Love hurts (One direction)

Hvad gør du når du bliver nødt til at forlade den du elsker? Og når det er for familiens skyld? Hvem vælger du? Familien eller ham?

6Likes
2Kommentarer
1406Visninger
AA

6. Did you ever love me, the way i loved you?

Harrys P.O.V.

 

Der var disse øjeblikke, hvor jeg ikke kunne styre mig selv. Hvor jeg endte begyndte at kaste med tingene eller begyndte at græde. Det var et af disse øjeblikke jeg havde nu. Drengene sad og talte om et eller andet, og jeg prøvede at se ud som om, at jeg fulgte med i samtalen. Jeg havde en stor klump i halsen. Du ved når man prøver at holde gråden tilbage, og det strammer utrolig meget i halsen. Lige som om at man er ved at blive kvalt. Jeg sank, men det hjalp ikke spor. Jeg kiggede ned.

"Harry syntes du også det?"

Jeg kiggede hurtigt op. jeg prøvede at gætte ud fra deres ansigter, hvad de talte om, men jeg var blank.

"Øh..Jo"

"Du ved ikke hvad vi snakker om vel?"

"Nej....Undskyld"

Det var stilhed efter det. Jeg kunne stadig mærke klumpen i halsen.

"Øhmm..Jeg går i seng"

"Harry klokken er kun 8"

Drengene kiggede bekymret på mig.

"Jeg føler mig lidt sløj"

Jeg kunne høre at de talte dæmpet. Sikkert om mig. Jeg var træt af det hele. De bekymrede sig for meget. Det er fordi de elsker dig, sagde en stemme i mit hovede. Jeg var også træt af mig selv. Hvordan kunne jeg være sådan mod dem? De prøvede bare at hjælpe, og jeg opførte mig som om at alt ragede mig en høstblomst. Hvordan kunne jeg stadig elske hende, når hun hadede mig? Hvorfor kunne jeg ikke indse at hun aldrig kom tilbage? Hun havde det sikkert sjovt nu. Hun kunne sikkert sove om natten. Hvorimod jeg lå søvnløs, mens jeg huskede hvordan det føltes, da hun lagde her. Da jeg holdte om hende, og kunne kalde hende min. Jeg elskede hende. Nej.....Jeg elsker hende. Lige meget hvad der sker, vil jeg aldrig elske en, som jeg elsker hende. Drengene håber, at jeg glemmer hende, men hvordan glemmer man den person, man troede man ville være sammen med for evigt? 5 år. Så mange år havde vi været sammen i. Vi havde oplevet alt sammen. Jeg havde været der for hende, da hendes elskede bedstemor døde. Jeg havde været der for hende, da alle hendes venner vendte hende ryggen. Jeg havde været der for hende altid. Altid. Og jeg troede at det skulle være os for altid. Jeg kan huske at hun ringede på døren, da hun kom den dag. Det plejede hun aldrig at gøre. Hun gik bare ind. Allerede der vidste jeg, at der var noget galt. Da hun gik ud af den dør, følte jeg det, som om at jeg gik i stykker. Som om at jeg var hul. Og jeg kan huske at Louis fandt mig der. Da han så mig gik han i panik. Han spurgte mig, hvad der var galt, men jeg græd bare. Hulkede til jeg var hæs. Dagene efter gik jeg ned til døren, og ventede. Ventede på at hn kom gående ind. Det gjorde hun bare ikke. Solen stod op og gik ned, men døren forblev lukket. Så brasede Niall ind af den. Jeg kan huske at han kiggede på mig. Så begyndte han at græde. Jeg ligger der på sengen, og husker alle de smertefulde minder. Så tænker jeg at jeg kan sende hende en SMS. Det ville ikke skade, for jeg tror alligevel ikke at hun svarer. Jeg tænker, men det eneste jeg kommer frem til er:

"Hej...

Jeg skriver bare for at høre om hvordan det går? Håber du ringer...Din Harry"

 

Jeg kigger på ordene. Min finger svæver over send-knappen. Så trykker jeg. Nu er det gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...