I'm Into You -Zayn Malik (1D)

Angelina James er model. Til et fotoshoot kommer et drengeband ind i studiet - Hvorfor ved hun ikke.
Angelina støder ind i en af drengene, som flirter med hende, men det ignorerer hun. Han er irriterende og flabet.
Senere får hun af vide, at hun skal være med i bandets musikvideo. Men hvad sker der, når ægte følelser bliver indblandet, selvom Angelina ikke ønsker det?

41Likes
48Kommentarer
4724Visninger
AA

11. Michael.

Så er jeg kommet tilbage fra ferie i Italien!:-) Håber I også har haft en god ferie, hvor I så end har været:-)

Jeg tænkte på Zayn hver dag, jeg savnede ham virkelig. Af en underlig grund var jeg ikke særligt vred på ham mere. Det var bare lidt underligt at være vred på én, som jeg ikke ville se eller snakke med i flere måneder. Jeg fik ikke noget ud af det. Jeg var vred og såret, men sket var sket. Godt nok kyssede han en anden pige, og det knuste mit hjerte, men.. Livet var for kort til at sørge over det. Jeg havde besluttet mig for ikke længere at lade Zayns fejtagelser gå ud over min hverdag. Jeg skulle være glad for at han vist sit sande jeg. Så ville jeg ikke spilde min tid på en, som ikke behandlede mig, som jeg ville. Jeg skulle vel på en måde være glad. Selvom jeg havde troet at Zayn var anderledes end alle andre, så tog jeg vel fejl. Mig og Zayn skulle bare være venner. Jeg ville bare viske tavlen ren, og snakke alt i gennem med ham. Fortælle ham, at det var okay i mellem os, men at vi ikke skulle være mere end venner.Jeg ville gerne snakke med ham, men det kunne jeg ikke. Jeg havde mistet hans nummer, ved at tabe min mobil og smadre den helt. Så dum som jeg var, havde jeg aldrig skrevet nummeret ned. Han havde heller ikke på noget tidspunkt taget kontakt til mig. Måske betød jeg slet ikke noget for ham længere? Godt nok havde jeg sluttet det imellem ham og mig, og han havde sagt, at han elskede mig, men hvem siger at det var sandt?

Det lignede virkelig ikke mig at være så positiv, og tilgive så let, men efter jeg havde mødt Michael, var jeg blevet anderledes. Michael var min nye kæreste, kunne men vel godt kalde ham. Vi havde været på mange dates, og han var fantastisk. Han var nærmest perfekt. Aldrig jaloux, stolede på mig 100%. Han var romantisk, og han fik mig til at glemme Zayn. Bortset fra når jeg var alene. Så tænkte jeg konstant på ham. Jeg havde jo besluttet mig selv for kun at være hans ven, men jeg tænkte hele tiden på hans kys, hans kram, hans alt. Ikke at jeg stadig havde følelser for ham. Det kunne jeg ikke have. Det kunne jeg bare ikke. Jeg havde en ny, fantastisk kæreste, Michael. Og jeg kan tydeligt huske, første gang jeg mødte ham. Det var der min mobil blev smadret, og alt mulig kontakt til Zayn forsvandt. Det var en uge efter, Zayn var rejst.

Jeg tog min telefon op af lommen, mens jeg gik ned ad gaden. Skulle jeg ringe til ham? Skulle jeg få renset alt ud, så jeg ikke gik med den triste fornemmelse, at alt var ødelagt imellem os? Jeg gik ind i kontakt og trykked på "Zayn<3". Jeg gik og overvejede, om jeg skulle ringe ham op. Fortjente han virkelig, at jeg ringede til ham? På den ene side længtes jeg efter at høre hans stemme, men på den anden side gjorde jeg ikke. Han havde kysset en anden pige og knust mit hjerte. Men jeg kunne ikke være sur for evigt.

Jeg nåede ikke tage en beslutning, da jeg gik ind i en, og min mobil faldt til jorden og gled ud på vejen, hvor den blev kørt over. Det var fandme flot! Personen jeg var gået ind i, stod og kiggede ud på de sølle rester af min mobil på vejen, som jeg også gjorde.

"Hov, det var ikke så godt." Jeg kiggede op i nogle brune øjne, som var ret flotte, men ikke så flotte som Zayns. Manden som stod foran mig, var faktisk rigtig lækker. Flot smil, flotte læber, lækkert hår og god tøjstil. Han var en rigtig lækkerbisken, rent ud sagt.

"Nej.." sagde jeg og smilede lidt, for det var på en måde lidt komisk. Jeg havde tabt min mobil, og den var gledet ud på vejen, og var blevet kørt ud smadder. Hvor stor en klods kunne man lige være? "Jeg er godt nok klodset." Han grinede sødt og rakte sin hånd frem mod mig.

"Jeg hedder Michael," sagde han og jeg rystede hans hånd. Et smil bredte sig ud på hans lyserøde læber. Hans smil var nuttet.

"Angelina," sagde jeg og smilede stort til ham. Jeg kunne mærke noget vådt på min pande, og kiggede op mod himlen. Det var så småt begyndt at regne.

"Vil du ikke med ind på en café?" spurgte Michael og pegede på en café på den anden side af gaden.

"Tjo, hvorfor ikke?" Jeg smilede stort og vi gik afsted med kursen mod caféen. Michael virkede rigtigt sød, og jeg skulle jo videre med mit kærlighedsliv. Det nyttede ikke noget at sørge over Zayn, jeg skulle videre i livet. Men jeg ville stadig gerne snakke med ham. Det var bare det problem. Min mobil var jeg fuldstændigt smadret, og Zayns nummer var der på. Jeg havde ikke på noget tidspunkt skrevet det ned, og jeg kunne det heller ikke i hovedet. Flot, Angelina..

Michael var lige så sød, som jeg havde forventet, hvis ikke sødere. Han var vildt sjovt, og vi havde flækket af grin over mit lille uheld. Jeg havde haft det ville hyggeligt med ham. Vi aftalte at mødes på caféen igen i morgen, for han kunne jo ikke få mit nummer. Ikke før jeg havde fået købt en ny telefon.

Fra den dag havde mig og Michaels forhold gået op ad bakke. Vi var blevet rigtigt kærester, og han behandlede mig, som en mand skulle. Han gav mig blomster, ringede for at sige godnat, og for at sige godmorgen. Han var som sagt perfekt. Men han gjorde mig bare ikke lige så varm indeni, som Zayn gjorde, men det var nok for mig. Michael var en virkelig god kæreste, og det var det vigtigste. Jeg skulle slet ikke tænke på Zayn. Selvom han vidst nok snart kom hjem igen.

Zayns synsvinkel:

Jeg savnede Angelina fandes meget. Jeg optrådte så godt, som jeg plejede, men udenfor scenen, var jeg ikke mig selv. Jeg savnede Angelina så meget. Jeg havde været så dum, at kysse en anden pige, men jeg var fuld. Det betød overhovedet intet for mig, for det var Angelina jeg elskede. Jep, jeg elskede hende. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville forelske mig i en pige så meget, men det havde jeg gjort. Men jeg havde knust hendes hjerte, og hun havde sikkert glemt mig. Hvorfor skulle hun også huske mig? Jeg havde ikke været andet end en idiot overfor hende.

Jeg havde ikke kontaktet hende den første uge, for jeg tænkte at jeg nok skulle give hende lidt tid. Men så en dag ringede jeg til hende, og i telefonen blev der sagt, at nummeret ikke eksisterede længere. Det var virkeligt underligt, men jeg blev ved med at ringe. Til sidst var jeg nødt til at give op, for nummeret eksisterede virkelig ikke. Jeg prøvede at glemme hende, men det var umuligt. I dag var jeg hjemme i London, og jeg ikke en eneste dag, havde jeg ikke tænkt på Angelina. Jeg tænkte ikke så meget på hende, som i starten, men jeg manglede hende stadig. Der var tomt uden hende. Jeg krævede ikke at vi skulle blive kærester igen, jeg ville bare se hende i levende live, og høre hende snakke. Bare det at hun var ved mig, ville gøre mit humør bedre.

Jeg tog min jakke og gik ud af min lejlighed og låste døren. Jeg havde brug for bare at gå en tur, for at tænke.

Jeg gik ned ad trapperne og udenfor, hvor jeg med det samme stødte ind i en.

"Und..-" startede jeg, men nåede ikke længere, da jeg så hvem det var, jeg havde stødt ind i. Det kunne ikke passe, det var virkelig hende!

"Zayn!" sagde hun glad, til min overrasket, og krammede mig. Jeg krammede overrasket med, men jeg var stadig ikke klar over hvad der skete. Sidst jeg så Angelina, gad hun ikke snakke med mig. Så her efter nogle måneder uden nogen kontakt med hende, krammede hun mig. Wow..

Håber I kunne lide kapitlet!:-)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...