Besat

Dette er en novelle jeg skrev for længe siden. Den er færdig og jeg regner ikke med at skrive mere på den. (:

5Likes
4Kommentarer
1143Visninger

1. Besat

 

Jeg rundede lynhurtigt hjørnet men var ved at snuble. Jeg rettede op og løb videre gennem de kolde, mørke gader i byen. Der regnede, og jeg var træt, sulten og våd, men jeg kunne ikke tage hjem. Jeg kunne ikke. Ikke hvis jeg ville udsætte min familie for ånden. Den ånd, jeg flygtede fra. Jeg vidste godt, at man ikke kunne flygte fra en ånd, men jeg havde et meget lille og spinkelt håb tilbage. Kun det.

Jeg løb og løb, men jeg havde det, som om jeg ikke rigtigt kom nogle vegne. Jeg så mig over skulderen, men der var ikke nogen. Ikke nogen man kunne se i hvert fald. Jeg kom til at løbe ind i en mur fordi jeg kiggede tilbage. Mit ansigt ramte muren meget hårdt, og jeg kunne mærke, at blodet begyndte at strømme fra min næse, ned på munden, hagen og ned ad halsen.

I det samme mærkede jeg et sus og et sug i maven, efterfulgt af en stor krampeagtig kuldegysning. Jeg vidste det. Ånden havde besat mig nu. Jeg havde lyst til at skrige og rive mit hår af. Jeg havde set Nanna blive besat af en ånd. Det så væmmeligt ud. Jeg kunne huske, at hun også havde blødt. Hun havde en rift på håndfladen, jeg troede, at det var den ånd, der havde besat hende, der havde lavet den.

For at holde kontakt til omverdenen behøvede ånderne et menneske og et åbent sår. Ellers ville de dø. Dø, sammen med det menneske, den havde besat. Jeg kunne huske, at Nannas blod på hånden havde skiftet farve. Det var blevet mørklilla, næsten sort.

Jeg kørte håndfladen hen over mine læber og så på den. Mit blod var også begyndt at blive mørklilla. Lige efter at Nannas blod havde skiftet farve, spærrede hun øjnene op og så på mig på en død måde. Efter det rejste hun sig op og gik ud i køkkenet. Jeg sad stadig på gulvet og undrede mig og tænkte. Hun kom tilbage med en lang, skarp kødkniv og satte i løb hen mod mig.

Jeg skreg, rejste mig op og løb ud ad døren, smækkede den i efter mig, og låste den. Jeg stod lænet op ad muren og pustede ud efter episoden med Nanna. Ud af øjenkrogen kunne jeg se et stykke tåget luft. Jeg skreg igen og løb ud på gaden, væk fra den ånd der havde været lige ved siden af mig.

Så jeg sad på fortovet med hudafskrabninger i ansigtet, lilla blodnæse og var besat af en ånd. Mine arme flyttede sig og fik mig op at stå, men det var ikke det, jeg havde sagt, de skulle gøre. Ånden styrede mig som en marionetdukke. Den fik mig til at løbe tilbage til Nannas lejlighed, selvom jeg strittede imod.

Da jeg nåede Nannas lejlighed, fik jeg stoppet op. Det kostede mange kræfter bare at stå stille, for ånden ville have mig derind. Ånden fik mig til at gå videre efter få minutters hård kamp. Jeg ville ikke derind! Jeg ville have, at alt skulle være normalt igen. At Nanna og jeg bare sad og hyggede os med at se fjernsyn og spise popcorn og chips. Jeg ønskede så inderligt, at forskerne ikke havde opfundet den maskine der havde skabt ånderne. Det var selvfølgelig en fejl, at ånderne opstod, for den var oprindeligt lavet til at lave CO2 om til vand og ilt. Forskerne havde sagt i fjernsynet, at der var en meget lille chance for, at der ville opstå nogle bivirkninger.

Alligevel var det sket, at omkring tres ånder, på kun én dag, var blevet skabt af maskinen. Ånderne havde bevæget sig ind i byen og besat nogle af menneskerne i den. De kunne komme gennem alt fast materiale, hvis de ikke havde besat et menneske.

Ånden fik min krop til at låse Nannas dør op og gå ind ad den. Nanna havde ventet på mig. Eller rettere sagt … Nannas ånd havde ventet på min ånd. Hun så stadig tom og død ud i ansigtet, og hendes silkenattøj var revet halvt i stykker, og der var mørklilla blod på det. Hendes rift på hånden var ikke kun på hånden længere men op ad hele armen og var blevet til en dyb flænge.

Vores ånder fik os til at gå hen til hinanden. Jeg var rædselsslagen. Hvad ville de gøre ved os? Det fandt jeg snart ud af. Jeg mærkede en smerte i tandkødet ved mine hjørnetænder og ved mine neglerødder. Da jeg tvang mit hoved ned for at se på mine hænder, så jeg at mine negle var vokset og blevet syleskarpe som barberblade. Ånden tvang mit hoved op. Jeg mærkede med min tunge på mine hjørnetænder. De var blevet meget længere og så skarpe, at jeg ridsede min tunge.

Nanna, der også havde set ned, blev nu tvunget til at se op igen. Ånden overtog, og den åbnede hendes mund som for at vise min ånd, at Nanna var klar. Lynhurtigt greb mine hænder rundt om Nannas krop og bed i hendes hals. Nannas krop gjorde det samme ved min. Vores ånder fik os til at suge hinandens blod. De var vampyrsjæle, der var blevet befriet af maskinen, og de behøvede blod, menneskeblod, for at overleve og selv danne en ny krop. Jeg blev svimmel, og mit syn blev rødligt, men ånden behøvede snart ikke mig mere for at leve. Den havde Nannas blod i sig og var snart klar til at danne en ny og stærk vampyrkrop.

Jeg hørte en svag hvislen inde i mit hoved, der sagde: ,,Farvel, ynkelige menneske. Efter dette vil jeg, uden dig, kunne alt, men tak for hjælpen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...