Love hurts (One direction)

Hvad gør du når du bliver nødt til at forlade den du elsker? Og når det er for familiens skyld? Hvem vælger du? Familien eller ham?

6Likes
2Kommentarer
1407Visninger
AA

5. Thats never gonna happen!!

CHRISTINAS P.O.V. Jeg sad på mit værelse og læste. Det var det jeg havde lavet den sidste uges tid. Jeg læste, for så skulle jeg ikke tænke så meget på virkeligheden. Selvom jeg stadig græd nogle gange, så var jeg ved at acceptere det. Jeg prøvede bare at lade vær' med at tænke på Harry, men det var svært. For det første fordi han var en popstjerne. Han var jo hele tiden i tv'et. For det andet, man glemmer ikke lige bare sit livs kærlighed. Ok lyder måske lidt overdrevet, men jeg troede virkelig at vi skulle giftes en dag. Men det satte min familie en stopper for. Jeg var 18 og skulle giftes. Jeg skulle giftes med en, jeg aldrig havde mødt. Suk, mit liv stinker. Og for det tredje jeg kunne bare ikke få ham ud af mit hovede. Lige meget hvad så var han der altid. Jeg ville aldrig kunne se ham i øjnene, fordi det jeg gjorde mod ham var grusomt. Du kan stadig nå at tage ham tilbage, hvisker en stemme i mit hovede. Jeg opdager faktis at jeg overvejer det, men nej. Han har allerede en anden. Mens jeg sidder her og har ondt af mig selv, så lever han livet. Jeg stirrer på min hånd, som om at jeg får ringen tilbage, hvis jeg stirrer længe nok. Det kommer aldrig til at ske. Det er det der gør så ondt. At vide at jeg formentlig aldrig kommer til at mærke hans arme omkring mig. Aldrig kommer til at mærke vores læber mod hinanden. Aldrig kommer til at røre hans krøller hår. Men det der også gør ondt er, at de andre drenge måske hader mig nu. Hader mig for det jeg gjorde mod Harry. Før, mig og Harry blev kærester, så var jeg bedstevenner med Niall. Det var mig der opfordrede Niall til at stille op til X-Factor. Senere mødte jeg de andre drenge. Liam, den modne og ansvarsbevidste. Zayn, den stille og mystiske. Louis, den sjove og hyper. Og Harry, den charmerende og smukke. Og hvad havde jeg gjort? Ødelagt vores venskab, for en eller anden mand fra Tyskland, jeg ikke kendte. Jeg kiggede på mit værelse. Ingen af de dyre ting kunne hjælpe mig. Det var kun Harry. Jeg ville først begynde at trække vejret ordentligt, når Harry var der. For det føltes som om, jeg var ved at blive kvalt uden Harrys kærlighed. Det føltes som om, at jeg var ved at gå i stykker. Falde fra hinanden. Jeg fik et chok, da min far sagde mit navn. "Christina?" "Ja far?" "Vi har bestemt, at du skal møde George, imorgen." "Hvad!?" George var den tyske nar, jeg talte om. "Men far du sagde, at jeg fø.." "Ikke noget men, sådan har vi bestemt" "Hvem? Mener du dig? Mor tør jo ikke sige et pip, når du er der!" Min far kigger lamslået på mig. Jeg har aldrig opført mig sådan. Og det føles godt. "Unge dame, du har stuerrast, og jeg tager din mobil og dit tv i en måned!" "Bare tag det! Tag det hele! For du gør jo ikke andet end at tage!" Råber jeg, med tårer rendende ned af kinderne, og kyler min mobil efter ham. Min IPhone 4's ryger gennem værelset, og smadrer ind i væggen. Glasset splintrer i tusinde stykker, ligesom mit hjerte gjorde. "Jeg hader dig! Du er et uhyre! Det er din skyld det hele!" Jeg begynder at kaste alle mulige ting efter ham. Mit vækkeur, min bamse, min lampe. Alt det jeg kan kaste. Han smækker døren i, og jeg kan høre en nøgle dreje rundt i låsen. Jeg kaster mig hen mod døren, og tuder, mens jeg banker mine knyttede næver ind i den. "Jeg. Hader. Dig!" Sådan bliver jeg ved, indtil mine næver er helt røde. Så læner jeg mig op ad døren. Sætningerne bliver ved med at køre i mit hovede. Jeg skal væk her fra. Væk fra det hele. Jeg tror vidst at jeg faldt i søvn, mens jeg lagde der og ønskede mig langt væk. Væk fra denne lorte-verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...