I ly af ensomheden

Alis er 16, gymnasieelev, ung, drømmer og mest af alt: Ensom. Men en aften vil hun ikke mere, hun vil ikke side hjemme endnu en fredag aften. Så hun tager til fest, og den er starten på en hendes eventyr, eller helvede alt efter hvordan man nu ser på det.

18Likes
35Kommentarer
1394Visninger
AA

1. I ly af ensomheden

Det larmer rundt om hende. Deres lærer er syg, det er sidste time og vikaren er ikke kommet endnu. Silas kommer over til hende. ,,Hva’ så tudeprinsesse, vil du ikke med ud på toilettet? Jeg har hørt så meget godt om dig!” Et kort øjeblik reagere hun, ser vredt på ham, har mord i øjnene. Men Silas skraldgriner bare, og giver highfive til Nick.

Lina der sidder skråt over for hende – som altid tæt forfulgt af sine små kopi-Barbier - ætser hende med sit blik. Hun er sammen med Silas, og vil ikke for nogen pris dele ham med nogen. Alis forsvinder bare tilbage i sin drømmeverden, og bliver der resten af engelsktimen. Hun lægger ikke engang mærke til, at vikaren både kommer og går igen. Først da de fleste af hendes klassekammerater er væk, opdager hun, at dagen er ovre. For første gang den dag smiler hun, nu har hun to en halv dags frihed.

Med tasken flyvende efter sig, løber hun ud til cyklen. Den er flad. Igen. Ligesom i sidste uge, og sidste igen. Hun giver et stille suk fra sig, og ser sig skyndsomt omkring. Ingen må høre hende, så bliver det bare endnu værre. Hvis det da er muligt?

 

Efter et kvarters tonsen over bakker og gennem den lette støvregn er Alis endelig hjemme. Alene. Hendes forældre er først hjemme engang i aftenen, så alt er jo som det plejer.

Hendes skridt runger gennem den store hall, der er skinnende rent, som altid. Hun skynder sig op på værelset, resten af huset er så skræmmende, koldt og enormt.

Hendes værelse derimod er malet i en varm korngul farve, og fyldt med alverdens tingeltangel. Hendes mor undgår som regel at komme derind. Men Alis elsker sit værelse, det er det eneste sted hun kan være helt sig selv, det eneste sted hun kan slappe af.

Hun finder hurtigt sin elskede computer frem, den er klistret til med forskellige mærker. Så kan ingen se det dyre logo, hun vil helst ikke virke som en blærerøv. Den er hendes eneste redskab til venner, eller venner er det vel ikke. Hun kender jo ikke dem, ikke sådan rigtigt. Ikke engang deres udseende, kender hun. Det eneste hun kender er deres ord, og hvor tit er ord egentlig sande?

Hun logger også på Facebook, engang, i et svagt øjeblik, anmodede hun alle i sin klasse, i et håb om at hun så ville blive en del af deres fællesskab. De har heldigvis glemt alt om det, men det har Alis ikke. Hver eneste aften studere hun sine klassekammerater, læser om deres hverdag, ser billederne fra alle de fester, hun ikke er med til. Og hver fredag når de andre skriver statusser om en ny fest eller en tur i byen, lægger hun sig under sin dyne. Ikke én gang er hun blevet inviteret.

Men i aften skal det være anderledes! Alis ser på klokken, den er otte. Der er stadig et par timer til hendes forældre er hjemme. De vil ikke vide, at hun har været væk. Med bævende hjerte går hun ind på sin søsters værelse, selvom det er et halvt år siden at hun så brat flyttede, er hendes værelse uændret. Ikke engang sit tøj tog hun med.

Alis roder alt tøjet igennem, hun er helt chokeret. Hun havde ingen ide om, hvor meget tøj hendes søster faktisk havde. Hun ser hurtigt på sit antikke armbåndsur, den er halv ni.

Da klokken nærmer sig ti, er hun færdig. Det kulsorte hår er krøllet, og make-uppen er efter et par forsøg, faktisk blevet okay. Mascaraen, eyelineren og øjenskyggen matcher de sorte øjne. Kjolen, som hun med omhu har valgt, var hendes søsters yndlings. Hun kan næsten mærke sin søster, da hun tager den på. Et glimt af hendes grinende søster, fuld og på vej til fest, blafre gennem hendes sind. Kjolen er af vinrøde blonder, stram og slutter midt på låret. Heldigvis har den lange ærmer. Læbestiften er en nuance mørkere.

Da hun ser sig i spejlet, får hun et chok. Væk er den stille og kedelige Alis, hendes grå cardigan og cowboybukserne, er forsvundet. Pist borte. Nu står kun Alis tilbage. Nye Alis.

Hun ved, at Lina holder fest i aften, hun kan næsten allerede høre musikken og mærke dens summende bas.

Hun flyver ned at den store trappe, stiletterne klikker højlydt i det tomme hus. Barskabet er hurtigt tømt, eller selvom hendes taske er fyldt, er det ikke muligt at se nogen ændring i skabet. Det er stadig fyldt til randen.

Præcis klokken ti minutter over ti låser hun døren. Rystende på hånden lægger hun nøglen ned i sølvglimmer tasken, den klirrer ned mellem flaskerne, og samtidig omsvøber november kulden hende.

 

Nu kan hun faktisk høre musikken. Linas palæ dukker op foran hende. Det ligner hendes eget. Festglade mennesker kan ses gennem de store vinduer. Alis tager vodkaflasken op, og tager en ordentlig slurk. Smagen er forfærdelig, og hun er lige ved at kaste op. Men hvorfor ikke starte festen nu? Hun giver et højlydt hyl fra sig og crasher festen.

 

Fra det øjeblik hendes stilethæl træder over dørtrinnet, er hun fanget. Stemningen er fantastisk. Her er ingen sure miner, ingen mukkeri og ingen vrede råb. Fremmede hilser på hende, krammer hende. En enkelt giver hende endda et kys på kinden. Forvirret går hun rundt med vodkaflasken i hånden. Tager en slurk nu og da. Hun leder efter dansegulvet. Det kribler i hende for at give slip. Bare slå sig løs og være ligeglad. Stuen er tætpakket og der stinker af røg, sved, opkast. Lugten af fest. En dreng er på vej hen i mod hende. Det er Silas. Han mørke halvlange lokker falder perfekt om hans maskuline ansigt. Alis hjerte hopper et par slag over. Hun er fuld. Hun kan jo ikke lide Silas. Hader ham faktisk. Bare ikke i aften. ,,Hey, er du ny i byen? For jeg har da vist ikke mødt dig før, og sådan en skønhed ville jeg kunne huske?” hans mørke stemmer kilder hende i øret. Hun smiler bredt og nikker. Indeni skriger hun af glæde. Han kan ikke genkende hende. Han har ingen ide om, at der kedelige underlige Alis, der står foran ham. Han lægger en bred mandehånd om hendes lænd og trækker hende ud midt på gulvet. Musikken dunker og Alis kan ikke fjerne sine øjne fra Silas’. Han har det vist på samme måde, for gennem fem numre, flytter ingen af dem blikket. Alis og Silas. Silas og Alis. Deres navne passer perfekt sammen. ,,Vil du have noget at drikke?” råber Silas for at overdøve musikken, det er svært, men Alis forstår ham. Hun nikker, og han forsvinder i mængden.

Som i trance står hun og vugger til musikken. Lader sig føre af musikken. Lige i det øjeblik nyder hun virkelig, at hun ikke bare blev hjemme. Kun få øjeblikke efter fortryder hun.

Lina står foran hende, og hun ser ikke rar ud. Ligner mor, når det er lørdag aften og far bare drikker rødvin. Linas mund er åben, hun råber en masse. Noget med luder, og at man ikke må stjæle andres kærester. Alis stirrer bare på hende. Lina ved det heller ikke. Tænk at make-up kan gøre sådan en forskel.

 

Alis tager sig til hovedet. Hun må have drukket for meget, for en kæmpe flok Barbier trækker af sted med hende. De ligner alle sammen hinanden, med deres platinblonde hår og skinnende blå øjne. Noget langt tydeligvis farvet rødt hår danser foran hende, sammen med en lidt for stram sort sag og en skæv gang på de alt for høje stilletter. Det tager ikke lang for Alis at genkende Lina.

De står ude i en have. Den er pæn, modsat Linas ord. Alis ser tomt på hende, hun kender Lina. Stor i munden, mindre i handling. Lina ligner efterhånden en tyr. En stor vred tyr. Hun skubber til Alis. Noget går i stykker inde i Alis. De skal ikke røre hende, det er nok med deres ord. Hun farer mod Lina, usammenhængende ord flyder fra hendes mund. Hun forstår dem ikke engang selv.

Med et stopper Lina og alle hendes Barbier op. De stirrer forfærdet på hende. ,,DIG!” råber Lina og går til angreb med dobbelt styrke. Alis kan intet gøre. Overmagten er for stor. De er alle sammen over hende. River hende, slår hende, siger hadefulde ting. Alis lukker sig inde i sin drømmeverden. Samme sted som i engelsk tidligere i dag. Der er der rart.

Lyden af stof der rives over, bringer hende tilbage til virkeligheden. Hendes kjole daler ned om hendes føder. Hun mærker pludselig november kulden igen, hun skælver. Lina og hendes barbier stirrer på hende. Eller mere på hendes arme. Nye, gamle, røde, lyserøde. Ar.

En skinger hyænelatter kommer fra Lina. Hun nævner noget med Emo og opmærksomhedskrævende , og går derefter storgrinende væk. Klonerne følger lydigt med.

Alis mærker ikke noget, står bare. Ser efter dem. Nu ved de det. Snart ved alle det. Hendes hemmelighed er sluppet ud.

Blødt stof rammer hendes bare skuldre. Hun ser overrasket op. Det er Silas. Hun har fået hans jakke på. ,,Undskyld.” Han siger kun dette ene ord. Alis ser på ham, hun ved, at han ved det. Han ved, hvem hun er. Hendes hoved stopper med at snurre, og hun føler sig med et pludselig ædru. ,,Det gør ikke noget.” Hendes spæde stemme kan næsten ikke høres i nattemørket. Silas sætter sig ned ved siden af hende. Han vender hovedet og ser på hende. ,,Hvad siger du til at starte forfra. Du kender ikke mig, jeg kender ikke dig?”

,,Okay. Hej, jeg er Alis, hvad hedder du?”…

 

***

Da solen står op, står en tynd og træt pige foran en smukt hus. Det er Alis. Hun smiler. Nattens begivenheder lyser hendes verden op. Det var et langt første møde, men for første gang i sit liv lærte hun nogen at kende, sådan rigtigt.

Hun har stadig hans jakke på. Kjolen er ikke længere andet end et forrevet stykke stof, og ligger vist stadig på Linas græsplæne. På listesko låser hun døren op og går ind, det er et mirakel at hun stadig har sin taske. På den ene side håber hun ikke på at vække sine forældre, men på den anden side: opmærksomhed er vel altid opmærksomhed, lige meget hvad.

Hun lister gennem køkkenet, på spisebordet ligger der en seddel. Alis læser den ikke. Hun ved allerede, hvad der står, og går med tårerne strømmende ned af kinderne op på sit varme korngule værelse.

 

Ti timer senere vågner hun op. Klokken er fire. En hovedpine af dimensioner slår hende næsten ud, langsomt går hun ud mod toilettet. Støtter sig til væggen. Det skinnende hvide badeværelse skærer i hendes øjne, med halvt lukkede øjne finder hun sin mors hovedpinepiller frem. For en sikkerheds skyld tager hun tre, og håber at hovedpinen snart fortager sig.

To timer senere er hovedpinen skrumpet gevaldigt, den er ikke væk, men den er nemmere og ignorere. Alis sidder på Facebook. Der er en del billeder fra i går og hun med på dem. Der er mange kommentarer om hvem den ukendte pige er, hende der både danser og kysser med Silas. Alis kan ikke lade være med at smile, hun er kendt! Alle snakker om hende, alle vil møde hende og ingen aner at hun er mærkelige Alis fra 2.D. Selvfølgelig ved Silas, Lina og klonerne det, men der er en foruroligende stilhed på Facebook fra dem.

En besked klikker ind på hendes iPhone, hun fik en del nye numre i nat. Der er en invitation til en fest. Alis er lige ved at græde. Hun er blevet inviteret til en fest!

***

I aften er kjolen sort, håret er glattet og make-uppen er en smuk blanding af farver og glimmer. Hun får en ny sms, den er fra Silas. De har skrevet sammen hele eftermiddagen, han kommer også. De aftaler at mødes derhenne.

På vej ud af døren bliver hun stoppet af mor. Hun ser undrende på Alis. Spørg hvor hun skal hen i den mundering. Alis svarer ikke, maser sig bare forbi og går selvsikkert mod festen.

Flashback rammer hende da hun når værtens hus. I aften vil hun ikke drikke helt så meget, aftnen skal nydes. Ikke forsvinde i alkoholens glemsel. En underlig sød kvalmende lugt rammer hende da hun går ind. Undrende leder hun efter Silas og hvor lugten kommer fra.

Hun finder overraskende nok dem begge samtidig. Mindst halvdelen af festen sidder inde i stuen. De ryger. Meget. Først da Alis bliver rakt en halvrøget joint, går det op for hende at de er skæve alle sammen. Hver eneste en, også Silas. Med jointen i hånden kiler hun sig ned mellem Silas og en døddrukken pige. Et lille skub og pigen ligger på gulvet. Alis er ligeglad. Jointen er væk, og hun er høj. En ny bliver lagt mellem hendes smalle fingre, den er også hurtigt væk. Det er den tredje og den fjerde også. Alting snurre efterhånden rundt. Oppe er nede og nede er oppe. Alting er pludselig lyserødt og lilla, og folk ændrer udseende hvert sekund.

Efter par timer bliver verden lidt mere normal, og hun kan tænke mere end tre ord. Silas sidder stadigvæk ved siden af hende, de har grint meget i aften. Sammen. Hun har grint sammen med nogle, ikke bare et halvkvalt fnis for sig selv.

Hun vender mig mod Silas, de sidste par år har hun undertrykt det. Følelserne. Forelskelsen. Men nu kan den få frit løb, Lina er her ikke og Silas elsker hende ikke, har aldrig elsket den rødhårede bitch. Alis vender sig mod Silas. Kysser ham. Dybt og inderligt. De er som smeltet sammen, og nærmest intet kan skille dem ad. Kun en ting er stærk nok, og hun er nu kun 2 meter væk. Lina. Hun er rasende, endnu mere end aftenen før.

Det første Alis mærker en svidende smerte, først bagefter hører hun klasket. Et rødt håndaftryk breder sig på hendes kind. Silas rejser sig op, vender ryggen til hende. Ser på Lina. ,,Det betød jo ik' noget, det kan du da godt forstå, ik'?” han holder en kort pause, og fortsætter så: ,,Hun betyder ikke en skid, det er jo dig jeg elsker Lina. Alis er bare et forkælet nul, jeg havde ondt af hende. Nuller må vel også opleve lidt glæde en gang i mellem. Synes du ik'?”

Alis ser forfærdet op på dem, de står tæt omslynget. Præcis som før, bare med den lille forskel, at det nu er Lina og ikke Alis, der er i Silas' arme. Tårer stiger op i hendes øjne, flyder over. Hun rejser sig brat. Hun kan ikke længere holde synet af dem ud. Et nul, ikke andet end et nul. Han har ret, jeg er bare et nul. Et lille bitte ubetydeligt nul. Hun tager fat om hanken på sin taske, møver sig ud mellem menneskemængden. Hun har brug for luft. Plads til at tude.

Hun ender i et lyserødt værelse. Sådan virkelig Lyserødt. Der er fuldt af plyspuder, bamser og flere lyserøde ting. Hun finder sit lille sammenklappelige spejl frem. Rødt og lyserødt passer meget godt sammen. Hun hører ikke døren gå op, koncentrere sig kun om det barberblad hendes tynde fingre har fundet frem. Hendes bevidsthed opfatter svagt er råb, men hun er ligeglad. Hun vil bare væk. Aldrig se sig tilbage mere, svømme i et sort bølgende mørke. Den skarpe kant bliver presset mod hendes arrede hud, et sygeligt smil breder sig over hendes læber. Hun elsker denne her del. Smerten.

Blodet flyder allerede, og alting bliver sløret. Et udvisket ansigt spærrer hendes udsyn. Hun opfatter svagt, at det er Silas. Han græder vist.

,,Alis jeg løj! Jeg løj overfor Lina, jeg elsker hende ikke” Han river barberbladet væk og kysser blidt hendes læber. ,,Jeg elsker dig Alis. Jeg elsker dig højere end noget andet! Du må ikke forsvinde, bliv her hos mig.” Hans stemme er bedende og tårerne drypper fra hans øjne og på Alis' kinder.

,,Så, jeg er ikke et nul?” hun retter undrende sine sorte øjne mod hans.

,,Nej du er ikke et nul. Du er alt andet end et nul.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...