Snehvide ♔ Justin Bieber

Efter at have tænkt meget over, hvilket one-shot jeg ville skrive til denne konkurrence, kom jeg frem til at jeg følte der skulle være et budskab bag. Da det vidende one-shot kommer i et blad, følte jeg at det budskab der skulle være i mit, var noget alle piger kan kende sig selv i på den ene eller den anden måde. I mit one-shot har pigen derfor intet navn, så man mere kan sætte sig ind i at være hende. Problemerne er noget jeg ved flere piger har gået igennem, og hvis ikke så noget lignende. Følt sig grimme, følt sig forkerte. Men ingen er perfekte, og det har jeg prøvet så godt som muligt at beskrive i dette one-shot, så håber virkelig I kan lide det, da jeg har lagt rigtig mange tanker og arbejde i det. Derfor taler billedet også for sig selv: Selv ikke en disneyprinsesse kan være perfekt. Hun er nøjagtigt som os andre. – Laura G.

42Likes
15Kommentarer
2184Visninger

1. One-shot

Har du nogen sinde følt dig forkert? At alle andre er bedre end dig? For så er du langt fra den eneste. Det lærte min bedste ven, Justin, mig og den historie vil jeg dele med alle jer derude, der på et eller andet tidspunkt har følt sig alene og forkerte. For som han sagde det til mig: Selv de mest perfekte Disneyprinsesser har fejl der gør dem til en af os.

 

Da det ringer på døren rejser jeg mig fra sofaen og går mod det brune træ. Jeg ved Justin står på den anden side, så jeg tænker ikke engang over det, da jeg løber mig ind i hans favn, da han åbner døren. Jeg mærker hans smil, selv om jeg først ser det da jeg kigger op i hans smukke øjne. ”Er du okay?” spørger han mig om og jeg ryster stille på hovedet. Han nikker, lukker døren og tager min hånd.

Da vi sætter os i sofaen, snakker han til mig igen: ”Fortæl mig dit problem,” smiler han og lader sine brune øjne skinne.

”Jeg har ikke bare et problem, Justin.” Min stemme ryger over i et bedrøvet toneleje, men Justin bliver bare ved med at smile til mig. Til sidst giver han mig mod nok til at smile, åbne op - ”Justin, jeg føler virkelig jeg kan stole på dig,” – og fortælle ham mine dybeste hemmeligheder. Dem jeg aldrig troede jeg ville fortælle til en levende sjæl.

”Hele mit liv har jeg følt mig anderledes, forkert nogle gange også grim. At se sådan ud som ingen andre gør, det er svært,” starter jeg og kigger over på Justin, der har udskiftet smilet med et undrende men lyttende blik.

”Fortæl videre,” beordrer han.

Selv om Justin er min bedste ven, ham jeg har kendt altid, ryster mine hænder. Jeg prøver at få dem til at stoppe ved at sidde med dem imellem benene, men det hjælper slet ikke. Nervøsiteten stiger mig til hovedet, som mit blik klistrer sig til det brune gulv der er klædt med et grønt tæppe.

”Hør, du skal ikke være nervøs.” Justin sætter sig ved siden af mig i sofaen. ”Fortæl mig din historie, jeg lytter.” Han kigger på mig og et smil danner sig på hans læber endnu engang. Et smil jeg svagt gengælder med en løftet mundvige.

”Min skolegang, har altid været svær for mig. Altid har jeg følt mig udenfor, følt at jeg var anderledes end de andre. Eftersom jeg blev ældre, blev det mere og mere ægte at forstå. Jeg føler mig altid alene, føler aldrig jeg kan komme ind i en samtale, da emnerne er noget jeg slet ikke interesserer mig for. Men prøver jeg, er muligheden for at være med i samtalen der ikke. Men det jeg virkelig kan lide, og bruger min tid på, er at spille fodbold, lave skøre ting, snakke sport – med drengene. Jeg kan lide, at lave drengeting, være sammen med dem når jeg kan, for pigefnider er jeg bare ikke til.” Jeg stopper efter en lang køre med bare at forklare alt det Justin sikkert allerede vidste om mig, ved at kende mig.

Som gættet, siger Justin: ”Jeg ved alt det om dig i forvejen, og du skal vide, det er der jo intet galt i. Vil du svare mig på en ting? Hvorfor tror du, at jeg hænger ud med dig, hvorfor du er min bedste veninde?” spørger Justin, og jeg overvejer lidt hvad jeg skal svare, men får ikke engang muligheden: ”Det er fordi du er helt din egen. Gør hvad der passer dig, er sammen med dem du vil, uden at tænke over hvad andre tror om dig. Det respekterer jeg dig for, og det skal du bare blive ved med.”

Han taler så flydende så fascinerende, at jeg er lige ved at falde i staver i hans øjne, og udelukke hvad han siger – men jeg hører hvert enkelt inspirerende ord. ”Men Justin, du ved jo slet ikke hvad jeg går rundt med inden i, alle de ting jeg ville ønske jeg kunne ændre ved mig selv.” Jeg taler bedrøvet uden at kigge på Justin.

”Så fortæl mig om det,” sige han beroligende.

Mit blik glider ned på mine ben, der er beklædt med nogle sorte vintergamacher. Det er vinter. ”Hver gang jeg skal købe nyt tøj, hver gang jeg klæder om, er mine tanker altid på mine lår. Jeg kan aldrig være i de mærkevare og fede cowboybukser alle går rundt i, jeg må altid nøjes med noget kedeligt. Og tror du ikke man fryser, når man går rundt i sne og kulde med gamacher på?” spøger jeg til sidst Justin om, men han har selvfølgelig ingen erfaring med det.

Alligevel har han som altid et svar: ”Det er da en god ting, så kan du mene det når du siger du fryser, til en dreng,” siger han med et fjollet grin, der efter lidt også kommer fra mine læber.

”Du skal være ligeglad med hvilket tøj du går rundt i. Bedømmer folk dig på dit tøj, er det åndsvagt, det ved du også godt inderst inde.”

”Men, også bare når jeg er på stranden, føler jeg mig fed, usikker og takker tit nej,” beklager jeg.

Justin må igen komme med en fascinerende grund, til hvorfor mine tanker er absurde: ”Du er ikke fed. Du har en smuk figur, som flere folk ville ønske de havde, de indrømmer det bare ikke, heller ikke over for dem selv. Hvad tror du mobning er til for, inderst inde er dem der mobber sikkert bare misundelige.” Han smiler til mig og tager min hånd. Han strammer den blidt.

”Du skal vide, lige meget hvad du nogen sinde tænker, hvad folk siger om dig, så stol på mig, når jeg siger du er smuk. Du har alle de kvaliteter der gør dig til en fantastisk pige. Måske har du det hårdt inden i, men drop alle de negative tanker. Flere tænker negativt om dem selv, fordi ingen er stærke nok til at sige til sig selv de er så perfekte som de nu kan blive. Man er født på hver sin måde, man er hver sin person. Alle er sit eget lille sandkorn på den enorme strand. Bare hør på mig, når jeg siger, du er smuk. Ingen kan være hundred procent perfekte. Ikke engang Disneyprinsesserne er perfekte. De har alle deres små fejl, der gør dem præcis som alle os andre.” Justin holder til sidst pause og kigger charmerende ind i mine øjne. Han har ret.

Så da jeg spørger ham: ”Hvordan kan du være så sikker på alt det?”

Svarer han: ”Fordi jeg har været igennem det hele selv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...