Østen for Solen og Vesten for månen

Ida og hendes storesøster Signe bliver efterladt ude på isen. De finder frem til et gammelt, men ikke forladt forskningsbase ved navn 'Østen for solen' og opdager at forskningsholdet, en gruppe intelligente unge, har været ofre for deres undersøgelse og at den skyldige stadig ligger på lur, mens deres leder kæmper en desperat kamp med at finde en kur i deres andet forskningsbase 'Vesten for månen'.
Ida og Signe kigger også selv i forskningen og opdager at en blandt de unge ikke er hvad de ser ud til at være.
Ida er bekymret, for Signe er blevet alvorligt syg og måske dør hun.

3Likes
2Kommentarer
1572Visninger
AA

2. Jagtet

Da stormen blev værre besluttede vi os for at stoppe op og sætte os ned med armene rundt om hinanden. Hvad gavn havde vi af vandre rundt i blinde med risiko for at fare vild?

 Jeg kunne ikke mærke mine ører mere? Var de måske faldet af i kulden? Signe havde gjort sit bedste med at beskytte mig, men jeg frøs stadig. Dog ikke så meget som Signe? Hun måtte være tæt på at dø af kulde.

 Vi sagde ikke noget til hinanden, men ventede bare på at stormen skulle holde op. Vi vidste udemærket godt at stormen ville slette sporerne efter snescooterne, men vi kunne stadig huske  hvad vej de var vendt imod.

 Alligevel tænkt jeg på at vi nok ville dø her. Hele situation virkede som et håbløs labyrint. Måske er det det man kunne kalde en ørken, selvom den var af is eller sand.

 En vægløs labyrint.

 "Ida," sagde Signe.

 "Ja?" svarede jeg.

 "Hørte du noget?"

 "Nej, hvorfor?"

 Signe tøvede inden, hun svarede. "Jeg syntes bare at jeg hørte noget."

 Jeg prøvede at lytte efter og snart hørte jeg også noget gennem den hylende storm.

 Noget, der knurrede.

 Panikken brede sig i mig. Ulve. Der var ulve i nærheden.

 Blodtørstige ulve.

 Uden at tænke over det, rev jeg mig ud af Signes arme og løb i den modsatte retning af hvor jeg havde hørt ulven.

 Ude i det hvide kolde intethed.

 Jeg kunne høre Signe kalde på mig, men jeg var for bange til at høre efter. Jeg ville ikke dø.

 Pludselig stoppede jeg op, da knurrelydene nu kom fra sted foran mig. Og fra min højre side.

 Faktisk så kom det fra alle sider.

 Jeg var omringet. Af en ulveflok. Jeg kunne se deres siluetter i stormen, som truende skygger fra sit værste mareridt.

 Rædselslagende med tårerne rullede ned ad kinderne, løb jeg ud i tilfældig retning, da en af ulvene snappede af mig. Nu jagede hele flokken mig.

 Så lad mig dog være. Så lad mig dog være.

 Bang. Jeg ramte ind i en dør.

 Forvirret kiggede jeg op og læste hvad der stod over døren.

 ØSTEN FOR SOLEN.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...