåle hvor der på den ene stod 'Hold dig væk fra min mad!' og på den anden stod der 'Giv mig dog noget frisk vand!' Jeg grinte, hvor ironisk. Jeg kom til at kigge på min egen trøje,

"Humör" sagde jeg lavt og grinte igen, uden nogen logisk forklaring på hvorfor. Jeg tog skålene med ud i køknet og så på den store pose med hundemad ovre i hjørnet. Hvis de tror den står helt diskret der ovre, så kan de sgu godt tro om igen. Jeg åbnede posen og fyldte den ene skål og satte den i det andet hjørne, lige ved siden af køkkenbordet. Jeg fyldte den anden med vand og stilte den ved siden af madskålen. Rex kom løbene ud i køknet og gik forsigtigt hen og snuste til skålene. Katrina og Sally kom også ud i køknet. Katrina stilte sig hen til Rex og kiggede på os og spurgte,

"Er han ikke sød?" Hun kiggede over på Sally, som nikkede og aede Rex. Der efter mærkede jeg Katrinas blik ovre på mig. Jeg kiggede også over på Sally

"Jo, han er da.. Meget sød.." Rex løb direkte ind i sin vand skål. Jeg kiggede efter ham og strøj mig hen over håret.

"Rigtig sød.." Sally vente sig om nogle sekunder og jeg kunne se at hun grinte lidt.

"Nå, men jeg tror jeg må se at komme vidre" Afbrød Sally stilheden. Katrina gik hen og krammede hende;

"Det har da været hyggelig, Sally. Men lov mig snart at komme igen!". De begyndte at gå stille ned ad gangen, hen til hoveddøren. Jeg så Sally løbe hen til sin bil, fra køkkenvinduet. Den gamle golf havde holdt et godt stykke tid nu, ja og det tror jeg den bliver ved med. Hun kiggede op og vinkede og kørte så af sted. Og selvfølgelig skulle Rex løbe efter.

"Marc! Ej prøv lige og kom." Jeg små løb ud til hende og kunne ikke lade være med at grine da jeg så hende i hovedet.

"Er du ikke lige sød og få ham ind? Så rydder jeg lige op inde i køkkenet imens." Jeg nikkede bare og gik lidt over mod Rex der gøede. Jeg fløjtede et par gange. "Kom så, dreng!" Rex kom løbende tilbage, lige forbi mig og ind af døren. Okay da.. Jeg gik indenfor og lukkede døren.

Senere hen på aften, ringede min mobil. Men der jo ikke nogle der har mit nye nummer, udover Katrina. Hvem fanden kunne det nu være.

"Har du tænkt dig og tage den eller hva'?" Spurgte Katrina som stod i døråbningen.

"Jah," sagde jeg tøvende,

"Ja selvfølgelig" sagde jeg og gik forbi hende, og vidre ind på kontoret. Jeg tog den op og kiggede lidt. Skal jeg bare lade være med at tage den? Nej. Jeg tog den op til øret og sagde tørt;

" Det Marc.." Der lod en kvindelig stemme i røret,

"Taler jeg med Marc Daniel Smith?" Jeg tog en dyb indånding;

"Ja.. Ja det mig, hvem er det?" Der gik noget tid før hun svarede

"Det skal du ikk' tænke så meget over Marc. Jeg kender dig. Og jeg er sikker på du nok skal genkende mig." Jeg kunne nærmest føle det selvsikre smil, hun sendte gennem mobilen. Hun snakkede igen før jeg kunne sige noget;

" Men Marc. Jeg vil bare sige jeg gerne vil møde dig igen. Så mød mig på i aften. Club Francesc. Kl. 23."

"Men hvem sn.." Mere nåde jeg ikke og sige før hun smækkede røret på. Et og eller andet sted langt inde, dukkede små brudstykker op. En køn pige med mørk hår. Men ansiget var stadig uklart. Jeg synes jeg kan huske den stemme, men.. Hva' vil hun? Skal jeg tage derhen eller ikke? Der var noget der trak i mig. Jeg tager derhen.

"Marc? Hvem var det, søde?" Fuck jeg havde helt glemt Katrina. Hvad skal jeg forstælle hende?

"Det var bare David der ringede og spurgte, om jeg havde lyst til en øl eller noget i aften." Jeg tror aldrig jeg havde løjet for hende før. Et kort øjeblik bliv jeg ramt af dårlig samvittighed.

"Okay, hvornår tager du så derhen? Hvis du altså skal af sted." Jeg gik ind mod stuen. Hun sad i sofaen sammen med Rex, der havde lagt sig foran på tæppet. Den hund har sgu tilpasset sig hurtigere end forventet. Jeg kom helt til at smile.

"Øh. Han var vidst hjemme ved en eleve tiden. Så jeg må vidst hellere skifte tøjet lidt." Jeg smilte stadig væk. Hun så lidt på mig, men trak så på skulderne og kiggede mod fjernsynet. Jeg listede ud på badeværelset og smed hurtig trøjen. Jeg tog en hvid T-shirt og en sort væst uden over. Der var ingen grund til at skifte bukserne. Jeg så mig i spejlet og proppede lidt mere voks i håret. Det skulle vidst kunne gøre det. Jeg gik ud i køknet og så på uret; 22:41.

"Katrina? Jeg smutter nu skat!" Hun kom små løbende og gav mig et blidt kys.

"Prøv nu og lad være med at drikke for mange, ikk?" Jeg kun ikke lade være med at smile igen.

"Jeg skal nok prøve at anstrenge mig lidt så." Jeg sagde farvel og gik hen ad mod bilen. Jeg følte mig som en forretningmand, der var for sent på den. Jeg satte mig ind og tog en dyb indånding og drejede nøglen. Bare jeg kunne huske hvem det var.

Jeg fortrød lidt da jeg ankom til Club Francesc. Der var mange biler parkeret og folk der gik frem og tilbage. Jeg fandt en parkerings plads og steg ud af bilen. Der var flere unge piger der kiggede på mig da jeg gik hen til bagdøren.

"Navn." Dørmanden så faktisk pænt skræmmende ud. Mange tatoveringer på armene, og piercinger i hele fjæstet. Han pustede sig op og det gik op for mig, at han bare ventede på jeg skulle svare.

"Marc." Jeg trippede lidt.

"Marc Daniel Smith?" Han skød øjnbrynet i vejret.

"Nemlig."

"Vent her." Det store brød banede sig vej gennem de fulde folk, og kom tilbage med en anden mand. Jeg kiggede lidt, hvad fanden var det nu for noget.

"Følg venligst med mig," sagde den anden fyr. Uden at tænke over det fulgte jeg bare med. En eller anden pige kom gående forbi os og blinkede til mig. Automatisk drejede jeg hovedet og fulgte hende med øjnene. Kæft hvor så hun lækker ud. Marc tag dig dog sammen sagde en indre stemme. Man har sgu da lov til at more sig lidt engang i mellem. Han førte mig hen til et privat hjørne, dog var der nogle der spillede billiard. Højtalerne larmede med forskellige David Guetta remix. Han sagde jeg bare skulle sætte mig i sofaen. Så det gjorde jeg. Han gik hurtig igen. Jeg kunne ikk' se nogle piger i nærhenden. Jeg lænede mig tilbage og nynnede med på sangene.

En finger prikkede mig på skulderne. Jeg rejste mig og drejede en omgang. Ganske rigtig stod der en køn mørk håret pige. Jeg kunne nemt genkende hende. Katie. En af mine gamle venner fra militæret. Jeg så lidt op og ned af hende. Den sorte lårkorte kjole klædte hende. Hun så stadig godt ud. Hendes næsten gule øjne betraktede mig.

"Hva', har du tænkt dig og glo på mig hele aftnen, eller må man få et knus?" Hendes stemme lød blødere end i telefonen. Jeg gav hende et stort kram.

"Godt og se dig, men jeg troede sgu ærlig talt, at du var langt væk lige nu." Vi satte og ned.

"Ja, men Jonathan Jones. Du ved Eric Jones bror?" Jeg nikkede og hun fortsatte;

"Han døde for nogle få uger siden og da det kun var os tilbage dernede.. Ja, så måtte jeg hjem ad igen." Hendes smil blev skævt.

"Forhelved. Jeg synes sgu i falder som fluer lige for tiden." Jeg rakte ud efter en af de øl der stod på bordet. Hun satte sig i stolen over for mig. Jeg kunne skimme en mobil i hendes hånd. Gad vide om jeg har en kedeligheds effekt på folk. Jeg mener det var jo også lang tid siden vi havde snakket. Hun lagde mobil på bordet og betragtede den, som om den havde tænkt sig at stikke af. Jeg skulle lige til at spørge hvad hun ville da hendes mobil bippede. Hun tog den op og læste beskeden. Hun rynkede lidt i panden og lagde den modvilligt ned i tasken igen.

"Hva' så?" Spurgte jeg og nikkede mod tasken. Hun kiggede mærkeligt på mig.

"Det var ikke noget særligt. Men Marc, kunne du ikke lige hente noget koldt til mig?"

Jeg nikkede bare og nåede lige og se mobilen ryge op af tasken igen. Hvad var nu det? Jeg maste mig i gennem fulde folk, og ved at falde flere gange over dem der havde smidt sig på gulvet. Da jeg endelig nåde baren satte jeg mig og knipsede til hende pigen der stod der,

"Bare en kold øl!" Jeg smilte og det sammen gjorde hun. Imen hun gjorde den parat kiggede jeg over på Katie. Hun så ud som om hun skulle brække sig eller noget. Og så kiggede hun hen på mig og jeg skyndte mig at dreje rundt på stolen. Pigen satte to øl foran mig.

"Ja, du ser sgu ud som om du også kunne trænge til noget" Hun blinkede hurtigt til mig.

"Godt set.." Jeg smækkede 30 dask ned på bordet. "Bare behold resten smukke." Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Jeg holdte godt fast om øllene og gik hen modt bordet. Jeg stilte den ene øl foran hende og satte mig ned med den anden. Hun så hverken på mig eller den drink der stod foran hende.

"Okay, hva' sker der lige Katie? Du ser helt syg ud når du står med den mobil" Hun kiggede langsom op på mig med våde øjne. Hun så en blanding af forvirret, sorget og vred ud.

"Jeg er nødt til at løbe Marc. Og tak." Hun greb fat om ølflasken og rejste sig. På ét sekund var jeg oppe og havde grebet fat om hende arm.

"Hey, fortæl mig nu hvad der er galt!" Råbte jeg for at overdøve musikken.

"Åh nej.. Slip mig Marc!" Jeg hørte ikke hvad hun sagde og tænkte et øjeblik Hvad er der galt med den pige i dag..

"Av! Marc! Du brækker sgu da snart min arm!" Jeg så ned og glemte helt jeg holdte om hendes arm, men helt ærligt, at det gjorde så ondt. Lidt overdrivelse vil jeg nu sige. Men jeg fik mig noget af et chok da jeg gav slip på armen og det var et kæmpe rødt mærke, som om jeg bare havde slået til hende.

"Det går alt for stærkt det her.." Hørte jeg Katie hviske. Hun lagde sin jakke over armen. Og fumlede med tasken.

"Fuck undskyld!" Kom det ud af munden på mig. Og gik et par skridt tilbage da jeg kunne se hvor skræmt hun faktisk var. I det hun vendte sig om hviskede hun;

"Det mig der siger undskyld.." Hun skyndte sig at løbe ud af baggangen. Et par mennesker kiggede over i min retning.

Fuck! Hvad fanden går der af dig fortiden Marc. Jeg sank ned i sofaen mens jeg gemte ansigtet i hænderne. Og hvad mente hun egentlig med at det gik for stærkt? Jeg kiggede hen mod døren, kunne jeg stadig nå at indhente hende. Det et forsøg værd. Jeg skyndte mig hen mod døren. Da jeg nåede ud var der ingen Katie kun et par få biler tilbage. Shit! Jeg tog min mobil og kiggede. To ubesvaret opkald, begge fra Katrina. Klokken var allerede lidt i 4. Jeg må sgu være lidt små fuld siden tiden er gået så hurtigt. Jeg løb over mod bilen for fulgt af små trin bag mig. Jeg stoppede ved BMW'en og kigger hen over den. Det nok bare mig igen. Jeg skulle lige til at låse op da jeg fik et slag i hovedet. Det sidste jeg kunne huske var sorte sko og mine nøgler ved siden af og så var alt sort.

* * *

"Hey! Hvornår vågner han?" Lød en velkendt stemme. Mine øjne var for trætte og mit hoved brændte som bare fanden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, om jeg skulle rejse mig op, eller. Men da jeg stille prøvede at løfte mit ene ben, var der noget galt. Jeg tvang mine øjne op.

"Hey! Hey! Jeg tror sgu han er vågen nu. Hva' så du gamle?"

Jeg kiggede op i et direkte skarpt lys, jeg blinkede og kiggede den anden vej. Jeg ømmede mig lidt.

"Argh.. Hva' i al verden sker der?" Jeg kiggede omkring. Nu steg panikken. Hvor var jeg og havde jeg ikke lige hørt en stemme. Her så jo totalt forladt ud, og det lignede en gammel hospitals stue. Jeg kiggede ned. Lå jeg på en båre? Nu kunne jeg se det mere lignede et tortur rum af en slag som nogle har i krig. Men hvad skal jeg her? Hvor er jeg henne? Jeg vidste inderst inde at jeg skreg af panik men af en eller anden grund, ville jeg ikke høre det. Jeg svingede benene ud over og kiggede. Ingen. Vægene var rent glas, men så tykt man ikke kunne banke det i stykker. Eller måske spejle. Jeg vidste ikke hvad der skete med mig men min krop var rolig. Endelig rejste jeg mig op og en dør jeg ikke havde set i glasset, gik op, og ind kom... Nej, nej det kunne det ikke være.

"Eric.. " Jeg kiggede flere gange op og ned ad ham. Men nej jeg så ikke syner. Ham kom hen greb mig om skulderne,

"Ja, jeg undskylder sgu at du skulle vågne op her. Og det glæder mig da at du kan huske mig. Men nu til det alvorlige Marc." Jeg var som en forstenet statue. Troede ham bare efter alle de år vi havde troet han var død, bare kunne komme og snakke til mig som alt var hvad det altid havde været. Nej. Jeg tog fat om hans skulder og om hans hals. Jeg fik et chok da han hurtigere en nogensinde tog mine hænder og kylede mig ned i jorden. Jeg jamrede da jeg kunne mærke hans knæ i ryggen.

"Hva' er der med dig Marc? Var vi ikke venner. Jo jeg indrømmer det er lang tid siden men at du lige frem behandler mig sådan." Han grinte bare og forsatte;

" Men jeg kan godt forstå dig. Og jeg ved du tænker 'What? Han er sgu da død..' Er det ikke rigtig, hva?" Denne gang kiggede han bare ondt på mig. Jeg prøvede at vende mig da han tog mit ene ben og hev mig afsted.

"Vi venter med svaret.." sagde han. Jeg vendte mig om på ryggen,

"Slip mig for helved Eric! Nu!" Jeg sparkede ud efter ham flere gange og ramte. Men det var som sten. "Som du vil Marc." Ganske vidst som ham slap mig, åbnede han en anden dør. Jeg havde den værste bræk fornemmelse. Det var Jonathan, Erics bror. Han lagde helt ubevidstløs og... Var det blod der drev ned af hagen? Jeg rejste mig og løb så hurtig jeg kunne. Her skulle jeg fandme ikke være nu. Jeg drømte, selvfølgelig, det måtte jeg gøre. Jeg tog fat om dørhåndtaget hvor han var kommet ind. Udenfor stod Katie. Okay, hvad er det for en fucked up drøm. Jeg begyndte at svede. Jeg var forvirret, vendte mig om og skulle til at løbe, men stødte lige ind i Eric som allerede var bag mig.

"Hva' fanden? Prøver du at stikke af. Det troede jeg sgu ikke man lærte i militæret." Denne gang skreg jeg. Det var helt sikkert. Eric tog fat omkring mig og holdte for min mund og løftede mig tilbage, til hans bror. Katie fulgte stille efter. Han smed mig ind til ham og lukkede lynhurtigt døren. Jeg var lige så hurtig oppe og prøvede at stoppe døren i at lukke.

"For helved! Marc. Lad nu være med at tage det så tungt, ikke?" Jeg kunne høre ham gå, samtidig men at han hviskede; "Du havde mere end ret Katie. Det her går for hurtigt." Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg hamrede hårdt på døren. Katie hvad laver hun egentlig her? Og den stank. Jeg smed mig foran Jonathan og brækkede mig.

"Bare svar mig på hvad jeg laver her!" Råbte jeg og var ved at blive kvalt i opkast. Jeg vidste de stod ude foran døren, så de havde bare af at svare...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...