Østen for Solen og Vesten for månen

Ida og hendes storesøster Signe bliver efterladt ude på isen. De finder frem til et gammelt, men ikke forladt forskningsbase ved navn 'Østen for solen' og opdager at forskningsholdet, en gruppe intelligente unge, har været ofre for deres undersøgelse og at den skyldige stadig ligger på lur, mens deres leder kæmper en desperat kamp med at finde en kur i deres andet forskningsbase 'Vesten for månen'.
Ida og Signe kigger også selv i forskningen og opdager at en blandt de unge ikke er hvad de ser ud til at være.
Ida er bekymret, for Signe er blevet alvorligt syg og måske dør hun.

3Likes
2Kommentarer
1571Visninger
AA

4. Operation Zeus

Jeg vågnede ved at nogen rørte ved min pande.

 "Hun er vist ved at vågne, Daniel," sagde en kvinde. Jeg lå på en sofa med et tæppe over mig. Jeg kunne flere stemmer.

 "Tror du vejret bliver bedre, Sara?"

 "Jeg ved det ikke. Hvornår kommer Ivar hjem?"

 "Han bliver altid længe ude. Jeg ville ønske at han stoppede med at være deprimeret."

 "Hvis han ikke var deprimeret, så ville han nok ikke bruge alt sin tid i labratoriet og prøve at finde en kur."

 "Vær nu stille. Pigen er ved at vågne."

 Jeg satte mig op, men jeg tog mig til panden. Det gjorde fandens ondt.

 "Rolig nu," sagde kvinden. Hun var kortklippet med sort hår og mørk i huden. Hun lagde en hånd på min pande. "Du er ret varm. Daniel, kan du ikke komme med noget medicin og noget vand til mig."

 Hun så så på mig igen og grinede lidt ved synet af mit bekymrede ansigtsudtryk. "Du skal ikke være bange. Jeg bider ikke. Jeg hedder Monica. Hvad hedder du?"

 "Ida," svarede jeg.

 "Ida," gentog Monica og nikkede smilede. "Okay. Er du sulten?"

 Inden jeg kunne nå at svare, så kom drengen fra før ind ledsaget af en kvinde med langt krøllet gyldent hår.

 "Jeg ser at den ubudende gæst er vågnet op," sagde drengen strengt. "Hvad bestilte du ude på isen?"

 "Daniel," udbrød Monica forarget. "Kan du ikke se at det stakkels barn er bange?"

 "Det er ingen undskyldning."

 Kvinden med det lyse hår så bare ligeglad ud. Hun sagde: "Jeg går ud og ser til Henrik ude ved generatoren."

 "Ja, gør du det, Filicia," sagde Daniel irriteret og vendte sig så mod mig. "Jo, jeg vil gerne høre en forklaring, tak."

 Stadig en smule rystet, kastede jeg mig ud i en stammende forklaring. Jeg fortalte om jeg og Signe var blevet efterladt ude på isen og at vi blev væk fra hinanden.

 Det irriterede udtryk i Daniels ansigt blev hurtigt erstattet med et bekymret.

 "Vi fandt ikke din søster i stormen. Hun er derude endnu." Så tog han til sin pande i frustration. "Vi kan ikke kigge efter hende nu. Det må først vente til i morgen."

 "Hvorfor til i morgen?" udbrød jeg pludselig rasende. Jeg tænkte på Signe, som var ude i kulden, og fik det dårligt indeni.

 "Fordi vejret er værre end før," snerrede Daniel på en måde, der fik til at tænkte på ulvene og på det jeg havde set inden jeg bisvimede. "Man kan ikke engang finde en flymaskine derude. Vi bliver her, indtil vejret bliver bedre og så må vi se om din søster stadig er i live."

 Stadig i live? Jeg havde svært med at forestille Signe som død. Hun plejede at være sejlivet og stærk. Der var intet, der kunne tage livet af hende.

 Signe måtte være i live.

 

Imellemtiden måtte jeg finde mig i at blive 'babysittet' af Monica og en anden pige(ikke Filicia), som hed Thea, som så asiatisk ud med havde fået sit hår farvet skriggrønt. 

 De hjalp mig med at få rent tøj på, selvom det meste var alt for stort til mig og de blev ved med at love mig at gøre alt for at finde Signe.

 Det var senere, da vi skulle have mad, at jeg fik lov at hilse på resten af gruppen og fik at vide hvad det var jeg så med ulvene.

 Vi sad alle otte ved bordet og spiste sælkød. Daniel snakkede en mørkhudet muskuløs mand, som hed Henrik og som stod for vedligeholdelsen af stedets generator. Thea og Monica sad ved hver sin side af mig, sikkert for at sikre sig at jeg ikke blev bange igen. Filicia passede sig og spiste med manere som om hun var en dronning. De sidste to i selskabet var et tvillingepar, en dreng og en pige, der begge var rødhåret og med fregner over ansigtet. De hed Josefine og Viggo og stod for at skaffe ting, som de ville få brug for her på basen.

 Det var Monica, der fortalte mig om 'Operation Zeus'.

 "Vi er alle otte specielt udvalgt fra specialskoler for intelligente børn fra hele Danmark. Ja, Henrik var en undtagelse, men professor Thomos kendte ham og mente han kunne bruges som altmuligmand."

 "Jeg har tilbragt hele mit liv på bilværksted, så jeg ved hvordan tingene skal laves," sagde Henrik stolt og smilede, inden han genoptog samtalen med Daniel.

 "Hele den her projekt går ud på at undersøge menneske-DNA og dyre-DNA. Professor Thomos havde en teori om at alle mennesker havde en form for 'dobbeltgænger' i dyreriget, hvis DNA er fuldstædig ens."

 "Virkelig?" sagde jeg med mad i munden. Jeg lød vist ret dum.

 Monica nikkede. "Professor Thomos' ide var at se om DNA'et fra dyredobbeltgængeren eller 'Gemini', som er kodenavnet, ville påvirke menneskekroppen, så det ville være immun for overfor sygdomme, mennesket normalt ikke ville kunne overleve, men som dyret kan."

 "Det kaldes 'Operation Zeus', fordi at den græske gud Zeus plejede at tage mange forskellige dyreskikkelser," sagde Daniel. "Gamle Thomos var pjattet med græsk mytologi," lo han trist.

 Thea sendte ham et strengt blik. Monica forsatte: "I løbet af forsøget fandt vi alle vores Gemini og vi fik alle en indsprøjtning af DNA'et som en test, men noget gik galt."

 "DNA'et overtog 50 % af vores celler og på grund af lyset og de elektrisk ladet partikler heroppe, så er vi tvunget til at være mennesker om natten og dyr om dagen," sagde Filicia uden at tage sit blik frem fra maden.

 "Professor Thomos døde af en ukendt årsag og vi har ikke turde vove os ned til menneskeligt selskab end højes nødvendigt. Vi er lidt bekymret for hvordan folk ville reagere."

 Jeg havde svært ved at tro på det, hvis jeg ikke selv havde set det. Jeg kunne gå forstå hvorfor de var bange, men jeg vidste samtidig også at det betød at de ikke ville lade mig gå. Men der var én ting, der undrede mig.

 "Du sagde I var otte. Jeg kan kun se syv her."

 "Den sidste er Ivar," sagde Viggo. "Han er i vores andet forskningsbase og prøver at lede efter en kur mod det her. Han burde vel komme forbi snart."

 Idet han havde sagt det, sprang døren pludselig op. Vi sprang alle fra vores plads og ind kom en mand gispede... og med Signe i sine arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...