Love hurts (One direction)

Hvad gør du når du bliver nødt til at forlade den du elsker? Og når det er for familiens skyld? Hvem vælger du? Familien eller ham?

6Likes
2Kommentarer
1356Visninger
AA

8. Goodbye

Jeg vidste hvad jeg ville gøre. Selvom det ville såre mine nærmeste, men mest af alt Harry. Men hvorfor blive ved, når jeg aldrig kunne være sammen med ham igen? Aldrig var meget lang tid, når man ikke var sammen med ens kærlighed. Jeg troede vi var "meant to be", men jeg tog vist fejl. Jeg kiggede ud af vinduet. Det regnede, så vejret svarede til mit humør. Jeg prøvede at koncentere mig, men jeg blev ved med at se Harry for mig. Det eneste jeg kunne få frem af billeder, var det hvor han sidder på knæ med hovedet i hænderne. Det eneste. Alle de gode minder var blevet skubbet væk. Jeg låste min dør op, og gik ned. Forbi stuen hvor min familie sad. Videre ud i regnen. Jeg tog ikke nogen jakke på. Heller ikke nogle sko. Gik bare. Jeg stavrede gennem regnen mod parken. Der var ingen chance for at jeg mødte nogen der. Der kom ikke nogen længere, fordi parken var ret gammel. Mens jeg gik, var der nogle småsten der borede sig op i min fod. Jeg gik videre, hen mod gyngerne. Jeg satte mig på en af dem. Gyngede frem og tilbage. Gyngerne var så gamle, at de knirkede højt. Knirkene var det eneste man kunne høre. Ellers var der helt stille. Som om at alle havde glemt stedet. Vand dryppede fra mit hår og ned på mit skød. Mine fødder føltes som isklumper. Jeg trak min hættetrøje længere ned. Den var næsten helt gennemblødt. Hvad mon Harry lavede nu? Var han igang med at indspille en sang? Sammen med drengene? Måske. Der gik det op for mig, at jeg måske aldrig ville se ham igen. En tåre pressede sig frem fra øjenkrogen, da jeg huskede hvordan vi mødtes. Det var en helt normal dag.

 

Jeg tøffede langsomt gennem gaden. Jeg nærmest slæbte, de ting jeg havde købt, efter mig. Jeg skulle hjem nu. Jeg troede lige at jeg kunne slappe af, men så huskede jeg at vi havde en stil for. Jeg sukkede. Hvorfor skulle man gå i skole? Jeg tog min mobil frem, og kiggede ned på den. Tjekkede Twitter. Så om jeg avde fået nogle beskeder. Ingen. Suk. Jeg skulle lige til at kigge op, da jeg gik ind i en. Jeg vaklede og faldt så. Alle mine poser lå spredt over det hele. Jeg kiggede op, da der var en der gav mig en hånd. Det så ud som om at det var en dreng, men han havde en sort hættetrøje på og solbriller. Jeg kiggede på hans hånd, også tog jeg den. Han trak mig op og hjalp mig med at samle mine poser op. Da jeg kiggede op igen, havde han trukket hætten ned.

"Harry"

Jeg kiggede eftertænksomt på ham.

"Christina"

 

Jeg rejste mig op fra gyngen. Tog hjem. Mens jeg gik gennem regnen, fløj billederne gennem mit hovede. Vores dates. Alt. Da jeg kom hjem, listede jeg op på værelset. Jeg lukkede og låste døren. Så gik jeg hende mod sengen. Og tog noget papir frem. Jeg kiggede på det, også prøvede jeg at skrive noget.

Kære Harry..

Så gik jeg i stå. Vidste ikke hvordan jeg skulle skrive videre. Hvordan jeg skulle fortælle hvorfor jeg gjorde det her. Så jeg startede bare fra starten.

 

                                                                                                        ***

 

Da jeg havde skrevet brevet læste jeg det igennem. Det var ikke spor langt, men jeg syntes det var godt. Jeg gik ud og tog min cykel. Så cyklede jeg hen til Harry. Jeg gik hen mod hoveddøren, og smed brevet igennem brevsprækken. Han skulle nok finde det på et tidspunkt. Da jeg km hjem igen, gik jeg ud på badeværelset. Rodede rundt i skabet til jeg fandt pillerne. Jeg hældte dem ud i hånden. Så tog jeg mit glas, hvor jeg havde min tandbørste. Jeg kiggede på vandet, da jeg holdt glasset i hånden. Jeg tog pillerne i munden, også drak jeg vandet. Der gik noget tid, så begyndte det hele at blive utydeligt. Det sidste jeg tænkte, før jeg besvimede var:

 

Jeg elsker dig Harry 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...