Den lille havfrue

Den sorte gift flyder i havene og dens vej krydser snart havfolkets hjem. Ariel bliver valgt til at lade sig forvandle sig til menneske, for at forfører den menneskelige konge, for at dræbe ham og sikrer, at hans planer om udryddelsen af havfolket aldrig vil komme til livs - ellers vil livet under vand dø.

8Likes
12Kommentarer
1308Visninger

1. Sort gift

Solens ellers så varme og kraftfulde stråler, når ikke ned til havets bund. Kun i få små, pletter når lyset ned og skinner stille i det kolde hav. Her er masser af liv, trods man med det blotte øje vil se havbunden som død og gold. Men her svømmer fiskene langsomt og man gemmer sig i alger og vandplanter, hvor man er i sikkerhed fra alt det onde - alt det der igennem tiden har sneget sig herned.

Man registrere dem ikke, hvis man ikke holder øje - men det gør havfolket. Havfolket bevæger sig rundt omkring og lever langs havlivet, som de selv er en del af. De ser dem. Menneskene. De ser deres handlinger - store og massive og dødelige tønder bliver med stor hastighed kastet herned, for at ramme havets skabninger. Der er endnu ikke tal på, hvor mange havfolk, der har lidt under dem og blødt, så deres blå blod har tilkaldt hajerne.

Men disse tønder er ikke det værste. En ting som alle frygter er nettet. De rå reb der gnaver sig ind i fiskeskællene, så blodet flyder og tårene kommer. Smerten er udholdelig, men heldigvis kan havfolkets skarpe klør flænse sig ud, når skaden er sket. Nogle gange kommer der spyd, nogle gange kommer der kroge. Alt for at påføre dem skade. Havfolket ser disse ting langt før fiskene, blæksprutterne, hajerne og sværfiskene. Men det sker, det sker at en havfrue eller havmand bliver fanget og taget op til overfladen, hvor deres skæl udtørre og øjne svier af sollyset. Det er ikke tit, men det er nok. 

Den sorte gift er kommet for at blive, siger de. Man har set mange frygtelige ting, der har skadet og dræbt havfolk, men olien er anderledes. Den kommer og sniger sig ind på dem, den omringer dem og kvæler og forgifter dem. Skader deres skæl, hår, øjne og hale og fiskehud. Ikke kun havfolk også andre fisk, blæksprutter, søheste og hajer lider også under den sorte olies magt. Men det er kommet for at blive. Intet er så farligt som den sorte olie. Den skal stoppes. Men der er intet man kan gøre, for at jage den væk igen. 

____

Der er ikke mange lyde omkring Yri. Kun lyden af vandet halen skubber til side opfanges i hendes øregang, så hun svømmer videre. Det mørkegrønne hår er ikke specielt langt, eftersom Yri fortrækker at skærer det af, så det ikke forstyrrer sanserne. Sanserne er livsnødvendige, når hun, som nu, bevæger sig helt tæt ved havbunden. Selvom det er farligt, gør hun det. Hun rejser væk fra klippen og tager afsted imod dybet mod vest. Mørket i dybet gemmer hajer, men hendes skarpe syn og følsomme øregange vil beskytte hende. Det er Yri sikker på, at de vil. 

Hendes lange arme ville ikke bruge mange kraftanstrengelser, for at kunne nå det bløde sand. Yris krop er ikke mere end end halv meter fra bunden og fingerspidserne berører også så stille bunden. Sandkornene bevæger sig smukt i vandet og Yris læber former sig til et smil.

Der er stille. Ingen fremmede lyde, ingen farer. Fiskene gemmer sig langt væk, eftersom der aldrig plejer at komme havfolk på disse kanter - kun få gange, når folk som Yri er nysgerrige og ivrige for at mærke det kolde vand imod skællene og håret.

Mørket er ikke bare et mørke, der er sort. Intet lys trænger herned og Yri kunne ligeså godt lukke øjnene. Hun føler sig blind og angsten kommer langsomt til hende. Trods hun stadig intet hører åbner og lukker gællerne sig hurtigere og Yri skruer helt op for sanserne. Synet, hørelsen, lugtesansen.

Lugt. Lugten har gemt sig væk i lang tid, men nu slår den til. En skrækkelig smerte opstår i Yris næsebor og hun stopper brat op med at bevæge sig. Hun tager sig hysterisk op til næsen og vil skrige, men et eller andet har sat sig fast i hendes hals. Det strammer og svier og smertes og hendes stemme bliver til kvalte lyde. Hendes hænder griber nu fast om halsen, og hun slår sine klør ud og river i sine skæl, i håbet om, at hun kan få det ud. Men det virker ikke. Blødende sår viser sig og det forværrer hele situationen. Giften tager fat om kødet og Yri prøver at skrige, men det når ikke ud. Hun græder og græder og er så bange for sit liv. Hun basker med armene, basker med halen og fiskehuden, der hænger i lange flæser ved halen, men smerten er for stor til, at hun kan kæmpe. Den klistrende væske klæber sig til hendes skæl og hår. Endelig når lyden igennem halsen og et langt, højt og hjerteskærende skrig når ud. Havfolks stemmer er ikke de samme som menneskers, de kan høres i vand. Yri prøver at skrige igen, men giften har sat sig fast igen. Det har nu lukket for gællerne og Yri ser sin død i øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...